Helsingør Leksikon - Brugerbidrag [da]

Helsingør

2026-05-10T15:44:03Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor fiskerlejet lå, men det har formentlig ligget i den sydvestlige del af byområdet ved vandløbet ”Strømmen”, som løb ud i Øresund der, hvor nuværende [[Gyldenstræde]] ligger. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Helsingør har i tidlige tider haft betydning for færgefarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi det er det smalleste sted i Øresund.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder det således ’Helsingernes grusede strandbred'.

===Byens specielle beliggenhed===
Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Helsingør har derfor en helt speciel historie og givet byen en særstilling. Karakteristisk for Helsingør er en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet, før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: [[Det ældste Helsingør]]). Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i [https://lex.dk/Kong_Valdemars_Jordebog Kong Valdemars Jordebog] 1241 i købstadslisten og købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240. Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Der kunne være brug for at transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg, og færger har bl.a. derfor haft stor betydning. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor indflydelse på byens vækst. Fra 1100-tallet flød silden i så store og tætte mængder, at man ”vilde kunne sønderhugge dem med Kaarden”. Mængden af sild var på sit højeste sidst i 1300-tallet, dalede i 1400-tallet og svandt stort set i 1500-tallet. De store skatteindtægter fra [https://lex.dk/Skånemarkedet Skånemarkederne] svandt i samme takt.

===Angreb på byen===
Et tidligt middelalderligt borganlæg syd for middelalderbyen til beskyttelse af byen var [[Flynderborg]]. Borgen blev ødelagt 1369 af lybækkerne, som var med i [https://lex.dk/Hanseforbundet handelsforbundet Hansestæderne]. Der havde været angreb tidligere. Bl.a. hævdes byen at være blevet ødelagt i 1289 af [https://lex.dk/Erik_2._Magnusson_Pr%C3%A6stehader Erik Præstehader]. Byen blev atter ødelagt af Lybækkerne 1312 og igen 1522.

===Helsingørs ældste bygning===
Omkring år 1200 blev den ældste bevarede bygning, [[Skt. Olai Kirke]], grundlagt. På den tid var den en romansk landsbykirke med en anselig størrelse (ca. 19,25 x 11,5 m). Man kan stadig se rester fra den ældste del af kirken. Den er siden blevet udvidet i flere omgange og fik i 1961 status som byens domkirke.

===Helsingørs første storhedstid===
[https://danmarkshistorien.lex.dk/Erik_af_Pommern,_ca._1382-1459 Erik af Pommern] (ca._1382-1459) var den konge, der gav Helsingør et betydningsfuldt løft som by. Han lod borgen [[Krogen - borganlæg | Krogen]] opføre i 1420’erne (senere ombygget til [[Kronborg]]), og han skænkede grunde til tre klostre fra tiggermunkeordener: [[Sct. Annæ Kloster]] i 1420 (Francicskanerordenen), [[Skt. Nikolai Kloster]] i 1430 (Sortebrødre) og [[Karmeliterklostret]] (Vor Frue Kloster) i 1430 (karmelitterordenen/ hvidebrødrene). Han lagde også grund til hovedtrækkene i den byplan, som ses i dag med retlinede gader, parallelt med kysten og tværgaderne gående ud derfra - formet som et skakbræt. Erik af Pommern opfordrede folk til at slå sig ned i Helsingør og bygge et hus: ”de deroppe på Krogen skulle flytte og der en ny Købstad bygge”. Byggede man et stenhus, fik man skattefrihed i 10 år, og et træhus gav skattefrihed i 5 år. Erik af Pommern skænkede byen de hidtil mest omfattende købstadsprivilegier den 2. juni 1426, hvilket øgede handelen i byen. Helsingør fik nye købstadsprivilegier i 1441, 1456 og 1577, men ikke ligeså omfattende som i 1426.

===Øresundstolden===
En genial og indbringende idé var indførelsen af en Øresundstold i 1429. Borgen ’Krogen’ blev opført med henblik på, at den skulle opkræves i Helsingør. I [[Øresundstoldens baggrund]], en artikel i dette leksikon, kan man læse mere om flere forhold, der fører til dette tiltag: øget skibsfart, større skibe og færre sild - alt i alt noget, der fører til færre skatteindtægter. Hvert skib blev opkrævet for 1 [https://lex.dk/rosenobel Rosenobel], der røg direkte i kongens kasse, en told, som også dannede grundlag for Helsingørs vækst og velstand. Tolden var til gengæld ret upopulær hos dem, der skulle betale. For at bøde lidt på det lovede kongen at holde farvandene fri for sørøvere. Først i 1771 gik indtægterne for Øresundstolden i statskassen. Det lykkedes Danmark at opretholde Øresundstolden uforholdsmæssigt mange år, lige indtil USA sagde fra i 1857.
Det gav en magtposition at have herredømmet over Østersøen. Ikke blot byens handel og rigdom, men også dens anseelse voksede, og den internationale by var med på nyeste mode.

===Pest og svedesyge===
Til gengæld var byen sårbar under krige og sygdomme. Pest hærgede i flere omgange, bl.a. i 1583, hvor Helsingørs befolkning på omkring 3.000 indbyggere svandt med ca. en tredjedel. Der var flere mærkbare angreb, bl.a. i 1625 og 1654, og flere mindre fandt sted ind imellem. Det sidste og store [[Pest i Helsingør | pestangreb]] fandt sted i 1711, hvor Helsingørs befolkning atter svandt med ca. en tredjedel. I 1529 kom en mærkelig, epidemisk sygdom, benævnt svedesyge, til Helsingør fra England via Hamburg. Blev man smittet, indtraf døden ofte inden for 24 timer.

===Helsingørs anden storhedstid===
Under Frederik 2. (1534-1588) udviklede byen Helsingør sig yderligere. Frederik 2. er særlig kendt for opførelsen af det storstilede [[Kronborg]] med baggrund i Erik af Pommerns efterhånden forældede og utilstrækkelige borganlæg. Det myldrede med håndværkere på grund af det nye byggeri, og de mange bygningsarbejdere skulle forsynes med brød. Kongen lod derfor adskillige melmøller opføre i Hellebæk, bl.a. [[Kongens Mølle]], efter at have inddæmmet og reguleret områdets mange damme og søer. Vandet samledes i Hellebækken, som havde et fald på 20 meter mod Øresund. Kimen til en industri var lagt. De mange håndværkere bidrog med opførelsen af flere huse. Bl.a. en hel bydel i et område mellem byen og Kronborg, som blev kaldt for [[Sanden]]. I denne bydel, som blev kaldt for "Lille Amsterdam" på grund af den hollandske inspiration, boede der relativt velhavende folk. Øresundstolden blev ændret således, at tolden blev opkrævet efter skibets last, og indtægterne steg betragteligt. Frederik 2. lod et mindre lysthus "[[Lundehave]]" opføre, hvoraf den midterste del er en del af det [[Marienlyst Slot]], som vi ser i dag.

===Shakespeare, Hamlet og Kronborg===
Den verdenskendte tragedie [https://lex.dk/Hamlet_-_tragedie_af_William_Shakespeare ”Hamlet]” af William Shakespeare fra omkring 1600-1601 bygger på historien om den jyske kongesøn Amled, som blev nedskrevet af den danske historiker [https://danmarkshistorien.lex.dk/Saxo_Grammaticus_og_Gesta_Danorum Saxo Grammaticus] i Gesta Danorum i det 12. århundrede. Shakespeares egen skuespillertrup havde optrådt for Kong Frederik 2. og Dronning Sophie. Man har en formodning om, at forfatteren blev inspireret af de historier, de fortalte og at han derfor henlagde handlingen til at foregå på Kronborg Slot med livet ved hoffet med dets dramatik, vilde fester og intriger.

===Helsingørs anden storhedstid fortsat===
Under Christian 4. (1577-1648) blev Helsingør den næststørste by i landet med 8-10.000 indbyggere i 1625, kun overgået af København. Kongen var meget optaget af at opruste for at kunne holde svenskerne væk, eller endnu bedre for at sejre over dem. Han lod et gethus (gjethus) opføre til et kanonstøberi, som ikke eksisterer mere. Det lå i området mellem nuværende [[Kronborgvej]], [[Allégade]] og [[Kongensgade]] ud for nr. 23. Det hang sammen med oprettelsen af en jern-og våbenindustri med smedjen [[Hammermøllen]], samt en kobbermølle i Hellebæk, som kongen etablerede meget tidligt. Efter en møjsommelig transport blev kanonerne afprøvet i Hellebæk. Våbenfabrikken eksisterede indtil 1870 og hed da [[Kronborg Geværfabrik]]. Christian 4. lod [[Lappestens Batteri]] og en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opføre omkring den sårbare by. Øresundstolden blev sat op adskillige gange for at finansiere Christian 4. byggerier og krige.

===Svenskerkrig og fattigdom===
[https://lex.dk/Karl_Gustav-krigene?gad_source=1&gad_campaignid=17600838629&gclid=EAIaIQobChMIxeiUxfj2kgMVaZyDBx2nWTqAEAAYASAAEgJVEPD_BwE Karl-Gustavkrigene] 1657-1660 blev påbegyndt af Frederik 3., som ville udnytte, at den svenske kong Karl Gustav var optaget af krig i Polen. Det gik dog ikke helt som forventet, idet Karl Gustav omgående afbrød denne krig og ilede mod Danmark. Mest berømt er i denne sammenhæng er hans dristige march over Lillebælt på grund af en kraftig isvinter i 1658, erobringen af Kronborg 6. september 1658 og senere stormen på København den 11. februar 1659, som dog endte med et kæmpe nederlag. Denne krig medførte stor fattigdom, også i Helsingør, som derfor gik ind i en periode med stilstand.

===Helsingørs tredje storhedstid===
Efter at [https://lex.dk/ Store Nordiske Krig] sluttede i 1720, indtraf en lang og fredelig tid. Handelslivet blomstrede, og perioden omtales derfor som [https://lex.dk/den_florissante_handelsperiode den florissante handelsperiode]. Skibsfarten steg betydeligt, bragte øgede indtægter, som smittede af på Helsingør - ikke mindst på grund af Øresundstolden - og skabte travlhed og velstand hos mange. Det bredte sig som ringe i vandet. Ikke blot embedsmænd, knyttet til toldopkrævningen, men også andre befolkningsgrupper nød godt af det. Skibsprovianteringsforretninger, skibsklareregårde, købmandsgårde, værtshuse, restauranter med flere. Der blev bygget en del, moderniseret og fornyet facader, så det var også en god tid for håndværksmestrene. Denne periode var domineret af englændere, som hørte til den velstående del af befolkningen. Øresundstoldens indførelse bragte udlændinge, som så en god chance for at etablere handel, til byen. Helsingør havde gennem adskillige hundrede år været en international by med mange folkeslag: skotter i 1500-tallet, hollændere i 1500-1600-tallet og englændere frem til 1857. I dette leksikon kan man læse om de forskellige perioders [[indvandrere] (se også afsnit neden for om Englandskrigene).

===Havn og skibsværft===
Christian 4. indså vigtigheden af en havn og udvidede en tidligere anlagt Slotshavn ved Krogen/Kronborg, men efter Karl-Gustavkrigene var der intet tilbage. Helsingør havde som tidligere nævnt ingen naturlig [[Helsingør Havn | havn]], og de nuværende forhold var helt utilstrækkelige. Et egentligt skibsværft til større fartøjer fandtes heller ikke. De to ting hang sammen. Flere og større skibe pegede på nødvendigheden af en ordentlig havn, men personlige særinteresser forpurrede ambitiøse havneplaner. Derfor blev det foreløbig kun til anlæggelse af to skibsbroer i 1766-67. Både disse og vanddybden satte snævre grænser for størrelsen af de skibe, der kunne ligge i havnen. Mange skibe måtte stadig ankre op uden for havnen på de forskellige ankerpladser, såsom [[Helsingør Rhed]] eller [[Disken]].

===Modernisering af veje===
Den mest almindelige og nemmeste måde at komme til Helsingør på i tidligere tider var at sejle. Veje, hvis de overhovedet fandtes, var oftest af ganske ringe kvalitet og ofte kun simple hjulspor. Det kunne også være private veje, som ikke var til almen benyttelse som eksempelvis [[Kongevejen gennem Nyrup Hegn | den gamle kongevej]] gennem [[Nyrup Hegn]], som virkelig var forbeholdt kongen. Som et led i en overordnet planlægning og modernisering af hovedvejene blev den ny [[Kongevejen | Den nye kongevej]] langs Nyrup Hegns sydside anlagt 1779-1786. Danmarks første diligencerute blev oprettet i 1798 og kørte ad denne nye vej to gange om ugen.

===Englandskrigene===
Kampen om fri adgang handelsmæssigt og militær magt i Østersøen var et stridspunkt gennem mange århundreder, og derfor var fri adgang umådelig vigtig, også i den sidste halvdel af 1700-tallet. Det lykkedes Danmark at forholde sig neutral ganske længe, også under [https://lex.dk/Syv%C3%A5rskrigen Syvårskrigen] 1756-1763 mellem England og Frankrig. England ønskede at dominere Østersøhandelen og ville undgå, at den danske flåde støttede [https://lex.dk/Napoleon_Bonaparte Napoleon]. Danmark udnyttede hæmningsløst krigens muligheder og tjente styrtende (den florissante handelsperiode). Andre lande konfiskerede danske skibe, fordi Danmark misbrugte neutraliteten. Derfor sendtes danske krigsskibe ud som væbnet eskorte for handelsskibene med ordre om at bruge magt for at forhindre fremmed adgang til skibe under dansk flag.

For at sikre neutrale skibes fri sejlads tilbød Rusland Danmark at indgå i [https://lex.dk/v%C3%A6bnede_neutralitetsforbund et væbnet neutralitetsforbund], og det turde Danmark ikke sige nej til, selvom det var risikabelt. Danmark var på grund af mange års fred ikke forberedt på krig, da englænderne dukkede op med en flåde den 2. april 1801. Det blev til [https://danmarkshistorien.lex.dk/Slaget_p%C3%A5_Reden,_2._april_1801 Slaget på Reden], hvor Danmark efter en hård kamp måtte afgive hele flåden. Det var indledningen til [https://lex.dk/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene]. Det fortælles, at den engelske flåde på vej til København 30. marts beskød Helsingør og at en kanonkugle havnede i [[Strandgade 85-87]], hvor Fenwick boede og det engelske konsulat lå.

En svær balancegang mellem England og Frankrig fulgte. Men ved [https://lex.dk/Freden_i_Tilsit Freden i Tilsit] i juli 1807 enedes Frankrig og Rusland om at tvinge de neutrale stater, herunder Danmark, til at vende sig mod England. Danmark afviste det engelske krav om at udlevere flåden, hvilket fik England til at iværksætte et lynangreb på Danmark, nemlig [https://lex.dk/K%C3%B8benhavns_bombardement Københavns Bombardement] i tre nætter fra den 2-5. september 1807. Det var det første terrorbombardement i en europæisk hovedstad.

'''OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Strandgade 93

2026-05-10T14:38:59Z

Charlotte Fenger: /* Visionerne omkring Helsingør */

==Det Claessenske Palæ==
[[Billede:Strandgade93web.jpg|300px|right|thumb|Strandgade 93]]
Ejendommen i Strandgade 93, matrikel nr. 328, blev overtaget i 1785 af Jean Jacob Claessen (1752-1806), storkøbmand, skibsreder og sundklarerer. På stedet lå en af Helsingørs mest imponerende firlængede købmandsgårde. Dog var især forhuset i en så elendig forfatning, at det gave ejeren en anledning til at gøre noget radikalt ved ejendommen. Efter en total renovering og grundmuring blev resultatet det nuværende nyklassiske palæ vi ser i dag, opført 1791-93 af murermester A. C. Wilcken under medvirken af hofbygmester [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Norden/Caspar_Frederik_Harsdorff C. F. Harsdorff]. Visse dele af det murværket i det hvælvede kælderrum består af forskelligartede gamle sten, blandt andet munkesten. Det er derfor usikkert, hvor meget der blev revet ned. Enten opførtes den nye bygning på dele af det gamle fundament, eller også genbrugte man nogle af de gamle byggematerialer. De store kælderrum blev anvendt som lager for handelsvarer. Kældervinduerne med de fine smedejernsgitre ud mod gaden vidner om, at der er kælet for detaljerne.
[[Billede:Strandgade93 1919 hm.jpg|200|right|thumb|Kældervindue fotograferet 1919]]
På toppen af bygningen ud mod havneområdet er anbragt en stor altan på taget, hvorfra man kunne holde øje med skibene i sundet. Det var der god grund til, da der på denne tid lå husrækker overfor. Der blev først fri udsigt til sundet efter jernbanehotellets brand i marts 1938 og den efterfølgende nedrivning af husene på Strandgades sydside. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]]. Dermed kommer de fine bygninger frem mod [[Wiibroe Plads]] mere til deres ret.

Meget tyder på at facaden oprindeligt stod i røde mursten med vinduesindfatninger i sandsten, hvilket måske gav ejendommen et lidt mere beskedent præg, men ellers er bygningen ikke ændret væsentligt i det ydre siden opførelsen. Blandt sundtoldstidens borgerlige bygninger i Helsingør regnes denne for at være den mest velbevarede. Ejendommens beliggenhed er med til at give havnefronten et velafbalanceret og fornemt præg.

===Porten og gården===
[[Billede:Strandgade93 1975th.jpg|250px|right|thumb|Hall'en 1975]]
Den høje port med en fin lygte på hver side fører ind til det velbevarede gårdmiljø og afslører en sidebygning samt et baghus, begge opførte i Claessens tid. Den ene gamle sidebygning blev fjernet og erstattet med en mur for at skaffe lys og luft. Til gengæld blev det nye sidehus forsynet med kælder og forhøjet med en etage. I baghuset var en stald med plads til syv heste og to vognporte. Ovenover boede tjenestefolk, og der var desuden et pakloft med hejsekvist. Som overgang fra forhus til sidehus blev opført en kvartcirkulær udbygning med en ny slags terrasse, som havde sit udspring i arkitekten Harsdorff og hans elever, hvor tilsvarende kunne ses i København.

Fra rummet i porten kom man via en kort trappe ind i en nærmest grandios hall med to doriske søjler i ren græsk stil (det vil sige uden baser eller fodstykker), anvendt for første gang i dansk byggeri. Den indvendige del af palæet er undergået en del forandringer gennem tiderne. Blandt blev andet blev en tredjedel af trapperummet i 1800-tallet ombygget til garderobe, hvorved trappen formindskedes tilsvarende, og den ene fritstående søjle blev til en halvsøjle: Hermed gik lidt af den oprindelige storhed tabt.

===Man er, hvad man bygger===
Med sin elegante og fornemme udseende samt den anselige størrelse så man her en residens ud over det sædvanlige. Bygningen giver udtryk af selvbevidsthed og rigdom og er et godt eksempel på en velstående borger, der har magt over det og gerne ville skilte med sin formåen. Palæet kan godt virke lidt pompøst. Der kunne ligge flere hundrede handelsskibe på Helsingør Rhed, og alene i 1792 og 1796 ankrede mere end 12.000 handelsskibe op. Der var således gode muligheder for at tjene godt, hvis man var initiativrig, foretagsom og havde sans for forretninger. Jean Jacob Claessen levede op til det hele. Han var visionær, dristig og var en af 1700-tallets meget fremtrædende handelsmænd i Helsingør.

===Handelsfirmaet===
[[Billede:Strandgade93 2.jpg|250px|right|thumb|Et kig ud gennem porten i Strandgade 93]]
J. J. Claessen var yngste søn af Andreas Claessen, som sammen med Jean Christopher van Deurs i 1756 havde indgået kompagniskab. De to var svogre, og sidstnævnte blev ejer af nabohuset, Stephan Hansens Palæ [[Strandgade 95]] og var gift med Stephan Hansens datter. En betragtelig formue lå til grund for handelshuset, som blev ført videre under navnet ”Salig Arendt van Deurs enke & Co.” De to handelshuse var på alle måder tæt forbundne, og de førende familier var i stort omfang i familie med hinanden. Ud over ejendommen i Strandgade 93 blev Jean Jacob Claessen i 1797 også ejer af den 30 år ældre naboejendom Strandgade 95. De to ejendomme har nok været de mest betydningsfulde handelshuse i Helsingør.

===Visionerne omkring Helsingør===
Udover skibsprovianteringen samt skibe i udenrigsfart, var Jean Jacob Claessen meget interesseret i sin by og havde flere tillidshverv. Han investerede i flere foretagender og havde også planer om at gøre Helsingør til en stor havneby. Den storstilede plan gik ud på at anlægge et skibsværft, få oplagsret i forbindelse med en handels- og orlogshavn og at gøre staten interesseret i projektet. Skibsværftet og havnen skulle placeres i byens sydlige ende ved [[Svingelport]]. Claessen fik privilegium til at anlægge og drive et skibsværft med tilhørende ankersmedje og reberbane. Planen om anlæggelse af et værft ved [[Trykkerdammen]] kom der trods ihærdige anstrengelser kun en ankersmedje ud af. Desværre druknede planerne i ren og skær statsligt bureaukrati. At det ikke blev til mere skyldes formentlig, at Claessen afventede realiseringen af sit havneprojekt. Det havde temmelig sikkert ændret udviklingen i byen, hvis det var blevet til virkelighed. En havn af en vis størrelse blev anlagt relativt sent (se artiklen om [[Helsingør Havn]]). Et stort moderne rebslageri blev dog til virkelighed, en overgang vist nok sin tids største. En hollandsk mester blev indkaldt til at forestå et nyoprettet sejlgarnsspinderi, da man ikke havde kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Claessens [[Reberbanen | reberbane]] bestod af en 600 alen (knap 700 meter) lang bygning fra 1783, som lå langs den nuværende [[Lundegade]]. En lille rest af den lange bygning kan ses endnu, og [[Reberbaneparken]] er en rest af området. [[Claessensvej]] er opkaldt efter Jean Jacob Claessen.

===Tidernes ugunst===
Efter århundredeskiftet faldt skibstrafikken drastisk på grund af [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Geografi_og_historie/Milit%C3%A6re_forhold_og_krigshistorie/Napoleons-_og_revolutionskrigene/Revolutions-_og_Napoleonskrigene Napoleonskrigene]. I 1808 var tallet af registrerede skibe så lavt som 121. Det var katastrofalt for handelshuset, hvis indtægtsgrundlag var baseret på skibsfart. Dertil kom, at det også ramte de tilknyttede aktiviteter som rebslageri og ankersmedie. Bedre blev det ikke, da Jean Jacob Claessen døde i 1806, kun 54 år gammel. Efter hans død førte hans enke foretagendet videre, men tiderne blev stadig vanskeligere. I 1816 gik handelshuset fallit og med det Reberbanen og øvrige aktiviteter. Svigersønnen, Christian Borries, fik dog reddet så meget af firmaet ”Salig Arendt van Deurs enke og Co.”, at det overlevede sundtoldens ophævelse 1857. Men hans to sønner måtte dreje nøglen om i 1862. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]].

Forfatteren [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Alexander_Svedstrup Alexander Svedstrup] har i romanen '''”Erik Gudmand”''' beskrevet en spidsborgerfamilies liv i 1800-tallet med netop dette palæ i Strandgade 93 som ramme.

===Ejendommens senere anvendelse===
[[Billede:Strandgade93.jpg|right|350px|thumb|Strandgade 93 - 2015]]
Huset blev i 1827 overtaget af købmand P. Chr. Schierbeck; fra 1857 handelshuset Fenwick & Co., som tidligere havde haft til huse i [[Strandgade 85-87]]; fra 1867 købmand C.V. Ulstrup; fra 1904 Landmandsbanken. Ejendommen er siden anvendt til flere forskellige foretagender, eksempelvis Helsingør børs, Øresundsselskabet, lodsstation, turistbureau, vinhandel, kiropraktorklinik samt beboelses lejligheder, og fra 1995 Odd Fellow loge.

===Eksterne links===
[http://www.loge61.dk/side3.html Palæets historie]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870978-tsart%3A79638587 Knud Klem: Jean Jacob Claessen: blade af Helsingørs erhvervslivs historie (Handels- og Søfartsmuseets årbog. 1958).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (6. udgivelse i serien, heri om bl.a. Strandgade).]

[[Kategori: Huse]]

Reberbanen

2026-05-10T14:33:40Z

Charlotte Fenger: 1 link slettet+flere tilføjet

Reberbanen ved nuværende [[Lundegade]] er anlagt af den foretagsomme Jean Jacob Claessen i 1783. Han ejede en en af Helsingørs mest imponerende firlængede købmandsgårde i [[Strandgade 93]]. Denne reberbane var blot en af flere reberbaner i sundtoldstidens Helsingør, idet man på en sådan virksomhed fremstillede reb til sejlskibene. For at lave – eller rettere slå - et reb, krævedes plads til at få de enkelte præfabrikerede hampesnore til at blive til et reb, der igen kunne slås sammen til et tov. Claessens reberbane bestod af en 600 alen lang (knap 700 meter) bygning, der var opført langs med den nuværende Lundegade. Der findes stadig bygningsrester i den sydlige ende. Ud mod [[Claessensvej]] lå virksomhedens pakhus til de færdige produkter. Claessen døde i 1806, og 10 år efter gik virksomheden konkurs, hvorefter Staten i 1824 overtog den og bortforpagtede den. I 1838 var reberbanen nedlagt og det såkaldte Reberbanens Vænge udstykket i tre parceller og solgt ved offentlig auktion. I dag er [[Reberbaneparken]], en rest af området ved [[Marienlyst Allé]], et minde om denne virksomhed.

[[Kategori: Rebslageri]] [[Kategori: Virksomheder]]

Strandgade 93

2026-05-10T14:14:02Z

Charlotte Fenger: /* Visionerne omkring Helsingør */

==Det Claessenske Palæ==
[[Billede:Strandgade93web.jpg|300px|right|thumb|Strandgade 93]]
Ejendommen i Strandgade 93, matrikel nr. 328, blev overtaget i 1785 af Jean Jacob Claessen (1752-1806), storkøbmand, skibsreder og sundklarerer. På stedet lå en af Helsingørs mest imponerende firlængede købmandsgårde. Dog var især forhuset i en så elendig forfatning, at det gave ejeren en anledning til at gøre noget radikalt ved ejendommen. Efter en total renovering og grundmuring blev resultatet det nuværende nyklassiske palæ vi ser i dag, opført 1791-93 af murermester A. C. Wilcken under medvirken af hofbygmester [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Norden/Caspar_Frederik_Harsdorff C. F. Harsdorff]. Visse dele af det murværket i det hvælvede kælderrum består af forskelligartede gamle sten, blandt andet munkesten. Det er derfor usikkert, hvor meget der blev revet ned. Enten opførtes den nye bygning på dele af det gamle fundament, eller også genbrugte man nogle af de gamle byggematerialer. De store kælderrum blev anvendt som lager for handelsvarer. Kældervinduerne med de fine smedejernsgitre ud mod gaden vidner om, at der er kælet for detaljerne.
[[Billede:Strandgade93 1919 hm.jpg|200|right|thumb|Kældervindue fotograferet 1919]]
På toppen af bygningen ud mod havneområdet er anbragt en stor altan på taget, hvorfra man kunne holde øje med skibene i sundet. Det var der god grund til, da der på denne tid lå husrækker overfor. Der blev først fri udsigt til sundet efter jernbanehotellets brand i marts 1938 og den efterfølgende nedrivning af husene på Strandgades sydside. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]]. Dermed kommer de fine bygninger frem mod [[Wiibroe Plads]] mere til deres ret.

Meget tyder på at facaden oprindeligt stod i røde mursten med vinduesindfatninger i sandsten, hvilket måske gav ejendommen et lidt mere beskedent præg, men ellers er bygningen ikke ændret væsentligt i det ydre siden opførelsen. Blandt sundtoldstidens borgerlige bygninger i Helsingør regnes denne for at være den mest velbevarede. Ejendommens beliggenhed er med til at give havnefronten et velafbalanceret og fornemt præg.

===Porten og gården===
[[Billede:Strandgade93 1975th.jpg|250px|right|thumb|Hall'en 1975]]
Den høje port med en fin lygte på hver side fører ind til det velbevarede gårdmiljø og afslører en sidebygning samt et baghus, begge opførte i Claessens tid. Den ene gamle sidebygning blev fjernet og erstattet med en mur for at skaffe lys og luft. Til gengæld blev det nye sidehus forsynet med kælder og forhøjet med en etage. I baghuset var en stald med plads til syv heste og to vognporte. Ovenover boede tjenestefolk, og der var desuden et pakloft med hejsekvist. Som overgang fra forhus til sidehus blev opført en kvartcirkulær udbygning med en ny slags terrasse, som havde sit udspring i arkitekten Harsdorff og hans elever, hvor tilsvarende kunne ses i København.

Fra rummet i porten kom man via en kort trappe ind i en nærmest grandios hall med to doriske søjler i ren græsk stil (det vil sige uden baser eller fodstykker), anvendt for første gang i dansk byggeri. Den indvendige del af palæet er undergået en del forandringer gennem tiderne. Blandt blev andet blev en tredjedel af trapperummet i 1800-tallet ombygget til garderobe, hvorved trappen formindskedes tilsvarende, og den ene fritstående søjle blev til en halvsøjle: Hermed gik lidt af den oprindelige storhed tabt.

===Man er, hvad man bygger===
Med sin elegante og fornemme udseende samt den anselige størrelse så man her en residens ud over det sædvanlige. Bygningen giver udtryk af selvbevidsthed og rigdom og er et godt eksempel på en velstående borger, der har magt over det og gerne ville skilte med sin formåen. Palæet kan godt virke lidt pompøst. Der kunne ligge flere hundrede handelsskibe på Helsingør Rhed, og alene i 1792 og 1796 ankrede mere end 12.000 handelsskibe op. Der var således gode muligheder for at tjene godt, hvis man var initiativrig, foretagsom og havde sans for forretninger. Jean Jacob Claessen levede op til det hele. Han var visionær, dristig og var en af 1700-tallets meget fremtrædende handelsmænd i Helsingør.

===Handelsfirmaet===
[[Billede:Strandgade93 2.jpg|250px|right|thumb|Et kig ud gennem porten i Strandgade 93]]
J. J. Claessen var yngste søn af Andreas Claessen, som sammen med Jean Christopher van Deurs i 1756 havde indgået kompagniskab. De to var svogre, og sidstnævnte blev ejer af nabohuset, Stephan Hansens Palæ [[Strandgade 95]] og var gift med Stephan Hansens datter. En betragtelig formue lå til grund for handelshuset, som blev ført videre under navnet ”Salig Arendt van Deurs enke & Co.” De to handelshuse var på alle måder tæt forbundne, og de førende familier var i stort omfang i familie med hinanden. Ud over ejendommen i Strandgade 93 blev Jean Jacob Claessen i 1797 også ejer af den 30 år ældre naboejendom Strandgade 95. De to ejendomme har nok været de mest betydningsfulde handelshuse i Helsingør.

