Borgerskab

I middelalderen dannedes i købstæderne en egentlig borgerstand i modsætning til bondestanden på landet. For at blive borger i købstaden skulle man bevise hvorfra man stammede, og at man ærligt og redeligt havde afsluttet arbejdsforholdet med den person, man før havde tjent hos. Man skulle dernæst have sværget borger-eden, der i midten af 1600-årene havde denne ordlyd:

»Jeg NN beder mig saa sandt Gud til Hielp / oc alt det helligt er / at jeg skal oc vil / være min naadige Herre og Konge Huld oc Tro / oc ald denne Stadsræt oc Biestand opholde / effter min æffne evne og Formue / oc være min Borgemester / Raadmænd oc Byfogit / hørig oc lydig / mine Bymænd oc Medborgere / fordre oc fremme til det beste / oc giøre dennem ey andit / end som jeg selff vil hende give oc hafve aff dennem / oc ey hade eller forurætte dennem i nogen maader. Saa sandt være mig Gud huld / at jeg saa holde vil«.

Herefter blev man indskrevet i rådstueprotokollen med rettigheder som borger i købstaden, med ret til at drive sit erhverv som håndværksmester eller som handlende, deltage i stadens styrelse og foreslå nye rådmænd og borgmestre. Kun mænd kunne få borgerskab, men fra slutningen af 1700-årene kunne jordemødre og kvinder, der som enker havde overtaget deres afdøde mands virksomhed, i princippet blive indskrevet i borgerskabsprotokollen.