Forskel mellem versioner af "Vinhandlens historie i Helsingør"

(Litteratur)
(Told på vin)
Linje 4: Linje 4:
 
==Told på vin==
 
==Told på vin==
 
I 1472 havde Christian d. 1. pålagt tolderen i Helsingør, som en del af Øresundstolden, at udtage en told af særlige varer, bl.a. vin. Dette betød, at af hver skibslast vin skulle kongen have 1/30 af tønderne med vin, som så senere endte i Krogens kældre.  
 
I 1472 havde Christian d. 1. pålagt tolderen i Helsingør, som en del af Øresundstolden, at udtage en told af særlige varer, bl.a. vin. Dette betød, at af hver skibslast vin skulle kongen have 1/30 af tønderne med vin, som så senere endte i Krogens kældre.  
Fest på slottet
+
 
 +
==Fest på slottet==
 
Christian d. 4. kroning d. 29. august 1596 blev fejret med en overdådig fest. Man hidkaldte kokke fra hele riget, man bestilte tusindvis af høns og ænder, hundredvis af okser, kalve og grise fra lensmændene over hele riget, fra Riberhus 24.000 hvillinger, 30.000 flyndere. Desuden store mængder vildt bl.a. fra Bornholm. Store mængder salt til nedsaltning skulle også leveres til det kongelige køkken. Og Kronborg slot fik ordre om at levere nogle hundrede læs brænde fra lenets skove.  
 
Christian d. 4. kroning d. 29. august 1596 blev fejret med en overdådig fest. Man hidkaldte kokke fra hele riget, man bestilte tusindvis af høns og ænder, hundredvis af okser, kalve og grise fra lensmændene over hele riget, fra Riberhus 24.000 hvillinger, 30.000 flyndere. Desuden store mængder vildt bl.a. fra Bornholm. Store mængder salt til nedsaltning skulle også leveres til det kongelige køkken. Og Kronborg slot fik ordre om at levere nogle hundrede læs brænde fra lenets skove.  
  

Versionen fra 5. sep 2021, 13:36

Vinhandlens historie i Helsingør

Indholdsfortegnelse

Told på vin

I 1472 havde Christian d. 1. pålagt tolderen i Helsingør, som en del af Øresundstolden, at udtage en told af særlige varer, bl.a. vin. Dette betød, at af hver skibslast vin skulle kongen have 1/30 af tønderne med vin, som så senere endte i Krogens kældre.

Fest på slottet

Christian d. 4. kroning d. 29. august 1596 blev fejret med en overdådig fest. Man hidkaldte kokke fra hele riget, man bestilte tusindvis af høns og ænder, hundredvis af okser, kalve og grise fra lensmændene over hele riget, fra Riberhus 24.000 hvillinger, 30.000 flyndere. Desuden store mængder vildt bl.a. fra Bornholm. Store mængder salt til nedsaltning skulle også leveres til det kongelige køkken. Og Kronborg slot fik ordre om at levere nogle hundrede læs brænde fra lenets skove.

I år 1595 rummede den kongelige vinkælder på utallige tønder fortoldet vin. Der var tale om 45.000 liter rhinskvin plus 73.000 liter anden vin. Altså i alt 118.000 liter vin. Og samme år, som festen skulle afholdes i 1596, kom der fra samme kanal yderligere 73.000 liter vin. Alligevel indkøbte Christian yderligere 173.000 liter vin. Noget af denne vin blev selvfølgelig drukket i løbet af året og ved andre festlige lejligheder, men der var gjort klar til en overdådig kroningsfest. Der kom gæster fra nær og fjern; fremmede fyrstehuse ofte med stort følge og den hjemlige adel deltog også. Konger og fyrster drak deres vin af sølv- og guldbægre, mens de fleste andre gæster måtte nøjes med glas. Tjenestefolkene drak af træbægre. I 1596 udgik der en ordre til lensmanden på Skanderborg om at bestille 35.000 drikkeglas af forskellige typer. Man kan dog ikke sætte lighedstegn ved antallet af drikkeglas og antallet af gæster. Sådanne regnestykker kan ikke laves for renæssancens brug af drikkeglas. Når kongens skål blev udbragt ved de store tafler, knuste hver mand sit glas ved at kaste det mod væggen eller i gulvet bagefter. Sådan en ødselhed var selvfølgelig et økonomisk problem for den unge prins. Hans far Frederik d. 2. havde efterladt rigets finanser i god orden, men der var ikke umiddelbart penge til sådan en kæmpefest, så der blev udskrevet en ekstraskat til landets bønder, bevilget af Rigsrådet. Selvejerbønder skulle betale to daler, mens fæstebønder skulle yde en daler i ekstraskat.

