Kooperationen

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Den kooperative bevægelse startede i Rochdale i England. 28 fattige vævere slog sig sammen og dannede en brugsforening. De indbetalte hver et engelsk pund sterling i foreningen. Det blev starten på en kooperativ forretningsidé og en idealistisk bevægelse. Ideen bredte sig med lynets hast til andre områder i England og derfra videre til andre dele af verden. Målet for Rochdale-væverne var klart nok: Deres forening og forretning skulle forbedre medlemmernes sociale og huslige stilling – og på langt sigt løse alle de daglige opgaver i fællesskab.

De første danske kooperative forretninger blev dannet som brugsforeninger i Thisted i 1866 og i Randers året efter. Det var oprindeligt de mindre landbrugere i Danmark, der tog initiativet til at oprette små kooperative foreninger. Ud fra det opstod andelsbevægelsen og senere brugsforeningsbevægelsen. I slutningen af 1800-tallet begyndte arbejderbevægelsen at interessere sig for kooperatione og flere kooperative håndværkerforeninger blev startet. Først i begyndelsen af 1900-tallet fandt kooperationen nåde for Socialdemokratiets ledelse – og så kom der gang i udbygningen af kooperative virksomheder i Danmark.

I Helsingør var det Fælles Fag- og Arbejderforeningen, der blev stiftet i 1888 (senereArbejdernes Fællesorganisation), som tog initiativ til at sætte gang i den kooperative bevægelse i Helsingør. Det skete ved oprettelsen af det kooperative selskab Arbejdernes Kulforsyning i juli 1892. I mange år derefter udgjorde organisationens ledelse bestyrelsen for en række kooperative virksomheder i byen.

Peder Christensen blev i 1922 udpeget som forretningsfører for Fællesorganisationen. Hans opgave skulle primært være at få orden i de efterhånden talrige kooperativer initiativer, som enten var i gang eller som stod foran at blive sat igangsat. Foruden Helsingør Fællesbageri havde Fællesorganisationen etableret Helsingørs Brændsels- og Trælasthandel, var involveret i Helsingør Brugsforening og Helsingør Fællesslagteri. Oveni det kom så engagementet med Folkets Hus, Billedteatret og flere andre initiativer. Der manglede indimellem lidt overblik, hvilket også førte flere økonomiske problemer med sig.

Ved en organisatorisk og økonomisk reorganisation i 1923 blev virksomhederne udskilt fra Fællesorganisationens direkte ledelse. Driften blev herfra overladt til selvstændige driftsbestyrelser for hvert selskab med undtagelse af Forsamlingsbygningen og Billedteatret. Hidtil havde driftsansvaret ligget under Fællesorganisationens ledelse. Det var efter reorganisationen i 1923 stadig Fællesorganisationen, der stod som ejer af de mange bygninger, som de kooperative virksomhed boede i.

Samme år fandt starten af Det kooperative Fællesråd i Helsingør sted. Det var et samarbejdsorgan for alle de kooperative virksomheder og foreninger i byen. Her kunne man inspirere hinanden og i et vist omfang koordinere kræfterne. Fællesrådet blev, ligesom de fleste af de kooperative virksomheder, medlem af Det Kooperative Fællesforbund, der var startet i 1922 på initiativ af Peder Christensen fra Helsingør. Ved forbundets start blev han da også valgt som formand. Fællesforbundet var en organisation, som samarbejde med Socialdemokratiet, AOF og De samvirkende Fagforbund (i dag LO).

I kølvandet på oprettelsen af de kooperative virksomheder i Helsingør blev der etableret en forening med navnet: Den kooperative Husmoderforening. Foreningen fik hurtigt ca. 100 medlemmer. På et tidspunkt i 1940´erne toppede medlemstallet med omkring 300 medlemmer. Husmoderforeningen havde som sin primære opgave at oplyse om de kooperative forretninger og holde møder og foredrag om at være en god forbruger. På et tidspunkt var repræsentanter for foreningen i bestyrelsen for [Brugsen] og [Fællesbageriet]. Husmoderforeningen nedlagde sig selv i 1985, fordi der ikke mere var den store interesse for foreningens arbejde.


Kooperative virksomheder

Følgende kooperative virksomheder og forretninger har haft deres virke i Helsingør.

A

ALKAArbejdernes LandsbankArbejdernes Retshjæl

B

Barber- og Frisørsalonen SanitærBilledteatretBlikkenslagerarbejdernes kooperative Forretning (BLICO)

C

Peder ChristensenCOMO Sko

D

De Helsingørske Byggefags SammenslutningF
■  Folkets HusFællesindkøbsforeningenFællesorganisationen

H

Helsingør BrugsforeningHelsingør BykioskHelsingør FolketeaterHelsingør Fællesbageri

H forts.

Helsingør FællesmejeriHelsingør FællesslagteriHelsingørs Brændsels- og Trælasthandel

K

■  [[Kooperative virksomheder og forretninger - tidstavle

M

Malernes AndelsselskabMarketenderi - Helsingør Skibsværft

R

Rejse- og Afholdshotellet

T

Tilskærerne A/S



Kategori:


Kilder

1)P. Christensen og Fr. Dalgaard: Kooperation. 1936. 2) Erik Stubtofts private arkiv.

Hvis nogen har supplerende informationer om disse kooperative virksomheder er man velkommen til at konyakte erik@stubtoft.com

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.