===Visionerne omkring Helsingør===
Udover skibsprovianteringen samt skibe i udenrigsfart, var Jean Jacob Claessen meget interesseret i sin by og havde flere tillidshverv. Han investerede i flere foretagender og havde også planer om at gøre Helsingør til en stor havneby. Den storstilede plan gik ud på at anlægge et skibsværft, få oplagsret i forbindelse med en handels- og orlogshavn og at gøre staten interesseret i projektet. Skibsværftet og havnen skulle placeres i byens sydlige ende ved Svingelport. Claessen fik privilegium til at anlægge og drive et skibsværft med tilhørende ankersmedje og reberbane. Planen om anlæggelse af et værft ved [[Trykkerdammen]] kom der trods ihærdige anstrengelser kun en ankersmedje ud af. Desværre druknede planerne i ren og skær statsligt bureaukrati. At det ikke blev til mere, skyldes formentlig, at Claessen afventede realiseringen af sit havneprojekt. Det havde temmelig sikkert ændret udviklingen i byen, hvis det var blevet til virkelighed. En havn af en vis størrelse blev anlagt relativt sent, se artiklen om [[Helsingør Havn]]. Et stort moderne rebslageri blev dog til virkelighed, en overgang vist nok sin tids største. En hollandsk mester blev indkaldt til at forestå et nyoprettet sejlgarnsspinderi, da man ikke havde kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Resultatet af dette var en [[Reberbanen | reberbane]] 600 alen lang (knap 700 meter) bygning fra 1783, som lå mellem den nuværende [[Lundegade]] og [[Marienlyst Allé]]. En lille rest af den lange bygning kan ses endnu, og [[Reberbaneparken]] er en rest af området. [[Claessensvej]] er opkaldt efter Jean Jacob Claessen.

===Tidernes ugunst===
Efter århundredeskiftet faldt skibstrafikken drastisk på grund af [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Geografi_og_historie/Milit%C3%A6re_forhold_og_krigshistorie/Napoleons-_og_revolutionskrigene/Revolutions-_og_Napoleonskrigene Napoleonskrigene]. I 1808 var tallet af registrerede skibe så lavt som 121. Det var katastrofalt for handelshuset, hvis indtægtsgrundlag var baseret på skibsfart. Dertil kom, at det også ramte de tilknyttede aktiviteter som rebslageri og ankersmedie. Bedre blev det ikke, da Jean Jacob Claessen døde i 1806, kun 54 år gammel. Efter hans død førte hans enke foretagendet videre, men tiderne blev stadig vanskeligere. I 1816 gik handelshuset fallit og med det Reberbanen og øvrige aktiviteter. Svigersønnen, Christian Borries, fik dog reddet så meget af firmaet ”Salig Arendt van Deurs enke og Co.”, at det overlevede sundtoldens ophævelse 1857. Men hans to sønner måtte dreje nøglen om i 1862. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]].

Forfatteren [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Alexander_Svedstrup Alexander Svedstrup] har i romanen '''”Erik Gudmand”''' beskrevet en spidsborgerfamilies liv i 1800-tallet med netop dette palæ i Strandgade 93 som ramme.

===Ejendommens senere anvendelse===
[[Billede:Strandgade93.jpg|right|350px|thumb|Strandgade 93 - 2015]]
Huset blev i 1827 overtaget af købmand P. Chr. Schierbeck; fra 1857 handelshuset Fenwick & Co., som tidligere havde haft til huse i [[Strandgade 85-87]]; fra 1867 købmand C.V. Ulstrup; fra 1904 Landmandsbanken. Ejendommen er siden anvendt til flere forskellige foretagender, eksempelvis Helsingør børs, Øresundsselskabet, lodsstation, turistbureau, vinhandel, kiropraktorklinik samt beboelses lejligheder, og fra 1995 Odd Fellow loge.

===Eksterne links===
[http://www.loge61.dk/side3.html Palæets historie]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870978-tsart%3A79638587 Knud Klem: Jean Jacob Claessen: blade af Helsingørs erhvervslivs historie (Handels- og Søfartsmuseets årbog. 1958).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (6. udgivelse i serien, heri om bl.a. Strandgade).]

[[Kategori: Huse]]

Strandgade 93

2026-05-10T14:05:05Z

Charlotte Fenger: Mindre justering

==Det Claessenske Palæ==
[[Billede:Strandgade93web.jpg|300px|right|thumb|Strandgade 93]]
Ejendommen i Strandgade 93, matrikel nr. 328, blev overtaget i 1785 af Jean Jacob Claessen (1752-1806), storkøbmand, skibsreder og sundklarerer. På stedet lå en af Helsingørs mest imponerende firlængede købmandsgårde. Dog var især forhuset i en så elendig forfatning, at det gave ejeren en anledning til at gøre noget radikalt ved ejendommen. Efter en total renovering og grundmuring blev resultatet det nuværende nyklassiske palæ vi ser i dag, opført 1791-93 af murermester A. C. Wilcken under medvirken af hofbygmester [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Norden/Caspar_Frederik_Harsdorff C. F. Harsdorff]. Visse dele af det murværket i det hvælvede kælderrum består af forskelligartede gamle sten, blandt andet munkesten. Det er derfor usikkert, hvor meget der blev revet ned. Enten opførtes den nye bygning på dele af det gamle fundament, eller også genbrugte man nogle af de gamle byggematerialer. De store kælderrum blev anvendt som lager for handelsvarer. Kældervinduerne med de fine smedejernsgitre ud mod gaden vidner om, at der er kælet for detaljerne.
[[Billede:Strandgade93 1919 hm.jpg|200|right|thumb|Kældervindue fotograferet 1919]]
På toppen af bygningen ud mod havneområdet er anbragt en stor altan på taget, hvorfra man kunne holde øje med skibene i sundet. Det var der god grund til, da der på denne tid lå husrækker overfor. Der blev først fri udsigt til sundet efter jernbanehotellets brand i marts 1938 og den efterfølgende nedrivning af husene på Strandgades sydside. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]]. Dermed kommer de fine bygninger frem mod [[Wiibroe Plads]] mere til deres ret.

Meget tyder på at facaden oprindeligt stod i røde mursten med vinduesindfatninger i sandsten, hvilket måske gav ejendommen et lidt mere beskedent præg, men ellers er bygningen ikke ændret væsentligt i det ydre siden opførelsen. Blandt sundtoldstidens borgerlige bygninger i Helsingør regnes denne for at være den mest velbevarede. Ejendommens beliggenhed er med til at give havnefronten et velafbalanceret og fornemt præg.

===Porten og gården===
[[Billede:Strandgade93 1975th.jpg|250px|right|thumb|Hall'en 1975]]
Den høje port med en fin lygte på hver side fører ind til det velbevarede gårdmiljø og afslører en sidebygning samt et baghus, begge opførte i Claessens tid. Den ene gamle sidebygning blev fjernet og erstattet med en mur for at skaffe lys og luft. Til gengæld blev det nye sidehus forsynet med kælder og forhøjet med en etage. I baghuset var en stald med plads til syv heste og to vognporte. Ovenover boede tjenestefolk, og der var desuden et pakloft med hejsekvist. Som overgang fra forhus til sidehus blev opført en kvartcirkulær udbygning med en ny slags terrasse, som havde sit udspring i arkitekten Harsdorff og hans elever, hvor tilsvarende kunne ses i København.

Fra rummet i porten kom man via en kort trappe ind i en nærmest grandios hall med to doriske søjler i ren græsk stil (det vil sige uden baser eller fodstykker), anvendt for første gang i dansk byggeri. Den indvendige del af palæet er undergået en del forandringer gennem tiderne. Blandt blev andet blev en tredjedel af trapperummet i 1800-tallet ombygget til garderobe, hvorved trappen formindskedes tilsvarende, og den ene fritstående søjle blev til en halvsøjle: Hermed gik lidt af den oprindelige storhed tabt.

===Man er, hvad man bygger===
Med sin elegante og fornemme udseende samt den anselige størrelse så man her en residens ud over det sædvanlige. Bygningen giver udtryk af selvbevidsthed og rigdom og er et godt eksempel på en velstående borger, der har magt over det og gerne ville skilte med sin formåen. Palæet kan godt virke lidt pompøst. Der kunne ligge flere hundrede handelsskibe på Helsingør Rhed, og alene i 1792 og 1796 ankrede mere end 12.000 handelsskibe op. Der var således gode muligheder for at tjene godt, hvis man var initiativrig, foretagsom og havde sans for forretninger. Jean Jacob Claessen levede op til det hele. Han var visionær, dristig og var en af 1700-tallets meget fremtrædende handelsmænd i Helsingør.

===Handelsfirmaet===
[[Billede:Strandgade93 2.jpg|250px|right|thumb|Et kig ud gennem porten i Strandgade 93]]
J. J. Claessen var yngste søn af Andreas Claessen, som sammen med Jean Christopher van Deurs i 1756 havde indgået kompagniskab. De to var svogre, og sidstnævnte blev ejer af nabohuset, Stephan Hansens Palæ [[Strandgade 95]] og var gift med Stephan Hansens datter. En betragtelig formue lå til grund for handelshuset, som blev ført videre under navnet ”Salig Arendt van Deurs enke & Co.” De to handelshuse var på alle måder tæt forbundne, og de førende familier var i stort omfang i familie med hinanden. Ud over ejendommen i Strandgade 93 blev Jean Jacob Claessen i 1797 også ejer af den 30 år ældre naboejendom Strandgade 95. De to ejendomme har nok været de mest betydningsfulde handelshuse i Helsingør.

===Visionerne omkring Helsingør===
Udover skibsprovianteringen samt skibe i udenrigsfart, var Jean Jacob Claessen meget interesseret i sin by og havde flere tillidshverv. Han investerede i flere foretagender og havde også planer om at gøre Helsingør til en stor havneby. Den storstilede plan gik ud på at anlægge et skibsværft, få oplagsret i forbindelse med en handels- og orlogshavn og at gøre staten interesseret i projektet. Skibsværftet og havnen skulle placeres i byens sydlige ende ved Svingelport. Claessen fik privilegium til at anlægge og drive et skibsværft med tilhørende ankersmedje og reberbane. Planen om anlæggelse af et værft ved [[Trykkerdammen]] kom der trods ihærdige anstrengelser kun en ankersmedje ud af. Desværre druknede planerne i ren og skær statsligt bureaukrati. At det ikke blev til mere, skyldes formentlig, at Claessen afventede realiseringen af sit havneprojekt. Det havde temmelig sikkert ændret udviklingen i byen, hvis det var blevet til virkelighed. En havn af en vis størrelse blev anlagt relativt sent, se artiklen om [[Helsingør Havn]]. Et stort moderne rebslageri blev dog til virkelighed, en overgang vist nok sin tids største. En hollandsk mester blev indkaldt til at forestå et nyoprettet sejlgarnsspinderi, da man ikke havde kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Resultatet af dette var en [[Reberbanen | reberbane]] 600 alen lang (knap 700 meter) fra 1783, som lå mellem den nuværende [[Lundegade]] og [[Marienlyst Allé]]. En lille rest af den lange bygning kan ses endnu, og [[Reberbaneparken]] er en rest af området. [[Claessensvej]] er opkaldt efter Jean Jacob Claessen.

===Tidernes ugunst===
Efter århundredeskiftet faldt skibstrafikken drastisk på grund af [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Geografi_og_historie/Milit%C3%A6re_forhold_og_krigshistorie/Napoleons-_og_revolutionskrigene/Revolutions-_og_Napoleonskrigene Napoleonskrigene]. I 1808 var tallet af registrerede skibe så lavt som 121. Det var katastrofalt for handelshuset, hvis indtægtsgrundlag var baseret på skibsfart. Dertil kom, at det også ramte de tilknyttede aktiviteter som rebslageri og ankersmedie. Bedre blev det ikke, da Jean Jacob Claessen døde i 1806, kun 54 år gammel. Efter hans død førte hans enke foretagendet videre, men tiderne blev stadig vanskeligere. I 1816 gik handelshuset fallit og med det Reberbanen og øvrige aktiviteter. Svigersønnen, Christian Borries, fik dog reddet så meget af firmaet ”Salig Arendt van Deurs enke og Co.”, at det overlevede sundtoldens ophævelse 1857. Men hans to sønner måtte dreje nøglen om i 1862. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]].

Forfatteren [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Alexander_Svedstrup Alexander Svedstrup] har i romanen '''”Erik Gudmand”''' beskrevet en spidsborgerfamilies liv i 1800-tallet med netop dette palæ i Strandgade 93 som ramme.

===Ejendommens senere anvendelse===
[[Billede:Strandgade93.jpg|right|350px|thumb|Strandgade 93 - 2015]]
Huset blev i 1827 overtaget af købmand P. Chr. Schierbeck; fra 1857 handelshuset Fenwick & Co., som tidligere havde haft til huse i [[Strandgade 85-87]]; fra 1867 købmand C.V. Ulstrup; fra 1904 Landmandsbanken. Ejendommen er siden anvendt til flere forskellige foretagender, eksempelvis Helsingør børs, Øresundsselskabet, lodsstation, turistbureau, vinhandel, kiropraktorklinik samt beboelses lejligheder, og fra 1995 Odd Fellow loge.

===Eksterne links===
[http://www.loge61.dk/side3.html Palæets historie]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870978-tsart%3A79638587 Knud Klem: Jean Jacob Claessen: blade af Helsingørs erhvervslivs historie (Handels- og Søfartsmuseets årbog. 1958).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (6. udgivelse i serien, heri om bl.a. Strandgade).]

[[Kategori: Huse]]

Strandgade 93

2026-05-10T14:00:50Z

Charlotte Fenger: /* Visionerne omkring Helsingør */ Justering

==Det Claessenske Palæ==
[[Billede:Strandgade93web.jpg|300px|right|thumb|Strandgade 93]]
Ejendommen i Strandgade 93, matrikel nr. 328, blev overtaget i 1785 af Jean Jacob Claessen (1752-1806), storkøbmand, skibsreder og sundklarerer. På stedet lå en af Helsingørs mest imponerende firlængede købmandsgårde. Dog var især forhuset i en så elendig forfatning, at det gave ejeren en anledning til at gøre noget radikalt ved ejendommen. Efter en total renovering og grundmuring blev resultatet det nuværende nyklassiske palæ vi ser i dag, opført 1791-93 af murermester A. C. Wilcken under medvirken af hofbygmester [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Norden/Caspar_Frederik_Harsdorff C. F. Harsdorff]. Visse dele af det murværket i det hvælvede kælderrum består af forskelligartede gamle sten, blandt andet munkesten. Det er derfor usikkert, hvor meget der blev revet ned. Enten opførtes den nye bygning på dele af det gamle fundament, eller også genbrugte man nogle af de gamle byggematerialer. De store kælderrum blev anvendt som lager for handelsvarer. Kældervinduerne med de fine smedejernsgitre ud mod gaden vidner om, at der er kælet for detaljerne.
[[Billede:Strandgade93 1919 hm.jpg|200|right|thumb|Kældervindue fotograferet 1919]]
På toppen af bygningen ud mod havneområdet er anbragt en stor altan på taget, hvorfra man kunne holde øje med skibene i sundet. Det var der god grund til, da der på denne tid lå husrækker overfor. Der blev først fri udsigt til sundet efter jernbanehotellets brand i marts 1938 og den efterfølgende nedrivning af husene på Strandgades sydside. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]]. Dermed kommer de fine bygninger frem mod [[Wiibroe Plads]] mere til deres ret.

Meget tyder på at facaden oprindeligt stod i røde mursten med vinduesindfatninger i sandsten, hvilket måske gav ejendommen et lidt mere beskedent præg, men ellers er bygningen ikke ændret væsentligt i det ydre siden opførelsen. Blandt sundtoldstidens borgerlige bygninger i Helsingør regnes denne for at være den mest velbevarede. Ejendommens beliggenhed er med til at give havnefronten et velafbalanceret og fornemt præg.

===Porten og gården===
[[Billede:Strandgade93 1975th.jpg|250px|right|thumb|Hall'en 1975]]
Den høje port med en fin lygte på hver side fører ind til det velbevarede gårdmiljø og afslører en sidebygning samt et baghus, begge opførte i Claessens tid. Den ene gamle sidebygning blev fjernet og erstattet med en mur for at skaffe lys og luft. Til gengæld blev det nye sidehus forsynet med kælder og forhøjet med en etage. I baghuset var en stald med plads til syv heste og to vognporte. Ovenover boede tjenestefolk, og der var desuden et pakloft med hejsekvist. Som overgang fra forhus til sidehus blev opført en kvartcirkulær udbygning med en ny slags terrasse, som havde sit udspring i arkitekten Harsdorff og hans elever, hvor tilsvarende kunne ses i København.

Fra rummet i porten kom man via en kort trappe ind i en nærmest grandios hall med to doriske søjler i ren græsk stil (det vil sige uden baser eller fodstykker), anvendt for første gang i dansk byggeri. Den indvendige del af palæet er undergået en del forandringer gennem tiderne. Blandt blev andet blev en tredjedel af trapperummet i 1800-tallet ombygget til garderobe, hvorved trappen formindskedes tilsvarende, og den ene fritstående søjle blev til en halvsøjle: Hermed gik lidt af den oprindelige storhed tabt.

===Man er, hvad man bygger===
Med sin elegante og fornemme udseende samt den anselige størrelse så man her en residens ud over det sædvanlige. Bygningen giver udtryk af selvbevidsthed og rigdom og er et godt eksempel på en velstående borger, der har magt over det og gerne ville skilte med sin formåen. Palæet kan godt virke lidt pompøst. Der kunne ligge flere hundrede handelsskibe på Helsingør Rhed, og alene i 1792 og 1796 ankrede mere end 12.000 handelsskibe op. Der var således gode muligheder for at tjene godt, hvis man var initiativrig, foretagsom og havde sans for forretninger. Jean Jacob Claessen levede op til det hele. Han var visionær, dristig og var en af 1700-tallets meget fremtrædende handelsmænd i Helsingør.

===Handelsfirmaet===
[[Billede:Strandgade93 2.jpg|250px|right|thumb|Et kig ud gennem porten i Strandgade 93]]
J. J. Claessen var yngste søn af Andreas Claessen, som sammen med Jean Christopher van Deurs i 1756 havde indgået kompagniskab. De to var svogre, og sidstnævnte blev ejer af nabohuset, Stephan Hansens Palæ [[Strandgade 95]] og var gift med Stephan Hansens datter. En betragtelig formue lå til grund for handelshuset, som blev ført videre under navnet ”Salig Arendt van Deurs enke & Co.” De to handelshuse var på alle måder tæt forbundne, og de førende familier var i stort omfang i familie med hinanden. Ud over ejendommen i Strandgade 93 blev Jean Jacob Claessen i 1797 også ejer af den 30 år ældre naboejendom Strandgade 95. De to ejendomme har nok været de mest betydningsfulde handelshuse i Helsingør.

===Visionerne omkring Helsingør===
Udover skibsprovianteringen samt skibe i udenrigsfart, var Jean Jacob Claessen meget interesseret i sin by og havde flere tillidshverv. Han investerede i flere foretagender og havde også planer om at gøre Helsingør til en stor havneby. Den storstilede plan gik ud på at anlægge et skibsværft, få oplagsret i forbindelse med en handels- og orlogshavn og at gøre staten interesseret i projektet. Skibsværftet og havnen skulle placeres i byens sydlige ende ved Svingelport. Claessen fik privilegium til at anlægge og drive et skibsværft med tilhørende ankersmedje og reberbane. Planen om anlæggelse af et værft ved [[Trykkerdammen]] kom der trods ihærdige anstrengelser kun en ankersmedje ud af. Desværre druknede planerne i ren og skær statsligt bureaukrati. At det ikke blev til mere, skyldes formentlig, at Claessen afventede realiseringen af sit havneprojekt. Det havde temmelig sikkert ændret udviklingen i byen, hvis det var blevet til virkelighed. En havn af en vis størrelse blev anlagt relativt sent, se artiklen om [[Helsingør Havn]]. Et stort moderne rebslageri blev dog til virkelighed, en overgang vist nok sin tids største. En hollandsk mester blev indkaldt til at forestå et nyoprettet sejlgarnsspinderi, da man ikke havde kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Resultatet af dette var en [[Reberbanen | reberbane]] 600 alen (knap 700 meter) lang fra 1783, som lå mellem den nuværende [[Lundegade]] og [[Marienlyst Allé]]. En lille rest af den lange bygning kan ses endnu, og [[Reberbaneparken]] er en rest af området. [[Claessensvej]] er opkaldt efter Jean Jacob Claessen.

===Tidernes ugunst===
Efter århundredeskiftet faldt skibstrafikken drastisk på grund af [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Geografi_og_historie/Milit%C3%A6re_forhold_og_krigshistorie/Napoleons-_og_revolutionskrigene/Revolutions-_og_Napoleonskrigene Napoleonskrigene]. I 1808 var tallet af registrerede skibe så lavt som 121. Det var katastrofalt for handelshuset, hvis indtægtsgrundlag var baseret på skibsfart. Dertil kom, at det også ramte de tilknyttede aktiviteter som rebslageri og ankersmedie. Bedre blev det ikke, da Jean Jacob Claessen døde i 1806, kun 54 år gammel. Efter hans død førte hans enke foretagendet videre, men tiderne blev stadig vanskeligere. I 1816 gik handelshuset fallit og med det Reberbanen og øvrige aktiviteter. Svigersønnen, Christian Borries, fik dog reddet så meget af firmaet ”Salig Arendt van Deurs enke og Co.”, at det overlevede sundtoldens ophævelse 1857. Men hans to sønner måtte dreje nøglen om i 1862. Se mere om dette i artiklen om [[Strandgade 95]].

Forfatteren [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Alexander_Svedstrup Alexander Svedstrup] har i romanen '''”Erik Gudmand”''' beskrevet en spidsborgerfamilies liv i 1800-tallet med netop dette palæ i Strandgade 93 som ramme.

===Ejendommens senere anvendelse===
|[[Billede:Strandgade93.jpg|right|230px|thumb|Strandgade 93 - 2015]]
Huset blev i 1827 overtaget af købmand P. Chr. Schierbeck; fra 1857 handelshuset Fenwick & Co., som tidligere havde haft til huse i [[Strandgade 85-87]]; fra 1867 købmand C.V. Ulstrup; fra 1904 Landmandsbanken. Ejendommen er siden anvendt til flere forskellige foretagender, eksempelvis Helsingør børs, Øresundsselskabet, lodsstation, turistbureau, vinhandel, kiropraktorklinik samt beboelses lejligheder, og fra 1995 Odd Fellow loge.

===Eksterne links===
[http://www.loge61.dk/side3.html Palæets historie]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870978-tsart%3A79638587 Knud Klem: Jean Jacob Claessen: blade af Helsingørs erhvervslivs historie (Handels- og Søfartsmuseets årbog. 1958).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (6. udgivelse i serien, heri om bl.a. Strandgade).]

[[Kategori: Huse]]

Birgitte Gøye

2026-05-05T11:12:12Z

Charlotte Fenger: Rettelse

Hun blev født ind i den rigeste og mest magtfulde del af adelen. Hun blev født ca. 1511 og døde i 1574. Hendes far, Mogens Gøye, rigshovmester, og hendes mor, Mette Bydelsbak, ejede begge store godser.

Birgitte fik som barn og ung den bedste uddannelse en kvinde kunne få, først i [https://www.museumskanderborg.dk/ring-kloster Ring Kloster], siden som hofdame hos dronning Christine. Mens hun stadig var barn, blev hun trolovet med en adelsmand. Det var mod hendes egen vilje, og det trak ud med brylluppet. I 1540 krævede hun trolovelsen ophævet, hun lagde sag an, og hun vandt sagen fordi hun kunne påvise at trolovelsen var sket mod hendes vilje.

===Karmeliterhuset fra 1550-1554===
I 1544 giftede hun sig med [https://lex.dk/Herluf_Trolle Herluf Trolle]. Han var lige blevet udnævnt til lensmand på [[Krogen - borganlæg | Krogen]] og parret flyttede ind på borgen. Det var et ægteskab hvor parterne valgte hinanden. Herluf Trolle var nogle år yngre end Birgitte Gøye, og selvom han var adelig og ganske velhavende, så var hun langt den mest velhavende af de to.

I 1550 købte de [[Karmeliterhuset]], den lille en-etages bygning, hvor karmeliterne havde haft deres sygehus. De købte også den tilstødende grund helt ned til [[Sct. Anna Gade]], og så byggede de om og til så de fik en fornem byadelsgård. Det er den bygning, der ligger her i dag langs med [[Hestemøllestræde]]. Her boede de frem til 1554, hvor de flyttede vestpå til Græsegård (Frederikssund) og Hillerødsholm (Hillerød). Ved fraflytningen skænkede de bygården til Helsingør by med krav om, at der skulle oprettes en skole i bygningen.

I 1551 blandede Birgitte Gøye sig i en straffesag. Et ægtepar var blevet anklaget for tyveri. Hun gik i forbøn for konen, som endte med at blive benådet og bortvist fra byen, mens manden blev henrettet.

===Skoler og uddannelse===
Godt tyve år efter at Birgitte Gøye havde forladt Helsingør, tænkte hun stadig på at gøre godt, og hun skænkede 1000 guldgylden til byens fattige og hjælpeløse børn i skolen. Uddannelse lå hende meget på sinde. Hun skænkede også midler til en skole i Roskilde, og endelig oprettede hun og Herluf Trolle en skole, Herlufsholm, på deres gods i Næstved. De to første år var hun skolens leder.

===Husaltre i Skt. Olai===
De to små husaltre af alabast, der hænger på væggen i koret i [[Skt. Olai Kirke]], har Birgitte Gøye og Herluf Trolle skænket til kirken. Derudover skænkede de en pragtfuld messehagel og nogle stolestader. Messehaglen findes endnu i dag på Nationalmuseet.

Selvom Birgitte Gøye kun boede i ca. 10 år i Helsingør, satte hun spor som vi kan fortsat kan glæde os over.

===Eksternt link===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8y Birgitte Gøye]

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/work/pid/870970-basis:138217973?scrollToEdition=true Grethe Jacobsen: Birgitte Gøye. En biografi. Gad 2024]

[[Kategori: Personer]]

Sophie Brahe

2026-05-05T11:07:14Z

Charlotte Fenger: Rettelse

Hun blev født 1556/59, flyttede til Helsingør senest 1616 og boede her indtil sin død i 1643. Hun købte eller byggede en gård der hvor '''Wibroes Bryghus''' ligger i dag, altså på hjørnet af [[Sophie Brahes Gade]] (som endnu ikke havde fået det navn) og [[Hestemøllestræde]], i byens nye og fornemme kvarter. Der er en [[mindeplade for Sophie Brahe]] på Wiibroes Bryghus. Hun var adelig, begge hendes forældre var velhavende og havde høje stillinger, faren var rigsråd, moren var hofmesterinde. Hun blev gift med en adelsmand, fik en søn og blev tidligt enke. Hendes storebror var Tygo Brahe (Tycho Brahe).

===En usædvanlig kvinde===
Selvfølgelig fik Sophie Brahe en god uddannelse som barn og ung. Hun skulle jo som voksen kunne styre store jordejendomme, men den uddannelse indbefattede hverken naturvidenskab eller latin, og det var netop naturvidenskaben der interesserede hende. Nogen hjælp kunne hun få hos sin bror, Tyge, men han frarådede hende at kaste sig over astronomi og astrologi. Det var for svært for en kvinde, mente han.
Så Sophie måtte finde ud af det selv, og det gjorde hun. Hendes hovedinteresser var havekunst, kemi med medicinfremstilling for øje, astronomi og astrologi og slægtsforskning. Hun nåede så betydningsfulde resultater inden for astronomi og astrologi, at Tyge Brahe fremhævede dem og ville publicere dem. Desværre nåede han ikke at få dem trykt, og hans manuskript er forsvundet, så vi må tro ham på hans ord.

Sopie Brahe var også på andre måder en usædvanlig kvinde. Som ung enke mødte hun og forelskede sig en anden adelsmand, Erik Lange. De mødtes på Hven. Han var ikke noget godt parti, han dyrkede alkymi, gik konkurs og måtte flygte til Tyskland. Hun fulgte efter ham, og de blev gift i Tyskland. Han var så fattig at han havde måttet pantsætte sit eneste ordentlige tøj. Det måtte hun indløse inden brylluppet. Da han døde, fragik hun arv og gæld.

===Slægtsbog===
Da Sophie Brahe flyttede til Helsingør medbragte hun sin slægtsbog, en fortegnelse over danske adelsslægter. Den arbejdede hun videre på her i byen. Da hun døde var den på 900 sider. Denne slægtsbog er bevaret og en vigtig kilde til den danske adel frem til 1643.
Hun ligger begravet i Törrlösa Kirke i Svalöv kommune i Skåne.

===Eksterne links===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Brahe_-_Tycho_Brahes_s%C3%B8ster_og_hj%C3%A6lper Tycho Brahes hjælper og søster]

[https://tekstnet.dk/books/brahe-t_occasio-et-argumentum.da/001/ Anledning og synopse til det efterfølgende dansksprogede brev. Tycho Brahe om sin søster]

[https://nordicwomensliterature.net/da/2011/01/04/slaegtens-kreds-og-venskabets-tempel/ Slægtsbøger - heri bl.a. om Sophie Brahe]

[https://lex.dk/Tycho_Brahe Tycho Brahe]

[[Kategori: Personer]]

Sophie Brahe

2026-05-02T15:30:42Z

Charlotte Fenger: Ny artikel: Indført for Birgitte Jørkov

Hun blev født 1556/59, flyttede til Helsingør senest 1616 og boede her indtil sin død i 1643. Hun købte eller byggede en gård der hvor '''Wibroes Bryghus''' ligger i dag, altså på hjørnet af [[Sophie Brahes Gade]] (som endnu ikke havde fået det navn) og [[Hestemøllestræde]], i byens nye og fornemme kvarter. Der er en [[mindeplade for Sophie Brahe]] på Wiibroes Bryghus. Hun var adelig, begge hendes forældre var velhavende og havde høje stillinger, faren var rigsråd, moren var hofmesterinde. Hendes storebror var Tygo Brahe. Hun blev gift med en adelsmand, fik en søn og blev tidligt enke. Hendes storebror var Tygo Brahe (Tycho Brahe).

===En usædvanlig kvinde===
Selvfølgelig fik Sophie Brahe en god uddannelse som barn og ung. Hun skulle jo som voksen kunne styre store jordejendomme, men den uddannelse indbefattede hverken naturvidenskab eller latin, og det var netop naturvidenskaben der interesserede hende. Nogen hjælp kunne hun få hos sin bror, Tyge, men han frarådede hende at kaste sig over astronomi og astrologi. Det var for svært for en kvinde, mente han.
Så Sophie måtte finde ud af det selv, og det gjorde hun. Hendes hovedinteresser var havekunst, kemi med medicinfremstilling for øje, astronomi og astrologi og slægtsforskning. Hun nåede så betydningsfulde resultater inden for astronomi og astrologi, at Tyge Brahe fremhævede dem og ville publicere dem. Desværre nåede han ikke at få dem trykt, og hans manuskript er forsvundet, så vi må tro ham på hans ord.

Sopie Brahe var også på andre måder en usædvanlig kvinde. Som ung enke mødte hun og forelskede sig en anden adelsmand, Erik Lange. De mødtes på Hven. Han var ikke noget godt parti, han dyrkede alkymi, gik konkurs og måtte flygte til Tyskland. Hun fulgte efter ham, og de blev gift i Tyskland. Han var så fattig at han havde måttet pantsætte sit eneste ordentlige tøj. Det måtte hun indløse inden brylluppet. Da han døde, fragik hun arv og gæld.

===Slægtsbog===
Da Sophie Brahe flyttede til Helsingør medbragte hun sin slægtsbog, en fortegnelse over danske adelsslægter. Den arbejdede hun videre på her i byen. Da hun døde var den på 900 sider. Denne slægtsbog er bevaret og en vigtig kilde til den danske adel frem til 1643.
Hun ligger begravet i Törrlösa Kirke i Svalöv kommune i Skåne.