Skibe på Reden ved Helsingør

Vinsmag

Op igennem historien er der utallige beretninger om mægtige drikkegilder i det danske kongehus og i blandt adelen. Her blev drukket mjød, øl – og vin. Rhinskvinen var indtil slutningen af 1600-tallet den mest udbredte vin, men også franske vine samt vine fra andre Middelhavslande var i handlen. Der ud over så var det karakteristisk, at man foretrak vine, der var søde og krydrede, enten naturligt eller ved tilsætning af sukker, honning og krydderier som f.eks. salvie, malurt og lavendel (1500-tallet) eller ingefær, kanel og muskat (1600-tallet). Efterfølgende blev drikken siet igennem en dug. Men under alle omstændigheder, så var vindrikning en meget dyr vane, som kun de færreste havde råd til.

Vinkældre i Helsingør

I mange købstæder indrettede man fra midten af 1400-tallet i rådhuskælderen en vinkælder med der til hørende skænkestue som samlingssted for den mest velstående del af borgerskabet. I Helsingør tilgodeså Frederik d. 2. i 1581 direkte borgmestre og rådmænd med det privilegie at modtage en mark fra de af byens borgere, der solgte vin, for at byens råd kunne drive en vinkælder og spisested så hoffet, byens velhavere og gæster altid kunne blive godt beværtet. Historisk kendte vintappere optræder fra slutningen af 1500-tallet. Herman Vintapper betalte i 1576 tre mark i leje for en bod på byens torv, og i 1578 fik engelskfødte Richard Wedderborn eneret på at oprette en vinkælder i byen med fransk og spansk vin i Stengade 55 tæt på rådhuset.

Vinkælder 1850

Kontrol med vinhandel

Vinhandlen var meget reguleret af byernes rådmænd, hvilket stadsretterne i middelalderen og senere laugsreglerne for byens vintappere vidner om: Kvaliteten og prisen skulle godkendes, det benyttede mål skulle leve op til forskrifterne, og hvis man forbrød sig her i mod, trådte alle mulige sanktioner i kraft f.eks. i form af konfiskation af varen. Man var meget på vagt overfor forfalskninger og fortyndinger af vinen, ligesom det også er kendt, at vinhandlere indkøbte fransk og spansk vin og ved hjælp af tilsætninger ”forandrede” den til det mere efterspurgte rhinsk vin.

Vinen solgtes direkte fra vinfadene i kander, hvilket hæmmede udbredelsen af handlen med vin, da den mindste fadtype, en amme rummede 160 potter vin (se forklaringer på gamle rummål nedenfor). Først senere blev vinflaskerne almindelige, så det blev muligt at begrænse iltningen af vinen både hos den handlende og hos køberen.

Vintapper-erhvervet

I 1612 blev der etableret en borgerskabsprotokol over nye borgerskaber i Helsingør, som dog ikke altid blev ført konsekvent. I perioden 1612 til 1806 var der blot ni helsingoranere, der løste borgerskab som vintapper. Dette er et ret så begrænset antal med tanke på den lette adgang til vin, som der var i byen qua de fremmede skibes ophold på grund af sundtolden. Forklaringen kan være, at erhvervet som vintapper ofte var kombineret med en anden og mere overordnet beskæftigelse. Af vintappere fra kendes f.eks. Arendt Kruse og Peder Brochmand, hvis boopgørelser fra henholdsvis 1653 og 1654 viser, at de var særdeles velstillede borgere, der havde deres gårde i Stengade. Johan Vinant, der havde arbejdet sig op fra kældersvend til en velstående vintapper, ejede adskillige bygninger rundt omkring i byen, bl.a. 3 ved den nye kirkegård. Opgørelsen over hans indbo ved hans død i 1669 udgjorde i alt 8.026 daler og 15 ½ skilling (se forklaring nedenfor). Værdien af vinkælderen opgøres minutiøst: ”ungefær 2 ½ amme rhinsk vin til 90 daler; en pipe med 3 ammer spansk vin til 78 daler, 1 amme fransk vin til 4½ daler, et tomt fad til på læst til 6 mark; ditto 6 mark; 2 ledige oksehoveder a 2 mark; 3 rostokker tønder a 1 ½ mark; ½ anker bitter vin til 6 mark…”Kenno Pedersen: Øresundstolden – en kilde til vin.

