Jens Lind

Version fra 16. mar 2014, 17:17 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag)

Indholdsfortegnelse

Kaperkaptajnen

Jens Lind (1776-1841) blev kendt i forbindelse med Englandskrigene 1801-1814, ligesom kollegaen Lars Bache i Stengade 27. Jens Lind boede i Strandgade 1 og er registreret som ejer fra 1801-1817. Han fik et ry som den mest uforfærdede kaperkaptajn af alle, blev den mest berømte og meget velhavende - så længe ”eventyret” varede. En af de episoder, han blev kendt for, foregik d. 20. august 1808. Han lå for anker med sin korvet ”Cort Adeler” syd for Helsingør by ud for daværende ”Villa August”, omtrent der hvor rensningsanlægget ligger i dag. "Skibets navn refererede til den berømte admiral Cort Adeler og var landets største kaperskib, armeret med 12-16 kanoner (i folkemunde kaldet ”Den spanske fregat”). Med en besætning på kun 13 ud af 93 lykkedes det ham at nedkæmpede en styrke på 150 englændere i to små barkasser (robåde med små kanoner), som i ly af mørket forsøgte at entre ”Cort Adeler”. Det store skib viste sig at være dårligt til at manøvrere og derfor i virkeligheden uegnet som kaperfartøj. Jens Lind anskaffede sig derfor et mindre fartøj, en kutter kaldet "Haabet". "Cort Adeler" blev til vrag i isen på Københavns Red i vinteren 1808-1809 efter at det var overtaget af en kaptajn Poul J. Bern.

Flere eventyr

Når Jens Lind løb tør for penge, lagde han an til nye kapertogter. Det sidste og mest dramatiske forgik i kaperskuden "Grevinde Danneskjold". Natten til den 19. december 1813 sneg han sig ind på en fjendtlig konvoj, som lå for anker på Landskrona Red. Han fik erobret en galease, men kom i regulært søslag med en barkasse og blev mødt af en stor overmagt. Tre af hans mænd blev dræbt, bl.a. hans lillebror Anders. Men han nægtede at overgive sig og fik drevet dem på flugt. "Grevinde Danneskjold" gik ganske vist tabt, men det lykkedes at slippe væk med galeasen. Kampen var en de sidste kampe med kaperskibe og blev meget omtalt i pressen. Han blev efter denne dåd dekoreret med Dannebrogskorset i januar 1814.

Fest og farver

Jens Lind blev færgemand ved at gifte sig med en færgemands enke, Anne Marie Poulsen. Han blev siden skilt og gift med sin elskerinde gennem mange år, Karen Marie Sonne. Der er skrevet både artikler og bøger om ham, da han var en særdeles farverig og ejendommelig skikkelse. Han var velskabt, smidig og let i sine bevægelser og havde en let, dansende gang. Han var meget talende og pralede en del. Kapervirksomheden appellerede meget til eventyrere og spændingssøgende mennesker som Jens Lind og kunne have et ikke så lille strejf af legaliseret sørøveri over sig. Han var modig til det dumdristige, ”stor i slaget”, elskede pragt, fest og farver og lagde meget vægt på at være klædt fint på. Han havde ud over sit hus i Helsingør også en lejlighed i København, hvor han levede i sus og dus. Det er ikke så underligt, at han nu og da løb tør for penge. Han tjente godt, men brugte også godt. Han gik for at være farverig, festlig, en spilopmager, generøs og noget af en laps. Man lagde mærke til ham, når han i sin guldbroderede uniform med ankerknapper og fløjlskrave og Dannebrogskorset hængende om halsen færdedes på skibsbroen, et minde fra sin tids som kaperkaptajn på ”Cort Adeler”. Han fik øgenavnet ”Fløjlslind” og "Jens Vind". Det første, fordi han blev regnet for lidt af en "udhaler", en "vindbeutel" og opportunist; det andet, fordi han i en periode i sit liv bar sort fløjlstøj. Det vakte opsigt og blev anset for at være "uhørt og uset hidtil", blot endnu en bekræftelse på hans forfængelighed og pyntesyge. Han var hele landets helt, men måske man så lidt mere nuanceret på det i hans hjemby Helsingør. Han kom i hjemmet hos Lars Bache, nævnt i første afsnit. Dennes ældste søn, Niels Bache, har i sine erindringer om sin fader (nævnt under litteraturhenvisninger neden for) omtalt Jens Lind og har givet ham et blandet skudsmål, men alligevel med en bagvedliggende sympati.