===Eksterne links===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Brahe_-_Tycho_Brahes_s%C3%B8ster_og_hj%C3%A6lper Tycho Brahes hjælper og søster]

[https://tekstnet.dk/books/brahe-t_occasio-et-argumentum.da/001/ Anledning og synopse til det efterfølgende dansksprogede brev. Tycho Brahe om sin søster]

[https://nordicwomensliterature.net/da/2011/01/04/slaegtens-kreds-og-venskabets-tempel/ Slægtsbøger - heri bl.a. om Sophie Brahe]

[https://lex.dk/Tycho_Brahe Tycho Brahe]

[[Kategori: Personer]]

Doritte Nippers

2026-05-02T14:38:07Z

Charlotte Fenger: Ny artikel, indskrevet for Birgitte Jørkov

Doritte Nippers er en af de ganske få 'almindelige' kvinder i Helsingør, som vi ved lidt om. Vi ved ikke hvornår hun blev født, hvem hun blev gift med eller hvor hun boede, men vi ved at hun var høkerske, dvs. en småhandlende, enke og at hun havde svært ved at styre sit temperament. Og så kunne hun skrive og tale sin sag. Hun døde i 1571. Hun blev brændt på bålet. Alt det ved vi fordi hun har sat sig spor i byens rådstueprotokoller.

===Første gang, anklaget og frikendt===
I 1551 blev hun anklaget for at rage uklar med en mand i byen og for at bryde de regler, der gjaldt for handel. Hun købte og solgte nemlig sine varer før de nåede byens torv. Det var strengt forbudt. Derudover anklagedes hun for ikke have betalt sin skat. Det var alvorligt. For betalte man ikke sin skat, havde man ikke ret til at handle, og Doritte levede af sin handel. Hun protesterer mod anklagerne ved at skrive et brev til byrådet. Hun skriver at anklagerne ikke passer. Hun har betalt sin skat.
I denne sag bliver hun frikendt.

===Anden gang, anklaget og frikendt===
I 1571 er den gal igen, og denne gang blander en trolddomsanklage sig ind i sagen. Hovedanklagen er dog at hun handler ulovligt og at hun skændes med andre, blandt andet øvrighedspersoner. Det der fælder hende, er at hun nægter at have skændtes med en mand 20 år før, men det står jo at læse i rådstueprotokollen at hun havde gjort det. Hun lyver altså, er ikke til at stole på, og derfor bliver hun dømt skyldig og brændt på bålet. Anklagen for trolddom bliver nævnt, men ikke fulgt op.

===Eksternt link===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Doritte_Nippers Doritte Nippers]

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/work/pid/870970-basis:20978627?scrollToEdition=true Grethe Jacobsen: Kvinder, køn og købstadslovgivning 1400-1600. Det kongelige Bibliotek, Museum Tusculanum, 1995.]

[[Kategori: Personer]]

Birgitte Gøye

2026-05-02T11:36:48Z

Charlotte Fenger: Links indsat

Hun blev født ind i den rigeste og mest magtfulde del af adelen. Hun blev født ca. 1511 og døde i 1574. Hendes far, Mogens Gøye, rigshovmester, og hendes mor, Mette Bydelsbak, ejede begge store godser.

Birgitte fik som barn og ung den bedste uddannelse en kvinde kunne få, først i [https://www.museumskanderborg.dk/ring-kloster Ring Kloster], siden som hofdame hos dronning Christine. Mens hun stadig var barn, blev hun trolovet med en adelsmand. Det var mod hendes egen vilje, og det trak ud med brylluppet. I 1540 krævede hun trolovelsen ophævet, hun lagde sag an, og hun vandt sagen fordi hun kunne påvise at trolovelsen var sket mod hendes vilje.

===Karmeliterhuset fra 1550-1554===
I 1544 giftede hun sig med [https://lex.dk/Herluf_Trolle Herluf Trolle]. Han var lige blevet udnævnt til lensmand på [[Krogen - borganlæg | Krogen]] og parret flyttede ind på borgen. Det var et ægteskab hvor parterne valgte hinanden. Herluf Trolle var nogle år yngre end Birgitte Gøye, og selvom han var adelig og ganske velhavende, så var hun langt den mest velhavende af de to.

I 1550 købte de [[Karmeliterhuset]], den lille en-etages bygning, hvor karmeliterne havde haft deres sygehus. De købte også den tilstødende grund helt ned til [[Sct. Anna Gade]], som de byggede om og til, så de fik en fornem byadelsgård. Det er den bygning, der ligger her i dag langs med [[Hestemøllestræde]]. Her boede de frem til 1554, hvor de flyttede vestpå til Græsegård (Frederikssund) og Hillerødsholm (Hillerød). Ved fraflytningen skænkede de bygården til Helsingør by med krav om, at der skulle oprettes en skole i bygningen.

I 1551 blandede Birgitte Gøye sig i en straffesag. Et ægtepar var blevet anklaget for tyveri. Hun gik i forbøn for konen, som endte med at blive benådet og bortvist fra byen, mens manden blev henrettet.

===Skoler og uddannelse===
Godt tyve år efter at Birgitte Gøye havde forladt Helsingør, tænkte hun stadig på at gøre godt, og hun skænkede 1000 guldgylden til byens fattige og hjælpeløse børn i skolen. Uddannelse lå hende meget på sinde. Hun skænkede også midler til en skole i Roskilde, og endelig oprettede hun og Herluf Trolle en skole, Herlufsholm, på deres gods i Næstved. De to første år var hun skolens leder.

===Husaltre i Skt. Olai===
De to små husaltre af alabast, der hænger på væggen i koret i [[Skt. Olai Kirke]], har Birgitte Gøye og Herluf Trolle skænket til kirken. Derudover skænkede de en pragtfuld messehagel og nogle stolestader. Messehaglen findes endnu i dag på Nationalmuseet.

Selvom Birgitte Gøye kun boede i ca. 10 år i Helsingør, satte hun spor som vi kan fortsat kan glæde os over.

===Eksternt link===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8y Birgitte Gøye]

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/work/pid/870970-basis:138217973?scrollToEdition=true Grethe Jacobsen: Birgitte Gøye. En biografi. Gad 2024]

[[Kategori: Personer]]

Birgitte Gøye

2026-05-02T11:30:21Z

Charlotte Fenger: Ny artikel-Indsat for Birgitte Jørkov

Hun blev født ind i den rigeste og mest magtfulde del af adelen. Hun blev født ca. 1511 og døde i 1574. Hendes far, Mogens Gøye, rigshovmester, og hendes mor, Mette Bydelsbak, ejede begge store godser.

Birgitte fik som barn og ung den bedste uddannelse en kvinde kunne få, først i Ring Kloster, siden som hofdame hos dronning Christine. Mens hun stadig var barn, blev hun trolovet med en adelsmand. Det var mod hendes egen vilje, og det trak ud med brylluppet. I 1540 krævede hun trolovelsen ophævet, hun lagde sag an, og hun vandt sagen fordi hun kunne påvise at trolovelsen var sket mod hendes vilje.

===Karmeliterhuset fra 1550-1554===
I 1544 giftede hun sig med Herluf Trolle. Han var lige blevet udnævnt til lensmand på [[Krogen - borganlæg | Krogen]] og parret flyttede ind på borgen. Det var et ægteskab hvor parterne valgte hinanden. Herluf Trolle var nogle år yngre end Birgitte Gøye, og selvom han var adelig og ganske velhavende, så var hun langt den mest velhavende af de to.

I 1550 købte de [[Karmeliterhuset]], den lille en-etages bygning, hvor karmeliterne havde haft deres sygehus. De købte også den tilstødende grund helt ned til [[Sct. Anna Gade]], som de byggede om og til, så de fik en fornem byadelsgård. Det er den bygning, der ligger her i dag langs med [[Hestemøllestræde]]. Her boede de frem til 1554, hvor de flyttede vestpå til Græsegård (Frederikssund) og Hillerødsholm (Hillerød). Ved fraflytningen skænkede de bygården til Helsingør by med krav om, at der skulle oprettes en skole i bygningen.

I 1551 blandede Birgitte Gøye sig i en straffesag. Et ægtepar var blevet anklaget for tyveri. Hun gik i forbøn for konen, som endte med at blive benådet og bortvist fra byen, mens manden blev henrettet.

===Skoler og uddannelse===
Godt tyve år efter at Birgitte Gøye havde forladt Helsingør, tænkte hun stadig på at gøre godt, og hun skænkede 1000 guldgylden til byens fattige og hjælpeløse børn i skolen. Uddannelse lå hende meget på sinde. Hun skænkede også midler til en skole i Roskilde, og endelig oprettede hun og Herluf Trolle en skole, Herlufsholm, på deres gods i Næstved. De to første år var hun skolens leder.

===Husaltre i Skt. Olai===
De to små husaltre af alabast, der hænger på væggen i koret i [[Skt. Olai Kirke]], har Birgitte Gøye og Herluf Trolle skænket til kirken. Derudover skænkede de en pragtfuld messehagel og nogle stolestader. Messehaglen findes endnu i dag på Nationalmuseet.

Selvom Birgitte Gøye kun boede i ca. 10 år i Helsingør, satte hun spor som vi kan fortsat kan glæde os over.

===Eksternt link===
[https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8y Birgitte Gøye]

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/work/pid/870970-basis:138217973?scrollToEdition=true Grethe Jacobsen: Birgitte Gøye. En biografi. Gad 2024]

[[Kategori: Personer]]

Lappen 1

2026-05-02T10:14:29Z

Charlotte Fenger: /* ”De Mezas Hus” */

===”De Mezas Hus”===
[[Billede:Lappen1.JPG|right|thumb|280px|Lappen 1]]
Ejendommen med adressen Lappen nr. 1 er af en eller anden grund blevet kaldt ”De Mezas hus”.
Christian Jacob de Meza (1756-1844) var stadsphysicus i Helsingør og handlede forskellige ejendomme gennem tiderne. Men han har hverken ejet eller boet i ejendommen på Lappen. Ligeså lidt har hans søn, [http://www.gravsted.dk/person.php?navn=christianjuliusdemeza Christian Julius de Meza] (1792-1865). Han blev født i 1792 i [[Stengade 77]], beliggende på hjørnet af nr. 5 i [[Sophie Brahes Gade]] og [[Stengade]] - dog i den ejendom, som lå der før en ombygning i 1835. Sønnen er især kendt for tilbagetrækningen af tropperne fra [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dannevirke/ Dannevirke] under krigen i 1864 og den efterfølgende afsked.

Måske skyldes fejltagelsen en forveksling af ejendommen i Stengade 77 og Lappen 1. Fællesnævneren for de to ejendom me er, at de begge har været ejet af familien [http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Diverse_historie/Nordiske_sl%C3%A6gter/Thalbitzer Thalbitzer]. Den preussiske vicekonsul Charles Thalbitzer købte Stengade 77 omkring 1801 af stadsphysicus de Meza. Thalbitzers enke købte i 1847 Lappen 1 og lod sine arvinger overtage Stengade 77. Det er et sandsynligt bud, som Kenno Pedersen lancerer i bogen nævnt under litteratur. Slægten Thalbitzer er i øvrigt mest knyttet til ejendommen på [[Stengade 81]], som de ejede fra 1811 til slutningen af 1800-tallet.

===Ejendommens historie===
[[Billede:Lap1-2.jpg|left|thumb|320px|Lappen 1 - set fra nord - 2015]]
Den generelle økonomiske afmatning i Danmark i slutningen af 1700-tallet ramte også hoffet. Derfor begyndte man at sælge jord fra haven og parken omkring [[Marienlyst Slot]]. Grunden med ejendommen på Lappen 1 ligger ved indgangen til [[Lappen]] og syd for Marienlyst Slotspark og er således et resultat af denne proces. Den nyklassicistiske bygning er opført i 1808 af tømrermester Tegner, er meget velproportioneret og stort set uændret gennem tiderne. Det grundmurede hus med en højt liggende kælder og en første sal, har et halvvalmet tegltag.

Oprindelig fandtes en relativ stor trætrappe midt på facaden ud til vejen. Den ragede et godt stykke ud fra huset og førte op til stueetagen. På et eller andet tidspunkt er den af praktiske grunde blevet fjernet, som så mange andre trapper foran huse er blevet det gennem tiderne. Spor efter trappen kan aflæses ved udsmykningen med det vandrette relief over det midterste vindue, hvor hoveddøren har været og det manglende kældervindue i midten. Kenno Pedersen skriver: ”Ejendommen ligger i dag uheldigt indeklemt mellem den gamle garnisonsvej ved Claessensvej og ”Slotsgården”, som er et overproportioneret betonbyggeri fra 1963”. Det fremgår af det øverst placerede foto, at byggeriet er ret massivt. Man kan næppe være helt uenig i Kenno Pedersens udsagn.

===Lützow og hans uofficielle familie===
Ejendommen har formodentlig været lejet ud de første år, indtil major [http://da.wikipedia.org/wiki/Adam_Tobias_L%C3%BCtzow Adam Tobias Lützow] købte huset i 1813. Følgende oplysninger er hentet fra hans datter, [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Eleonore_Christine_Tscherning Eleonora Christine Tscherning], hvis efterladte papirer er blevet udgivet i bogform. Hendes mor, Bolette Rasmussen, blev ansat som husbestyrerinde i 1816, kom i omstændigheder og fødte Eleonora Christine, som kom til at bære efternavnet Hansen i mange år. Hun boede i huset og havde en speciel opvækst under spartanske vilkår fra sin fødsel i 1817 til 1832, hvor de flyttede til København. A. T. Lützow ikke ville vedkende sig forholdet officielt, så forholdet blev forsøgt hemmeligholdt. Moderen havde derfor fortsat status som husbestyrerinde, og Eleonora Christine måtte leve mere eller mindre i skjul i kælderen. Det var dog ikke sådan, at faderen ikke tog sig af barnet. Han gik i høj grad op i opdragelsen og uddannelsen, som han åbenbart udøvede med en vis strenghed. En søster og en bror kom til, men først så sent som i 1837, da Eleonore Christina var 20 år, blev hendes forældre gift og forholdet dermed legaliseret. Den første del af Eleonora Christine Tschernings [https://archive.org/stream/afeleonoreachri00ristgoog/afeleonore,achri00ristgoog_djvu.txt efterladte papirer] giver et interessant indblik i huset, dets beboere og haven såvel som tiden generelt. Eleonora Christine blev senere gift med [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Anton_Frederik_Tscherning Anton Frederik Tscherning], officer, politiker og krigsminister i 1848.

Eleonora Christine beretter om et par ændringer i forbindelse med ejendommen: ”Et rummeligt, men yderst tarveligt gæsteværelse blev indrettet oven på i husets sydlige gavl; det tilsvarende rum i nordre gavl var delt i to kamre, det ene brugt til munderingskammer, det andet til den ugifte ”tante Rikke”… en søster til Lützow.” (s.11). Haven har gennemgået blevet foretaget forskellige ændringer gennem, tilpasset tiderne; som Eleonora Christine Tscherning skriver: ”Familien Øckenholt ændrede huset på forskellig vis: fra stuen mod syd blev en dør lavet samt en trappe lagt ned i haven; køkken og andre rum skulle ændres, et komfur installeres i stedet for ildovnen.” (s.22).

===Senere beboere===
En række navne optræder som senere ejere, både før vejviser og efter vejviser. Et par af disse kan nævnes. Som tidligere nævnt har familien Thalbitzer ejet ejendommen, og det samme gælder familien Wright. Major Wright, skibsklarerer, ejede denne ejendom fra 1857-1867. Albert Wright var i 1891 medstifter af brændselsfirmaet [[Wright og Svendsen]]. Komponist og musikkritiker Charles Martin Theodor Kjerulff har også boet i ejendommen. M.J.D. Rink ejede ejendommen kort tid. Hun var enke efter Johannes Rink fra ”Det gamle apotek”, som lå i [[Strandgade 77-79]]. Helsingør Kommune havde ejendommen fra 1932-1976.

===Eksternt link===
[https://archive.org/stream/afeleonoreachri00ristgoog/afeleonoreachri00ristgoog_djvu.txt Af Eleonora Christine Tschernings efterladte papirer]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør 1973. Nationalmuseet, 1973.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44276062 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde – Skt. Annagade/Grønnehave/Lappen. Nordisk Forlag for videnskab og teknik, 2007 (side 134-135).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21807559 Eleonora Christine Tscherning: Af Eleonora Christine Tschernings efterladte papirer. Fotografisk optryk. August Bang, 1967.]

[[Kategori: Huse]]

Lappen 1

2026-05-02T09:54:54Z

Charlotte Fenger: Fremhævet skrift ændret

===”De Mezas Hus”===
[[Billede:Lappen1.JPG|right|thumb|280px|Lappen 1]]
Ejendommen med adressen Lappen nr. 1 er af en eller anden grund blevet kaldt ”De Mezas hus”.
Christian Jacob de Meza (1756-1844) var stadsphysicus i Helsingør og handlede forskellige ejendomme gennem tiderne. Men han har hverken ejet eller boet i ejendommen på Lappen. Ligeså lidt har hans søn, [http://www.gravsted.dk/person.php?navn=christianjuliusdemeza Christian Julius de Meza] (1792-1865). Han blev født i 1792 i [[Stengade 77]], beliggende på hjørnet af nr. 5 i [[Sophie Brahes Gade]] og [[Stengade]] - dog i den ejendom, som lå der før en ombygning i 1835. Sønnen er især er kendt for tilbagetrækningen af tropperne fra [http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dannevirke/ Dannevirke] under krigen i 1864 og den efterfølgende afsked.

Måske skyldes fejltagelsen en forveksling af ejendommen i Stengade 77 og Lappen 1. Fællesnævneren for de to ejendom me er, at de begge har været ejet af familien [http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Diverse_historie/Nordiske_sl%C3%A6gter/Thalbitzer Thalbitzer]. Den preussiske vicekonsul Charles Thalbitzer købte Stengade 77 omkring 1801 af stadsphysicus de Meza. Thalbitzers enke købte i 1847 Lappen 1 og lod sine arvinger overtage Stengade 77. Det er et sandsynligt bud, som Kenno Pedersen lancerer i bogen nævnt under litteratur. Slægten Thalbitzer er i øvrigt mest knyttet til ejendommen på [[Stengade 81]], som de ejede fra 1811 til slutningen af 1800-tallet.

===Ejendommens historie===
[[Billede:Lap1-2.jpg|left|thumb|320px|Lappen 1 - set fra nord - 2015]]
Den generelle økonomiske afmatning i Danmark i slutningen af 1700-tallet ramte også hoffet. Derfor begyndte man at sælge jord fra haven og parken omkring [[Marienlyst Slot]]. Grunden med ejendommen på Lappen 1 ligger ved indgangen til [[Lappen]] og syd for Marienlyst Slotspark og er således et resultat af denne proces. Den nyklassicistiske bygning er opført i 1808 af tømrermester Tegner, er meget velproportioneret og stort set uændret gennem tiderne. Det grundmurede hus med en højt liggende kælder og en første sal, har et halvvalmet tegltag.

Oprindelig fandtes en relativ stor trætrappe midt på facaden ud til vejen. Den ragede et godt stykke ud fra huset og førte op til stueetagen. På et eller andet tidspunkt er den af praktiske grunde blevet fjernet, som så mange andre trapper foran huse er blevet det gennem tiderne. Spor efter trappen kan aflæses ved udsmykningen med det vandrette relief over det midterste vindue, hvor hoveddøren har været og det manglende kældervindue i midten. Kenno Pedersen skriver: ”Ejendommen ligger i dag uheldigt indeklemt mellem den gamle garnisonsvej ved Claessensvej og ”Slotsgården”, som er et overproportioneret betonbyggeri fra 1963”. Det fremgår af det øverst placerede foto, at byggeriet er ret massivt. Man kan næppe være helt uenig i Kenno Pedersens udsagn.

===Lützow og hans uofficielle familie===
Ejendommen har formodentlig været lejet ud de første år, indtil major [http://da.wikipedia.org/wiki/Adam_Tobias_L%C3%BCtzow Adam Tobias Lützow] købte huset i 1813. Følgende oplysninger er hentet fra hans datter, [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Eleonore_Christine_Tscherning Eleonora Christine Tscherning], hvis efterladte papirer er blevet udgivet i bogform. Hendes mor, Bolette Rasmussen, blev ansat som husbestyrerinde i 1816, kom i omstændigheder og fødte Eleonora Christine, som kom til at bære efternavnet Hansen i mange år. Hun boede i huset og havde en speciel opvækst under spartanske vilkår fra sin fødsel i 1817 til 1832, hvor de flyttede til København. A. T. Lützow ikke ville vedkende sig forholdet officielt, så forholdet blev forsøgt hemmeligholdt. Moderen havde derfor fortsat status som husbestyrerinde, og Eleonora Christine måtte leve mere eller mindre i skjul i kælderen. Det var dog ikke sådan, at faderen ikke tog sig af barnet. Han gik i høj grad op i opdragelsen og uddannelsen, som han åbenbart udøvede med en vis strenghed. En søster og en bror kom til, men først så sent som i 1837, da Eleonore Christina var 20 år, blev hendes forældre gift og forholdet dermed legaliseret. Den første del af Eleonora Christine Tschernings [https://archive.org/stream/afeleonoreachri00ristgoog/afeleonore,achri00ristgoog_djvu.txt efterladte papirer] giver et interessant indblik i huset, dets beboere og haven såvel som tiden generelt. Eleonora Christine blev senere gift med [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Anton_Frederik_Tscherning Anton Frederik Tscherning], officer, politiker og krigsminister i 1848.

Eleonora Christine beretter om et par ændringer i forbindelse med ejendommen: ”Et rummeligt, men yderst tarveligt gæsteværelse blev indrettet oven på i husets sydlige gavl; det tilsvarende rum i nordre gavl var delt i to kamre, det ene brugt til munderingskammer, det andet til den ugifte ”tante Rikke”… en søster til Lützow.” (s.11). Haven har gennemgået blevet foretaget forskellige ændringer gennem, tilpasset tiderne; som Eleonora Christine Tscherning skriver: ”Familien Øckenholt ændrede huset på forskellig vis: fra stuen mod syd blev en dør lavet samt en trappe lagt ned i haven; køkken og andre rum skulle ændres, et komfur installeres i stedet for ildovnen.” (s.22).

===Senere beboere===
En række navne optræder som senere ejere, både før vejviser og efter vejviser. Et par af disse kan nævnes. Som tidligere nævnt har familien Thalbitzer ejet ejendommen, og det samme gælder familien Wright. Major Wright, skibsklarerer, ejede denne ejendom fra 1857-1867. Albert Wright var i 1891 medstifter af brændselsfirmaet [[Wright og Svendsen]]. Komponist og musikkritiker Charles Martin Theodor Kjerulff har også boet i ejendommen. M.J.D. Rink ejede ejendommen kort tid. Hun var enke efter Johannes Rink fra ”Det gamle apotek”, som lå i [[Strandgade 77-79]]. Helsingør Kommune havde ejendommen fra 1932-1976.

===Eksternt link===
[https://archive.org/stream/afeleonoreachri00ristgoog/afeleonoreachri00ristgoog_djvu.txt Af Eleonora Christine Tschernings efterladte papirer]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør 1973. Nationalmuseet, 1973.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44276062 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde – Skt. Annagade/Grønnehave/Lappen. Nordisk Forlag for videnskab og teknik, 2007 (side 134-135).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21807559 Eleonora Christine Tscherning: Af Eleonora Christine Tschernings efterladte papirer. Fotografisk optryk. August Bang, 1967.]

[[Kategori: Huse]]

Stengade 59-61

2026-05-02T09:52:09Z

Charlotte Fenger:

===Helsingør Rådhus===
Det nuværende rådhus blev opført fra 1853-1855 af arkitekt [http://da.wikipedia.org/wiki/Bernhard_Seidelin Bernhard Seidelin] og var noget af et prestigebyggeri. Det afløste et rådhus, som havde fungeret i omkring 300 år. Bygningen blev opført i historicismens tidlige periode i nygotik med en ny og dristig anvendelse af formsten, som derfor vakte opsigt i samtiden og ydermere blev banebrydende i dansk arkitekturhistorie. Munkesten fra det tidligere rådhus er blevet genanvendt, og rosetterne af sandsten stammer også fra det foregående rådhus. Vindfløjen fra tårnspiret på det gamle rådhus blev også genopsat. Den ambitiøse bygning kan godt virke lidt pompøs, måske endda minde lidt om en middelalderlig røverborg med tårne, kamtakker og skydeskår. Sidebygningen med den kamtakkede gavl mod Stengade er opført samtidigt og indeholder en festsal. Samtidigt hermed blev endnu en sidebygning opført i tre etager med facade mod det tidligere ”Slagtertorv”. Den erstattede en bindingsværksbygning og kom til at rumme byens arrest, på det tidspunkt landets mest moderne af slagsen. I forlængelse af arresten, med facade ud mod ”Slagtertorvet”, blev Helsingør Tinghus med tilhørende retslokaler opført i 1907 ved arkitekt [http://da.wikipedia.org/wiki/J.E._Gnudtzmann J. E. Gnudtzmann].

===Arresten===
Rådhuset og arresten hørte tidligere sammen. Politi- og arrest var en kommunal opgave fra de ældste tider og blev først ændret i 1938 med rigspolitiet indførelse. Forholdene for de indsatte rundt omkring i hele landet var ubeskriveligt kummerlige og rædselsfulde. Kolde, fugtige kældre, overfyldte rum med flere arrestanter og uden noget så simpelt som eksempelvis en madras til overnatning. Desuden var der ofte en grufuld stank af på grund af de ringe sanitære forhold. En kommission blev ved en kongelig resolution nedsat i 1840 med henblik på krav om bedre forhold for arrester på landsplan, bl.a. opdeling i celler. Faktisk var det hovedårsagen til tanker om et nyt rådhus i Helsingør og de deraf følgende krav til udvidelse. Emnet vakte så tor interesse, at der opstod en gevaldig og til tider ophidset debat om det nye rådhus. Borgerrepræsentationen var indstillet på et mere beskedent budget hvor evt. salg af det gamle rådhus skulle indgå. Det nye rådhus skulle ligge i den nordlige del af det på det tidspunkt mere beskedne [[Axeltorv]]. I danske købstæder var der tradition for, at rådhuse lå i forbindelse med byens torv. Carl Wiibroe, skibsklarerer og kendt for [[Wiibroes Bryggeri]], blandede sig som fortaler for ombygning og udvidelse af det eksisterende rådhus. Han påpegede, at salg af det gamle rådhus var fuldstændigt urealistisk, da det var i en sølle forfatning. Han var også opmærksom på, at der kunne ske en forandring med [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Embedsmænd og forretningsfolk knyttet hertil var de største bidragsydere til skattegrundlaget. Da [[Jacob Baden Olrik]] overtog borgmesterposten i 1849 og afløstes samme år som byfoged og politimester af Vilhelm C. Crone, kom der efter endeløse debatter og forhandlinger frem og tilbage først rigtig gang i sagen. Det viste sig, at Carl Wibroe havde haft ret i sine synspunkter. Resultatet er det rådhus med tilhørende bygninger, vi ser i dag.

Arrest og Tinghus i Helsingør blev erstattet af helt nyt byggeri på [[Prøvestenen]], det mest moderne af slagsen på det tidspunkt på Prøvestensvej nr. 1 nogle kilometer syd for selve bykernen. I løbet af 1992 kunne Arrest og Politistation (Tinghus) tage de nye lokaliteter i brug, atter som det mest moderne i landet, da det stod færdigt.

===Det gamle rådhus i Stengade 59===
De fleste danske købstæder havde allerede fra 1400-tallet et rådhus, som regel i forbindelse med byens torv. Helsingør fik først ret sent et egentligt torv. Byen havde meget lidt opland, og skibsfarten var derfor et afgørende omdrejningspunkt. Rådhuset lå derfor centralt for både havnebroen og byens ”brændpunkt, hvor [[Sct. Anna Gade]] og [[Stengade]], de to hovedfærdselsårer, mødtes. Rådhuset har ligget på omtrent samme sted lige siden [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Erik_7._af_Pommern Erik af Pommern] gav byen købstadsrettigheder i 1426, som det fremgår af de tidligste kilder. Helsingør udmærker sig ved at have et enestående byarkiv med de ældste kilder helt tilbage til 1308. Arkivet blev opbevaret på rådhuset. Byen blev administreret af borgmestre og råd fra rådhuset, som også dannede ramme omkring officielle begivenheder. Det kunne være modtagelse af prominente personer, eksempelvis konger, rigsråd og gesandter. Det var også var et hus for hele byen. Borgerne samledes hvert år i gildesalen ved en tønde øl for at høre kæmneren forelægge byens regnskab. [[Bytinget]] med de åbne retsmøder for borgere var hidtil blevet afholdt under åben himmel, men fik i 1708 stillet en stue til rådighed på rådhuset. Det var dengang, at kommunale system var ”Et uskyldigt apparat” som det engang er blevet betegnet (citeret af Kenno Pedersen i sin bog, nævnt under litteraturhenvisninger).

Det ældste rådhus brændte omkring 1561, eller i hvert fald en del af det. Branden har næppe været særlig omfattende, da 56 dokumenter fra 1308-1561 stadigt er bevarede. Naboejendommen, som lå på kirkens jord mod øst, blev i et eller andet omfang inddraget til opførelsen af et nyt og større rådhus samme sted. Der er uoverensstemmelser i kilderne omring dette punkt. Muligvis inddrog man i den anledning bysvendenes huse, måske har man inddraget nogle gravpladser og sørget for genbegravelser. Det fremgår heller ikke helt klart, hvornår eller hvor meget af det det gamle rådhus, der brændte. Kilderne kan også tolkes således, at man var i gang med at bygge et nyt rådhus, da der opstod brand, og i så fald brændte det først i 1562. Det står fast, at byggeriet af et nyt og større rådhus fandt sted i 1561. En beskrivelse fra 1736 er delvist gengivet i ”Helsingør i Sundtoldstiden” af Laurits Pedersen.

Rosetterne med Frederik 2. og hans dronnings våben over porten på det nuværende rådhus lod borgmester Jacob Hansen (1566-1578) hugge i sten i 1574. Frederik 2. havde en meget stor betydning for byen især på grund af slottet [[Kronborg]], ombygget og udvidet fra Erik af Pommerns gamle slot [[Krogen - borganlæg | Krogen]]. Han skænkede byen flere privilegier og større jorder, bl. a. grundstykket til det nye byting i på hjørnet af [[Sudergade]] (nummer 26) og [[Sct. Olai Gade]] (tidligere Brøndstræde). Han lod også vandkraften i [[Hellebæk]] udnytte til mølledrift og lod [[Kongens Mølle]] opføre som den første og største af flere kornmøller.

Rådhuset kunne ud mod Stengade fremstå lidt af et gedemarked. Den udvendige opgang til rådstuen var overdækket, ligesom der var [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Bygningstyper/bislag bislag]. Der var bolig for såvel byskriveren som nogle familier af forskellig herkomst. Kælderen rummede også udlejningsboliger samt arresten, og kælderhalsene var overdækket med skure. Når torvekonerne nu og da var i bekneb for plads, anvendte de kælderen til deres afgrøder fra haverne. I løbet af 1700-tallet (senest i slutningen) fik Rådhuset en mere præsentabel fremtoning i gadebilledet.