Vinens holdbarhed

Indtil slutningen af 1600-tallet kunne vinen kun holde sig i meget kort tid; ofte dårligt nok fra vinhøst til vinhøst, ligesom at transporten var meget belastende for varen. Hollænderne begyndte at forstærke vinen med brændevin for at bremse gæringen og forlænge holdbarheden. I Hollands florissante periode blev Rotterdam og Amsterdam de vigtigste internationale markeder for vin. Hollænderne kontrollerede alle led i handelen: indkøb, transport, lagring og salg til lokale købmænd og detailhandlere, ligesom de forhandlede vinen rundt omkring i europæiske byer. England eksperimenterede også med at forstærke den portugisiske vin fra Porto-området med druesprit, så den kunne klare sørejsen. Sådan blev portvinen skabt; den første registreret i 1678. Og på grund af konflikter og krige med Frankrig i løbet af især 1700-tallet, hvor importen af franske vine gik i stå, blev portvinen en succes, ikke mindst fordi smagen af Douro-vinen også var stærkt forbedret.

Enevælden

Enevældens indførsel i 1660 betød store ændringer for bystyrerne rundt omkring i Landet. Kongens embedsmænd rykkede ind på rådhuset, og købmændene forlod det. Embedsmændene prøvede at styre handelslivet ved at blande sig i stort og småt, og de indførte bl.a. begrænsninger for, hvilke varer den enkelte købmand måtte handle med. De handlende blev delt rhinsk-vinhandlende og franskvin-handlende, hørkræmmere, silke-og klædekræmmere, lærredskræmmere, hattemagere og så videre.

Krig og andre ulykker

1600-tallet sidste halvdel blev Helsingør ramt af mange problemer og ulykker. Svenskekrigene med belejring og ødelæggelser af bygninger, erobring af Kronborg, henrettelser af borgere, der gjorde modstand og i kølvandet på det hele epidemier. Ved Roskildefreden 1658, hvor Skåne, Halland og Blekinge blev afstået til Sverige blev Helsingør en grænseby, og Kronborg ændrede status til rigets forpost mod øst og måtte selv i fredstid rumme en betydelig garnison, hvilket kom til at præge byen.

Udbredelse af vindrikning

Når vinen kommer ind...Slagsmål i Helsingør 1734

Først i løbet af 1700-tallet blev vindrikning mere almindeligt blandt bredere befolkningslag i Danmark, og vinsmagen skiftede over til de franske vine. På landet blev der dog ikke drukket vin i større omfang; det var for dyrt. Skifteprotokollerne, der opgjorde boet efter afdøde rummer f.eks. meget sjældent omtale af glas ud over evt. små brændevinsglas eller -bægre. Kun præsternes bo vidner om en større levefod, hvor vin og vinglas indgik.

Skibsproviantering og landgang

I Helsingør opholdt skibene sig som nævnt i længere tid på grund af sundtolden. De mange søfolk, der var i byen under toldforretningerne, havde god tid. De kunne gøre handler i land, sørge for skibets proviantering og reserver af frisk drikkevand, og nogle ledige timer kunne fordrives ved en tur forbi byens utallige knejper og vinstuer. I en ejendom på havnefronten, Strandgade 91 (i dag Skibsklarerer-gården), havde byens rådmand og senere borgmester Burghoff i starten af 1700-tallet et værtshus, hvor han ”logerer Skippere og andre fremmede, tapper Øl, Vin og Brendevin og brygger til Skibsfornødenhed”.

Sundmarkedet

De mange skibe, der anløb Helsingør rummede jo også utallige andre varer, som var interessante for områdets befolkning, og der var vokset et lokalt marked frem i Helsingør, Sundmarkedet. Vinen havde dog en særstatus blandt byens købmænd; ud af byens 20 handlende i 1750 var det kun 3, der ikke handlede med vin, og byens lager af vin var tre gange større end f.eks. Aalborgs, der ellers også var en livlig handelsby og den by med det største vinlager udenfor Helsingør og København. 3 af de handlende i Helsingør må karakteriseres som egentlige vinhandlere, nemlig Etatsråd Hansen, Johan Christian Sprunck samt Johan Adam Spæt. Deres vinlagre rummede mere end halvdelen af byens vinlagre (hver for sig mellem 53.000 -41.000 liter). I provinsen i de mindre købstæder i var det ofte byens apoteker, der havde ret til vinhandel. Vin tilsat forskellige krydderier eller andre ingredienser ansås for at være helbredende.

