Bergmandsdal

Version fra 13. okt 2019, 15:34 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Bergmandsdal Strandvejen 50, Helsingør

For ca. 7000 år siden var en gruppe stenalderjægere bosat ved Bergmansdal. Fra denne yderligt beliggende boplads holdt de Øresund under observation, fiskede og fangede sæler. I baglandets skove jagtede de hjortevildt, svin, pelsdyr og fugle. En strandet hval betød overskud af mad. I knaphedstider gik det ud over hundene, måske også menneskene. Jægerne udsmykkede deres redskaber med geometriske mønstre, som var fælles for jægergrupperne i Sydskandinavien. Denne markante udsmykning på værktøj og personligt udstyr tjente det formål at skulle fortælle andre om stykkets ejer?

I året 1722 fik købmand Simon Jochumsen Bergmand bevilling til at anlægge et teglværk, kaldet "Første Teglværk", fordi det var det første teglværk på landevejen (nuværende Sdr. Strandvej) fra Helsingør mod København. Det lå nedenfor Stubbedammene "Store Stolpedam" og "Lille Stolpedam", der mundede ud i en større slugt ned mod Øresund og vel i dag er Bergmandsdals arealer. Området omfattede i alt 40 td. land.

39 år efter - altså i 1761 - tilhørte "Første Teglbrændergaard" Claus Poulsen og Hans Hellesen. I 1783 optræder en Jens Hellesen (en søn?), som ejer af Bergmandsdal. Han lader hovedhuset og teglværket helt ombygge. I 1890 dør Jens Hellesen og Bergmandsdal overtages efter en auktion af Handelshuset Liebmann og Wulff.

Præcis hvornår teglværket ophører sin aktive tilværelse ligger ikke fast. Men da vekselerer Samuel Levin Nathansson i 1837 noteres som ejer af Bergmandsdal er teglværket lukket ned. Herefter beskrives stedet som et landsted.

Omkring 1850 er der kommet ny ejer af Bergmandsdal igen. I 1850 lader han nogle af husene på området udparcelleres (udstykke). Også dele af Bergmanddals jorder, der mod nord begrænsedes af Trykkeridammens arealer, blev solgt fra ved den lejlighed.

Endnu i begyndelsen af 1930'erne var Bergmandsdal et landsted, som lå med behørig afstand til sine naboer. Ejendommen blev i 1931 overtaget af "Udstykningsaktieselskabet Bergmandsdal", hvorefter store dele af jorderne blev udstykket til villabebyggelse. På et tidspunkt i denne proces blev der anlagt 54 kolonihaver -formentlig tænkt som en midlertidig foranstaltning indtil parcelhusene kunne bygges.

Da Ejendommen i 1934 kom til salg - ejeren var nu en fru Messerschmidt - var kommunen interesseret i at købe hele ejendommen – også de arealer, hvor kolonihaverne lå på. Kolonihaverne skulle dog blive på arealerne, fordi de havde kontrakt endnu nogle år. Meningen var, at der skulle bygges boliger på stedet af en kooperativ byggeforening. Efter nogen tid måtte kommunen konstatere, at der ikke var interesse for byggeriet – formentlig fordi priserne for boligerne ville blive for høje. Kommunen valgte derfor at sætte grundene til salg. Arealet blev på et tidspunkt solgt til private købere, hvorefter kolonihaverne blev nedlagt sidst i 1930´erne.

I året 1973 kom Danmarks Geologiske Institut en erklæring om området: "Kystlandet syd for Helsingør er morfologisk karakteriseret ved en markant erosionsskrænt, udformet gennem Stenalderhavets nedbrydning af det gamle, højereliggende istidslandskab, som omkring Bergmansdal udgøres af de østlige partier af et øst-vestgående bakkestrøg. Kystgrænsen gennemskæres enkelte steder af dybe erosionskløfter, der er udgravet af overfladevandet, bl. a. som afløb fra det vestfor liggende dødislandskab. Intakte eller næsten uberørte slugter er nu meget sjældne at finde i det stærkt urbaniserede strandvejsområde. Det er af såvel geologisk som pædagogisk interesse at sikre den sidste rest mod udslettelse."

Gennem hele arealet løber en dyb, stejl slugt, den såkaldte istidskløft. Ved fredning i 1974 lagde man vægt på, at sådanne intakte og næsten uberørte slugter ikke er at finde i det stærkt urbaniserede Strandvejsområde. Ejeren af ejendommen ønskede, at slugten skulle fredes. Resultatet af denne fredning blev desuden, at Bergmansdal for fremtiden skal fortsætte med at se ud og kun benyttes, som det "altid" har gjort. Der må således ikke finde udstykning sted. Det blev endvidere slået fast i fredningen, at der ikke må opføres bygninger af enhver art, anbringes boder, skure eller andre indretninger, der kan virke misprydende, herunder ledningsmaster, foretages afgravning eller opfyldning, hvorved det naturlige jordsmon ændres, ligesom henkastning af affald uden for dertil indrettede steder ikke må finde sted.

I forbindelse med denne fredning argumenterede Helsingør kommune får, at Bergmandsdal blev åben for offentligheden. Det modsatte ejeren af området sig og Fredningsmyndigheden gav ham ret selv om der herfra blev udtalt en forventning om, at "der på længere sigt vil blive mulighed for sådan adgang ved gennemførsel af de planer Helsingør kommune har for et stisystem fra andre lokaliteter i kommunen.

Note 1. Historien om udgravningerne og alle de gamle redskaber, der blev fundet på Bergmandsdals arealer, da der i 1955 fandt en udgravning sted, fordi en grundejer i nærheden skulle bygge en sidefløj til sit eksisterende hus og måtte sikre fundamentet, kan læses i Årbog for Helsingør Bymuseum 1978. .

Note 2. Bergmandsdal er blevet stavet forskelligt gennem tiderne. Især tre stavemåder er anvendt: Bergmansdal. Bergmannsdal og Bergmandsdal. De mere officielle stavemåder i f. eks. Bergmansdalsvej anvendes af Helsingør kommune, Krak og PostDanmark. Noget kunne tyde på, at Bergmandsdal er den korrekte stavemåde, fordi Simon Jochumsen Bergmand - med d forstås - etablerede sig på området med et teglværk i 1722.

Litteratur

Erik Brinch Petersen og Peter Vang Petersen: "Bergmandsdal - for 7000 år siden". Helsingør Museums årbog 1978.

Kenno Pedersen: "3644 alen ad Gammel Strandvej ved Helsingør". Helsingør Museums årbog 1994.