===Stengade 61===
Johan Daniel Belfour, engelske skipper og købmand, slog sig ned som sundtoldklarerer og overtog ejendommen ved siden af det eksisterende rådhus i 1789. Han lod den gamle bindingsværksgård nedrive og opførte i stedet for et grundmuret hus i to etager. Belfour og dannede sammen med andre firmaet Belfour, Rainails, Ellah & Co. Firmaet var agent i Helsingør for det engelske admiralitet og leverede forsyninger til den engelske flåde under dens sejlads frem og tilbage fra [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Slaget_p%C3%A5_Reden Slaget på Rheden] i 1801 og [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/K%C3%B8benhavns_bombardement Københavns bombardement] i 1807, som Charles Fenwick i [[Strandgade 85-87]] og [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/K%C3%B8bmand/Fr%C3%A9d%C3%A9ric_de_Coninck Frédéric de Coninck] (se evt. Stengade 83 nedenfor) også havde gjort.

Det var vigtigt at kunne holde øje med handelsskibene i Øresund for at pleje de kunder, man evt. allerede havde og for at få fat i nye. Bygningen var derfor oprindelig forsynet med et tårn opført i træ, et såkaldt ”[[Kikkenborg]]”, som f.eks. Kircks gård i [[Strandgade 81 - 83 | Strandgade 81-83]] også havde. Det var et alternativ til en altan”, som eksempelvis ”Det Claessenske Palæ” i [[Strandgade 93]] og ”Von der Ostens Gaard” i [[Stengade 83]] var udstyret med. Bygningens facade var opdelt af fremspring (også kaldet risalitter) i såvel enderne som på midten og havde oprindelig en frontispice (en trekantet spids), alt sammen med henblik på at pynte og live op på en ellers monoton facade. En fritliggende dobbelttrappe lå parallelt med mur og fortov foran midtrisalitten. Den førte op til forretningen fra gaden havde desuden nedgang til en kælder.

===Stengade 61 efter 1857===
Da Belfour, Rainails, Ellah & Co. gik fallit efter Sundtoldens ophør i 1857, var det endnu indrettet som ”Madsens Hotel”. Lars Jensens beværtning lå i kælderen med nedgang under trappen. Herefter blev ejendommen overtaget af isenkræmmer Viggo Kempel. Den ene halvdel af stueetagen blev indrettet til isenkrambutik, den anden halvdel blev udlejet den til ”Den danske Landmandsbank”, der i 1871 etablerede en filial i Helsingør. Viggo Kempels forretning har, som det fremgår i 1901, rummet lidt af hvert: isenkram, - glas, - porcelæn- og fajanceforretning med oplag af støbegods, og han anbefalede sig specielt med værktøjer, avlsredskaber, barne- og legevogne, cykler, lamper, husholdningsartikler samt jagt- og fiskerirekvisitter. Da banken i 1907 flyttede til Stengade 46, udvidede Kempel sin isenkramforretning. Denne blev senere overtaget af Viggo Seidenfaden. Helsingør Kommune optræder i vejviseren fra 1867 på adressen Stengade 61. Seidenfaden flyttede i 1841 sin isenkramforretning til Stengade 51, og fra 1942 figurerer ejendommen som et anneks til Helsingør Rådhus.

Bygningens nuværende udseende stammer fra omkring midten af 1900-tallet. Frontispicen og trappen blev fjernet, mens de karakteristisk udseende skydevinduer med deres udenlandsk præg er bevarede.

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A05170249 Ring, Henning: Helsingørs rådhus. Særtryk af årbog fra Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Hillerød, 1976.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A43301225 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.]

[[Kategori: Huse]]

Stengade 59-61

2026-05-02T09:48:45Z

Charlotte Fenger: Link rettet

===Helsingør Rådhus===
Det nuværende rådhus blev opført fra 1853-1855 af arkitekt [http://da.wikipedia.org/wiki/Bernhard_Seidelin Bernhard Seidelin] og var noget af et prestigebyggeri. Det afløste et rådhus, som havde fungeret i omkring 300 år. Bygningen blev opført i historicismens tidlige periode i nygotik med en ny og dristig anvendelse af formsten, som derfor vakte opsigt i samtiden og ydermere blev banebrydende i dansk arkitekturhistorie. Munkesten fra det tidligere rådhus er blevet genanvendt, og rosetterne af sandsten stammer også fra det foregående rådhus. Vindfløjen fra tårnspiret på det gamle rådhus blev også genopsat. Den ambitiøse bygning kan godt virke lidt pompøs, måske endda minde lidt om en middelalderlig røverborg med tårne, kamtakker og skydeskår. Sidebygningen med den kamtakkede gavl mod Stengade er opført samtidigt og indeholder en festsal. Samtidigt hermed blev endnu en sidebygning opført i tre etager med facade mod det tidligere ”Slagtertorv”. Den erstattede en bindingsværksbygning og kom til at rumme byens arrest, på det tidspunkt landets mest moderne af slagsen. I forlængelse af arresten, med facade ud mod ”Slagtertorvet”, blev Helsingør Tinghus med tilhørende retslokaler opført i 1907 ved arkitekt [http://da.wikipedia.org/wiki/J.E._Gnudtzmann J. E. Gnudtzmann].

===Arresten===
Rådhuset og arresten hørte tidligere sammen. Politi- og arrest var en kommunal opgave fra de ældste tider og blev først ændret i 1938 med rigspolitiet indførelse. Forholdene for de indsatte rundt omkring i hele landet var ubeskriveligt kummerlige og rædselsfulde. Kolde, fugtige kældre, overfyldte rum med flere arrestanter og uden noget så simpelt som eksempelvis en madras til overnatning. Desuden var der ofte en grufuld stank af på grund af de ringe sanitære forhold. En kommission blev ved en kongelig resolution nedsat i 1840 med henblik på krav om bedre forhold for arrester på landsplan, bl.a. opdeling i celler. Faktisk var det hovedårsagen til tanker om et nyt rådhus i Helsingør og de deraf følgende krav til udvidelse. Emnet vakte så tor interesse, at der opstod en gevaldig og til tider ophidset debat om det nye rådhus. Borgerrepræsentationen var indstillet på et mere beskedent budget hvor evt. salg af det gamle rådhus skulle indgå. Det nye rådhus skulle ligge i den nordlige del af det på det tidspunkt mere beskedne [[Axeltorv]]. I danske købstæder var der tradition for, at rådhuse lå i forbindelse med byens torv. Carl Wiibroe, skibsklarerer og kendt for [[Wiibroes Bryggeri]], blandede sig som fortaler for ombygning og udvidelse af det eksisterende rådhus. Han påpegede, at salg af det gamle rådhus var fuldstændigt urealistisk, da det var i en sølle forfatning. Han var også opmærksom på, at der kunne ske en forandring med [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Embedsmænd og forretningsfolk knyttet hertil var de største bidragsydere til skattegrundlaget. Da [[Jacob Baden Olrik]] overtog borgmesterposten i 1849 og afløstes samme år som byfoged og politimester af Vilhelm C. Crone, kom der efter endeløse debatter og forhandlinger frem og tilbage først rigtig gang i sagen. Det viste sig, at Carl Wibroe havde haft ret i sine synspunkter. Resultatet er det rådhus med tilhørende bygninger, vi ser i dag.

Arrest og Tinghus i Helsingør blev erstattet af helt nyt byggeri på [[Prøvestenen]], det mest moderne af slagsen på det tidspunkt på Prøvestensvej nr. 1 nogle kilometer syd for selve bykernen. I løbet af 1992 kunne Arrest og Politistation (Tinghus) tage de nye lokaliteter i brug, atter som det mest moderne i landet, da det stod færdigt.

===Det gamle rådhus i Stengade 59===
De fleste danske købstæder havde allerede fra 1400-tallet et rådhus, som regel i forbindelse med byens torv. Helsingør fik først ret sent et egentligt torv. Byen havde meget lidt opland, og skibsfarten var derfor et afgørende omdrejningspunkt. Rådhuset lå derfor centralt for både havnebroen og byens ”brændpunkt, hvor [[Sct. Anna Gade]] og [[Stengade]], de to hovedfærdselsårer, mødtes. Rådhuset har ligget på omtrent samme sted lige siden [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Erik_7._af_Pommern Erik af Pommern] gav byen købstadsrettigheder i 1426, som det fremgår af de tidligste kilder. Helsingør udmærker sig ved at have et enestående byarkiv med de ældste kilder helt tilbage til 1308. Arkivet blev opbevaret på rådhuset. Byen blev administreret af borgmestre og råd fra rådhuset, som også dannede ramme omkring officielle begivenheder. Det kunne være modtagelse af prominente personer, eksempelvis konger, rigsråd og gesandter. Det var også var et hus for hele byen. Borgerne samledes hvert år i gildesalen ved en tønde øl for at høre kæmneren forelægge byens regnskab. [[Bytinget]] med de åbne retsmøder for borgere var hidtil blevet afholdt under åben himmel, men fik i 1708 stillet en stue til rådighed på rådhuset. Det var dengang, at kommunale system var ”Et uskyldigt apparat” som det engang er blevet betegnet (citeret af Kenno Pedersen i sin bog, nævnt under litteraturhenvisninger).

Det ældste rådhus brændte omkring 1561, eller i hvert fald en del af det. Branden har næppe været særlig omfattende, da 56 dokumenter fra 1308-1561 stadigt er bevarede. Naboejendommen, som lå på kirkens jord mod øst, blev i et eller andet omfang inddraget til opførelsen af et nyt og større rådhus samme sted. Der er uoverensstemmelser i kilderne omring dette punkt. Muligvis inddrog man i den anledning bysvendenes huse, måske har man inddraget nogle gravpladser og sørget for genbegravelser. Det fremgår heller ikke helt klart, hvornår eller hvor meget af det det gamle rådhus, der brændte. Kilderne kan også tolkes således, at man var i gang med at bygge et nyt rådhus, da der opstod brand, og i så fald brændte det først i 1562. Det står fast, at byggeriet af et nyt og større rådhus fandt sted i 1561. En beskrivelse fra 1736 er delvist gengivet i ”Helsingør i Sundtoldstiden” af Laurits Pedersen.

Rosetterne med Frederik 2. og hans dronnings våben over porten på det nuværende rådhus lod borgmester Jacob Hansen (1566-1578) hugge i sten i 1574. Frederik 2. havde en meget stor betydning for byen især på grund af slottet [[Kronborg]], ombygget og udvidet fra Erik af Pommerns gamle slot [[Krogen - borganlæg | Krogen]]. Han skænkede byen flere privilegier og større jorder, bl. a. grundstykket til det nye byting i på hjørnet af [[Sudergade]] (nummer 26) og [[Sct. Olai Gade]] (tidligere Brøndstræde). Han lod også vandkraften i [[Hellebæk]] udnytte til mølledrift og lod [[Kongens Mølle]] opføre som den første og største af flere kornmøller.

Rådhuset kunne ud mod Stengade fremstå lidt af et gedemarked. Den udvendige opgang til rådstuen var overdækket, ligesom der var [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Bygningstyper/bislag bislag]. Der var bolig for såvel byskriveren som nogle familier af forskellig herkomst. Kælderen rummede også udlejningsboliger samt arresten, og kælderhalsene var overdækket med skure. Når torvekonerne nu og da var i bekneb for plads, anvendte de kælderen til deres afgrøder fra haverne. I løbet af 1700-tallet (senest i slutningen) fik Rådhuset en mere præsentabel fremtoning i gadebilledet.

===Stengade 61===
Johan Daniel Belfour, engelske skipper og købmand, slog sig ned som sundtoldklarerer og overtog ejendommen ved siden af det eksisterende rådhus i 1789. Han lod den gamle bindingsværksgård nedrive og opførte i stedet for et grundmuret hus i to etager. Belfour og dannede sammen med andre firmaet Belfour, Rainails, Ellah & Co. Firmaet var agent i Helsingør for det engelske admiralitet og leverede forsyninger til den engelske flåde under dens sejlads frem og tilbage fra [http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/Slaget_p%C3%A5_Reden Slaget på Rheden] i 1801 og [http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1536-1849/K%C3%B8benhavns_bombardement Københavns bombardement] i 1807, som Charles Fenwick i [[Strandgade 85-87]] og [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/K%C3%B8bmand/Fr%C3%A9d%C3%A9ric_de_Coninck Frédéric de Coninck] (se evt. Stengade 83 nedenfor) også havde gjort.

Det var vigtigt at kunne holde øje med handelsskibene i Øresund for at pleje de kunder, man evt. allerede havde og for at få fat i nye. Bygningen var derfor oprindelig forsynet med et tårn opført i træ, et såkaldt ”[[Kikkenborg]]”, som f.eks. Kircks gård i [[Strandgade 81 - 83 | Strandgade 81-83]] også havde. Det var et alternativ til en altan”, som eksempelvis ”Det Claessenske Palæ” i [[Strandgade 93]] og ”Von der Ostens Gaard” i [[Stengade 83]] var udstyret med. Bygningens facade var opdelt af fremspring (også kaldet risalitter) i såvel enderne som på midten og havde oprindelig en frontispice (en trekantet spids), alt sammen med henblik på at pynte og live op på en ellers monoton facade. En fritliggende dobbelttrappe lå parallelt med mur og fortov foran midtrisalitten. Den førte op til forretningen fra gaden havde desuden nedgang til en kælder.

===Stengade 61 efter 1857===
Da Belfour, Rainails, Ellah & Co. gik fallit efter Sundtoldens ophør i 1857, var det endnu indrettet som ”Madsens Hotel”. Lars Jensens beværtning lå i kælderen med nedgang under trappen. Herefter blev ejendommen overtaget af isenkræmmer Viggo Kempel. Den ene halvdel af stueetagen blev indrettet til isenkrambutik, den anden halvdel blev udlejet den til ”Den Danske Landmandsbank”, der i 1871 etablerede en filial i Helsingør. Viggo Kempels forretning har, som det fremgår i 1901, rummet lidt af hvert: isenkram, - glas, - porcelæn- og fajanceforretning med oplag af støbegods, og han anbefalede sig specielt med værktøjer, avlsredskaber, barne- og legevogne, cykler, lamper, husholdningsartikler samt jagt- og fiskerirekvisitter. Da banken i 1907 flyttede til Stengade 46, udvidede Kempel sin isenkramforretning. Denne blev senere overtaget af Viggo Seidenfaden. Helsingør Kommune optræder i vejviseren fra 1867 på adressen Stengade 61. Seidenfaden flyttede i 1841 sin isenkramforretning til Stengade 51, og fra 1942 figurerer ejendommen som et anneks til Helsingør Rådhus.

Bygningens nuværende udseende stammer fra omkring midten af 1900-tallet. Frontispicen og trappen blev fjernet, mens de karakteristisk udseende skydevinduer med deres udenlandsk præg er bevarede.

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A05170249 Ring, Henning: Helsingørs rådhus. Særtryk af årbog fra Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Hillerød, 1976.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A43301225 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.]

[[Kategori: Huse]]

Helsingør

2026-04-30T09:54:11Z

Charlotte Fenger: Justering

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor fiskerlejet lå, men det har formentlig ligget i den sydvestlige del af byområdet ved vandløbet ”Strømmen”, som løb ud i Øresund der, hvor nuværende [[Gyldenstræde]] ligger. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Helsingør har i tidlige tider haft betydning for færgefarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi det er det smalleste sted i Øresund.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder det således ’Helsingernes grusede strandbred'.

===Byens specielle beliggenhed===
Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Helsingør har derfor en helt speciel historie og givet byen en særstilling. Karakteristisk for Helsingør er en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet, før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: [[Det ældste Helsingør]]). Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i [https://lex.dk/Kong_Valdemars_Jordebog Kong Valdemars Jordebog] 1241 i købstadslisten og købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240. Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Der kunne være brug for at transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg, og færger har bl.a. derfor haft stor betydning. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor indflydelse på byens vækst. Fra 1100-tallet flød silden i så store og tætte mængder, at man ”vilde kunne sønderhugge dem med Kaarden”. Mængden af sild var på sit højeste sidst i 1300-tallet, dalede i 1400-tallet og svandt stort set i 1500-tallet. De store skatteindtægter fra [https://lex.dk/Skånemarkedet Skånemarkederne] svandt i samme takt.

===Angreb på byen===
Et tidligt middelalderligt borganlæg syd for middelalderbyen til beskyttelse af byen var [[Flynderborg]]. Borgen blev ødelagt 1369 af lybækkerne, som var med i [https://lex.dk/Hanseforbundet handelsforbundet Hansestæderne]. Der havde været angreb tidligere. Bl.a. hævdes byen at være blevet ødelagt i 1289 af [https://lex.dk/Erik_2._Magnusson_Pr%C3%A6stehader Erik Præstehader]. Byen blev atter ødelagt af Lybækkerne 1312 og igen 1522.

===Helsingørs ældste bygning===
Omkring år 1200 blev den ældste bevarede bygning, [[Skt. Olai Kirke]], grundlagt. På den tid var den en romansk landsbykirke med en anselig størrelse (ca. 19,25 x 11,5 m). Man kan stadig se rester fra den ældste del af kirken. Den er siden blevet udvidet i flere omgange og fik i 1961 status som byens domkirke.

===Helsingørs første storhedstid===
[https://danmarkshistorien.lex.dk/Erik_af_Pommern,_ca._1382-1459 Erik af Pommern] (ca._1382-1459) var den konge, der gav Helsingør et betydningsfuldt løft som by. Han lod borgen [[Krogen - borganlæg | Krogen]] opføre i 1420’erne (senere ombygget til [[Kronborg]]), og han skænkede grunde til tre klostre fra tiggermunkeordener: [[Sct. Annæ Kloster]] i 1420 (Francicskanerordenen), [[Skt. Nikolai Kloster]] i 1430 (Sortebrødre) og [[Karmeliterklostret]] (Vor Frue Kloster) i 1430 (karmelitterordenen/ hvidebrødrene). Han lagde også grund til hovedtrækkene i den byplan, som ses i dag med retlinede gader, parallelt med kysten og tværgaderne gående ud derfra - formet som et skakbræt. Erik af Pommern opfordrede folk til at slå sig ned i Helsingør og bygge et hus: ”de deroppe på Krogen skulle flytte og der en ny Købstad bygge”. Byggede man et stenhus, fik man skattefrihed i 10 år, og et træhus gav skattefrihed i 5 år. Erik af Pommern skænkede byen de hidtil mest omfattende købstadsprivilegier den 2. juni 1426, hvilket øgede handelen i byen. Helsingør fik nye købstadsprivilegier i 1441, 1456 og 1577, men ikke ligeså omfattende som i 1426.

===Øresundstolden===
En genial og indbringende idé var indførelsen af en Øresundstold i 1429. Borgen ’Krogen’ blev opført med henblik på, at den skulle opkræves i Helsingør. I [[Øresundstoldens baggrund]], en artikel i dette leksikon, kan man læse mere om flere forhold, der fører til dette tiltag: øget skibsfart, større skibe og færre sild - alt i alt noget, der fører til færre skatteindtægter. Hvert skib blev opkrævet for 1 [https://lex.dk/rosenobel Rosenobel], der røg direkte i kongens kasse, en told, som også dannede grundlag for Helsingørs vækst og velstand. Tolden var til gengæld ret upopulær hos dem, der skulle betale. For at bøde lidt på det lovede kongen at holde farvandene fri for sørøvere. Først i 1771 gik indtægterne for Øresundstolden i statskassen. Det lykkedes Danmark at opretholde Øresundstolden uforholdsmæssigt mange år, lige indtil USA sagde fra i 1857.
Det gav en magtposition at have herredømmet over Østersøen. Ikke blot byens handel og rigdom, men også dens anseelse voksede, og den internationale by var med på nyeste mode.

===Pest og svedesyge===
Til gengæld var byen sårbar under krige og sygdomme. Pest hærgede i flere omgange, bl.a. i 1583, hvor Helsingørs befolkning på omkring 3.000 indbyggere svandt med ca. en tredjedel. Der var flere mærkbare angreb, bl.a. i 1625 og 1654, og flere mindre fandt sted ind imellem. Det sidste og store [[Pest i Helsingør | pestangreb]] fandt sted i 1711, hvor Helsingørs befolkning atter svandt med ca. en tredjedel. I 1529 kom en mærkelig, epidemisk sygdom, benævnt svedesyge, til Helsingør fra England via Hamburg. Blev man smittet, indtraf døden ofte inden for 24 timer.

===Helsingørs anden storhedstid===
Under Frederik 2. (1534-1588) udviklede byen Helsingør sig yderligere. Frederik 2. er særlig kendt for opførelsen af det storstilede [[Kronborg]] med baggrund i Erik af Pommerns efterhånden forældede og utilstrækkelige borganlæg. Det myldrede med håndværkere på grund af det nye byggeri, og de mange bygningsarbejdere skulle forsynes med brød. Kongen lod derfor adskillige melmøller opføre i Hellebæk, bl.a. [[Kongens Mølle]], efter at have inddæmmet og reguleret områdets mange damme og søer. Vandet samledes i Hellebækken, som havde et fald på 20 meter mod Øresund. Kimen til en industri var lagt. De mange håndværkere bidrog med opførelsen af flere huse. Bl.a. en hel bydel i et område mellem byen og Kronborg, som blev kaldt for [[Sanden]]. I denne bydel, som blev kaldt for "Lille Amsterdam" på grund af den hollandske inspiration, boede der relativt velhavende folk. Øresundstolden blev ændret således, at tolden blev opkrævet efter skibets last, og indtægterne steg betragteligt. Frederik 2. lod et mindre lysthus "[[Lundehave]]" opføre, hvoraf den midterste del er en del af det [[Marienlyst Slot]], som vi ser i dag.

===Shakespeare, Hamlet og Kronborg===
Den verdenskendte tragedie [https://lex.dk/Hamlet_-_tragedie_af_William_Shakespeare ”Hamlet]” af William Shakespeare fra omkring 1600-1601 bygger på historien om den jyske kongesøn Amled, som blev nedskrevet af den danske historiker [https://danmarkshistorien.lex.dk/Saxo_Grammaticus_og_Gesta_Danorum Saxo Grammaticus] i Gesta Danorum i det 12. århundrede. Shakespeares egen skuespillertrup havde optrådt for Kong Frederik 2. og Dronning Sophie. Man har en formodning om, at forfatteren blev inspireret af de historier, de fortalte. at han derfor henlagde handlingen til at foregå på Kronborg Slot med livet ved hoffet med dets dramatik, vilde fester og intriger.

===Helsingørs anden storhedstid fortsat===
Under Christian 4. (1577-1648) blev Helsingør den næststørste by i landet med 8-10.000 indbyggere i 1625, kun overgået af København. Kongen var meget optaget af at opruste for at kunne holde svenskerne væk, eller endnu bedre for at sejre over dem. Han lod et gethus (gjethus) opføre til et kanonstøberi, som ikke eksisterer mere. Det lå i området mellem nuværende [[Kronborgvej]], [[Allégade]] og [[Kongensgade]] ud for nr. 23. Det hang sammen med oprettelsen af en jern-og våbenindustri med smedjen [[Hammermøllen]], samt en kobbermølle i Hellebæk, som kongen etablerede meget tidligt. Efter en møjsommelig transport blev kanonerne afprøvet i Hellebæk. Våbenfabrikken eksisterede indtil 1870 og hed da [[Kronborg Geværfabrik]]. Christian 4. lod [[Lappestens Batteri]] og en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opføre omkring den sårbare by. Øresundstolden blev sat op adskillige gange for at finansiere Christian 4. byggerier og krige.

===Svenskerkrig og fattigdom===
[https://lex.dk/Karl_Gustav-krigene?gad_source=1&gad_campaignid=17600838629&gclid=EAIaIQobChMIxeiUxfj2kgMVaZyDBx2nWTqAEAAYASAAEgJVEPD_BwE Karl-Gustavkrigene] 1657-1660 blev påbegyndt af Frederik 3., som ville udnytte, at den svenske kong Karl Gustav var optaget af krig i Polen. Det gik dog ikke helt som forventet, idet Karl Gustav omgående afbrød denne krig og ilede mod Danmark. Mest berømt er i denne sammenhæng er hans dristige march over Lillebælt på grund af en kraftig isvinter i 1658, erobringen af Kronborg den 6. september 1658 og senere stormen på København den 11. februar 1659, som dog endte med et kæmpe nederlag. Denne krig medførte stor fattigdom, også i Helsingør, som derfor gik ind i en periode med stilstand.

===Helsingørs tredje storhedstid===
Efter at [https://lex.dk/ Store Nordiske Krig] sluttede i 1720, indtraf en lang og fredelig tid, som man omtaler som den florissante periode. Skibsfarten steg betydeligt, bragte øgede indtægter på grund af Øresundstolden og skabte travlhed og velstand hos mange. Det bredte sig som ringe i vandet. Ikke blot embedsmænd, knyttet til toldopkrævningen, men også andre befolkningsgrupper nød godt af det. Skibsprovianteringsforretninger, skibsklareregårde, købmandsgårde, værtshuse. I det hele taget blomstrede handelslivet, og perioden blev derfor kaldt for den florissante periode. Der blev bygget en del, moderniseret og fornyet facader, så det var også en god tid for håndværksmestrene. Denne periode var domineret af englændere, som hørte til den velstående del af befolkningen. Øresundstoldens indførelse bragte udlændinge, som så en god chance for at etablere handel, til byen. I dette leksikon kan man læse om de forskellige perioders [https://helsingorleksikon.dk/index.php/Kategori:Indvandrere indvandrere].
Helsingør var rig på lerholdige områder i det bakkede areal vest for byen og havde allerede en [[Teglovne og teglværker i og omkring Helsingør | teglværksindustri]], anlagt i middelalderen. Yderligere et par teglværker blev anlagt sidste del af 1700-tallet. Et sukkerraffinaderi i Svingelport 7 og Villa Augusta blev oprettet, og en [[Reberbanen |reberbane]] blev anlagt.

===Havn og skibsværft===
Christian 4. indså vigtigheden af en havn og udvidede en tidligere anlagt Slotshavn ved Krogen/Kronborg, men efter Karl-Gustavkrigene var der intet tilbage. Helsingør havde som tidligere nævnt ingen naturlig [[Helsingør Havn | havn]], og de nuværende forhold var helt utilstrækkelige. Et egentligt skibsværft til større fartøjer fandtes heller ikke. De to ting hang sammen. Flere og større skibe pegede på nødvendigheden af en ordentlig havn, men personlige særinteresser forpurrede ambitiøse havneplaner. Derfor blev det foreløbig kun til anlæggelse af to skibsbroer i 1766-67. Både disse og vanddybden satte snævre grænser for størrelsen af de skibe, der kunne ligge i havnen. Mange skibe måtte stadig ankre op uden for havnen på de forskellige ankerpladser, såsom [[Helsingør Rhed]] eller [[Disken]].

===Modernisering af veje===
Den mest almindelige og nemmeste måde at komme til Helsingør på i tidligere tider var at sejle. Veje, hvis de overhovedet fandtes, var oftest af ganske ringe kvalitet og ofte kun simple hjulspor. Det kunne også være private veje, som ikke var til almen benyttelse som eksempelvis [[Kongevejen gennem Nyrup Hegn | den gamle kongevej]] gennem [[Nyrup Hegn]], som virkelig var forbeholdt kongen. Som et led i en overordnet planlægning og modernisering af hovedvejene blev den ny [[Kongevejen | Den nye kongevej]] langs Nyrup Hegns sydside anlagt 1779-1786. Danmarks første diligencerute blev oprettet i 1798 og kørte ad denne nye vej to gange om ugen.

'''OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Helsingør

2026-04-30T09:51:12Z

Charlotte Fenger: Afsnit tilføjet

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor fiskerlejet lå, men det har formentlig ligget i den sydvestlige del af byområdet ved vandløbet ”Strømmen”, som løb ud i Øresund der, hvor nuværende [[Gyldenstræde]] ligger. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Helsingør har i tidlige tider haft betydning for færgefarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi det er det smalleste sted i Øresund.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder det således ’Helsingernes grusede strandbred'.

===Byens specielle beliggenhed===
Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Helsingør har derfor en helt speciel historie og givet byen en særstilling. Karakteristisk for Helsingør er en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet, før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: [[Det ældste Helsingør]]). Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i [https://lex.dk/Kong_Valdemars_Jordebog Kong Valdemars Jordebog] 1241 i købstadslisten og købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240. Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Der kunne være brug for at transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg, og færger har bl.a. derfor haft stor betydning. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor indflydelse på byens vækst. Fra 1100-tallet flød silden i så store og tætte mængder, at man ”vilde kunne sønderhugge dem med Kaarden”. Mængden af sild var på sit højeste sidst i 1300-tallet, dalede i 1400-tallet og svandt stort set i 1500-tallet. De store skatteindtægter fra [https://lex.dk/Skånemarkedet Skånemarkederne] svandt i samme takt.

===Angreb på byen===
Et tidligt middelalderligt borganlæg syd for middelalderbyen til beskyttelse af byen var [[Flynderborg]]. Borgen blev ødelagt 1369 af lybækkerne, som var med i [https://lex.dk/Hanseforbundet handelsforbundet Hansestæderne]. Der havde været angreb tidligere. Bl.a. hævdes byen at være blevet ødelagt i 1289 af [https://lex.dk/Erik_2._Magnusson_Pr%C3%A6stehader Erik Præstehader]. Byen blev atter ødelagt af Lybækkerne 1312 og igen 1522.

===Helsingørs ældste bygning===
Omkring år 1200 blev den ældste bevarede bygning, [[Skt. Olai Kirke]], grundlagt. På den tid var den en romansk landsbykirke med en anselig størrelse (ca. 19,25 x 11,5 m). Man kan stadig se rester fra den ældste del af kirken. Den er siden blevet udvidet i flere omgange og fik i 1961 status som byens domkirke.

===Helsingørs første storhedstid===
[https://danmarkshistorien.lex.dk/Erik_af_Pommern,_ca._1382-1459 Erik af Pommern] (ca._1382-1459) var den konge, der gav Helsingør et betydningsfuldt løft som by. Han lod borgen [[Krogen - borganlæg | Krogen]] opføre i 1420’erne (senere ombygget til [[Kronborg]]), og han skænkede grunde til tre klostre fra tiggermunkeordener: [[Sct. Annæ Kloster]] i 1420 (Francicskanerordenen), [[Skt. Nikolai Kloster]] i 1430 (Sortebrødre) og [[Karmeliterklostret]] (Vor Frue Kloster) i 1430 (karmelitterordenen/ hvidebrødrene). Han lagde også grund til hovedtrækkene i den byplan, som ses i dag med retlinede gader, parallelt med kysten og tværgaderne gående ud derfra - formet som et skakbræt. Erik af Pommern opfordrede folk til at slå sig ned i Helsingør og bygge et hus: ”de deroppe på Krogen skulle flytte og der en ny Købstad bygge”. Byggede man et stenhus, fik man skattefrihed i 10 år, og et træhus gav skattefrihed i 5 år. Erik af Pommern skænkede byen de hidtil mest omfattende købstadsprivilegier den 2. juni 1426, hvilket øgede handelen i byen. Helsingør fik nye købstadsprivilegier i 1441, 1456 og 1577, men ikke ligeså omfattende som i 1426.