Nye indtægtskilder

Jens Lind var rastløs og havde svært ved at falde til ro efter krigen. Efter at kapergerningen ophørte og indtjeningen ligeså. Han købte to gårde ved Esrum Sø og lagde dem sammen, formodentlig som en investering. Han brugte ikke voldsomt meget tid på landbrug personligt, det overlod han til en avlskarl. Jens Lind var mest til sejlads, jagt, fester, vin, musik, damer og andre former for forlystelser. Han solgte senere de to gårde med en fortjeneste på ca. fire gange så meget som købssummen.

Et andet erhverv, som Jens Lind gav sig i kast med, var ulige mere spændende, nemlig smugleri - ikke usædvanligt for tidligere kapere, der havde hang til spænding. Myndighederne så lempeligt på smugleriet, og smuglerne yndede at drille toldvæsenet. Det var indbringende, og Jens Lind slap ret godt fra det, blev kun grebet i det én gang og kunne nøjes med en bøde.

I åben båd til Rusland

Færgebådene fra Helsingør var kendt i udlandet som fremragende og meget sødygtige. Den russiske regering var interesseret i at købe et eksemplar som model, få den til Skt. Petersborg og siden selv bygge dem. En sådan båd var for stor til at kunne stå på dækket af datidens handelsskibe. Hvem henvendte man sig til? Den berømte Jens Lind, naturligvis - lige manden med det rette vovemod og stor erfaring. At sejle i åben båd tværs over Østersøen var ikke for tøsedrenge. Det var på den anden side enormt fristende for en mand med hang til spænding i livet. Han indlod han sig derfor på at sejle i åben båd til Rusland hele to gange

Første sejlads

Første gang i 1833 i en båd fra Jacob Løwes skibsbyggeri, så sjusket bygget, at skibsværftet måtte bygge en ny på 28 fod, 5 fod længere end den kasserede. Jens Lind var ikke tilfreds med bådens kvalitet på forskellige punkter, desuden var den ikke helt tæt. Desuden var Jens Lind var noget plaget af gigt på turen. Han og den øvrige besætning på tre mand trods disse vanskeligheder nåede dog St. Petersborg i august efter et par måneders sejlads. Han sendte besætningen hjem som passagerer på et skib, men købte selv en mindre båd på 16 fod uden kahyt. Han ville ikke sejle som passager. Han havde købt et tomt sukkerfad, foret det med en knippe halm og anvendte det som kahyt.

Anden sejlads

Der var bud efter ham igen. Trods problemer med helbredet sejlede han i efteråret 1836 (60 år gammel!), denne gang i en åben norsk båd, der skulle leveres til Kronstadt. De to af hans tre mand store besætning forlod ham hurtigt, hundesyge. Gentagne storme gjorde turen meget ubehagelig. Den sluttede i Liebau, da vinteren indfandt sig meget tidligt. Tilbage til Danmark. Jens Lind var så opsat på at gennemføre turen, at han indledte et nyt forsøg i sommeren 1837. Denne gang alene. Hele planen gik i vasken, da Jens Lind måtte lægge sig syg i hele to måneder i Memel. Han fik atter stablet sig på benene og fortsatte, men måtte atter i en elendig forfatning lægge sig syg i Liebau. De fleste ville have givet op, men ikke Jens Lind. Der gik sport i at finde ud af, hvor meget man kunne holde til. Man gav ikke op, man gennemførte, hvad det så end kostede. Han har selv skrevet en beretning om den sidste del af turen, som blev ret barsk. Storm, snevejr, kulde og ofte gennemvåd, det var vilkårene. Han havde af et par brædder flikket en lille "kasse" sammen som landgangsfartøj, brugbart om end ustabilt og let til at kæntre. I slutningen af november nåede han omsider Reval. Vinteren forhindrede ham i at nå Kronstadt, som var det endelige mål. Båden blev opmagasineret med henblik på videre transport. Hvordan Jens Lind kom tilbage til Danmark, ved man ikke.

Afslutningen på et eventyrligt liv

Jens Lind døde som 65-årig i november 1841 og blev begravet fra Skt. Olai Kirke. Selve jordfæstelsen fandt sted på Helsingør Kirkegård, dengang Den Nye Kirkegaard. Gravstenen blev fjernet, da man udvidede vejen i 1975. Man må formode, at Jens Linds jordiske rester befinder sig et eller andet sted under asfalten på I.L. Tvedes Vej.

Et udsagn fra Jens Lind var fuldstændig karakteristisk: "Satan skal døje ondt for at kede sig, når det ikke behøves". Man må sige, at han efterlevede det.

Eksternt link

Jens Lind

Litteraturhenvisninger

Koll, Boris: Kaperkaptajn Jens Lind: manden bag myten. Ebeltoft: Skippershoved, 2000.

Niels Bache: Den helsingørske færgemand Lars Bache: hans by og hans hjem: hans søns optegnelser. Fotografisk optryk. August Bang, 1966.