Har Shakespeare været i Helsingør?

Version fra 30. jan 2016, 13:26 af Merete Gotthardt (diskussion | bidrag)

Det er der intet, der tyder på. Shakespeares liv og færden er ganske veldokumenteret, bortset fra en periode i anden halvdel af 1580’erne, de såkaldte ’lost years’. Men fra omkring 1590 finder man ham i Londons teaterverden, vel etableret som skuespiller og dramatiker med succes. Så det er nærliggende at antage, at han har brugt ’the lost years’ på at få foden indenfor i teaterbranchen og modtage oplæring som skuespiller. Det foregik normalt ved, at en dreng/ung mand indgik en lærlingekontrakt med en erfaren skuespiller, der kunne sætte ham ind i fagets mysterier.

Indholdsfortegnelse

Slottet i 'Hamlet'

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Shakespeare på et tidspunkt har besøgt Danmark og Helsingør. Men der er i så fald intet spor af det. Og hvis han har set det nyopførte Kronborg med egne øjne, har det i hvert fald ikke hæmmet ham, da han skrev ’Hamlet’. I modsætning til Kronborg ligger slottet i ’Hamlet’ ved en høj skrænt, der går lodret ned i havet. Det fremgår af scenen, hvor Horatio advarer Hamlet mod at følge med genfærdet:

What if it tempts you …

To the dreadful summit of the cliff

That beetles over his base into the sea?

… The very place puts toys of desperation

Without more motive, into every brain

That looks so many fathoms to the sea

And hears it roar beneath.

Første akt, fjerde scene, linje 69-78.

(Frit oversat: Hvad hvis genfærdet lokker dig med til toppen af den frygtindgydende skrænt, der rager ud over sin fod i havet? Det er et sted, der kan fremkalde en livsfarlig svimmelhed hos enhver, der ser så mange favne ned i havet og hører brændingens brølen).

Komedianterne på Kronborg

Men har Shakespeare ikke selv besøgt Helsingør, så har flere af hans skuespillerkolleger til gengæld gjort det. I 1586 besøgte en flok engelske komedianter Danmark og optrådte blandt andet for hoffet på Kronborg. Deres navne fremgår af hoffets regnskaber, og Shakespeares er ikke blandt dem. Tre af dem, Thomas Pope, George Bryan og William Kemp, var fra 1594 medlemmer af den samme teatertrup som Shakespeare. Det er en fristende tanke, at de har fortalt ham om deres besøg i Danmark, og at han har benyttet nogle af deres oplysninger i ’Hamlet’. Det er i så fald det umådeholdne drikkeri ved Frederik den Andens hof, de tre englændere har hæftet sig ved, ligesom den kongelige skik at markere en tømt skål med dundrende pauker og affyring af kanoner.

"Fordrukne svin"

Dette træk har Shakespeare benyttet til at skildre kong Claudius i ’Hamlet’ som en mand, ”der altid kan finde et påskud for at udbringe en skål” som den engelske kritiker Samuel Johnson så rammende formulerede det. Det kommer især frem i nattescenen, hvor Hamlet, Horatio og Marcellus står og venter på genfærdet. På et tidspunkt lyder der en trompetfanfare og to kanonskud bag scenen, og Horatio spørger hvad det betyder. Det giver Hamlet lejlighed til at svare:

As he drains his draughts of Rhenish down

The kettledrum and trumpet thus brays out

The triumph of his pledge.

This heavy-headed revel east and west

Makes us traduced and taxed of other nations.

They clepe us drunkards and with swinish phrase

Soil our addition.

Første akt, fjerde scene, linje 10-12 og 17-20.

(Frit oversat: Hver gang kongen skyller et glas rhinskvin ned i én slurk, forkynder pauker og brægende trompeter hans storslåede bedrift. … Dette bøvede fest-drikkeri får folkeslag i øst og vest til at se ned på os. De kalder os fordrukne svin).

Danske navne i 'Hamlet'

Bortset fra drikkeriet har Shakespeare ikke gjort meget ud af at give ’Hamlet’ dansk lokalkolorit. Med få undtagelser har personerne i rollelisten latinske eller italienske navne (Polonius, Cornelius, Francesco, Bernardo og lignende). Dog hedder dronningen Gertrude, og ambassadøren Voldemand er sandsynligvis en forvanskning af navnet Valdemar. Og så er der naturligvis Rosenkrans og Gyldenstjerne. De to navne har englænderne åbenbart haft deres bøvl med. I de tre oprindelige udgaver af ’Hamlet’ fra 1603, 1604 og 1623 optræder de som henholdvis Rossencraft, Rosencraus og Rosincrance, og Gilderstone, Guyldensterne og Guildensterne. Man ved ikke, hvor Shakespeare har fundet de to navne, men en mulighed er det portræt af Tycho Brahe, der pryder den latinske udgave fra 1596 af hans astronomiske breve. Her ses navnene Rosenkranz og Guldensteren blandt slægtens aner.