===Øresundstolden===
En genial og indbringende idé var indførelsen af en Øresundstold i 1429. Borgen ’Krogen’ blev opført med henblik på, at den skulle opkræves i Helsingør. I [[Øresundstoldens baggrund]], en artikel i dette leksikon, kan man læse mere om flere forhold, der fører til dette tiltag: øget skibsfart, større skibe og færre sild - alt i alt noget, der fører til færre skatteindtægter. Hvert skib blev opkrævet for 1 [https://lex.dk/rosenobel Rosenobel], der røg direkte i kongens kasse, en told, som også dannede grundlag for Helsingørs vækst og velstand. Tolden var til gengæld ret upopulær hos dem, der skulle betale. For at bøde lidt på det lovede kongen at holde farvandene fri for sørøvere. Først i 1771 gik indtægterne for Øresundstolden i statskassen. Det lykkedes Danmark at opretholde Øresundstolden uforholdsmæssigt mange år, lige indtil USA sagde fra i 1857.
Det gav en magtposition at have herredømmet over Østersøen. Ikke blot byens handel og rigdom, men også dens anseelse voksede, og den internationale by var med på nyeste mode.

===Pest og svedesyge===
Til gengæld var byen sårbar under krige og sygdomme. Pest hærgede i flere omgange, bl.a. i 1583, hvor Helsingørs befolkning på omkring 3.000 indbyggere svandt med ca. en tredjedel. Der var flere mærkbare angreb, bl.a. i 1625 og 1654, og flere mindre fandt sted ind imellem. Det sidste og store [[Pest i Helsingør | pestangreb]] fandt sted i 1711, hvor Helsingørs befolkning atter svandt med ca. en tredjedel. I 1529 kom en mærkelig, epidemisk sygdom, benævnt svedesyge, til Helsingør fra England via Hamburg. Blev man smittet, indtraf døden ofte inden for 24 timer.

===Helsingørs anden storhedstid===
Under Frederik 2. (1534-1588) udviklede byen Helsingør sig yderligere. Frederik 2. er særlig kendt for opførelsen af det storstilede [[Kronborg]] med baggrund i Erik af Pommerns efterhånden forældede og utilstrækkelige borganlæg. Det myldrede med håndværkere på grund af det nye byggeri, og de mange bygningsarbejdere skulle forsynes med brød. Kongen lod derfor adskillige melmøller opføre i Hellebæk, bl.a. [[Kongens Mølle]], efter at have inddæmmet og reguleret områdets mange damme og søer. Vandet samledes i Hellebækken, som havde et fald på 20 meter mod Øresund. Kimen til en industri var lagt. De mange håndværkere bidrog med opførelsen af flere huse. Bl.a. en hel bydel i et område mellem byen og Kronborg, som blev kaldt for [[Sanden]]. I denne bydel, som blev kaldt for "Lille Amsterdam" på grund af den hollandske inspiration, boede der relativt velhavende folk. Øresundstolden blev ændret således, at tolden blev opkrævet efter skibets last, og indtægterne steg betragteligt. Frederik 2. lod et mindre lysthus "[[Lundehave]]" opføre, hvoraf den midterste del er en del af det [[Marienlyst Slot]], som vi ser i dag.

===Shakespeare, Hamlet og Kronborg===
Den verdenskendte tragedie [https://lex.dk/Hamlet_-_tragedie_af_William_Shakespeare ”Hamlet]” af William Shakespeare fra omkring 1600-1601 bygger på historien om den jyske kongesøn Amled, som blev nedskrevet af den danske historiker [https://danmarkshistorien.lex.dk/Saxo_Grammaticus_og_Gesta_Danorum Saxo Grammaticus] i Gesta Danorum i det 12. århundrede. Shakespeares egen skuespillertrup havde optrådt for Kong Frederik 2. og Dronning Sophie. Man har en formodning om, at forfatteren blev inspireret af de historier, de fortalte. at han derfor henlagde handlingen til at foregå på Kronborg Slot med livet ved hoffet med dets dramatik, vilde fester og intriger.

===Helsingørs anden storhedstid fortsat===
Under Christian 4. (1577-1648) blev Helsingør den næststørste by i landet med 8-10.000 indbyggere i 1625, kun overgået af København. Kongen var meget optaget af at opruste for at kunne holde svenskerne væk, eller endnu bedre for at sejre over dem. Han lod et gethus (gjethus) opføre til et kanonstøberi, som ikke eksisterer mere. Det lå i området mellem nuværende [[Kronborgvej]], [[Allégade]] og [[Kongensgade]] ud for nr. 23. Det hang sammen med oprettelsen af en jern-og våbenindustri med smedjen [[Hammermøllen]], samt en kobbermølle i Hellebæk, som kongen etablerede meget tidligt. Efter en møjsommelig transport blev kanonerne afprøvet i Hellebæk. Våbenfabrikken eksisterede indtil 1870 og hed da [[Kronborg Geværfabrik]]. Christian 4. lod [[Lappestens Batteri]] og en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opføre omkring den sårbare by. Øresundstolden blev sat op adskillige gange for at finansiere Christian 4. byggerier og krige.

===Svenskerkrig og fattigdom===
[https://lex.dk/Karl_Gustav-krigene?gad_source=1&gad_campaignid=17600838629&gclid=EAIaIQobChMIxeiUxfj2kgMVaZyDBx2nWTqAEAAYASAAEgJVEPD_BwE Karl-Gustavkrigene] 1657-1660 blev påbegyndt af Frederik 3., som ville udnytte, at den svenske kong Karl Gustav var optaget af krig i Polen. Det gik dog ikke helt som forventet, idet Karl Gustav omgående afbrød denne krig og ilede mod Danmark. Mest berømt er i denne sammenhæng er hans dristige march over Lillebælt på grund af en kraftig isvinter i 1658, erobringen af Kronborg den 6. september 1658 og senere stormen på København den 11. februar 1659, som dog endte med et kæmpe nederlag. Denne krig medførte stor fattigdom, også i Helsingør, som derfor gik ind i en periode med stilstand.

===Helsingørs tredje storhedstid===
Efter at [https://lex.dk/ Store Nordiske Krig] sluttede i 1720, indtraf en lang og fredelig tid, som man omtaler som den florissante periode. Skibsfarten steg betydeligt, bragte øgede indtægter på grund af Øresundstolden og skabte travlhed og velstand hos mange. Det bredte sig som ringe i vandet. Ikke blot embedsmænd, knyttet til toldopkrævningen, men også andre befolkningsgrupper nød godt af det. Skibsprovianteringsforretninger, skibsklareregårde, købmandsgårde, værtshuse. I det hele taget blomstrede handelslivet, og perioden blev derfor kaldt for den florissante periode. Der blev bygget en del, moderniseret og fornyet facader, så det var også en god tid for håndværksmestrene. Denne periode var domineret af englændere, som hørte til den velstående del af befolkningen. Øresundstoldens indførelse bragte udlændinge, som så en god chance for at etablere handel, til byen. I dette leksikon kan man læse om de forskellige perioders [https://helsingorleksikon.dk/index.php/Kategori:Indvandrere indvandrere].
Helsingør var rig på lerholdige områder i det bakkede areal vest for byen og havde allerede en [[Teglovne og teglværker i og omkring Helsingør | teglværksindustri]], anlagt i middelalderen. Yderligere et par teglværker blev anlagt sidste del af 1700-tallet. Et sukkerraffinaderi i Svingelport 7 og Villa Augusta blev oprettet, og en [[Reberbanen |reberbane]] blev anlagt.

===Havn og skibsværft===
Christian 4. indså vigtigheden af en havn og udvidede en tidligere anlagt Slotshavn ved Krogen/Kronborg, men efter Karl-Gustavkrigene var der intet tilbage. Helsingør havde som tidligere nævnt ingen naturlig [[Helsingør Havn | havn]], og de nuværende forhold var helt utilstrækkelige. Et egentligt skibsværft til større fartøjer fandtes heller ikke. De to ting hang sammen. Flere og større skibe pegede på nødvendigheden af en ordentlig havn, men personlige særinteresser forpurrede ambitiøse havneplaner. Derfor blev det foreløbig kun til anlæggelse af to skibsbroer i 1766-67. Både disse og vanddybden satte snævre grænser for størrelsen af de skibe, der kunne ligge i havnen. Mange skibe måtte stadig ankre op uden for havnen på de forskellige ankerpladser, såsom [[Helsingør Rhed]] eller [[Disken]].

===Modernisering af veje===
Den mest almindelige og nemmeste måde at komme til Helsingør på i tidligere tider var at sejle. Veje, hvis de overhovedet fandtes, var oftest af ganske ringe kvalitet og ofte kun simple hjulspor. Det kunne også være private veje, som ikke var til almen benyttelse som eksempelvis [[Kongevejen gennem Nyrup Hegn | den gamle kongevej]] gennem Nyrup Hegn, som virkelig var forbeholdt kongen. Som et led i en overordnet planlægning og modernisering af hovedvejene blev den ny [[Kongevejen | Den nye Kongevej]] langs Nyrup Hegns sydside anlagt 1779-1786. Danmarks første diligencerute blev oprettet i 1798 og kørte ad denne nye vej to gange om ugen.

'''OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Vapnagaards historie

2026-04-20T14:15:08Z

Charlotte Fenger: Link rettet

Det store almene boligbyggeri, Vapnagård, er kendt i Helsingør, og de fleste er sikkert bekendt med, at bebyggelsen har navn efter gården Vapnagaard, der stadig ligger midt i området og fungerer som fælleshus. Derimod er det nok de færreste, der kender Vapnagaards historie og forklaringen på det specielle navn.

Vapnagaard, eller rettere forgængeren, er opført omkring 1840 af Anders Pedersen, der i 1837 havde købt det store overdrevsareal mellem Kongevejen og de såkaldte Vognmandsjorder syd for denne af kommunen. Her opførte han en lille gård, hvor de to af bygningerne på hver 9 fag var opført af stampet ler, en ganske almindelig bygningsform på det tidspunkt, især her i Nordøstsjælland. I en mindre bindingsværksbygning, der dannede en fjerde længe, havde han indrettet en stald til 5 heste.

[[Billede:vapkort.jpeg|250px|right|thumb|Kort over området ved Vapnegaard 1898]]

I 1842 overtog murermestrene Johan Jacob Christensen og Christian Walin gården og opførte straks et lille teglværk med først en og siden to ovne i tilknytning til denne. Senere ombyggede og udvidede de gården, så det blev en reel firelænget gård med grundmurede bygninger og tegltag. Da Walin døde i 1853, blev ejendommen solgt ved offentlig auktion, hvorefter Christensen blev eneejer. Hans søn, murersvend Johan Carl Christensen, overtog som 29-årig og enearving gården og teglværket i 1857, da begge forældrene var døde. Både han og forældrene havde boet i Fiolgade 16, som faderen havde købt i 1824, og her bliver sønnen boende, mens teglbrændermester Lars Larsen bor på gården og passer teglværket til dets lukning i løbet af 1860’erne. Først i 1880’erne flytter Johan Carl Christensen ud på gården, der da havde fået navnet Vapnegaard.

Desværre fortæller skøde- og panteprotokollen ikke, hvordan en helt anden, for historien nok så væsentlig person ved navn Christian Meilbye, på et tidspunkt er kommet ind i billedet. Intet skøde viser hans navn, og ingen folketælling viser, at han har boet på gården, men han figurerer ikke desto mindre som ejer i 1859, hvor han ifølge skøde- og panteprotokollen vedkender sig en større gæld på 3000 rigsdaler i ejendommen. Ifølge Helsingør Bygningskommissions arkivalier er det også Meilbye, der lader opføre en ny teglovn i 1857, og han er under alle omstændigheder nok så væsentlig for historien, da det er ham, gården skylder sit navn.

==Navnehistorien==
Navnehistorien bliver aktuel, da Helsingør Dagblad i efteråret 1973 sammen med beboerbladet Vapnagaard Nyt forsøger at finde forklaringen på den figur, der pryder det gotiske V i facaden, og mange læsere kom da også med deres bidrag. En læser foreslog således, at mandsfiguren måtte være Erik af Pommern, mens en anden mente, at der måtte være tale om en svensk væbner. Den mest romantiske forklaring modtog avisen af arbejdsmand Eggert Johansen, der i vinteren 1923 og sommeren 1926 havde arbejdet på gården. Han fortalte, at Vapnagaard dengang ejedes af en jysk uldkræmmer ved navn Christensen, og det var ham, der satte væbneren op i bogstavet. Den gæve jyde havde sat sig for at undersøge gårdens historie, og han kom frem til, at den oprindeligt havde været en slags fæstning som forpost til Kronborg - i lighed med Meulenborg og Flynderborg.

Tilsyneladende kom der ikke mere ud af sagen, og det endegyldige svar lod vente på sig i mange år. Det kom først, da en dødsannonce, indrykket i Helsingør Avis den 9.8.1860, dukkede op i museernes lokalhistoriske arkiv: »Paa Wapnefjords Handelssted på Island henslumrede den 9de Juli blidt og roligt, efter tunge Prøvelser, forhenværende Eier af Wapnegaard, Christian Meilbye, begrædt og savnet af Hustru, Børn, Moder og Søster.«
På dansk ville det hedde Våbenfjorden, og det forklarer samtidig, hvorfor Meilbye eller måske snarere en anden i sin tid har anbragt den formodede væbner i det gotiske V.
Så en vis betydning har Meilbye således haft for Vapnagaard, og det kan da også tænkes, at han har været en del af Johan Carl Christensens familie, men det må afklares en anden god gang – om muligt.

[[Billede:vappump.jpeg|300px|left|thumb|Den stenbelagte gårdsplads med vandpumpe og trætrug. Billedet er formodentlig fra 1950'erne. Helsingør Kommunes Museer.]]

==Gårdens drift==
Lars Larsen, der i hvert fald må have kendt Meilbye, blev efter teglværkets lukning boende på Vapnagaard og holdt opsyn med stedet. I 1870 er ægteparret Metzloff flyttet ind i forhusets stueetage, mens Lars Larsen nu bor i en af sidelængerne og får hjælp af tjenestekarlen Lars Jensen.

Senere, måske samtidig med at Johan Carl Christensen langt om længe flytter herud, og i folketællingen for 1890 tituleres som »forhenværende murermester og landbruger«, er Lars Jensen nu »avlsbestyrer« og bor her sammen med sin hustru, deres søn, to tjenestefolk og en jordbruger.

[[Billede:vap1.jpeg|250px|right|thumb|Udateret billede af Vapnagaard. Helsingør Kommunes Museer.]]

Gården blev efter Johan Carl Christensens død fortsat drevet som landbrug med nye ejere, som vekselerer Chr. Springborg, direktør V. Lohse og fabrikant Thomasen. I 2006 bragte Helsingør Kommunes Museer i sin årbog en erindringsartikel om at være barn på Vapnagaard under 2. verdenskrig. Forfatteren flyttede i 1941 som dreng sammen med sine forældre og sin broder ind på Vapnagaard, hvor de boede indtil 1943. Faderen havde sit arbejde i København og rejste frem og tilbage med Kystbanen, om vinteren udstyret med tæpper og sivsko for at holde varmen i toget i de strenge krigsvintre.

Ejeren af Vapnagaard var en københavnsk fabrikant, som ikke selv boede på gården og derfor udlejede hovedbygningen. På gården boede en bestyrer med sin kone samt en karl - i alt var der således 7 personer. Hovedbygningen var istandsat med centralvarme og koldt og varmt vand. Bestyreren og hans kone boede mere beskedent i nordfløjen uden opvarmningsmuligheder på første sal. Karlen boede overmåde ydmygt i et kammer, som var bygget ind i et hjørne af kostalden, og hvor han kun havde varmen fra stalden. Gården blev drevet som et helt traditionelt landbrug, som det var i midten af 1900-tallet med køer, svin, heste, høns, ænder og gæs og en stor køkkenhave, som kunne sikre beboerne frugt og grønsager det meste af året.

[[Billede:vap2.jpeg|250px|left|thumb|Udateret billede af Vapnagaard. Helsingør Kommunes Museer.]]

I 1950 købte Helsingør Kommune ejendommen for at sikre den fremtidige byudvikling. Denne del af Vapnagårds historie er beskrevet i artiklen [[Vapnagaard - boligområdet]]

==Eksternt link==
[https://vapnet.dk/wp-content/uploads/2023/09/2017-04-04_Lokalavisen-Nordsjaelland_Vapnagaard.pdf Lidt om Vapnagaard og Vapnagård]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99347570 Jens Middelboe: Barndomsår på Vapnagaard. Årbog. Helsingør Kommunes Museer, 2006. S. 42-47.]

Lars Bjørn Madsen: Lidt om Vapnagaard ... og lidt om Vapnagård. Helsingør Dagblad 24. maj 2017.

[[Kategori: Gårde]]

Sthens Kirke

2026-04-18T14:30:41Z

Charlotte Fenger: Mindre justering

[[Billede:B32035vandreKirke19760119.jpg|right|350px|thumb|Byggeriet af vandrekirken beses 19/1 1976 af næstformand i Skt. Olai Sogns menighedsråd, C.J. Nørbom (tv.), pastor Knud Andersen, domprovst Johs. Johannesen, pastor Palle Højland, formand for menighedsrådets byggeudvalg, overlærer E. Gether Sørensen, samt byggeriets arkitekt R. Drost. Foto: Anne-Sofie Rubæk]]
Det første spadestik til '''Sthens Kirke''' blev taget 30. november 1982, og grundstenen blev lagt 27. marts 1983. De fem mursten, som stammer fra gamle kirker i Helsingør, blev indmuret af sognets medlemmer og kan ses under altertavlen.

===Forhistorien og vandrekirken===
De to store boligområder [[Vapnagaard - boligområdet | Vapnagaard]] og [[Borupgaard]] blev opført sidst i 1960’erne i Helsingørs sydlige udkant. Helsingør Domsogn kom derfor op over 15.000 indbyggere, og dermed voksede behovet for en kirke i denne del af byen.
Sthens Sogn blev dannet pr. 1. januar 1977 ved en sognedeling både af Skt. Olai og af Egebæksvang Sogn, som ved samme lejlighed afleverede et område til Mørdrup Sogn.

[[Billede:SthensKirke1.jpg|right|250px|thumb|Vandrekirken]]

Et beskedent ønske om at leje en lille flytbar kirke (vandrekirke) i 1970 var begyndelsen til den nye kirke. Allerede den 25. april 1976 kunne man indvie en foreløbig kirke på den grund, som Skt. Olai Sogns menighedsråd havde købt af kommunen for ca. en mil. kr. i 1975. Vandrekirken blev lagt på et hjørne, således at den ikke lå i vejen for den endelige kirke og nemt kunne rives ned. Frederiksborg Amts Avis skrev den 20. januar 1976 bl.a.: Det er arkitektfirmaet Hoff og Windinge, der bygger kirken ... Den rejses på fire laminerede træbukke, der boltes på gulv, vægge og loft af isolerede og profilerede elementer. Udvendigt beklædes den med lysegrå bølgeeternitplader. Begge gavle bliver store glaspartier, og trappen af træ"

Indvendigt vil "lamineret fyrretræ, rispapirlamper og grafikeren Poul Christensens altertavle og vægudsmykninger komme til at præge den lille vandrekirke". Kirken blev indviet af biskop Leer Andersen. Den fik navn efter [http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Uddannelse_og_undervisning/Rektor/Hans_Christensen_Sthen Hans Christensen Sthen] (1544-1610), som opholdt sig i Helsingør fra 1565-1583. Han var som ung rektor på Helsingør Latinskole en periode og var, ud over skolemester, skolekomedieforfatter, hospitalspræst, salmedigter og kapellan ved domkirken, [[Skt. Olai Kirke]], og blev i 1583 provst i Malmø. Vandrekirken blev siden flyttet til Allerød og fortsatte her under navnet ”Engholm-kirken”.

===Nytænkning og tradition===
[[Billede:SthensKirke.jpg|right|250px|thumb|Sthens Kirke]]
'''Sthens Kirke''' blev indviet d. 27. november 1983 af biskop Johannes Johansen. Kirken er et firelænget kompleks, som foruden kirkerum og sideskib rummer lokaler til møder, 2 konfirmandstuer, kontorer og plads til ungdomsarbejde i kælderen. Den hvidpudsede bygning med de mange røde tagflader er disponeret omkring henholdsvis et kirkerum og et atrium adskilt af et markant klokketårn. Kirkens arkitektur er et udtryk for en sammenkobling af nytænkning og forankring i traditionen. Arkitekt er '''Gert Ingemann''' fra Tegnestuen Møllen ApS. Han har været arkitekt for flere nye kirker og restaureret flere eksisterende, bl.a. [[Gurre Kirke]].

===Kirkens indre===
Til højre for kirkens indgangsdør ligger en stor sten, hvor billedhuggeren [http://www.vejenkunstmuseum.dk/Dansk/udstillinger/E%20Heide.htm Erik Heide]
har indhugget de tre symboler for tro, håb og kærlighed: kors, anker og hjerte. Samme har stået for hele udsmykningen i kirken, og stenarbejderne er et helt gennemgående træk. De giver kirken et kraftfuldt og enkelt præg. Åbningen i tagkonstruktionen mod syd giver kirkerummet et fint lys. Alteret er fremstillet af en enorm svensk granitblok. De øvrige sten, der er anvendt udsmykningen, er fundet på grunden under udgravningen til kirken. Kirkeskibet, som forestiller en simpel robåd, er bemærkelsesværdigt. Det afviger fra en del kirkeskibe med store, flotte sejlskibe. En trædesten, som ligger foran prædikestolen, formaner præsten til: ”Ikke lægge til… ikke trække fra”.

===Eksternt link===
[http://www.sthenskirke.dk/ Sthens Kirke]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A27606407 Så lyser prægtigt Herrens Hus: Sthens Kirke: fortid, nutid, fremtid. Helsingør Museumsforening, 2008.]

[[Kategori:Kirker og trossamfund]]

Lappen

2026-04-09T14:18:07Z

Charlotte Fenger: Bagatal

* 3000 Helsingør
* Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

[[Billede:Lap.jpg|right|thumb|500px|Lappen]]
===Området Lappen===
Lappen lå i ældre tid et godt stykke uden for den gamle bykerne i Helsingør som en selvstændig bydel. Den er opkaldt efter [[Lappegrunden]], en lang sandbanke strækkende sig fra omkring pynten ved [[Kronborg]] langs kysten mod nordvest. Den både berygtede og farlige grund er omtalt i en selvstændig artikel i dette leksikon.

Området Lappen begynder fra med huset på [[Lappen 1]] fra den tværgående vej [[Claessensvej]]. Den gamle [[Gl. Hellebækvej | Hellebækvej]] gik ad Claessensvej til Lappeporten (se afsnit neden for), inden [[Marienlyst Allé]] blev anlagt 1827-1828. Husrækken på Lappen mod vandsiden ligger over for [[Marienlyst Slot]] og ender før Marienlyst Station og [[Hotel Marienlyst]]. Lappen er en meget harmonisk og velbevaret række af ældre huse, begyndende fra den tværgående [[Sundtoldvej]], som ligger efter plejehjemmet Grønnehaven.

===Bydelen Lappen===
Bydelen Lappen opstod i slutningen af 1500-tallet under Frederik 2. og blev udbygget under Christian 4. i første del af 1600-tallet. En lang periode, hvor Helsingør takket være [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] voksede sig stor og rig og blev landets næst største by efter København.
De oprindelige ”lappehuse” ved man ikke så meget om, men de har givet været relativt beskedne. En stormflod skyllede en hel række huse og haver bort i 1637. Det er i den sammenhæng, at man finder en egentlig bebyggelse omtalt for første gang. I løbet af 1600-tallet blev bebyggelsen grundlagt med 18 huse, hvoraf de fleste færgemænd. Det svarer nogenlunde til den bebyggelse, som Reesens kort fra omkring 1650 viser.

Kysten lå dengang nærmere husrækken på Lappen end i dag. Sundtoldvej blev inden 1896 kaldt [[Øresundsvej]], og man kan forestille sig, at den har ligget tæt ved den tidligere kystlinje.
Et kort over Helsingør fra Braunius' "Teatrum Urbium” ca. 1582, formentlig tegnet af [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Kunsth%C3%A5ndv%C3%A6rk_og_design/Billedv%C3%A6vning_og_gobelin/Hans_Knieper Hans Knieper], viser anløbsbroer, hvorfra de mindre skibe kunne losse og laste. Man kan forestille sig, at eksempelvis byggematerialer er ankommet og afsejlet fra disse anløbsbroer.

===Lappens beboere===
Først og fremmest var det folk med erhverv i tilknytning til havet, som bosatte sig på Lappen. De tidligste beboere var fiskere, men snart kom folk med andre erhverv, såsom færgemænd, lodser og matroser. ”Lappefamilien” var meget knyttet til stedet og boede trofast igennem flere generationer i de samme huse. Skibe i Øresund, som kom nord fra, havde brug for færgemænd og lodser. Lister over husenes ejere viser, at færgemænd udgjorde den største del af beboerne. Lappen var derfor ikke et typisk fiskerleje, som man måske ellers kunne tro. Her var basis for et livsgrundlag side om side med andre med samme erhverv, som holdt til i den sydlige ende af byen Helsingør omkring [[Anna Queens Stræde]].

Enkelte beboere på Lappen skilte sig dog noget ud. Byens bødler og natmænd havde i en periode deres bolig på Lappen. De har også haft til huse i [[Lundegade]], tidligere Bøddelgade. I en artikel om [[Henrettelser i Helsingør | henrettelser i Helsingør]] kan man læse lidt om disse "outsidere".
Natmandens Vænge lå her, et sted så slemt, at helsingørske borgere undgik det for enhver pris. Natmandens hus lå på hjørnet af [[Nordre Strandvej]] og [[Opheliavej]], fjernt fra nærmeste naboer. Her kom det ældste [[Hotel Marienlyst | Marienlyst Kur- og Søbad]] fra 1860 til at ligge efter det første etablissement på Marienlyst Slot fra 1858. En kløft ved [[Ophelia Kilde]] hedder endnu [[Rakkerrenden]]. At der hændte mærkelige ting på Lappen, kan man læse om i Kenno Pedersens bøger, nævnt neden for under litteraturhenvisninger.

===Pesten slår til===
Den pestepidemi, som i 1710-1711 begyndte i Helsingør by, ramte området Lappen særdeles hårdt. Fiskerne blev afskåret fra deres sædvanlige kontakt med skibe fra de baltiske lande, og udgangsforbuddet medførte isolation og arbejdsløshed. Som en indirekte konsekvens af pesten døde folk således også af sult, som medførte en ringe modstandskraft over for smitten. Fra november til februar døde mindst 50 ud af ud af 100-120 personer, fordelt på 27 husstande. Tallene kan være behæftet med lidt usikkerhed, men det er næppe helt forkert at konkludere, at lidt under halvdelen af hele Lappens befolkning bukkede under. Nogle husstande blev simpelthen ryddet for beboere, mens der i andre boliger afgik en eller to personer ved døden. På et tidspunkt i 1711 noteres, at der er 24 husstande med 45 personer tilbage. I artiklen om [[Pest i Helsingør]] kan man læse meget mere i dette leksikon.

===Forsvarsmur fra byen til Lappen===
Christian d. 4. beordrede en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opført. Arbejdet gik i gang i 1617, og ti år efter var muren mod stranden opført fra [[Svingelport]] til [[Kronborg]] i en linje fra syd mod øst. Mod øst blev bymuren bygget sammen med en eksisterende mur, som førte fra lystslottet [[Lundehave]], forgængeren til det nuværende [[Marienlyst Slot]], til stranden og uden om haven. Denne mur var blevet opført fra 1607-1609.

===Lappeporten===
En af de fire byporte var Lappeporten, også kaldet ”Røde port”. Man kan i artiklen om [[Byporte i Helsingør | byporte]] i dette leksikon læse om disse. Lappeporten blev efter konsumptionens indførelse i 1660 flyttet og lå fra 1661 dér, hvor [[Sct. Anna Gade]] og [[Lundegade]] løber sammen i Lappen. Det var både en naturlig bygrænse og et sted, man afkrævede afgifter (konsumption) af de varer, der blev ført ind i byen. I forbindelse med porten lå en vejbom og en lille træbod, senere et hus. Konsumptionen ophørte i 1850, og året efter blev byens porte fjernet. Lappeportens træstøtter blev anvendt til to broer bag bakkerne ved Marienlyst Slot.

===Stenblok og batteri===
En kæmpestor stenblok var blevet slæbt med isen nordfra og efterladt i strandkanten ved [[Lappegrunden]]. Frederik 2. fik den idé, at [[Lappestenen]], som stenblokken blev kaldt, skulle bugseres til [[Kronborg]], og det skete omkring årsskiftet 1576-1577 under stor ståhej, risiko og stort besvær.

I 1808 lod militæret anlægge kystbatteriet [[Lappestens Batteri]] for at hindre, at fjendtlige skibe skulle kaste anker ved Lappegrunden for herfra at kunne beskyde [[Kronborg]].

===Strandvejen ved Lappen===
Der har været en relativ pæn trafik, selvom datidens strandvej ofte var umulig at færdes ad. En smal sandet vej førte fra Lappen til [[Godthaab Glasværk]] oprettet i 1848. Vejens fundament var et smalt stykke hævet havbund og var udsat for hyppige overskylninger. Den første forbedring og udvidelse af strandvejen mellem Helsingør og Hellebæk fandt sted i 1870’erne, da Godthaab Glasværk blev udvidet. [[Hellebæk]] havde været et vigtigt industriområde i næsten 300 år, og det var i disse år, at [[Hellebæk Klædefabrik]] blev etableret til "erstatning" for den nedlagte [[Kronborg Geværfabrik]]. Der var derfor brug for en bedre vejføring på denne strækning. Den nordlige del af strandvejen fik først noget senere den officielle betegnelse Nordre Strandvej.

===Smugleri===
De oven for omtalte anløbsbroer var hyppigt anvendte til ulovlig indførsel af varer. [[Smugleri i Helsingør |Smugleri]] var forholdsvis udbredt i Helsingør, og Lappen var et rigtig godt gemmested for smuglervarer, bekvemt langt uden for byens grænser og dermed for kontrol. [[Kadrejer | Kadrejeri]], en form for tuskhandel til søs, var også ret almindeligt. Martinus Galschiøt fortæller om smugleriet i 1840’erne i sin bog fra 1921: ”Helsingør omkring midten af forrige århundrede - studier og erindringer”.

===Ændrede tider===
Efter etableringen af det første [[Hotel Marienlyst | Marienlyst Kur- og Søbad]] i 1858 på [[Marienlyst Slot]], lejede beboere ud til sommergæster for at tjene lidt ekstra. Det kunne dog ikke afhjælpe det faktum, at det gik tilbage for færgemændene i sidste del af 1800-tallet. Nogle vigtige punkter i udviklingen kan nævnes: [[Helsingør Havn]] blev anlagt og udvidet i flere omgange; [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] blev ophævet i 1857; [[Helsingør Værft]] blev oprettet i 1882; dampskibe blev en hård konkurrent til sejlskibe; den første jernbane til Helsingør, [[Nordbanen]], blev oprettet i 1864, og vejnettet blev forbedret. Hvor trafikken før hovedsagelig foregik ad søvejen, kom den nu til at foregå til lands. Industrien var godt i gang allerede omkring midten af 1800-tallet (eksempelvis [[Aktieselskabet Helsingør Spritfabrik, I.L. Tvede | I. L. Tvedes Spritfabrik]] og [[Wiibroes Bryggeri]]), men den tog yderligere fart i sidste del af 1800-tallet.

