Forskel mellem versioner af "Svingelport 7"

(Ny artikel påbegyndt)
 
(Artikel fortsat)
Linje 1: Linje 1:
Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De Vestindiske Øer og bragte eksempelvis rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at ejendommen i Svingelport 7 blev opført. Den eksisterer stadig.  
+
Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.  
  
===Sukkerraffinaderi===
+
===Spæths Gård===
Johan Adam Späth (staves også Spæth) var en driftig og visionær købmand. Han købte i 1750’erne en grund uden for [[Svingelport]] og lod opføre en bygning. Det var en ”grundmuret bygning 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger, fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag”. Den nåede dog ikke at stå mange år, før den blev revet ned til fordel for den standsmæssige pragtbolig, som vi ser i dag. Adressen var dengang Gl. Strandvej 10. Dog havde Späth allerede inden indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” i side- og bagbygningerne. Fremstilling af og handel med sukker var der god fortjeneste ved, og Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør.  
+
Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I begyndelsen af 1760’erne lod han opføre en privatbolig for sig selv og sin husstand samt et kontor adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur).
 +
 
 +
===Bygningens udseende===
 +
Bygningens udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”
 +
 
 +
I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932.
  
 
===Johan Adam Späth===
 
===Johan Adam Späth===
Johan Adam Späth kom fra Zerbst i Tyskland til Helsingør som 28-årig. Han og har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed. Den visionære Späth var opmærksom på, hvilken betydning og hvilke fordele et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: [[Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden]].
+
Johan Adam Späth (ca. 1702-1778) var en driftig og visionær købmand, som fra Zerbst i Anhalt i det østlige Tyskland kom til Helsingør i 1730 som 28-årig. Han har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed.  
 +
 
 +
Johan Adam Späth var opmærksom på den betydning og de fordele, som et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: [[Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden]].
 +
 
 +
===Sukkerraffinaderi===
 +
Efter at have ejet et par andre bygninger, havde købmand Johan Adam Späth (staves også Spæth) i 1750’erne opkøbt arealer uden for [[Svingelport]] ved Strandvejen, som var den gamle Københavnsvej og ved Gl. Gurrevej, som løb sammen i [[Stengade]]. Opkøbet skete med henblik på fremstilling af og handel med sukker, som der på den tid var god fortjeneste ved.
 +
 
 +
Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.
 +
 
 +
===Det hvide guld===
 +
Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev sukkeret solgt på auktioner for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.
 +
 
 +
Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.
 +
 
 +
===Fra rørsukker til sukkerroer===
 +
Under [https://denstoredanske.lex.dk/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene] blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.
  
===Helsingørs to sukkerhuse===
 
Hele bygningskomplekset med hovedbygning og sidebygninger samlet kaldt for ”Første Sukkerhus”. I Helsingør blev er givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. ”Andet Sukkerhus” lå også på Gl. Strandvej længere mod syd inden det nuværende rensningsanlæg. Sukkerraffinaderiet blev etableret i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde ”[[Villa Augusta]]” efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.
 
  
 
'''OBS: Artikel under udarbejdelse!'''
 
'''OBS: Artikel under udarbejdelse!'''
 +
 +
===Eksternt link===
 +
[https://trap.lex.dk/Sp%C3%A6ths_G%C3%A5rd,_Helsing%C3%B8r Spæths Gård]
  
 
===Litteratur===  
 
===Litteratur===  

Versionen fra 27. okt 2020, 12:51

Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.

Indholdsfortegnelse

Spæths Gård

Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I begyndelsen af 1760’erne lod han opføre en privatbolig for sig selv og sin husstand samt et kontor på adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur).

Bygningens udseende

Bygningens udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”

I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932.

Johan Adam Späth

Johan Adam Späth (ca. 1702-1778) var en driftig og visionær købmand, som fra Zerbst i Anhalt i det østlige Tyskland kom til Helsingør i 1730 som 28-årig. Han har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med Øresundstolden rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed.

Johan Adam Späth var opmærksom på den betydning og de fordele, som et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden.

Sukkerraffinaderi

Efter at have ejet et par andre bygninger, havde købmand Johan Adam Späth (staves også Spæth) i 1750’erne opkøbt arealer uden for Svingelport ved Strandvejen, som var den gamle Københavnsvej og ved Gl. Gurrevej, som løb sammen i Stengade. Opkøbet skete med henblik på fremstilling af og handel med sukker, som der på den tid var god fortjeneste ved.

Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.

Det hvide guld

Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev sukkeret solgt på auktioner for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.

Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.

Fra rørsukker til sukkerroer

Under Englandskrigene blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.


OBS: Artikel under udarbejdelse!

Eksternt link

Spæths Gård

Litteratur

Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.

Også udgivet i årbog: Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134): A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25.

Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).

Kenno Pedersen: ”3644 alen ad Gammel Strandvej ved Helsingør”. Helsingør Kommunes Museer, årbog 1994 (s.82-85).