Helsingør Magistrat
Efter enevældens indførelse blev den almindelige betegnelse for borgmester og rådmænd magistraten. Magistraten refererede direkte til kongen gennem Danske Kancelli, men det direkte tilsyn med købstæderne blev efter 1690 tillagt stiftamtmændene. Magistraten blev således udnævnt af kongen. Ved siden af borgmester og rådmænd var desuden valgt de såkaldt eligerede borgere – der i et vist omfang var udpeget af byens borgere. Fra 1837 indførtes i stedet for de eligerede borgere, borgerrepræsentanter. I Helsingørs tilfælde 18 i antal. Disse fik indflydelse på byens almindelige anliggender og blandt disse blev rådmændene valgt. Disse rådmænd udgjorde sammen med den kongeligt udnævnte borgmester magistraten. I tiden op til 1837 bestod Helsingørs magistrat kun af borgmesteren og én rådmand, men efter 1838 atter af to rådmænd + borgmesteren.
Magistratens ansvarsområde var skattevæsenet, næringsadkomster, udnævnelse af bestillingsmænd, arkivvæsen, samt tilsyn med mål og vægt. Borgerrepræsentationen afløstes i 1869 af et byråd med 19 medlemmer – valgt af skatteyderne i købstaden. Det overordnede tilsyn med købstæderne blev nu tillagt indenrigsministeriet direkte.
I 1919 ophævedes den gamle ordning med en kongelig udnævnt borgmester. I stedet skulle borgmesteren og viceborgmesteren udpeges af byrådets midte. Også efter denne nyordning kunne der udpeges rådmænd, der sammen med borgmesteren udgjorde byens magistrat. Det var kun ganske få købstæder, der ønskede denne ordning, men heriblandt var Helsingør.
Magistratsordningen fortsatte i Helsingør købstad frem til kommunalreformen i 1970.