===Områdets udvikling===
I området omkring Lappen skete der også en mærkbar udvikling. Den gamle ”Kongeport”, som havde givet adgang til vejen over Grønnehavefælleden til Kronborg, var blevet fjernet. Området fra Grønnehave og videre nordpå blev mere og mere udbygget, og kystlinjen rykkede længere ud. [[Fiskenetfabrikken Danmark]] var blevet opført i 1892-1896 og en ny vej til fabrikken anlagt. På samme matrikel blev opført, bag husene på Lappen mod vandsiden, en række etageejendomme langs den nye vej. Først hed vejen [[Øresundsvej]], senere [[Sundtoldvej]].

===Lappehusene truet af nedrivning===
Det lille samfund på Lappen blev offer for en eksplosiv udvikling og overlevede kun på et hængende hår og. At Lappen undgik tilintetgørelsen beror på tilfældigheder og senere en ihærdig indsats fra en gruppe engagerede og dedikerede borgere. Allerede da Marienlyst Slot blev udvidet og bygget om i 1758-1764, var grev Adam Gottlieb Moltke interesseret at fjerne syv huse, som stod i vejen for udsigten. Sagen gik imidlertid i sig selv igen.

Husene forfaldt i løbet af 1900-tallet, og beboerne havde ikke råd til at vedligeholde dem. De relativt små huse var desuden blevet utidssvarende og ved at blive en skændsel at se på for turister. Noget måtte gøres, inden det gik helt galt. I 1940’erne og 1950’erne blev en række af husene fra nr. 22-38 købt af et konsortium af håndværksmestre fra Helsingør. De havde tænkt sig at opføre en højhusbebyggelse i to boligblokke med ti etager hver, men heldigvis tog ingen projektet til sig. Samme konsortium forsøgte sig uden held igen i 1955. Så genopstod truslen om et nyt boligprojekt i slutningen af 1960’erne. Denne gang var der planer om et boligbyggeri på syv etager. Det vakte borgerne protest, og med arkitekt Steen Eiler Rasmussen i spidsen lykkedes det at stoppe foretagendet. Konsortiet solgte nu ejendommen til Det Sociale Boligselskab, som også ville rive husene ned, men erstatte husene med et byggeri på ”kun” to etager. Husene genudlejedes ikke, og de forfaldt derfor endnu mere.

===Nedrivning eller restaurering?===
En diskussion om restaurering i stedet for nedrivning af Lappen foregik i sidste del af 1960'erne. En langvarig debat for og imod bølgede frem og tilbage. Enden på det blev, at kommunen købte Lappen 22-38 af Det Sociale Boligselskab og udarbejdede en detaljeret bevaringsplan. Nogle arkitekter, som var involveret i det begyndende saneringsarbejde for kommunen, tog initiativet til at samle en gruppe folk med interesse i at bevare bebyggelsen på Lappen. Kommunen solgte ejendommene til den gruppe med aftale om, at fraskrev sig rettigheden til at benytte saneringsloven, hvilket i praksis vil sige, at kommunen slap for at bidrage økonomisk og at folk skulle afholde alle udgifter selv. Et smukt eksempel på en restaurering, som blev udført fra 1970-1972 på grundlag af en kommunal bevaringsplan og et samarbejde med husejerne på Lappen.

Historien endte efter mange bryderier og megen diskussion godt. Det kunne ligeså godt være endt skidt. Husene på Lappen fra nr. 22-38 er i dag gennemrestaurerede og velbevarede og beboet af en ny befolkningsgruppe. Denne proces inspirererede til den bybevarende sanerinsproces, der blev besluttet i byrådet i 1973: at bevare og restaurere den gamle, historiske bykerne, som var stærkt forfalden, i stedet for at rive den ned og bygge nyt.

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44276062 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde – Skt. Annagade/Grønnehave/Lappen. Nordisk Forlag for videnskab og teknik, 2007.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør -historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Boligområder]]

Lappen

2026-04-09T14:15:00Z

Charlotte Fenger: Tilføjelse i afsnit

* 3000 Helsingør
* Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

[[Billede:Lap.jpg|right|thumb|500px|Lappen]]
===Området Lappen===
Lappen lå i ældre tid et godt stykke uden for den gamle bykerne i Helsingør som en selvstændig bydel. Den er opkaldt efter [[Lappegrunden]], en lang sandbanke strækkende sig fra omkring pynten ved [[Kronborg]] langs kysten mod nordvest. Den både berygtede og farlige grund er omtalt i en selvstændig artikel i dette leksikon.

Området Lappen begynder fra med huset på [[Lappen 1]] fra den tværgående vej [[Claessensvej]]. Den gamle [[Gl. Hellebækvej | Hellebækvej]] gik ad Claessensvej til Lappeporten (se afsnit neden for), inden [[Marienlyst Allé]] blev anlagt 1827-1828. Husrækken på Lappen mod vandsiden ligger over for [[Marienlyst Slot]] og ender før Marienlyst Station og [[Hotel Marienlyst]]. Lappen er en meget harmonisk og velbevaret række af ældre huse, begyndende fra den tværgående [[Sundtoldvej]], som ligger efter plejehjemmet Grønnehaven.

===Bydelen Lappen===
Bydelen Lappen opstod i slutningen af 1500-tallet under Frederik 2. og blev udbygget under Christian 4. i første del af 1600-tallet. En lang periode, hvor Helsingør takket være [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] voksede sig stor og rig og blev landets næst største by efter København.
De oprindelige ”lappehuse” ved man ikke så meget om, men de har givet været relativt beskedne. En stormflod skyllede en hel række huse og haver bort i 1637. Det er i den sammenhæng, at man finder en egentlig bebyggelse omtalt for første gang. I løbet af 1600-tallet blev bebyggelsen grundlagt med 18 huse, hvoraf de fleste færgemænd. Det svarer nogenlunde til den bebyggelse, som Reesens kort fra omkring 1650 viser.

Kysten lå dengang nærmere husrækken på Lappen end i dag. Sundtoldvej blev inden 1896 kaldt [[Øresundsvej]], og man kan forestille sig, at den har ligget tæt ved den tidligere kystlinje.
Et kort over Helsingør fra Braunius' "Teatrum Urbium” ca. 1582, formentlig tegnet af [http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Kunsth%C3%A5ndv%C3%A6rk_og_design/Billedv%C3%A6vning_og_gobelin/Hans_Knieper Hans Knieper], viser anløbsbroer, hvorfra de mindre skibe kunne losse og laste. Man kan forestille sig, at eksempelvis byggematerialer er ankommet og afsejlet fra disse anløbsbroer.

===Lappens beboere===
Først og fremmest var det folk med erhverv i tilknytning til havet, som bosatte sig på Lappen. De tidligste beboere var fiskere, men snart kom folk med andre erhverv, såsom færgemænd, lodser og matroser. ”Lappefamilien” var meget knyttet til stedet og boede trofast igennem flere generationer i de samme huse. Skibe i Øresund, som kom nord fra, havde brug for færgemænd og lodser. Lister over husenes ejere viser, at færgemænd udgjorde den største del af beboerne. Lappen var derfor ikke et typisk fiskerleje, som man måske ellers kunne tro. Her var basis for et livsgrundlag side om side med andre med samme erhverv, som holdt til i den sydlige ende af byen Helsingør omkring [[Anna Queens Stræde]].

Enkelte beboere på Lappen skilte sig dog noget ud. Byens bødler og natmænd havde i en periode deres bolig på Lappen. De har også haft til huse i [[Lundegade]], tidligere Bøddelgade. I en artikel om [[Henrettelser i Helsingør | henrettelser i Helsingør]] kan man læse lidt om disse "outsidere".
Natmandens Vænge lå her, et sted så slemt, at helsingørske borgere undgik det for enhver pris. Natmandens hus lå på hjørnet af [[Nordre Strandvej]] og [[Opheliavej]], fjernt fra nærmeste naboer. Her kom det ældste [[Hotel Marienlyst | Marienlyst Kur- og Søbad]] fra 1860 til at ligge efter det første etablissement på Marienlyst Slot fra 1858. En kløft ved [[Ophelia Kilde]] hedder endnu [[Rakkerrenden]]. At der hændte mærkelige ting på Lappen, kan man læse om i Kenno Pedersens bøger, nævnt neden for under litteraturhenvisninger.

===Pesten slår til===
Den pestepidemi, som i 1710-1711 begyndte i Helsingør by, ramte området Lappen særdeles hårdt. Fiskerne blev afskåret fra deres sædvanlige kontakt med skibe fra de baltiske lande, og udgangsforbuddet medførte isolation og arbejdsløshed. Som en indirekte konsekvens af pesten døde folk således også af sult, som medførte en ringe modstandskraft over for smitten. Fra november til februar døde mindst 50 ud af ud af 100-120 personer, fordelt på 27 husstande. Tallene kan være behæftet med lidt usikkerhed, men det er næppe helt forkert at konkludere, at lidt under halvdelen af hele Lappens befolkning bukkede under. Nogle husstande blev simpelthen ryddet for beboere, mens der i andre boliger afgik en eller to personer ved døden. På et tidspunkt i 1711 noteres, at der er 24 husstande med 45 personer tilbage. I artiklen om [[Pest i Helsingør]] kan man læse meget mere i dette leksikon.

===Forsvarsmur fra byen til Lappen===
Christian d. 4. beordrede en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opført. Arbejdet gik i gang i 1617, og ti år efter var muren mod stranden opført fra [[Svingelport]] til [[Kronborg]] i en linje fra syd mod øst. Mod øst blev bymuren bygget sammen med en eksisterende mur, som førte fra lystslottet [[Lundehave]], forgængeren til det nuværende [[Marienlyst Slot]], til stranden og uden om haven. Denne mur var blevet opført fra 1607-1609.

===Lappeporten===
En af de fire byporte var Lappeporten, også kaldet ”Røde port”. Man kan i artiklen om [[Byporte i Helsingør | byporte]] i dette leksikon læse om disse. Lappeporten blev efter konsumptionens indførelse i 1660 flyttet og lå fra 1661 dér, hvor [[Sct. Anna Gade]] og [[Lundegade]] løber sammen i Lappen. Det var både en naturlig bygrænse og et sted, man afkrævede afgifter (konsumption) af de varer, der blev ført ind i byen. I forbindelse med porten lå en vejbom og en lille træbod, senere et hus. Konsumptionen ophørte i 1850, og året efter blev byens porte fjernet. Lappeportens træstøtter blev anvendt til to broer bag bakkerne ved Marienlyst Slot.

===Stenblok og batteri===
En kæmpestor stenblok var blevet slæbt med isen nordfra og efterladt i strandkanten ved [[Lappegrunden]]. Frederik 2. fik den idé, at [[Lappestenen]], som stenblokken blev kaldt, skulle bugseres til [[Kronborg]], og det skete omkring årsskiftet 1576-1577 under stor ståhej, risiko og stort besvær.

I 1808 lod militæret anlægge kystbatteriet [[Lappestens Batteri]] for at hindre, at fjendtlige skibe skulle kaste anker ved Lappegrunden for herfra at kunne beskyde [[Kronborg]].

===Strandvejen ved Lappen===
Der har været en relativ pæn trafik, selvom datidens strandvej ofte var umulig at færdes ad. En smal sandet vej førte fra Lappen til [[Godthaab Glasværk]] oprettet i 1848. Vejens fundament var et smalt stykke hævet havbund og var udsat for hyppige overskylninger. Den første forbedring og udvidelse af strandvejen mellem Helsingør og Hellebæk fandt sted i 1870’erne, da Godthaab Glasværk blev udvidet. [[Hellebæk]] havde været et vigtigt industriområde i næsten 300 år, og det var i disse år, at [[Hellebæk Klædefabrik]] blev etableret til "erstatning" for den nedlagte [[Kronborg Geværfabrik]]. Der var derfor brug for en bedre vejføring på denne strækning. Den nordlige del af strandvejen fik først noget senere den officielle betegnelse Nordre Strandvej.

===Smugleri===
De oven for omtalte anløbsbroer var hyppigt anvendte til ulovlig indførsel af varer. [[Smugleri i Helsingør |Smugleri]] var forholdsvis udbredt i Helsingør, og Lappen var et rigtig godt gemmested for smuglervarer, bekvemt langt uden for byens grænser og dermed for kontrol. [[Kadrejer | Kadrejeri]], en form for tuskhandel til søs, var også ret almindeligt. Martinus Galschiøt fortæller om smugleriet i 1840’erne i sin bog fra 1921: ”Helsingør omkring midten af forrige århundrede - studier og erindringer”.

===Ændrede tider===
Efter etableringen af det første [[Hotel Marienlyst | Marienlyst Kur- og Søbad]] i 1858 på [[Marienlyst Slot]], lejede beboere ud til sommergæster for at tjene lidt ekstra. Det kunne dog ikke afhjælpe det faktum, at det gik tilbage for færgemændene i sidste del af 1800-tallet. Nogle vigtige punkter i udviklingen kan nævnes: [[Helsingør Havn]] blev anlagt og udvidet i flere omgange; [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] blev ophævet i 1857; [[Helsingør Værft]] blev oprettet i 1882; dampskibe blev en hård konkurrent til sejlskibe; den første jernbane til Helsingør, [[Nordbanen]], blev oprettet i 1864, og vejnettet blev forbedret. Hvor trafikken før hovedsagelig foregik ad søvejen, kom den nu til at foregå til lands. Industrien var godt i gang allerede omkring midten af 1800-tallet (eksempelvis [[Aktieselskabet Helsingør Spritfabrik, I.L. Tvede | I. L. Tvedes Spritfabrik]] og [[Wiibroes Bryggeri]]), men den tog yderligere fart i sidste del af 1800-tallet.

===Områdets udvikling===
I området omkring Lappen skete der også en mærkbar udvikling. Den gamle ”Kongeport”, som havde givet adgang til vejen over Grønnehavefælleden til Kronborg, var blevet fjernet. Området fra Grønnehave og videre nordpå blev mere og mere udbygget, og kystlinjen rykkede længere ud. [[Fiskenetfabrikken Danmark]] var blevet opført i 1892-1896 og en ny vej til fabrikken anlagt. På samme matrikel blev opført, bag husene på Lappen mod vandsiden, en række etageejendomme langs den nye vej. Først hed vejen [[Øresundsvej]], senere [[Sundtoldvej]].

===Lappehusene truet af nedrivning===
Det lille samfund på Lappen blev offer for en eksplosiv udvikling og overlevede kun på et hængende hår og. At Lappen undgik tilintetgørelsen beror på tilfældigheder og senere en ihærdig indsats fra en gruppe engagerede og dedikerede borgere. Allerede da Marienlyst Slot blev udvidet og bygget om i 1758-1764, var grev Adam Gottlieb Moltke interesseret at fjerne syv huse, som stod i vejen for udsigten. Sagen gik imidlertid i sig selv igen.

Husene forfaldt i løbet af 1900-tallet, og beboerne havde ikke råd til at vedligeholde dem. De relativt små huse var desuden blevet utidssvarende og ved at blive en skændsel at se på for turister. Noget måtte gøres, inden det gik helt galt. I 1940’erne og 1950’erne blev en række af husene fra nr. 22-38 købt af et konsortium af håndværksmestre fra Helsingør. De havde tænkt sig at opføre en højhusbebyggelse i to boligblokke med ti etager hver, men heldigvis tog ingen projektet til sig. Samme konsortium forsøgte sig uden held igen i 1955. Så genopstod truslen om et nyt boligprojekt i slutningen af 1960’erne. Denne gang var der planer om et boligbyggeri på syv etager. Det vakte borgerne protest, og med arkitekt Steen Eiler Rasmussen i spidsen lykkedes det at stoppe foretagendet. Konsortiet solgte nu ejendommen til Det Sociale Boligselskab, som også ville rive husene ned, men erstatte husene med et byggeri på ”kun” to etager. Husene genudlejedes ikke, og de forfaldt derfor endnu mere.

===Nedrivning eller restaurering?===
En diskussion om restaurering i stedet for nedrivning af Lappen foregik i sidste del af 1960'erne. En langvarig debat for og imod bølgede frem og tilbage. Enden på det blev, at kommunen købte Lappen 22-38 af Det Sociale Boligselskab og udarbejdede en detaljeret bevaringsplan. Nogle arkitekter, som var involveret i det begyndende saneringsarbejde for kommunen, tog initiativet til at samle en gruppe folk med interessere i at bevare bebyggelsen på Lappen. Kommunen solgte ejendommene til den gruppe med aftale om, at fraskrev sig rettigheden til at benytte saneringsloven, hvilket i praksis vil sige, at kommunen slap for at bidrage økonomisk og at folk skulle afholde alle udgifter selv. Et smukt eksempel på en restaurering, som blev udført fra 1970-1972 på grundlag af en kommunal bevaringsplan og et samarbejde med husejerne på Lappen.

Historien endte efter mange bryderier og megen diskussion godt. Det kunne ligeså godt være endt skidt. Husene på Lappen fra nr. 22-38 er i dag gennemrestaurerede og velbevarede og beboet af en ny befolkningsgruppe. Denne proces inspirererede til den bybevarende sanerinsproces, der blev besluttet i byrådet i 1973: at bevare og restaurere den gamle, historiske bykerne, som var stærkt forfalden, i stedet for at rive den ned og bygge nyt.

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44276062 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde – Skt. Annagade/Grønnehave/Lappen. Nordisk Forlag for videnskab og teknik, 2007.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør -historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01409565 Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Boligområder]]

Sophie Brahes Gade

2026-04-06T14:26:26Z

Charlotte Fenger: Mindre ændringer i afsnit

* 3000 Helsingør
* Navngivet af Helsingør Byråd i 1966. Sophie Brahes Gade er den vedtagne og officielle form. I trykt materiale ses ofte formen Sophie Brahesgade med to stavelser i stedet for tre. Gaden blev indtil 1966 kaldt Sofiegade.

* Sophie Brahes Gade er opkaldt efter [[Sophie Brahe]] (1556 1643), dansk adelsdame og søster til astronomen Tyge Brahe. Som enke efter et arrangeret ægteskab med en skånsk adelsmand, giftede hun sig af kærlighed med Erik Lange, adelsmand og alkymist. Hun var en usædvanlig lærd kvinde, som måtte skaffe sig sin viden på egen hånd da universitetsstudier var udelukket for kvinder. Hun arbejdede som sin bror, Tyge, indenfor naturvidenskab. Efter et langt liv slog hun sig ned i sit byhus, hvor hun boede fra 1615-1643. Hun døde her, men er begravet i slægtens krypt i Skåne.
[[Billede:Sophie-Brahes-Gade-11.jpg|250px|right|thumb|Sophie Brahes Gade 11 2009]]

===Byens udstræde===
”Byens Udstræde, som løber mod Sanden”, betegnede man så sent som i 1575-tallet Sophie Brahes Gade. Udstræde kaldte man et stræde, som går langs bygrænsen og som regel kun er bebygget på den ene side. I slutningen af 1500-tallet begyndte der for alvor at komme vækst til Helsingør. Antallet af skibe, der skulle betale [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstold]], steg støt og roligt, men ikke mindst af opførelsen af [[Kronborg]] satte skub i udviklingen. Mange mennesker, ikke mindst mange udlændinge, kom til byen. Frederik 2. ville opføre et prægtigt renæssanceslot til erstatning for den gamle og utidssvarende borg [[Krogen - borganlæg | Krogen]].

===En ny bydel===
Et hel nyt boligkvarter opstod mellem Kronborg og ”byens udstræde”, og Sophie Brahes Gade var hermed ikke udstræde længere. Den nye renæssancebebyggelse lå imellem Kronborg og Sophie Brahes Gade, i det område man kaldte [[Sanden]]. Boliger i den bydel, der lå i nærheden af Kronborg var meget attraktive. Her slog velstillede fok sig ned, og at området blev betegnet som ”Lille Amsterdam” skyldes formentlig en dominans af folk af nederlandsk herkomst. Strædet mellem [[Stengade]] og stranden kom til at hedde Færgestræde og blev tilsyneladende så benyttet, at den blev kaldt Store Færgestræde. Strandgaden, siden med det officielle navn [[Strandgade]] (tidligere Strand Stræde), blev først til stræde under Christian 4. i 1600-tallet. Bebyggelse på den østlige side mod stranden blev påbegynd. Også [[Bymuren i Helsingør | bymuren]] kom til, rejst på kongens ordre.

Byen blomstrede i disse år lige indtil [[Karl Gustavkrigene | Karl Gustav-krigene]]. Det blev begyndelsen til nedgangstider, som kom til at præge de næste små hundrede år.

===En bydel forsvandt===
Svenskerne slog lejr på Grønnehave under belejringen af belejring af Kronborg. Begivenhederne kom således ubehagelig tæt på ”Lille Amsterdam” i 1658, og de varede fra 17. august indtil Kronborg overgav sig d. 06. september. Bebyggelsen blev ødelagt og blev aldrig genopbygget, som man kan læse om i artiklen om ”Sanden”, nævnt for afsnittet oven. Fra den tid blev Sophie Brahes Gade atter kaldt for Udstræde og blev beboet af småkårsfolk.

===”Mellem kirkerne”===
Området mellem Stengade og [[Hestemøllestræde]] mod [[Sct. Anna Gade]] bestod af kirkegården ”Sankt Olai Urtegaard”. I udkanten af dette område opførtes småhuse, som blev benyttet som tjenesteboliger. Huset i nr. 11 var fra starten bolig for klokkeren i [[Skt. Olai Kirke]]. Dele af ejendommen går antagelig tilbage til den bolig, som kirken byggede til Klokker Peder Nielsen i 1588. Det var også her at latinskolen lå i katolsk tid. Kirken solgte ejendommen til skolevæsenet i 1820. Den nordligste del af huset i nr. 9 blev anvendt som bolig for graveren ved Skt. Olai Kirke.

===Et virvar af personnavne===
Gennem tiderne har der været mange varianter i navngivningen af strædet, som senere blev til en gade Generelt har der i forbindelse med navne på gader og stræder igennem 1500- og 1600-tallet været en udtalt tendens til at navngive dem med flere forskellige personnavne på samme strækning, når de blev afbrudt af sidegader. Her blev ejerne af hjørnegårdene bestemmende for navnet. Det fører for vidt at gennemgå alle navne her, men kan uddybes i Kenno Pedersens gennemgang af Sophie Brahes Gade, nævnt under Litteratur.

===Sophie Brahe vandt ”navnekonkurrencen”===
Det blev således Sophie Brahe, som lagde navn til og som efterhånden blev det dominerende. Det blev anvendt op til 1720’erne fastholdtes siden som det navn, man simpelthen brugte. Navnet ændrede sig også til gade fremfor stræde. Stræder betegnede som hovedregel byens mindre gader i modsætning til hovedstrøgene som eksempelvis Stengade og Sct. Anna Gade. Det var dog sådan, at Sofiegade, eller Sophie Brahes Gade, og Hestemøllestræde i 1700-tallet anvendtes i flæng, således at den nuværende betegnelse blev entydig og omfattede hele længden til Stengade fra 1800-tallet.

Det nuværende navn med baggrund i Sophie Brahe kan og har rummet mange varianter: Sofiegade, Sofiegaden, Sofiesgade, Sofiesgaden og samtlige varianter med navnet Sofie stavet med ph i stedet for med et f, som man gør det nu. Det er derfor praktisk at have en vedtaget og officiel form for gadenavnet.

===Sophie Brahes Gaard===
[[Billede:SophieBrahetavle.jpg|right|260px|thumb|[[Mindeplade for Sophie Brahe]]]]
På hjørnet af Sophie Brahes Gade (tidligere nr. 8-10) og Hestemøllestræde (tidligere nr. 12) mod sydøst, lå Sophie Brahes store renæssancegård. I dette leksikon findes en mindre artikel om en [[mindeplade for Sophie Brahe | mindeplade]], som ses på Wiibroes tidligere bryg- og malthus ud mod Sophie Brahes Gade (se foto til højre). Med udgangspunkt i denne gård opførte Øresundsforeningen, kaldet ”klubben”, sit store bygningskompleks omkring 1790. Øresundsforeningen var et samlingssted for fok fra det bedre borgerskab til kulturelt- og socialt samvær. En voldsom brand ødelagde d. 04. december 1860 den store bygning, og Øresundforeningen flyttede efter 1860 til førstesalen i [[Strandgade 93]]. Brandtomten blev overtaget af og [[Wiibroes Bryggeri]]. En gradvis udflytning af Wiibroe til [[Klostermosevej]] foregik fra 1967 med afslutning i 1985.

Året efter blev de gamle bygninger revet ned med undtagelse af det bevaringsværdige bryg- og malthus ud mod Hestemøllestræde. Den bygning står i dag tilbage med ydermurene og den kamtakkede gavl bevaret. Ejendommen, som har adressen Sophie Brahes Gade 50, rummer nogle virksomheder.

===Bryggergården===
I 1986 blev ejendommen overtaget af Pensionskassen for Sygeplejerske, og de gamle bygninger blev revet ned. Et byggeri på 50 boliger blev opført langs Sophie Brahes Gade (nr. 8-48), Hestemøllestræde og Havnegade. En karrébebyggelse, ”Bryggergården”, fremstår som en form for byhuse. Boligerne stod klar til indflytning d. 01. marts 1991. Ud for [[Sct. Olai Gade]] er der en passage mellem to boligblokke til Havnegade, og det er medvirkende til at binde byen og havneområdet sammen. Hele bebyggelsen anses for at være et vellykket indslag i nyere tids byggeri i byen, og det er på nænsomt vis tilpasset omgivelserne.

===Blandet byggeri og brændselsforhandler===
Bebyggelsen i dag er en blanding af gammelt og nyt uden det helt store særpræg. De fleste bygninger er opført i 1800-tallet. Sophie Brahes Gade nr. 8-48 er omtalt oven for. Ligeledes to tjenesteboliger, nemlig nr. 9 og 11. Den ældste bygning i nr. 6 stammer i sin oprindelige del fra omkring 1732, men er ændret i flere omgange siden da. På denne adresse holdt brændselsforhandlere til i første del af 1900-tallet, først Alf. Christensen og siden Kaas og Sørensen. Denne virksomhed havde en omfattende handel med kul og koks sideløbende med brændselsfirmaet [[Wright og Svendsen]] med adressen [[Stengade 83]]. De to virksomheders handel med kul og koks foregik på den store kulplads ud mod Havnegade. Wright og Svendsen lukkede omkring 1970 som den sidste af de to virksomheder. Den store lossekran, siloer og hvad der nu ellers hørte til, blev i løbet af 1970’erne fjernet. Pladsen blev udlagt til parkeringspladser og navngivet [[Kulpladsen]].

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44093960 Kenno Pedersen. Gader og stræder i mands minde. Bjergegade/Torvegade/Kirkestræde/ Hestemøllestræde/Sophie Brahes Gade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2006.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01864556 Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (om Sophie Brahes Gade, bd. 1, side 398-400).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=820010-katalog%3A2204145 Torben Bill-Jessen: Helsingørs Skt. Olai Kirke i 450 år. (FAHS. 2009. Nr. 2)]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Boligområder]]

Bøssemagergade

2026-03-26T11:09:30Z

Charlotte Fenger: Et par småting

* 3150 Hellebæk
* Bøssemagergade har fået sit navn efter beboerne, som var ansat på [[Kronborg Geværfabrik]].
[[Billede:Nr4_Boessemagergade1890.jpg|left|250px|thumb|Bøssemagergade 1890]]
[[Billede:Nr6_Boessemagergade_1910.jpg|right|250px|thumb|Bøssemagergade 1910]]

===En gade i Tikøb Sogn===
Hellebæk blev tidligt en industriby, og hele virksomheden var stort set centreret omkring Bøssemagergade. Byen [[Hellebæk]] hørte til under [[Tikøb | Tikøb Sogn]], og denne gade var den eneste gade i dette sogn. Det siger noget om, hvor veletableret og anselig byen var. Under Christian 4. blev hele området kaldt for '''Hammermøllen'''. Produktionen blev efterhånden koncentreret omkring håndvåben, herunder geværer og pistoler. Der blev ført mange krige langt op i tiden, som gjorde behovet for våben konstant. Derfor var det en vigtig industri. I en selvstændig artikel om [[Kronborg Geværfabrik]] kan man læse om den første industri gennem mange år. Efter geværfabrikkens lukning i 1870 blev [[Hellebæk Klædefabrik]] omdrejningspunkt for Hellebæks nye industri, og værkstederne blev omdannet til boliger. En selvstændig artikel fortæller om fabrikken og dens betydning for denne periode.

===Den gamle industrivej===
På den tid, hvor Frederik 2. og Christian 4. grundlagde den første industri i Hellebæk, var vejforløbet gennem Hellebæk anderledes. Det var før Kronborg Geværfabrik blev etableret og Bøssemagergade blev anlagt.

Fra Øresund var den gamle vej formentlig identisk med første del af Bøssemagergade og fortsatte ad den nuværende [[Caroline Mathildes Vej]]. Det giver god mening, fordi den første hammermølle lå på denne vej på det sted, hvor '''Caroline Mathildes Vej nr. 2''' ligger og over for den gamle smelteovn og senere kobbermølle, hvor '''Caroline Mathildes Vej nr. 1.''' ligger. Vejen blev afbrudt, da [[Hornbækbanen]] med Hellebæk Station blev anlagt i 1906. Den gamle vejs forløb stadig fornemmes. En rest af den oprindelige, brolagte vej kan den dag i dag ses øst for den nuværende Hammermølle, tæt ved parkeringspladsen ved Bøssemagergade. Den gamle vej munder ud i Bøssemagergade omkring '''nr. 62''', hvorfra de to vejes forløb formodentlig er identiske.

===Bøssemagergade fra Nordre Strandvej===
'''Nr.1''' rummede i tidligere tider [[Hellebæk Kro]], beliggende på hjørnet af [[Nordre Strandvej]] med adresse i Bøssemagergade nr. 1. Bygningen blev opført mellem 1742 og 1765 til en bøssemager og en skæfter, inden den blev omdannet til kro. Det var i den periode, hvor [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Fabrikant/Stephen_Hansen Stephen Hansen] (1701-1770) havde overtaget [[Hellebækgaard]] med alt hvad dertil hørte. Han fik den gamle og hensygnende geværfabrik, herefter benævnt [[Kronborg Geværfabrik]], på fode igen. Han blev enormt betydningsfuld for Hellebæk og fik kongelig bevilling til at drive en kro.

Hellebæk Kro fik privilegier i 1769 og er omtalt i en selvstændig artikel. Til kroens historie knytter sig også, at [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg Johanne Luise Heiberg] opholdt sig her i 1847 og har skrevet et afsnit om opholdet i sine erindringer. Hvordan hun gjorde [[Anes Hus]] kendt, kan man læse om i en selvstændig artikel. I dag er bygningen i Bøssemagergade omdannet til ejerlejligheder.

[[Billede:Nr11_Kobmand1921.jpg|250px|right|thumb|Købmanden 1921]]
'''Nr. 2''' ligger på det modsatte hjørne mod nord. Her havde P. Schaar en '''købmandsbutik''', som han i 1920 udvidede med en tilbygning med tårn, indgang i hjørnet og et udstillingsvindue. Allerede i 1847 har der på dette sted været høker- og købmandsbutik, men formentlig med et noget mere ydmygt udseende og et noget andet varesortiment. Johanne Luise Heiberg omtaler i sine erindringer nogle indkøb hos urtekræmmeren over for kroen, hvor hun boede.

