Vapnagaards historie

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Vapnagaards historie

Det store almene boligbyggeri, Vapnagård, er kendt i Helsingør på godt og ondt, og de fleste er sikkert bekendt med, at bebyggelsen har navn efter gården Vapnagaard, der stadig ligger midt i området og fungerer som fælleshus. Derimod er det nok de færreste, der kender Vapnagaards historie og forklaringen på det specielle navn.

Vapnagaard, eller rettere forgængeren, er opført omkring 1840 af Anders Pedersen, der i 1837 havde købt det store overdrevsareal mellem Kongevejen og de såkaldte Vognmandsjorder syd for denne af kommunen. Her opførte han en lille gård, hvor de to af bygningerne på hver 9 fag var opført af stampet ler, en ganske almindelig bygningsform på det tidspunkt, især her i Nordøstsjælland. I en mindre bindingsværksbygning, der dannede en fjerde længe, havde han indrettet en stald til 5 heste. 

I 1842 overtog murermestrene Johan Jacob Christensen og Christian Walin gården og opførte straks et lille teglværk med først en og siden to ovne i tilknytning til denne. Senere ombyggede og udvidede de gården, så det blev en reel firelænget gård med grundmurede bygninger og tegltag. Da Walin døde i 1853, blev ejendommen solgt ved offentlig auktion, hvorefter Christensen blev eneejer. Hans søn, murersvend Johan Carl Christensen, overtog som 29-årig og enearving gården og teglværket i 1857, da begge forældrene var døde. Både han og forældrene havde boet i Fiolgade 16, som faderen havde købt i 1824, og her bliver sønnen boende, mens teglbrændermester Lars Larsen bor på gården og passer teglværket til dets lukning i løbet af 1860’erne. Først i 1880’erne flytter Johan Carl Christensen ud på gården, der da havde fået navnet Vapnegaard.

Desværre fortæller skøde- og panteprotokollen ikke, hvordan en helt anden, for historien nok så væsentlig person ved navn Christian Meilbye, på et tidspunkt er kommet ind i billedet. Intet skøde viser hans navn, og ingen folketælling viser, at han har boet på gården, men han figurerer ikke destomindre som ejer i 1859, hvor han ifølge skøde- og panteprotokollen vedkender sig en større gæld på 3000 rigsdaler i ejendommen. Ifølge Helsingør Bygningskommissions arkivalier er det også Meilbye, der lader opføre en ny teglovn i 1857, og han er under alle omstændigheder nok så væsentlig for historien, da det er ham, gården skylder sit navn.

Navnehistorien

Navnehistorien bliver aktuel, da Helsingør Dagblad i efteråret 1973 sammen med beboerbladet Vapnagaard Nyt forsøger at finde forklaringen på den figur, der pryder det gotiske V i facaden, og mange læsere kom da også med deres bidrag. En læser foreslog således, at mandsfiguren måtte være Erik af Pommern, mens en anden mente, at der måtte være tale om en svensk væbner. Den mest romantiske forklaring modtog avisen af arbejdsmand Eggert Johansen, der i vinteren 1923 og sommeren 1926 havde arbejdet på gården. Han fortalte, at Vapnagaard dengang ejedes af en jysk uldkræmmer ved navn Christensen, og det var ham, der satte væbneren op i bogstavet. Den gæve jyde havde sat sig for at undersøge gårdens historie, og han kom frem til, at den oprindeligt havde været en slags fæstning som forpost til Kronborg - i lighed med Meulenborg og Flynderborg.

Tilsyneladende kom der ikke mere ud af sagen, og det endegyldige svar lod vente på sig i mange år. Det kom først, da en dødsannonce, indrykket i Helsingør Avis den 9.8.1860, dukkede op i museernes lokalhistoriske arkiv: »Paa Wapnefjords Handelssted på Island henslumrede den 9de Juli blidt og roligt, efter tunge Prøvelser, forhenværende Eier af Wapnegaard, Christian Meilbye, begrædt og savnet af Hustru, Børn, Moder og Søster.« På dansk ville det hedde Våbenfjorden, og det forklarer samtidig, hvorfor Meilbye eller måske snarere en anden i sin tid har anbragt den formodede væbner i det gotiske V. Så en vis betydning har Meilbye således haft for Vapnagaard, og det kan da også tænkes, at han har været en del af Johan Carl Christensens familie, men det må afklares en anden god gang – om muligt.

Gårdens drift

Lars Larsen, der i hvert fald må have kendt Meilbye, blev efter teglværkets lukning boende på Vapnagaard og holdt opsyn med stedet. I 1870 er ægteparret Metzloff flyttet ind i forhusets stueetage, mens Lars Larsen nu bor i en af sidelængerne og får hjælp af tjenestekarlen Lars Jensen.   

Senere, måske samtidig med at Johan Carl Christensen langt om længe flytter herud, og i folketællingen for 1890 tituleres som »forhenværende murermester og landbruger«, er Lars Jensen nu »avlsbestyrer« og bor her sammen med sin hustru, deres søn, to tjenestefolk og en jordbruger.   

Gården blev efter Johan Carl Christensens død fortsat drevet som landbrug med nye ejere, som vekselerer Chr. Springborg, direktør V. Lohse og fabrikant Thomasen. I 2006 bragte Helsingør Kommunes Museer i sin årbog en erindringsartikel om at være barn på Vapnagaard under 2. verdenskrig. Forfatteren flyttede i 1941 som dreng sammen med sine forældre og sin broder ind på Vapnagaard, hvor de boede indtil 1943. Faderen havde sit arbejde i København og rejste frem og tilbage med Kystbanen, om vinteren udstyret med tæpper og sivsko for at holde varmen i toget i de strenge krigsvintre.

Ejeren af Vapnagaard var en københavnsk fabrikant, som ikke selv boede på gården og derfor udlejede hovedbygningen. På gården boede en bestyrer med sin kone samt en karl - i alt var der således 7 personer. Hovedbygningen var istandsat med centralvarme og koldt og varmt vand. Bestyreren og hans kone boede mere beskedent i nordfløjen uden opvarmningsmuligheder på første sal. Karlen boede overmåde ydmygt i et kammer, som var bygget ind i et hjørne af kostalden, og hvor han kun havde varmen fra stalden. Gården blev drevet som et helt traditionelt landbrug, som det var i midten af 1900-tallet med køer, svin, heste, høns, ænder og gæs og en stor køkkenhave, som kunne sikre beboerne frugt og grønsager det meste af året.

I1950 købte Helsingør Kommune ejendommen for at sikre den fremtidige byudvikling. Denne del af Vapnagårds historie er beskrevet i artiklen Vapnagaard-boligområdet

Eksterne links

  Lidt om Vapnagaard og Vapnagård


Litteratur

Jens Middelboe: Barndomsår på Vapnagaard. Helsingør Kommunes Museer 2006.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.