Stauninggården

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

I 1942 indgik DUI - De unges Idræt – en aftale med Helsingør Kommune om at leje en gammel og mindre landbrugsejendom, Stauninggården, med tilhørende grundareal, som lå på Gl. Hellebækvej 71. Stauninggården var til brug for den lokale DUI-afdelings mange aktiviteter. De lokale DUI-aktiviteter kunne ikke fylde huset, så det blev hurtigt en opgave for landsforbundet DUI at ombygge og indrette stedet til brug for børnene. Ombygningen kostede 20.000 kr. Det var mange penge dengang. DUI benyttede derefter stedet som feriehjem, hvor DUIs piger og drenge kunne komme på et ferieophold sammen med børn fra andre DUI-afdelinger. Navnet Stauninggården var en slags hyldest til den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, der netop døde i 1942.

I en periode under 2. verdenskrig kunne stedet ikke anvendes så meget på grund af restriktioner og vanskeligheder med at transportere børnene til stedet fra andre dele af landet. Så der blev en pause. Efter krigen fortsatte DUI med at anvende stedet som feriehjem. Udover det blev Stauninggården meget brugt til kursusvirksomhed for ledere i DUI.

I 1954 indgik DUI og Helsingør Kommune en aftale om fortsat leje af grunden og bygningerne. Lejemålet blev aftalt til at vare 99 år – og prisen for leje af hele herligheden var symbolsk kun 10 kr. om året. Aftalen er uopsigelig for kommunen og løber til 1. oktober 2052. I realiteten betragtedes DUI dengang som ejer af Stauninggården. Bygningerne blev derfor totalt moderniseret og udvidet, så der nu var 12 soverum med køjesenge, tre lederrum, en foredragssal og tre studierum til mindre grupper. Der blev indlagt centralvarme med varmt og koldt vand i vaskerummene – og så var der endda bygget et rigtigt badeværelse til fælles brug. Finansieringen af ombygningen blev mulig gennem Friluftsrådet, som var begyndt at modtage penge fra Tipstjenesten til sådanne formål. Desuden var fagbevægelsen med til at skaffe den fornødne kapital.

Sidst i 1970´erne skiftede DUI navn til DUI-LEG og VIRKE. I 1977 blev lejen reguleret, således at den nu var 3.500 kr. om året og med en aftale om, at fra1987 skulle lejen reguleres efter pristallet. Senere er der foretaget endnu en ændring, så huslejen i dag er 12.000 kr. omåret og en årlig forhøjelse på 3,5 %.

I 1985 indgik DUI Leg og Virke et samarbejde med en ny organisation Ung Ferie, som blev finansieret af LO. Det betød, at Stauninggården i nogen tid blev anvendt til egentlige ferieophold for unge fra denne organisation.

I 1992 indgik Helsingør Kommune og DUI-Leg og Virke en aftale om, at kommunen lejer sig ind i bygningerne og på grunden til brug for Børnegården Stauninggården. Denne aftale er i 2014 opsagt af Helsingør Kommune.

Kilde: 1) Helsingør Kommune/Helsingør Dagblad. 2) Erik Stubtofts private arkiv.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.