'''Nr. 3-13''' blev opført mellem 1742 og 1765 i bindingsværk og rummede oprindeligt både værksteder og boliger for bøssemagere. Boligrækken med de ulige numre, som var på 47 fag, er den bedst bevarede af de to husrækker og fremtræder næsten som tidligere. Den blev renoveret og grundmuret i 1849. Den anden husrække med de lige numre og boliger fra '''nr. 4-8''', der næsten er sammenbyggede, er kun ændret i mindre grad. Disse husrækker overfor hinanden blev kaldt for '''”Tinrækken”'''.

Bygningens sokkel er helt speciel. Fra strandvejen er den hele to meter høj, men har op ad bakken mod afslutningen tabt højde i en sådan grad, at den sidste ende af bygningen er uden sokkel. Her ligger gulvbrædderne under højden på jordens overflade.
[[Billede:Nr18_tinraekkrn_1920.jpg|left|250px|thumb|Tinrækken 1920]]
'''Nr. 4-8''' er et hus i to etager, opført i 1945. Det erstattede en husrække '''(nr. 4-10)''', hvor bl.a. en rotgieter (en slags gørtler) og en bøssemager holdt til. Det kan være opført omkring 1740'erne i Stephen Hansens tid, men det nævnes også, at det er opført mellem 1769 og 1783. Samme problematik: se afsnittet om mesterboligerne neden for. Fabrikkens skole havde på et tidspunkt til huse i '''nr. 4'''. Geværfabrikkens grovsmedje og svendenes forsamlingshus lå tidligere bag ved denne husrække.

'''Det gamle bytorv''' lå på den nordre side af Bøssemagergade, hvor vejen danner en kurve fra '''nr. 8-18''' i husrækken. I begyndelsen af 1800-tallet lå der både en slagter og et bageri i rundingen. De ulige numre '''15-17''' ligger omtrent overfor '''nr. 12-16'''. Det lige gadeforløb, som Bøssemagergade har i dag er fra nyere tid. Vejen dannede et bue, fordi en gammel '''bore- og pibemølle''' lå her, opført i 1765 af Stephen Hansen. Den blev på et tidspunkt revet ned og gaden blev ført lige igennem samtidig med, at rundingen på den modsatte side med forretningerne blev bibeholdt.

'''Nr.15-17''' er et aflangt toetages hus med otte lejligheder, kaldet '''”Amalienborg”'''. Det blev opført i 1941 til erstatning for en bygning fra geværfabrikkens tid, et grundmuret hus med beboelse og værksteder. Det tidligere hus fra 1740’erne dannede et knæk, som fulgte forløbet af Caroline Mathildes Vej. Tidligere delte Caroline Mathildes Vej og Bøssemagergade sig på toppen af bakken fra strandvejen lige før rundingen, hvor fabriksklokken var anbragt. Den er nu sat op i en ny klokkestabel ved [[Hammermøllen]].

'''Nr.12-14''' blev opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk og rummede oprindeligt både værksteder og boliger for bøssemagere.

'''Nr. 16''' er også opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk. Samtidigt med, at udhuset blev opført i 1849, blev bygningen grundmuret og står i dag med kun få ændringer.

'''Nr. 18''' er ligeledes opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk. Bageriet (nævnt oven for), blev indrettet i 1817 og var i funktion lige til 1978. Maleren [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1850-1910/Carl_Bloch Carl Bloch] udførte en radering i 1889, hvor man ser sidehuset og huset i gården. Efter at disse huse blev revet ned i 1956, er et garageanlæg samt et trappehus blevet opført.

'''Nr. 20''' er opført i 1955, hvor der tidligere lå en mølle med værksted, smedje og beboelse.

'''Nr. 22''' var stedet, hvor forgængeren for Proberhuset i '''nr. 19''' fra 1847 lå. Bygningen eksisterer ikke mere, og på stedet er opført en beboelsesejendom.

===Proberhuset===
[[Billede:Nr107 proberhus 1860 10.jpg|right|thumb|250px|Proberhuset fra 1856]]
'''Nr. 19''' er Proberhuset med den karakteristiske skorsten, opført i 1847, beliggende over for mesterboligerne. Det udmærker sig ved at være det ældste proberhus i Danmark, muligvis endda i Europa. Den enestående og nu fredede bygning blev reddet fra nedrivning og restaureret gennemgribende i 1956. Bygningens anvendelse er omtalt i en artikel om [[Kronborg Geværfabrik]].

Mange kasserede løb findes som vinduesgitre i Helsingør, men også nogle kan ses i Hellebæk: bl.a. i et kældervindue i nr. 2 på [[Caroline Mathildes Vej]] , som vender ud mod Bøssemagergade omkring det gamle bytorv og i et kældervindue i [[Hellebækgaard]], som vender ud mod havesiden mod vest.

Der har været andre proberhuse før dette fra 1847: et lå i slugten ved Bondedammen; et andet i Bøssemagergade nr. 22 mellem mesterboligerne og Hellebækdammen, men de eksisterer ikke mere.

===Hammermøllen===
'''Nr. 21''' er stedet, hvor den nuværende Hammermølle ligger. Den er opført i 1765 og gennemrenoveret i 1982 med møllens oprindelige udseende. Den har haft og har en væsentlig betydning for [[Hellebæk]], det være sig historisk og med den funktion, som [[Hammermøllen]] har for området i dag. Man kan læse mere om denne bygning i en særskilt artikel i dette leksikon.

===Mesterboligerne og Skæftergården===
'''Nr. 24-58''' rummede mesterboligerne og Skæftergården, alle meget velbevarede og fredede. I en del af husene var der boliger og værksteder, men i forbindelse med Skæftergården '''(nr. 38-54)''' var de adskilte. De blev opført mellem 1769 og 1783 af bygmester Schram på foranledning af [http://da.wikipedia.org/wiki/Heinrich_Carl_von_Schimmelmann Heinrich Carl von Schimmelmann] efter dennes overtagelse af geværfabrikken i 1769. De var tiltænkt våbensmede fra udlandet, tyske og især vallonske, som blev hentet fra den fransktalende del af Belgien. Mesterboligerne var beregnet til to bøssemagermestre, som boede i den midterste del af husene, og værkstederne var i gavlene. Baghusene til ”mesterboligerne” har været anvendt som udhuse og stalde. Husene står i dag som dengang, bortset fra at dengang var kalket røde og i dag er kalket gule.

Mesterboligerne (eller nogle af dem) blev muligvis allerede opført i perioden 1742-1765 under Stephen Hansen. Men de nævnes flest steder som opført mellem 1769 og 1783, altså i perioden med Schimmelmann. Samme problematik gør sig gældende i boliger fra '''nr. 4-8'''. Man kan måske forsigtigt konkludere, at hvis de eksisterede tidligere, er de ombyggede og forbedrede i så stor grad, at æren tilfalder Schimmelmann.

'''Nr. 24''' ligger lidt for sig selv med facaden ud mod '''Skolestien''', den første bygning i rækken med oprindeligt værksted til den nærmeste mesterbolig. Nordfløjen blev tilføjet i 1854. Det var i denne ejendom, i '''”Besestuen”''', at våbnene blev ”beset” og godkendt til endelig aflevering af den kongelige kontrolofficer.

===Tinrækken og Tallerkenrækken===
Mesterboligerne fra '''nr. 26-48''' med facade ud mod Bøssemagergade danner en smuk helhed og blev i folkemunde kaldt ”Tallerkenrækken”. Denne betegnelse skal sammenholdes med ”Tinrækken” i '''nr. 3-13''', nævnt oven for i denne artikel. Det var en folkelig markering af den sociale placering i samfundet, idet tallerkener af porcelæn blev regnet for at være finere end de simple tintallerkener.

'''Nr. 30''' rummede et '''ismejeri''', som lukkede i 1950’erne. Dammen over for blev på grund af ismejeriet kaldt for '''"Mælkedammen"'''. Her skar man isblokke til isskabe, før køleskabe vandt indpas. Dammen hed oprindelig '''”Ransy’s Dam”''', opkaldt efter en bøssemagermester.

'''Nr. 32''' fungerede som den offentlige '''Hellebæk Skole''' fra 1818-1876 indtil den nye, selvstændige skole blev opført samme år. Den blev også benævnt Bøssemagernes Skole.

'''Nr. 34''' fungerede som privatskole fra 1886-1896. Den blev drevet af '''Marie Moldenhawer''', datter af administrator '''Wilhelm Moldenhawer''' (nævnt under administratorboligen i '''nr. 60''' neden for).

'''Nr. 38-48''' var '''Skæftergården''', som kun rummede boliger på hver seks fag til seks skæftere. Derfor er boligerne smallere end de andre mesterboliger med lavere nummerering beliggende før jernbaneoverskæringen.

'''Nr. 50-54''' består af tre baghuse, hvor skæftemagerne havde værksteder. Skæfterne blev lavet af valnøddetræ eller elmetræ. Baghusene er opført mellem 1769 og 1783, på samme tid som boligerne i '''nr. 38-48''', og ligeledes fredede. I dag er de indrettet til beboelse.

'''Nr. 56-58''' er som de øvrige mesterboliger fredede og regnes ligeledes for opført mellem 1769 og 1783 i H.C. Schimmelmanns tid. Begge huse var indrettet med smedjer i gavlen og boliger i midten. Husrækken i Bøssemagergades øverste del mod Bondedammen er i dag gulkalkede, en enkelt har dog tidligere været farvet rød. Efter 1849 er bygningerne indrettet til boliger.

===Bajonetslibemøllen===
'''Nr. 23''' er et hus beliggende lavt i kløften neden for Bøssemagergade. Det ligger ud for kuskeboligen i nr. 62, mellem Hammermøllen og Turbinehuset, men en anelse mod vest i forhold til disse. Det idylliske hus i skovbrynet blev opført i 1765 og var tidligere en bore- og slibemølle, hvor bajonetter og sabler blev afpudset. Huset rummede en bolig og en smedje, der lå i en vinkelbygning ud til Hellebækken. En spindemølle blev senere etableret her. Bygningen var så stærkt forfalden, at den var tæt på nedrivning. Ved privat mellemkomst blev den i 1977 sat gennemgribende og smukt i stand med udnyttet tagetage samt kviste. På grunden lå tidligere også en vognport og et lille skomagerværksted.

===Trompetérbakken ===
[[Billede:Nr19 trompeterbakke1860.jpg|225px|right|thumb|Trompeterbakken 1860]]
Trompetérbakken kaldtes bakken, som tager sin begyndelse lidt før '''nr. 60''' og når toppen, hvor Bøssemagergade svinger omkring '''Bondedammen''']. At den blev kaldt således, kan have sin forklaring i, at postvognen i fordums tid meldte sin ankomst til byen ved et trompetsignal her fra.

'''Nr. 60''' blev opført mellem 1811 og 1823 som administratorbolig for [[Det Schimmelmannske Fideikommis]], som indtil da var blevet administreret fra København. Fra dette sted er der en smuk udsigt ud over boligrækkerne mod [[Nordre Strandvej]]. I dette hus boede bl.a. en lokalhistorisk ”berømt” administrator, [[Wilhelm Moldenhawer]] (nævnt i forbindelse med '''nr. 34'''). Han fungerede som administrator fra 1857-1917, blev kaldt ”Kongen af Hellebæk” og var kendt for sit stridbare sind. Et samtidigt udhus er nu nedrevet. Tværbygningen blev tilføjet senere og anvendt som kontorlokaler. Bag ved administratorboligen ligger Store Mørkedam, som nu er tilgroet.

'''Nr. 62''' rummede '''kuskeboligen''', som var knyttet til administratorboligen. Den gamle vej støder til Bøssemagergade omkring nr. 62, hvorfra de to vejes forløb formodentlig er identiske. Her boede den kendte fuglemaler [http://www.leifrydeng.dk/biografien Leif Rydeng] (1913-1975) med sin hustru Lotte fra 1960. Hun med en antikvitetshandel i den ene ende af huset og han med sit atelier på 1. sal. I 1975 omkom begge ved en trafikulykke ved Esrum Sø, forårsaget af en spitbilist.

'''Nr. 66''' regnes for opført mellem 1769 og 1783, men med en gennemført grundmuring til forskel fra '''nr. 68'''. Ud over beboelse rummede den to smedjer. Pensionatet ”Bondedammen” var etableret her i en periode i 1900-tallet. '''Carl Bosevang''' (1885-1970) havde som lokal kunstmaler sit atelier her og var uhyre produktiv. Han malede utallige motiver fra Helsingør og omegn, herunder Hellebæk, som Helsingør Kommunes Museer har haft held til at opkøbe (se nederst under eksterne links). Han er begravet på Hellebæk Kirkegård.

'''Nr. 72''' ligger som det sidste hus lige før Bøssemagergade svinger rundt om Bondedammen. Det er opført i 1735, bliver kaldt for '''Helbergshus''' og rummede oprindelig fire fags smedje og fire fags beboelse. Udhuset er opført på samme tid. Huset er opkaldt efter den sidste bøssemagermester, der blev udlært på [[Kronborg Geværfabrik]]. Efter geværfabrikkens lukning drev han sin private virksomhed fra Helberghus. På et tidspunkt blev der foretaget en ombygning med tilføjelse af to fag til hver ende af huset, så to familier kunne bo der. Huset er i privateje og er sat fint i stand.

===Turbinehuset===
Området over for '''Bondedammen''' har gennemgået ret store forandringer gennem tiderne i forhold til den øvrige del af Bøssemagergade. Det gælder især den del med mesterboligerne og videre op mod Bondedammen. Efter at vejdæmningen blev udført, blev Bondedammen opsamlingsdam fra de mange øvrige søer og damme i '''Hammermølle Skov''' og [[Teglstrup Hegn]] med '''Bøgeholm Sø''' og [[Skindersø]] som de største.

Hvor '''Turbinehuset''' ligger i dag, lå '''”Den ny Hammermølle”''' fra 1738, hvis indre guldaldermaleren [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Billedkunst,_nordisk_nyklassicisme/Constantin_Hansen Constantin Hansen] (1804-1880) har foreviget i 1859. Det var her, at en helt ny fabrik blev etableret til fremstilling af Remington Geværer. Turbinehuset er opført i 1896 som en del af den daværende bomuldsspinderi, senere lager for [[Hellebæk Klædefabrik]]. Fabrikken brændte totalt ned i 1943, sandsynligvis ved sabotage. Formentlig var der tale om, at nogle troede, at fabrikken havde noget med tyske uniformer at gøre. Man kan i dag se rester af fabrikkens murværk i dæmningen mod Bondedammen. Turbinehuset blev genopført i 1946 og er den eneste tilbageblevne bygning. Den ejes i dag af Naturstyrelsen (tidligere Skov- og Naturstyrelsen) og lejes af [http://www.hammermollen.dk/ Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening], som står for drift og vedligeholdelse.

En model af Hellebæk by, som den så ud i 1823, findes i øverste etage af Turbinehuset (se fotos under eksterne links). I underetagen er Hellebæk Vandkraftværk, et af Danmarks mindste. Her kan man få indblik i fortidens miljøvenlige energiproduktion med en beskeden produktionsmængde, sammenlignet med moderne kraftværker. Dog kan en tredjedel af hele elforbruget på Hammermøllen og i Turbinehuset på et år produceres her.

===Sidste del af Bøssemagergade===
[[Billede:Figaro1.jpg|right|250px|thumb|Figaro]]
'''Nr. 25-43''' rummede de boliger, man kaldte '''”Figaro”''', bygget i 1873 til arbejdere på Hellebæk Klædefabrik. Ejendomskomplekset hedder i dag '''”Hammergården"''', tilhører en andelsboligforening og er smukt restaureret.

Bag ved disse boliger ligger '''"Pinsebakken"''' næsten i linje med oven for omtalte bajonetslibemølle. Pinsebakken knytter sig til en årlig pinsefest, som er kort omtalt i artikel om [[Kronborg Geværfabrik]].

Bøssemagergade fortsætter ved '''Hammermølle Skov''', hvor en skovvej fører til den østlige side af [[Hammermøllen]]. Lige ved den skovvej munder [[Hellebækvej]] ud i Bøssemagergade. Ved siden af skovvejen mod øst ligger '''Hellebæk Kirkegård''' fra 1852, som blev udvidet i 1950. Den knytter sig til [[Hellebæk Kirke]], som blev bygget i 1920 til afløsning for et kapel i [[Hellebækgaard]] fra 1786.

Sidste del af Bøssemagergade fortsætter langs '''Kobberdammen''', inden den munder i skovvejen i [[Teglstrup Hegn]]. Den var i gamle dage hovedvejen langs vandsiden til [[Hellebæk]]. Lige før Kobberdammen ligger sidevejen [[Kobberdamsvej]], som munder ud i Bøssemagergade og rummer rækkehuse bygget i klædefabrikkens tid. Fra kirkegården og frem ligger boliger med husnumre fra '''nr. 71''' og slutter med '''nr. 81'''.

===Eksterne links===
[http://fotosamling.hellebaek-aalsgaard.dk/#!home Samlet billedarkiv fra Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening]

[http://www.hammermollen.dk/ Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening]

[https://www.google.dk/search?q=Helleb%C3%A6k+bymodel&sa=X&tbm=isch&tbo=u&source=univ&ved=0ahUKEwiAuJm0yqTVAhWoFZoKHc_kCtIQsAQINQ&biw=1301&bih=590&dpr=1.05 Billeder af Hellebæk bymodel]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A05393167 Westengaard-Hildinge, O.:En byvandring i Hellebæk-Aalsgaard. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 13, 1979.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A20606576 Bymodel af Hellebæk-Aalsgaard anno 1823. Hellebæk - Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 25, 1993-1994.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45064778 Jesper Godvin Hansen: Fotografen Louise Thomsen - Hellebæk 1823-1907. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, 2010, nr. 39.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A07355203 Otto Valentiner: Den gamle geværfabrik i Hellebæk. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 24, 1992.]

[[Kategori: gader og veje]] [[Kategori:Huse]]

Bøssemagergade

2026-03-26T11:07:12Z

Charlotte Fenger: Et par småting

* 3150 Hellebæk
* Bøssemagergade har fået sit navn efter beboerne, som var ansat på [[Kronborg Geværfabrik]].
[[Billede:Nr4_Boessemagergade1890.jpg|left|250px|thumb|Bøssemagergade 1890]]
[[Billede:Nr6_Boessemagergade_1910.jpg|right|250px|thumb|Bøssemagergade 1910]]

===En gade i Tikøb Sogn===
Hellebæk blev tidligt en industriby, og hele virksomheden var stort set centreret omkring Bøssemagergade. Byen [[Hellebæk]] hørte til under [[Tikøb | Tikøb Sogn]], og denne gade var den eneste gade i dette sogn. Det siger noget om, hvor veletableret og anselig byen var. Under Christian 4. blev hele området kaldt for '''Hammermøllen'''. Produktionen blev efterhånden koncentreret omkring håndvåben, herunder geværer og pistoler. Der blev ført mange krige langt op i tiden, som gjorde behovet for våben konstant. Derfor var det en vigtig industri. I en selvstændig artikel om [[Kronborg Geværfabrik]] kan man læse om den første industri gennem mange år. Efter geværfabrikkens lukning i 1870 blev [[Hellebæk Klædefabrik]] omdrejningspunkt for Hellebæks nye industri, og værkstederne blev omdannet til boliger. En selvstændig artikel fortæller om fabrikken og dens betydning for denne periode.

===Den gamle industrivej===
På den tid, hvor Frederik 2. og Christian 4. grundlagde den første industri i Hellebæk, var vejforløbet gennem Hellebæk anderledes. Det var før Kronborg Geværfabrik blev etableret og Bøssemagergade blev anlagt.

Fra Øresund var den gamle vej formentlig identisk med første del af Bøssemagergade og fortsatte ad den nuværende [[Caroline Mathildes Vej]]. Det giver god mening, fordi den første hammermølle lå på denne vej på det sted, hvor '''Caroline Mathildes Vej nr. 2''' ligger og over for den gamle smelteovn og senere kobbermølle, hvor '''Caroline Mathildes Vej nr. 1.''' ligger. Vejen blev afbrudt, da [[Hornbækbanen]] med Hellebæk Station blev anlagt i 1906. Den gamle vejs forløb stadig fornemmes. En rest af den oprindelige, brolagte vej kan den dag i dag ses øst for den nuværende Hammermølle, tæt ved parkeringspladsen ved Bøssemagergade. Den gamle vej munder ud i Bøssemagergade omkring '''nr. 62''', hvorfra de to vejes forløb formodentlig er identiske.

===Bøssemagergade fra Nordre Strandvej===
'''Nr.1''' rummede i tidligere tider [[Hellebæk Kro]], beliggende på hjørnet af [[Nordre Strandvej]] med adresse i Bøssemagergade nr. 1. Bygningen blev opført mellem 1742 og 1765 til en bøssemager og en skæfter, inden den blev omdannet til kro. Det var i den periode, hvor [http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Fabrikant/Stephen_Hansen Stephen Hansen] (1701-1770) havde overtaget [[Hellebækgaard]] med alt hvad dertil hørte. Han fik den gamle og hensygnende geværfabrik, herefter benævnt [[Kronborg Geværfabrik]], på fode igen. Han blev enormt betydningsfuld for Hellebæk og fik kongelig bevilling til at drive en kro.

Hellebæk Kro fik privilegier i 1769 og er omtalt i en selvstændig artikel. Til kroens historie knytter sig også, at [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Teater/Danske_skuespillere/Johanne_Luise_Heiberg Johanne Luise Heiberg] opholdt sig her i 1847 og har skrevet et afsnit om opholdet i sine erindringer. Hvordan hun gjorde [[Anes Hus]] kendt, kan man læse om i en selvstændig artikel. I dag er bygningen i Bøssemagergade omdannet til ejerlejligheder.

[[Billede:Nr11_Kobmand1921.jpg|250px|right|thumb|Købmanden 1921]]
'''Nr. 2''' ligger på det modsatte hjørne mod nord. Her havde P. Schaar en '''købmandsbutik''', som han i 1920 udvidede med en tilbygning med tårn, indgang i hjørnet og et udstillingsvindue. Allerede i 1847 har der på dette sted været høker- og købmandsbutik, men formentlig med et noget mere ydmygt udseende og et noget andet varesortiment. Johanne Luise Heiberg omtaler i sine erindringer nogle indkøb hos urtekræmmeren over for kroen, hvor hun boede.

'''Nr. 3-13''' blev opført mellem 1742 og 1765 i bindingsværk og rummede oprindeligt både værksteder og boliger for bøssemagere. Boligrækken med de ulige numre, som var på 47 fag, er den bedst bevarede af de to husrækker og fremtræder næsten som tidligere. Den blev renoveret og grundmuret i 1849. Den anden husrække med de lige numre og boliger fra '''nr. 4-8''', der næsten er sammenbyggede, er kun ændret i mindre grad. Disse husrækker overfor hinanden blev kaldt for '''”Tinrækken”'''.

Bygningens sokkel er helt speciel. Fra strandvejen er den hele to meter høj, men har op ad bakken mod afslutningen tabt højde i en sådan grad, at den sidste ende af bygningen er uden sokkel. Her ligger gulvbrædderne under højden på jordens overflade.
[[Billede:Nr18_tinraekkrn_1920.jpg|left|250px|thumb|Tinrækken 1920]]
'''Nr. 4-8''' er et hus i to etager, opført i 1945. Det erstattede en husrække '''(nr. 4-10)''', hvor bl.a. en rotgieter (en slags gørtler) og en bøssemager holdt til. Det kan være opført omkring 1740'erne i Stephen Hansens tid, men det nævnes også, at det er opført mellem 1769 og 1783. Samme problematik: se afsnittet om mesterboligerne neden for. Fabrikkens skole havde på et tidspunkt til huse i '''nr. 4'''. Geværfabrikkens grovsmedje og svendenes forsamlingshus lå tidligere bag ved denne husrække.

'''Det gamle bytorv''' lå på den nordre side af Bøssemagergade, hvor vejen danner en kurve fra '''nr. 8-18''' i husrækken. I begyndelsen af 1800-tallet lå der både en slagter og et bageri i rundingen. De ulige numre '''15-17''' ligger omtrent overfor '''nr. 12-16'''. Det lige gadeforløb, som Bøssemagergade har i dag er fra nyere tid. Vejen dannede et bue, fordi en gammel '''bore- og pibemølle''' lå her, opført i 1765 af Stephen Hansen. Den blev på et tidspunkt revet ned og gaden blev ført lige igennem samtidig med, at rundingen på den modsatte side med forretningerne blev bibeholdt.

'''Nr.15-17''' er et aflangt toetages hus med otte lejligheder, kaldet '''”Amalienborg”'''. Det blev opført i 1941 til erstatning for en bygning fra geværfabrikkens tid, et grundmuret hus med beboelse og værksteder. Det tidligere hus fra 1740’erne dannede et knæk, som fulgte forløbet af Caroline Mathildes Vej. Tidligere delte Caroline Mathildes Vej og Bøssemagergade sig på toppen af bakken fra strandvejen lige før rundingen, hvor fabriksklokken var anbragt. Den er nu sat op i en ny klokkestabel ved [[Hammermøllen]].

'''Nr.12-14''' blev opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk og rummede oprindeligt både værksteder og boliger for bøssemagere.

'''Nr. 16''' er også opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk. Samtidigt med, at udhuset blev opført i 1849, blev bygningen grundmuret og står i dag med kun få ændringer.

'''Nr. 18''' er ligeledes opført mellem 1769 og 1783 i bindingsværk. Bageriet (nævnt oven for), blev indrettet i 1817 og var i funktion lige til 1978. Maleren [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1850-1910/Carl_Bloch Carl Bloch] udførte en radering i 1889, hvor man ser sidehuset og huset i gården. Efter at disse huse blev revet ned i 1956, er et garageanlæg samt et trappehus blevet opført.

'''Nr. 20''' er opført i 1955, hvor der tidligere lå en mølle med værksted, smedje og beboelse.

'''Nr. 22''' var stedet, hvor forgængeren for Proberhuset i '''nr. 19''' fra 1847 lå. Bygningen eksisterer ikke mere, og på stedet er opført en beboelsesejendom.

===Proberhuset===
[[Billede:Nr107 proberhus 1860 10.jpg|right|thumb|250px|Proberhuset fra 1856]]
'''Nr. 19''' er Proberhuset med den karakteristiske skorsten, opført i 1847, beliggende over for mesterboligerne. Det udmærker sig ved at være det ældste proberhus i Danmark, muligvis endda i Europa. Den enestående og nu fredede bygning blev reddet fra nedrivning og restaureret gennemgribende i 1956. Bygningens anvendelse er omtalt i en artikel om [[Kronborg Geværfabrik]].

Mange kasserede løb findes som vinduesgitre i Helsingør, men også nogle kan ses i Hellebæk: bl.a. i et kældervindue i nr. 2 på [[Caroline Mathildes Vej]] , som vender ud mod Bøssemagergade omkring det gamle bytorv og i et kældervindue i [[Hellebækgaard]], som vender ud mod havesiden mod vest.

Der har været andre proberhuse før dette fra 1847: et lå i slugten ved Bondedammen; et andet i Bøssemagergade nr. 22 mellem mesterboligerne og Hellebækdammen, men de eksisterer ikke mere.

===Hammermøllen===
'''Nr. 21''' er stedet, hvor den nuværende Hammermølle ligger. Den er opført i 1765 og gennemrenoveret i 1982 med møllens oprindelige udseende. Den har haft og har en væsentlig betydning for [[Hellebæk]], det være sig historisk og med den funktion, som [[Hammermøllen]] har for området i dag. Man kan læse mere om denne bygning i en særskilt artikel i dette leksikon.

===Mesterboligerne og Skæftergården===
'''Nr. 24-58''' rummede mesterboligerne og Skæftergården, alle meget velbevarede og fredede. I en del af husene var der boliger og værksteder, men i forbindelse med Skæftergården '''(nr. 38-54)''' var de adskilte. De blev opført mellem 1769 og 1783 af bygmester Schram på foranledning af [http://da.wikipedia.org/wiki/Heinrich_Carl_von_Schimmelmann Heinrich Carl von Schimmelmann] efter dennes overtagelse af geværfabrikken i 1769. De var tiltænkt våbensmede fra udlandet, tyske og især vallonske, som blev hentet fra den fransktalende del af Belgien. Mesterboligerne var beregnet til to bøssemagermestre, som boede i den midterste del af husene, og værkstederne var i gavlene. Baghusene til ”mesterboligerne” har været anvendt som udhuse og stalde. De gulmalede huse fremstår som dengang ud over, at de i begyndelsen var rødmalede.

Mesterboligerne (eller nogle af dem) blev muligvis allerede opført i perioden 1742-1765 under Stephen Hansen. Men de nævnes flest steder som opført mellem 1769 og 1783, altså i perioden med Schimmelmann. Samme problematik gør sig gældende i boliger fra '''nr. 4-8'''. Man kan måske forsigtigt konkludere, at hvis de eksisterede tidligere, er de ombyggede og forbedrede i så stor grad, at æren tilfalder Schimmelmann.

'''Nr. 24''' ligger lidt for sig selv med facaden ud mod '''Skolestien''', den første bygning i rækken med oprindeligt værksted til den nærmeste mesterbolig. Nordfløjen blev tilføjet i 1854. Det var i denne ejendom, i '''”Besestuen”''', at våbnene blev ”beset” og godkendt til endelig aflevering af den kongelige kontrolofficer.

===Tinrækken og Tallerkenrækken===
Mesterboligerne fra '''nr. 26-48''' med facade ud mod Bøssemagergade danner en smuk helhed og blev i folkemunde kaldt ”Tallerkenrækken”. Denne betegnelse skal sammenholdes med ”Tinrækken” i '''nr. 3-13''', nævnt oven for i denne artikel. Det var en folkelig markering af den sociale placering i samfundet, idet tallerkener af porcelæn blev regnet for at være finere end de simple tintallerkener.

'''Nr. 30''' rummede et '''ismejeri''', som lukkede i 1950’erne. Dammen over for blev på grund af ismejeriet kaldt for '''"Mælkedammen"'''. Her skar man isblokke til isskabe, før køleskabe vandt indpas. Dammen hed oprindelig '''”Ransy’s Dam”''', opkaldt efter en bøssemagermester.

'''Nr. 32''' fungerede som den offentlige '''Hellebæk Skole''' fra 1818-1876 indtil den nye, selvstændige skole blev opført samme år. Den blev også benævnt Bøssemagernes Skole.

'''Nr. 34''' fungerede som privatskole fra 1886-1896. Den blev drevet af '''Marie Moldenhawer''', datter af administrator '''Wilhelm Moldenhawer''' (nævnt under administratorboligen i '''nr. 60''' neden for).

'''Nr. 38-48''' var '''Skæftergården''', som kun rummede boliger på hver seks fag til seks skæftere. Derfor er boligerne smallere end de andre mesterboliger med lavere nummerering beliggende før jernbaneoverskæringen.

'''Nr. 50-54''' består af tre baghuse, hvor skæftemagerne havde værksteder. Skæfterne blev lavet af valnøddetræ eller elmetræ. Baghusene er opført mellem 1769 og 1783, på samme tid som boligerne i '''nr. 38-48''', og ligeledes fredede. I dag er de indrettet til beboelse.

'''Nr. 56-58''' er som de øvrige mesterboliger fredede og regnes ligeledes for opført mellem 1769 og 1783 i H.C. Schimmelmanns tid. Begge huse var indrettet med smedjer i gavlen og boliger i midten. Husrækken i Bøssemagergades øverste del mod Bondedammen er i dag gulkalkede, en enkelt har dog tidligere været farvet rød. Efter 1849 er bygningerne indrettet til boliger.