Efter engelsk inspiration bredte klublivet sig i København i slutningen af 1700-tallet, og det fortsatte ind i 1800-tallet. Her mødtes byens mandlige borgerskab for at læse, diskutere, høre koncerter, spise og drikke og synge drikke- og politiske viser rundt om punchebollen. Punchen kunne f.eks. bestå af rødvin eller hvidvin tilsat sukker og pomeransskal (en såkaldt biskoppunch), eller der kunne være tale om en blanding af brændevin, sukker, vand og citronsaft.

Borgerskabets spise- og drikkevaner

Læge Heinrich Callisen beskæftigede sig i 1807 med hovedstadens sundhedstilstand, bl.a. de forskellige samfundsklassers spise- og drikkevaner. Han beskriver et taffel hos en velhavende borger: ”En mængde Retter tillavede paa dansk, engelsk, italiensk, indiansk efter reglerne for enhver Nations forfinede Kogekunst bæres nu omkring under de forskellige Akter af denne Høitidelighed. De have i Førstningen god afgang, men naar Appetitten begynder at formindskes, saa modtages de enten ikke, eller smages kun for at kunne bedømme Appreturen (udseendet). Denne Sværm af Retter ledsages foruden af den sædvanlige Bord-viin endnu af en mængde andre fine franske, spanske, portugisiske Vine, af rhinsk og ungarnsk viin, af Madera, Champagner og Cypern.” Callisen kommenterer denne overdådighed: ”Vore Forfædre, som for 50 Aar siden endnu ikke kendte nogen høirere Anretning, end Suppe og Kiød, Fisk, Steg og Kage, der blev ledsaget af en eller høist to slags Vine, vilde forbauses, ved at see vore Taffeler. Den nyere Kogekunst er desværre rykket hastigere frem ad end Lægekonsten, hiin dræber og ødelægger mange flere, end denne formaar at redde”. (Annette Hoff)

Nedgang på grund af Napoleonskrigene

Vinimporten til Danmark blev i perioden 1807-13 stærkt begrænset på grund af Danmarks involvering i Napoleonskrigene. I år 1800 ankom 51 skibe med vine fra Frankrig, Spanien, Portugal og Rhinlandet til København. I 1808 var dette tal faldet til kun en skibslast på grund af englændernes fastlandsspærring og kapring af skibe med laster til Danmark. Og statsbankerotten i 1813 fik store konsekvenser for landets velhavende familier. Købekraften og dermed muligheden for et liv med luksus var stærkt forringet, og vinimporten kom kun langsomt i gang igen.

Værtshus i Strandgade 1870

Forklaringer

Rummål til flydende varer:

Potte: o.966 liter

Anker: 39 potter = 37,67 liter

Amme: 160 potter = 154 liter

Oksehoved: 6 ankre = 240 potter = 231,84 liter

Pibe/pipe: 480 potter = 463 liter

Fad: 2 tønder = 4 oksehoveder = 6 ammer = 24 ankre = 960 potter = 927 liter

Møntenhed:

Det danske pengevæsen blev organiseret i 1625 og bestod den gang af 12 pfennig = 1 skilling. 16 skilling = 1 mark. 6 mark = 1 rigsdaler og 8 mark = 1 krone.

Litteratur

Danmarkshistorien.dk. Oversigt over ældre måle- og vægtenheder. 2018.

Annette Hoff: Den danske vinhistorie. 2018.

Kenno Pedersen: Øresundstolden – en kilde til vin. Vinens historie og dens betydning for Helsingør. 2013.

Fotos:

Skibe på Reden ved Helsingør: Branius: Theatrum Urbium. 1582-1659

Vinkælder 1850. Tegning P. Klæstrup. Kenno Pedersen s. 66.

Slagsmål i Helsingør 1734. Kenno Pedersen s. 26.

Værtshus i Strandgade 1870. Illustreret Tidende 1870. Kenno Pedersen s. 115.