Stengade 81

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Trentwedels Gaard

Jørgen Friedrich Trentwedel overtog i 1761 en ældre bindingsværksgård. Ejendommen (tidligere Stengade 77) havde tilhørt den hollandske kommisær Jan van Deurs. Trentwedel lod den gamle gård rive ned og opførte en ny to etages bygning med lav frontspice, sadeltag samt kælder. Bygningen stod færdig i 1770 og ligner i opbygning Stephen Hansens palæ tæt ved i Strandgade 95, opført i tidlig rokokostil. Facadens lodrette pilastre i Trentwedels Gaard viser, at den er opført i den ældre barokstil snarere end rokoko, som ellers var gældende på den tid. Ejendommen danner således en direkte fortsættelse af andre bygninger og kan eksempelvis sammenlignes med købmand Nicolai Christian Dahls ejendom fra 1738 i Stengade 64.

Trentwedel var passkriver ved Øresunds Toldkammer og gift med Margareta. Trentwedel døde et par år efter færdiggørelsen af ejendommen. Ifølge bogen ”Det gamle Helsingør” fra 1976 af Robert Egevang, var dårlig embedsførelse ikke noget særsyn i toldkammeret, men Trentwedel skulle have slået alle rekorder. Hans nærmeste overordnede, Otto Frantz von der Osten, lod naboejendommen i Stengade 79 bygge nogenlunde på samme tid. Von der Ostens Gaard er bygget i rokostil og fremtræder mere elegant.

Ejendommen gennem 1800-tallet

Ud af flere ejere omtales i denne artikel kun et par kendte navne. Der henvises til yderligere oplysninger under litteraturhenvisninger. Stadsfysikus Christian Iacob Theophilius de Meza (1756-1844) var den første overlæge ved Øresunds og og Helsingørs Sygehospital. Han købte ejendommen i 1801 og solgte den i 1811. Hans søn, Christian Julius de Meza(1792-1865) er mest kendt for rømningen af Dannevirke i 1864 og har givet navn til De Mezas Vej.

Slægten Thalbitzer havde ejendommen fra 1811 til slutningen af 1800-tallet. Henry Thalbitzer (1767-1818) overtog sin fader Heinrich Thalbitzers (1737-1885) embede som preussisk konsul og drev handelshuset videre. Han giftede sig omkring 1800 med Sophie Dorothea Zinn (1774-1851), en rig grossererdatter fra København. I 1807 skrev hun sine erindringer i Trentwedels Gaard, dengang kun tiltænkt en privat kreds. De blev udgivet som bog i 1906 med titlen Grandmamas Bekiendelser og giver et enestående billede af en familie, et miljø og en tidsperiode. Ikke mindst på grund af disse erindringer er bygningen blevet kendt.

Flere bygninger kom til i denne periode: sidehuset til venstre i gården er opført i perioden 1801-1811; 2. etage tilføjedes i 1837-1847; sidehuset til højre i gården blev opført i 1847; bygningen for enden af sidehuset er tilføjet omkring 1867.

Færgegaarden

I 1940 købte Holger Clausen ejendommen. Samme år i april måned åbnede han ”Restaurant Færgegaarden”, som eksisterede til 1990. Navnet Færgegaarden blev overført fra hans tidligere restaurant i Havnegade 3. Ejendommen har huset skiftende restauranter siden. I kælderen har ”Underhuset”, en bodega kombineret med musik, holdt til i forskellige udgaver i en årrække op til år 2000.

Ejendommen frem i tiden

Sophus Rasmussen oprettede i 1892 en vinhandel og skibsprovianteringsforretning. Gennem 1900-tallet og videre frem har ejendommen huset flere private erhverv såsom advokater, forsikring, ejendomsmægler, arkitekter, læger og tandlæger.

En omfattende brand hærgede ejendommen d. 19. november 2002. Den blev genopbygget i 2003-2004.

Ejendommen blev kåret til Årets hus i 2005 af Helsingør Turist- og Erhvervsforening. Navnet ”Færgegaarden” hænger så godt ved, at det stadig anvendes .

Litteraturhenvisinger i bogform

Historiske huse i Helsingør 1973. Nationalmuseet, 1973

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Helsingør, 2002

Lars Bjørn Madsen: Da Færgegaarden brændte: historien om Trentwedels Gaard i Stengades fine ende (Helsingør Kommunes Museer. 2002)

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.