Købmandsbo

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Købmandsbo, o 1957.

I ejendommen Stokholmsvej 23, Espergærde, blev der drevet købmandshandel fra 1930 til 1967 i ejendommens anneks. Den første købmand, Niels Karl Pedersen (1895-1983), som kom fra Nærum, erhvervede ejendommen i 1930 med det formål at indrette købmandsbutik i det anneks, hvor den tidligere ejer havde snedkerværksted. NK, som han hed i daglig tale, stod for butikken indtil 1944, hvor den blev udlejet. Det tidligere værkstedslokale fik indsat butiksdør og på begge sider af døren kom der store vinduer. I den periode, NK havde butikken, var der foruden købmandsbutik brødudsalg, en mindre boghandel samt udsalg af aviser og blade. Der blev også forhandlet koks og optændingsbrænde fra forretningen. Vareudbringning foregik med en ladcykel. Omkring 1938 blev der på arealet ud mod vejen opsat en benzinstander af den type, hvor benzinen med håndkraft blev pumpet op i et glas. På et tidspunkt opsatte NK et skilt over døren til butikken, hvor der stod "Købmandsbo". Dette navn blev bevaret indtil 1966, hvor forretningen lukkede. Den anden købmand, A.P. Andersen, lejede butikken fra 1944 til 1950. I 1950 kom den tredje og sidste købmand til, nemlig Frits Frederiksen (1925-1997), som tidligere havde haft kolonialhandel i Udsholt og Glumsø. Indtil 1955 lejede han butikken af NK. Han boede med hustruen Kirsten i en lille lejlighed, der lå bag butikken. I 1955 købte han imidlertid hele ejendommen, dvs. hovedhuset og annekset med forretningen, og flyttede med familie ind i hovedhusets stueetage. Lejligheden bag butikken blev snart inddraget i butiksarealet. Forretningen blomstrede og der skete jævnligt udvidelser og forandringer i perioden frem til 1967.

Købmandsbo, o 1964. Fotograf: Viggo Jensen.

Facaden blev forandret, da der blev opsat en markiseoverdækning og eternitplader, hvorpå der stod "Købmandsbo". Kælderen under hovedhuset blev udnyttet til øl og sodavandslager. Her stod også i nogle år en tønde med spegesild. I en tilbygning bag forretningen, som tidligere blev benyttet som sommerlejlighed, blev indrettet lager til kolonial- og købmandsvarer. Der blev forhandlet brændsel som koks og petroleum i dunke. En garage på Søbækvej blev benyttet til opbevaring af koks og tørvestrøelse. Vareudbringning foregik med ladcykel, en såkaldt Long John, og senere med varebil. I nogle år var der opsat en eller flere automater på væggen ud mod vejen, hvor kunderne kunne trække cigaretter og andet efter lukketid.

Frits Frederiksen ved åbning af selvbetjeningsbutikken, 1961. Fotograf: Viggo Jensen

I 1961 blev forretningen nyindrettet som den første selvbetjeningsbutik i Espergærde. Den eksisterede frem til 1967, hvor Frits Frederiksen åbnede det første købmandsejede supermarked, Favør, i Espergærde Centret.

I tidens løb har adskillige været ansat i forretningen i stillinger som kommis, ekspedient, bydreng eller lærling. Heriblandt kan som ekspedienter nævnes Ulla Sørensen, Skovbakken, Anne Lise Hansen, Jernbane Allé, Else Petersen, Stokholmsvej 25, Jytte Hansen, Søbækvej. Som lærlinge John Nielsen, Tibberupgårdsvej, Doris Hansen, Stokholmsvej 44 eller 46, Kirsten, Ny Strandvej, Palle (fra Snekkersten). Kommis: Knud Grønnegaard. Bydrenge: Arne Frederiksen, John Yde Jensen, Bjørn Slyngborg, Henry Elkjær.

Litteratur

Jan Arnt: Ejendommen "Løsning". Stokholmsvej 23 Espergærde. Espergærde, 2001, eget tryk

Jan Arnt: Villa "Løsning" og dens naboer på Stokholmsvej (Egebækken, nr. 32, 2002, s. 17-36)

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.