Jøderne i Helsingør
Vedr. jødisk Liv i Helsingør.
Har I beretninger om jøder i Helsingør, der virkede for et rigt handelsliv eller håndværk og industri? Hvor mange jødiske borgere boede i Helsingør, og fandtes der en synagoge?
Som svar på dette spørgsmål i Lokalavisen Nordsjælland skrev Lars Bjørn Madsen følgende: Vi har mig bekendt ikke beretninger som sådan om jøderne i Helsingør, og denne befolkningsgruppe har da heller aldrig spillet en væsentlig rolle i byens liv, om end flere store navne blandt disse kan fremhæves.
For jøderne - hvor der i begyndelsen af 1700-årene angiveligt boede 8-10 familier i byen - var ganske respekteret; og de havde fra 1827 deres egen synagoge i Strandgade 39 (senere nedrevet til fordel for et nyt hus), der fra 1763 var ejet af handelsmanden Ephraim Ruben og Isak Elkan Abraham. Og jøderne havde længe inden da haft egen skole, bistået af latinskolens rektor.
I 1739 får den svenskfødte Salomon Isaach kgl. bevilling på at ernære sig i byen af »saadan Handel, som Jøderne ere tilladte, og leve efter de Jødiske Ceremonier, som udi al Stilhed skal skee«. Interessant bemærkning i vore indvandrertider!
I 1762 gives der jøderne Jacob Wulff og Simon Salomon bevilling til i fællesskab at åbne en butik og her sælge alle slags indenlandske tobakspiber, sæber, sukker, sirup, pudder og stivelse. To år senere får Nathan Levin Cantor tilladelse til at nedsætte sig i byen og ernære sig ved at drive »en liden Handel« med kinesiske og ostindiske varer samt sukker, sirup, pudder og stivelse mod at han »svarer til al borgerlig og bytynge«.
Ruben-familien var også velkendt i byen. Eprahim Magnus Ruben får borgerskab i 1756 som »jøde, hårdug- og vatfabrikant« og Moses Ruben blot som »handlende« i 1824. Stamfaderen til den i generationer ansete familie Unna, Salomon Ascher Unna, fik i ægteskab med Elkana Abrahamsdatter af Helsingør i 1772 tilladelse til at nedsætte sig som handlende i byen, om end borgerskabsprotokollen blot angiver hans næring som »jøde«. Sammen med trosfællen Fürst, drev han i 1782 en veksellererforretning. I 1803 fik sønnen Abraham (1770-1846) borgerskab som hosekræmmer, og i 1814 fik Simon Unna borgerskab som købmand, og begge optoges i Helsingørs kræmmerlav.
Simon Unnas stadig kendte vinhandel lå først på hjørnet af Brostræde, lige overfor apoteket og var senest indehavet af Abrahams søn Frederik Unna (1814-82), der fik borgerskab i 1842. Senere – ved nedrivningen af karréen – flyttede den til Strandgade 75. Familien Unna havde også flere ejendomme udenfor byen, bl.a. et smukt landsted på Strandvejen lige udenfor Svingelport, Ulstrupgaard på Esrumvej og de »Adlerske Grunde« på Ndr. Strandvej (de nuv. fodbold- og tennisbaner).
En enkelt beretning har vi da forresten! Det er herredsfoged Ole Lund, der i sine erindringer fra 1830’rne fortæller, at den navnkundige, gamle Isaac Pesak Elkan som en patriark sad udenfor sin dør i Strandgade med sin ærværdige hustru ved siden, rygende på en pavepibe, og med sort kalot på det respektindgydende, hvide hoved. Elkan var en af byens meget respekterede jødefamilier, og Abraham og Isaac fik borgerskab som »jøde og handlende« henholdsvis i 1776 og 1779. For dette måtte de betale et pænt tilskud til anlægget af den nye Kongevej til byen!
To af byens mest ansete mænd var døbte jøder, nemlig lægen de Meza (kendt fra huset Lappen 1) og byfogeden Jakob August Steenfeldt, en søn af købmand Moses Levin Mariboe. Skønt sidstnævnte blev anset for en meget dygtig og klog mand, blev netop hans hus udsat for de optøjer, som byens gadedrenge iværksatte som en slags efterdønning af jødefejden i København. Vinduerne blev knust, og soldaterne fra Kronborg måtte komme byens fåtallige politifolk til undsætning. Ak, ja; også dengang var der ballade!