===Bajonetslibemøllen===
'''Nr. 23''' er et hus beliggende lavt i kløften neden for Bøssemagergade. Det ligger ud for kuskeboligen i nr. 62, mellem Hammermøllen og Turbinehuset, men en anelse mod vest i forhold til disse. Det idylliske hus i skovbrynet blev opført i 1765 og var tidligere en bore- og slibemølle, hvor bajonetter og sabler blev afpudset. Huset rummede en bolig og en smedje, der lå i en vinkelbygning ud til Hellebækken. En spindemølle blev senere etableret her. Bygningen var så stærkt forfalden, at den var tæt på nedrivning. Ved privat mellemkomst blev den i 1977 sat gennemgribende og smukt i stand med udnyttet tagetage samt kviste. På grunden lå tidligere også en vognport og et lille skomagerværksted.

===Trompetérbakken ===
[[Billede:Nr19 trompeterbakke1860.jpg|225px|right|thumb|Trompeterbakken 1860]]
Trompetérbakken kaldtes bakken, som tager sin begyndelse lidt før '''nr. 60''' og når toppen, hvor Bøssemagergade svinger omkring '''Bondedammen''']. At den blev kaldt således, kan have sin forklaring i, at postvognen i fordums tid meldte sin ankomst til byen ved et trompetsignal her fra.

'''Nr. 60''' blev opført mellem 1811 og 1823 som administratorbolig for [[Det Schimmelmannske Fideikommis]], som indtil da var blevet administreret fra København. Fra dette sted er der en smuk udsigt ud over boligrækkerne mod [[Nordre Strandvej]]. I dette hus boede bl.a. en lokalhistorisk ”berømt” administrator, [[Wilhelm Moldenhawer]] (nævnt i forbindelse med '''nr. 34'''). Han fungerede som administrator fra 1857-1917, blev kaldt ”Kongen af Hellebæk” og var kendt for sit stridbare sind. Et samtidigt udhus er nu nedrevet. Tværbygningen blev tilføjet senere og anvendt som kontorlokaler. Bag ved administratorboligen ligger Store Mørkedam, som nu er tilgroet.

'''Nr. 62''' rummede '''kuskeboligen''', som var knyttet til administratorboligen. Den gamle vej støder til Bøssemagergade omkring nr. 62, hvorfra de to vejes forløb formodentlig er identiske. Her boede den kendte fuglemaler [http://www.leifrydeng.dk/biografien Leif Rydeng] (1913-1975) med sin hustru Lotte fra 1960. Hun med en antikvitetshandel i den ene ende af huset og han med sit atelier på 1. sal. I 1975 omkom begge ved en trafikulykke ved Esrum Sø, forårsaget af en spitbilist.

'''Nr. 66''' regnes for opført mellem 1769 og 1783, men med en gennemført grundmuring til forskel fra '''nr. 68'''. Ud over beboelse rummede den to smedjer. Pensionatet ”Bondedammen” var etableret her i en periode i 1900-tallet. '''Carl Bosevang''' (1885-1970) havde som lokal kunstmaler sit atelier her og var uhyre produktiv. Han malede utallige motiver fra Helsingør og omegn, herunder Hellebæk, som Helsingør Kommunes Museer har haft held til at opkøbe (se nederst under eksterne links). Han er begravet på Hellebæk Kirkegård.

'''Nr. 72''' ligger som det sidste hus lige før Bøssemagergade svinger rundt om Bondedammen. Det er opført i 1735, bliver kaldt for '''Helbergshus''' og rummede oprindelig fire fags smedje og fire fags beboelse. Udhuset er opført på samme tid. Huset er opkaldt efter den sidste bøssemagermester, der blev udlært på [[Kronborg Geværfabrik]]. Efter geværfabrikkens lukning drev han sin private virksomhed fra Helberghus. På et tidspunkt blev der foretaget en ombygning med tilføjelse af to fag til hver ende af huset, så to familier kunne bo der. Huset er i privateje og er sat fint i stand.

===Turbinehuset===
Området over for '''Bondedammen''' har gennemgået ret store forandringer gennem tiderne i forhold til den øvrige del af Bøssemagergade. Det gælder især den del med mesterboligerne og videre op mod Bondedammen. Efter at vejdæmningen blev udført, blev Bondedammen opsamlingsdam fra de mange øvrige søer og damme i '''Hammermølle Skov''' og [[Teglstrup Hegn]] med '''Bøgeholm Sø''' og [[Skindersø]] som de største.

Hvor '''Turbinehuset''' ligger i dag, lå '''”Den ny Hammermølle”''' fra 1738, hvis indre guldaldermaleren [http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Billedkunst,_nordisk_nyklassicisme/Constantin_Hansen Constantin Hansen] (1804-1880) har foreviget i 1859. Det var her, at en helt ny fabrik blev etableret til fremstilling af Remington Geværer. Turbinehuset er opført i 1896 som en del af den daværende bomuldsspinderi, senere lager for [[Hellebæk Klædefabrik]]. Fabrikken brændte totalt ned i 1943, sandsynligvis ved sabotage. Formentlig var der tale om, at nogle troede, at fabrikken havde noget med tyske uniformer at gøre. Man kan i dag se rester af fabrikkens murværk i dæmningen mod Bondedammen. Turbinehuset blev genopført i 1946 og er den eneste tilbageblevne bygning. Den ejes i dag af Naturstyrelsen (tidligere Skov- og Naturstyrelsen) og lejes af [http://www.hammermollen.dk/ Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening], som står for drift og vedligeholdelse.

En model af Hellebæk by, som den så ud i 1823, findes i øverste etage af Turbinehuset (se fotos under eksterne links). I underetagen er Hellebæk Vandkraftværk, et af Danmarks mindste. Her kan man få indblik i fortidens miljøvenlige energiproduktion med en beskeden produktionsmængde, sammenlignet med moderne kraftværker. Dog kan en tredjedel af hele elforbruget på Hammermøllen og i Turbinehuset på et år produceres her.

===Sidste del af Bøssemagergade===
[[Billede:Figaro1.jpg|right|250px|thumb|Figaro]]
'''Nr. 25-43''' rummede de boliger, man kaldte '''”Figaro”''', bygget i 1873 til arbejdere på Hellebæk Klædefabrik. Ejendomskomplekset hedder i dag '''”Hammergården"''', tilhører en andelsboligforening og er smukt restaureret.

Bag ved disse boliger ligger '''"Pinsebakken"''' næsten i linje med oven for omtalte bajonetslibemølle. Pinsebakken knytter sig til en årlig pinsefest, som er kort omtalt i artikel om [[Kronborg Geværfabrik]].

Bøssemagergade fortsætter ved '''Hammermølle Skov''', hvor en skovvej fører til den østlige side af [[Hammermøllen]]. Lige ved den skovvej munder [[Hellebækvej]] ud i Bøssemagergade. Ved siden af skovvejen mod øst ligger '''Hellebæk Kirkegård''' fra 1852, som blev udvidet i 1950. Den knytter sig til [[Hellebæk Kirke]], som blev bygget i 1920 til afløsning for et kapel i [[Hellebækgaard]] fra 1786.

Sidste del af Bøssemagergade fortsætter langs '''Kobberdammen''', inden den munder i skovvejen i [[Teglstrup Hegn]]. Den var i gamle dage hovedvejen langs vandsiden til [[Hellebæk]]. Lige før Kobberdammen ligger sidevejen [[Kobberdamsvej]], som munder ud i Bøssemagergade og rummer rækkehuse bygget i klædefabrikkens tid. Fra kirkegården og frem ligger boliger med husnumre fra '''nr. 71''' og slutter med '''nr. 81'''.

===Eksterne links===
[http://fotosamling.hellebaek-aalsgaard.dk/#!home Samlet billedarkiv fra Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening]

[http://www.hammermollen.dk/ Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening]

[https://www.google.dk/search?q=Helleb%C3%A6k+bymodel&sa=X&tbm=isch&tbo=u&source=univ&ved=0ahUKEwiAuJm0yqTVAhWoFZoKHc_kCtIQsAQINQ&biw=1301&bih=590&dpr=1.05 Billeder af Hellebæk bymodel]

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A05393167 Westengaard-Hildinge, O.:En byvandring i Hellebæk-Aalsgaard. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 13, 1979.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A20606576 Bymodel af Hellebæk-Aalsgaard anno 1823. Hellebæk - Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 25, 1993-1994.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A45064778 Jesper Godvin Hansen: Fotografen Louise Thomsen - Hellebæk 1823-1907. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, 2010, nr. 39.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A07355203 Otto Valentiner: Den gamle geværfabrik i Hellebæk. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 24, 1992.]

[[Kategori: gader og veje]] [[Kategori:Huse]]

Bøssemagergade

2026-03-26T11:00:10Z

Charlotte Fenger: Mindre tilføjelse

Sander Leyel

2026-03-26T10:44:58Z

Charlotte Fenger: Link rettet

Mange skotter indvandrede 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet til Helsingør. I tidligere tider blev mange udlændinge tiltrukket af Helsingør på grund af det internationale præg, som [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] tilførte byen. Blandt de [[Den skotske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden | skotske indvandrere]] var der enkelte rige familier, flere med beskedne erhverv, men også en del fattige.

===En skotte kommer til byen===
Som et eksempel på en af de rige familier var Sandel Leyel (Alexander Lyle). Han blev født i Skotland i år 1500, drog til Helsingør og så formentlig gode handelsmuligheder som købmand netop her. Han er i 1528 nævnt som boende i Helsingør, men er formentlig ankommet tidligere. Han blev gift med Elline Davidsdatter, som sandsynligvis også var fra Skotland.

===Stengade 70-74===
Efter ankomsten til Helsingør overtog Sander Leyel ejendommen Stengade 74, efter at ægteparret havde beboet den et stykke tid inden. Bygningen er opført omkring 1500 med gavlen vendt ud mod Stengade, som mange ejendomme var, for at udnytte grunden bedst muligt. Kort tid efter at Sander Leyel var blevet borgmester i Helsingør, overtog han ejendommene [[Stengade 70]] og 72, og Stengade 70 blev skilt ud som selvstændig ejendom. Her kom Sanders søn, Frederik Leyel og senere denne søn, Alexander, til at bo og optræder derfor i en selvstændig artikel i dette leksikon. Sander Leyel er omtalt i forbindelse med [[Stengade 72-74]].

===Købmand, godsejer og borgmester===
Sander Leyel købte Karmeliterklostrets teglovn, og kong Frederik 1. stadfæstede købet i 1530 af. Han havde gods i pant af Esrum Kloster, [[Borsholm]] i [[Tikøb | Tikøb Sogn]]. Han blev en af de få storkøbmænd, der drev handel i udlandet, bl.a. Skotland og de fleste nordiske lande, også under [https://denstoredanske.lex.dk/Grevens_Fejde Grevens fejde] 1534-1536. Det lykkedes ham i 1535 at sende skib til Nederlandene, og det nød hoffet godt af under Københavns belejring. Som nævnt oven for blev Sander Leyel borgmester i Helsingør senest i 1536. I 1539 overtog staten Sander Leyels teglovn og skænkede ham i stedet for fire gårde i [[Horserød]]. Han må have været værdsat, for i 1550 modtog han yderligere otte gårde for ”tro tjeneste”. 1547 erhvervede han med kongens og Rigsrådets samtykke [[Borsholm]], som han havde i Pant af Esrom Kloster, til fri Ejendom.

===Øresundstolder===
Sander Leyel foretog indkøb til hoffet under kong Christian 3. og indhentede nyheder fra udlandet. Det var muligvis medvirkende til, at han af kongen blev udnævnt til tolder ved Øresundstolden i 1948 efter at den foregående tolder var blevet tiltalt for embedsforsømmelse og afskediget. Efter denne udnævnelse blev samarbejdet med hoffet - indkøb og nyheder – yderligere forstærket, og Christian 3. blev da også gudfar for Sander Leyels børn og opholdt sig lejlighedsvis i deres hjem.

===En flittig borger===
En reorganisation af landets finansadministration kom også til at omfatte Øresundstolden. Sander Leyel var ikke blot en fremragende købmand, han må også have været administrativt begavet, siden han blev inddraget i denne proces. Han udarbejdede med stor kyndighed en så langsigtet og hensigtsmæssig model for Øresundstoldens regnskabsføring, at den kunne anvendes i omkring de følgende 80 år. Han sørgede også for, at toldembedet mere omfattende. Ydermere blev han i 1554 tilkaldt som sagkyndig ved forhandlingerne med
[https://denstoredanske.lex.dk/hansest%C3%A6der Hanseaterne].

Han vedblev at være borgmester og tolder, men fortsatte ved siden af som købmand. Sander Leyel må have haft en stor arbejdskapacitet, siden han kunne overkomme og opretholde alle tre hverv – ud over oven for nævnte betroede opgaver. Måske blev det alligevel for meget, for han fik ansat først én toldskriver og senere endnu to som assistance. Sander Leyel har været meget velanset og betydningsfuld for byen og var knyttet til Helsingør hele sit liv. Ikke uvæsentlig var, at han forstod at drage nytte af sine mange forbindelser. Han blev ganske velhavende, byens rigeste mand og døde d. 02. februar 1560.

===I faderens fodspor===
Sønnen Frederik Leyel (1536-1601) havde ikke sit virke fra fremmede. Han var rådmand fra 1576-1579, blev tolder ved Øresundstolden i 1583 og borgmester i 1591. [[Frederik Leyels Vej | Fr. Leyels Vej]] i Snekkersten er opkaldt efter ham. Se også [[Stengade 70]].

===Litteraturhenvisninger===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99257334 Jacobsen, P.V.: Bidrag til Danmarks Personal- og Tids-Historie i det 16de Aarhundrede.Om Sander Leiel og Henrik Mogensen, Toldere ved Øresunds Told og borgmestre i Helsingør (Historisk Tidsskrift, 1844, V. S. 446-480).]

de Fine Bunkeflod, T.: Sander Leyel, Tolder i Helsingør : 22. Marts 1548 - 4. Marts 1560 (Maanedsskrift for Toldvæsen, 1911, V, S. 103-110.

C.F. Bricka: Dansk Biografisk Leksikon, bd. 10. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel og Søn), 1896.

[[Kategori:Personer]] [[Kategori: Købmænd]]

Helsingør

2026-03-14T15:54:20Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor fiskerlejet lå, men det har formentlig ligget i den sydvestlige del af byområdet ved vandløbet ”Strømmen”, som løb ud i Øresund der, hvor nuværende [[Gyldenstræde]] ligger. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Helsingør har i tidlige tider haft betydning for færgefarten mellem Helsingør og Helsingborg, fordi det er det smalleste sted i Øresund.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder det således ’Helsingernes grusede strandbred'.

===Byens specielle beliggenhed===
Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]]. Helsingør har derfor en helt speciel historie og givet byen en særstilling. Karakteristisk for Helsingør er en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet, før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: [[Det ældste Helsingør]]). Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i [https://lex.dk/Kong_Valdemars_Jordebog Kong Valdemars Jordebog] 1241 i købstadslisten og købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240. Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Der kunne være brug for at transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg, og færger har bl.a. derfor haft stor betydning. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor indflydelse på byens vækst. Fra 1100-tallet flød silden i så store og tætte mængder, at man ”vilde kunne sønderhugge dem med Kaarden”. Mængden af sild var på sit højeste sidst i 1300-tallet, dalede i 1400-tallet og svandt stort set i 1500-tallet. De store skatteindtægter fra [https://lex.dk/Skånemarkedet Skånemarkederne] svandt i samme takt.

===Angreb på byen===
Et tidligt middelalderligt borganlæg syd for middelalderbyen til beskyttelse af byen var [[Flynderborg]]. Borgen blev ødelagt 1369 af lybækkerne, som var med i [https://lex.dk/Hanseforbundet handelsforbundet Hansestæderne]. Der havde været angreb tidligere. Bl.a. hævdes byen at være blevet ødelagt i 1289 af [https://lex.dk/Erik_2._Magnusson_Pr%C3%A6stehader Erik Præstehader]. Byen blev atter ødelagt af Lybækkerne 1312 og igen 1522.

===Helsingørs ældste bygning===
Omkring år 1200 blev den ældste bevarede bygning, [[Skt. Olai Kirke]], grundlagt. På den tid var den en romansk landsbykirke med en anselig størrelse (ca. 19,25 x 11,5 m). Man kan stadig se rester fra den ældste del af kirken. Den er siden blevet udvidet i flere omgange og fik i 1961 status som byens domkirke.

===Helsingørs første storhedstid===
[https://danmarkshistorien.lex.dk/Erik_af_Pommern,_ca._1382-1459 Erik af Pommern] (ca._1382-1459) var den konge, der gav Helsingør et betydningsfuldt løft som by. Han lod borgen [[Krogen - borganlæg | Krogen]] opføre i 1420’erne (senere ombygget til [[Kronborg]]), og han skænkede grunde til tre klostre fra tiggermunkeordener: [[Sct. Annæ Kloster]] i 1420 (Francicskanerordenen), [[Skt. Nikolai Kloster]] i 1430 (Sortebrødre) og [[Karmeliterklostret]] (Vor Frue Kloster) i 1430 (karmelitterordenen/ hvidebrødrene). Han lagde også grund til hovedtrækkene i den byplan, som ses i dag med retlinede gader, parallelt med kysten og tværgaderne gående ud derfra - formet som et skakbræt. Erik af Pommern opfordrede folk til at slå sig ned i Helsingør og bygge et hus: ”de deroppe på Krogen skulle flytte og der en ny Købstad bygge”. Byggede man et stenhus, fik man skattefrihed i 10 år, og et træhus gav skattefrihed i 5 år. Erik af Pommern skænkede byen de hidtil mest omfattende købstadsprivilegier den 2. juni 1426, hvilket øgede handelen i byen. Helsingør fik nye købstadsprivilegier i 1441, 1456 og 1577, men ikke ligeså omfattende som i 1426.

===Øresundstolden===
En genial og indbringende idé var indførelsen af en Øresundstold i 1429. Borgen ’Krogen’ blev opført med henblik på, at den skulle opkræves i Helsingør. I [[Øresundstoldens baggrund]], en artikel i dette leksikon, kan man læse mere om flere forhold, der fører til dette tiltag: øget skibsfart, større skibe og færre sild - alt i alt noget, der fører til færre skatteindtægter. Hvert skib blev opkrævet for 1 [https://lex.dk/rosenobel Rosenobel], der røg direkte i kongens kasse, en told, som også dannede grundlag for Helsingørs vækst og velstand. Tolden var til gengæld ret upopulær hos dem, der skulle betale. For at bøde lidt på det lovede kongen at holde farvandene fri for sørøvere. Først i 1771 gik indtægterne for Øresundstolden i statskassen. Det lykkedes Danmark at opretholde Øresundstolden uforholdsmæssigt mange år, lige indtil USA sagde fra i 1857.
Det gav en magtposition at have herredømmet over Østersøen. Ikke blot byens handel og rigdom, men også dens anseelse voksede, og den internationale by var med på nyeste mode.

===Pest og svedesyge===
Til gengæld var byen sårbar under krige og sygdomme. Pest hærgede i flere omgange, bl.a. i 1583, hvor Helsingørs befolkning på omkring 3.000 indbyggere svandt med ca. en tredjedel. Der var flere mærkbare angreb, bl.a. i 1625 og 1654, og flere mindre fandt sted ind imellem. Det sidste og store [[Pest i Helsingør | pestangreb]] fandt sted i 1711, hvor Helsingørs befolkning atter svandt med ca. en tredjedel. I 1529 kom en mærkelig, epidemisk sygdom, benævnt svedesyge, til Helsingør fra England via Hamburg. Blev man smittet, indtraf døden ofte inden for 24 timer.

===Helsingørs anden storhedstid===
Under Frederik 2. (1534-1588) udviklede byen Helsingør sig yderligere. Frederik 2. er særlig kendt for opførelsen af det storstilede [[Kronborg]] med baggrund i Erik af Pommerns efterhånden forældede og utilstrækkelige borganlæg. Det myldrede med håndværkere på grund af det nye byggeri, og de mange bygningsarbejdere skulle forsynes med brød. Kongen lod derfor adskillige melmøller opføre i Hellebæk, bl.a. [[Kongens Mølle]], efter at have inddæmmet og reguleret områdets mange damme og søer. Vandet samledes i Hellebækken, som havde et fald på 20 meter mod Øresund. Kimen til en industri var lagt. De mange håndværkere bidrog med opførelsen af flere huse. Bl.a. en hel bydel i et område mellem byen og Kronborg, som blev kaldt for [[Sanden]]. I denne bydel, som blev kaldt for "Lille Amsterdam" på grund af den hollandske inspiration, boede der relativt velhavende folk. Øresundstolden blev ændret således, at tolden blev opkrævet efter skibets last, og indtægterne steg betragteligt. Frederik 2. lod et mindre lysthus "[[Lundehave]]" opføre, hvoraf den midterste del er en del af det [[Marienlyst Slot]], som vi ser i dag.

===Shakespeare, Hamlet og Kronborg===
Den verdenskendte tragedie [https://lex.dk/Hamlet_-_tragedie_af_William_Shakespeare ”Hamlet]” af William Shakespeare fra omkring 1600-1601 bygger på historien om den jyske kongesøn Amled, som blev nedskrevet af den danske historiker [https://danmarkshistorien.lex.dk/Saxo_Grammaticus_og_Gesta_Danorum Saxo Grammaticus] i Gesta Danorum i det 12. århundrede. Shakespeares egen skuespillertrup havde optrådt for Kong Frederik 2. og Dronning Sophie. Man har en formodning om, at forfatteren blev inspireret af de historier, de fortalte. at han derfor henlagde handlingen til at foregå på Kronborg Slot med livet ved hoffet med dets dramatik, vilde fester og intriger.

===Helsingørs anden storhedstid fortsat===
Under Christian 4. (1577-1648) blev Helsingør den næststørste by i landet med 8-10.000 indbyggere i 1625, kun overgået af København. Kongen var meget optaget af at opruste for at kunne holde svenskerne væk, eller endnu bedre for at sejre over dem. Han lod et gethus (gjethus) opføre til et kanonstøberi, som ikke eksisterer mere. Det lå i området mellem nuværende [[Kronborgvej]], [[Allégade]] og [[Kongensgade]] ud for nr. 23. Det hang sammen med oprettelsen af en jern-og våbenindustri med smedjen [[Hammermøllen]], samt en kobbermølle i Hellebæk, som kongen etablerede meget tidligt. Efter en møjsommelig transport blev kanonerne afprøvet i Hellebæk. Våbenfabrikken eksisterede indtil 1870 og hed da [[Kronborg Geværfabrik]]. Christian 4. lod [[Lappestens Batteri]] og en [[Bymuren i Helsingør | bymur]] opføre omkring den sårbare by. Øresundstolden blev sat op adskillige gange for at finansiere Christian 4. byggerier og krige.

===Svenskerkrig og fattigdom===
[https://lex.dk/Karl_Gustav-krigene?gad_source=1&gad_campaignid=17600838629&gclid=EAIaIQobChMIxeiUxfj2kgMVaZyDBx2nWTqAEAAYASAAEgJVEPD_BwE Karl-Gustavkrigene] 1657-1660 blev påbegyndt af Frederik 3., som ville udnytte, at den svenske kong Karl Gustav var optaget af krig i Polen. Det gik dog ikke helt som forventet, idet Karl Gustav omgående afbrød denne krig og ilede mod Danmark. Mest berømt er i denne sammenhæng er hans dristige march over Lillebælt på grund af en kraftig isvinter i 1658, erobringen af Kronborg den 6. september 1658 og senere stormen på København den 11. februar 1659, som dog endte med et kæmpe nederlag. Denne krig medførte stor fattigdom, også i Helsingør, som derfor gik ind i en periode med stilstand.

===Helsingørs tredje storhedstid===
Den florissante periode -
Efter at [https://lex.dk/ Store Nordiske Krig] sluttede i 1720, indtraf en lang og fredelig tid. Skibsfarten steg betydeligt, bragte øgede indtægter på grund af Øresundstolden og skabte travlhed og velstand hos mange. Det bredte sig som ringe i vandet. Ikke blot embedsmænd, knyttet til toldopkrævningen, men også andre befolkningsgrupper nød godt af det. Skibsprovianteringsforretninger, skibsklareregårde, købmandsgårde, værtshuse. I det hele taget blomstrede handelslivet, og perioden blev derfor kaldt for den florissante periode. Der blev bygget en del, moderniseret og fornyet facader, så det var også en god tid for håndværksmestrene. Denne periode var domineret af englændere, som hørte til den velstående del af befolkningen. Øresundstoldens indførelse bragte udlændinge, som så en god chance for at etablere handel, til byen. I dette leksikon kan man læse om de forskellige perioders [https://helsingorleksikon.dk/index.php/Kategori:Indvandrere indvandrere].
Helsingør var rig på lerholdige områder i det bakkede areal vest for byen og havde allerede en [[Teglovne og teglværker i og omkring Helsingør | teglværksindustri]], anlagt i middelalderen. Yderligere et par teglværker blev anlagt sidste del af 1700-tallet. Et sukkerraffinaderi i Svingelport 7 og Villa Augusta blev oprettet, og en [[Reberbanen |reberbane]] blev anlagt.

===Havn og skibsværft===
Christian 4. indså vigtigheden af en havn og udvidede en tidligere anlagt Slotshavn ved Krogen/Kronborg, men efter Karl-Gustavkrigene var der intet tilbage. Helsingør havde som tidligere nævnt ingen naturlig [[Helsingør Havn | havn]], og de nuværende forhold var helt utilstrækkelige. Et egentligt skibsværft til større fartøjer fandtes heller ikke. De to ting hang sammen. Flere og større skibe pegede på nødvendigheden af en ordentlig havn, men personlige særinteresser forpurrede ambitiøse havneplaner. Derfor blev det foreløbig kun til anlæggelse af to skibsbroer i 1766-67. Både disse og vanddybden satte snævre grænser for størrelsen af de skibe, der kunne ligge i havnen. Mange skibe måtte stadig ankre op uden for havnen på de forskellige ankerpladser, såsom [[Helsingør Rhed]] eller [[Disken]].

'''OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Helsingør

2026-03-14T13:04:04Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør

2026-03-08T12:40:35Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør

2026-02-26T11:01:28Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør

2026-02-26T10:11:54Z

Charlotte Fenger: Flere småting+tilføjelser

Gyldenstræde

2026-02-23T11:30:03Z

Charlotte Fenger: Småjustering+link

* 3000 Helsingør
* * Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

* '''Gyldenstræde''', der er det yderste af byens mange senmiddelalderlige stræder, som førte fra hovedgaden til strandens skibbroer, har sandsynligvis sit nuværende navn efter ejeren af [[Gyldenstræde 6]], den norskfødte købmand Knud Gylden. Han fik borgerskab i 1730 og har tilsyneladende været en god forretningsmand. I hvert fald ejede han flere ejendomme i byen, nemlig [[Stengade 16]], Anna Queenstræde 3, Fiolgade 14, Munkegade 4-6, Byfogdens Mølle i [[Stengade]], et areal af markjorderne ved nuværende [[Odinsvej]] og så førstnævnte ejendom, som han solgte i 1776. Strædet har dog ikke haft sit navn så længe.

På Resens kort over Helsingør fra omkring 1660 synes strædet at være angivet som »Skipperstrædit«, altså Skipperstræde. Det er dog ejeren af hjørneejendommen, [[Stengade 10]], den velhavende Kønning Andersen, der i det meste af det 18. århundrede og op til 1830’erne lagde navn til strædet. Han fik borgerskab i 1701 som næringsdrivende i »søfarten og anden handel«, så har har troligt nok levet godt af de mange skibe, der klarerede Øresundtold. Han ejede desuden flere andre huse i byen.

Gyldenstræde grænsede mod vest op til et indhegnet areal, hvorigennem vandløbet »[[Strømmen]]« fra [[Rosenkilden]] og [[Hestekilden]] førte ud i Øresund. Vandløbet, som blev benævnt »Strømmen« i ældre tid - senere også »Grøften« eller »Graven« - drev flere vandmøller, bl.a. i købmand og brygger Johannes Christophersens bryggeri i Gyldenstrædes nordvestlige ende. Senere blev denne vestlige side af Gyldenstræde helt udbygget, hvorefter strædet fik sin nuværende karakter.

[[Kategori:Gader og veje]]

Rosenkilden

2026-02-23T11:21:41Z

Charlotte Fenger: Småjusteringer m. links og andet

'''Rosenkilden''' er en nu udtørret kilde, der endnu i begyndelsen af 1900-årene havde sit væld på den tidligere tømmerplads ved [[Rosenkildevej]], på den østlige side af Rosenkildevej nær [[Trækbanen]] og [[I.L. Tvedes Vej]]. Tømrermester Niels Hansen købte i 1903 grunden (matr. 474a) af kommunen, og af skødet fremgår det, at byen »har ret til at lede Rosenkildens udløb gennem nævnte ejendom ud til vejen (ved nuværende Trækbanen). Denne servitut blev slettet i 1904.
Ved Rosenkilden, hvor der i sin tid blev festet Sct. Hans Aften, lå også en bleghave, hvor tøj blev lagt til blegning i solen. Det er sandsynligvis det senere gartneri, der lå hvor nu [http://www.helsingorleksikon.dk/index.php/Helsing%C3%B8r_Kirkeg%C3%A5rd kirkegårdens] vestligste del mod I.L. Tvedes Vej i dag findes.
Rosenkilden, eller rettere Kildedammen, stod i forbindelse med vandløbet »[[Strømmen]]«, som det blev kaldt i ældre tid, senere også »Grøften« eller »Graven«. »[[Strømmen]]« løb fra [[Spildepengedam]] og [[Hængedam]] på toppen af [[Møllebakken]] ned gennem en kløft, der stadig anes på kirkegården ved [[De franske krigergrave]]. Kløften befandt sig mellem [[Skottebakken]] på den nordre side og [[Hjortebakken]] på den søndre side. Vandløbet fortsatte gennem kløften ind til [[Byporte i Helsingør | Rosenkildeporten]], også kaldet Rosenkildestenten, hvor det fik afløb fra Rosenkilden og derfra havde sit videre forløb omtrent mellem nuværende Trækbanen og [[Fiolgade]] og videre langs [[Klostergade]], hvor den modtog endnu et afløb fra en stor dam med et kildevæld, kaldet »[[Hestekilden]]«. Herfra krydsede Grøften [[Stengade]] under en træbro og løb videre ned langs [[Gyldenstræde]]s sydside ud i Øresund ved nuværende Strandgade 11.
Rosenkildestenten var en overgang (en stente) fra bygrundene til markjorderne. Den fandtes for enden af [[Sudergade]] nær Fiolgade.
Rosenkilden er i dag udtørret og vandløbet rørlagt.

[[Kategori:Vandløb]]

Sophie Brahes Gade

2026-02-21T09:58:12Z

Charlotte Fenger: Fejl rettet vedr. uddannelse

* 3000 Helsingør
* Navngivet af Helsingør Byråd i 1966. Sophie Brahes Gade er den vedtagne og officielle form. I trykt materiale ses ofte formen Sophie Brahesgade med to stavelser i stedet for tre. Gaden blev indtil 1966 kaldt Sofiegade.

* Sophie Brahes Gade er opkaldt efter (1556 1643), dansk adelsdame og søster til astronomen Tyge Brahe. Efter et tvangsægteskab giftede hun sig af kærlighed med Erik Lunge, alkymist og videnskabsmand. Hun opfattedes som en af sin tids mest lærde kvinder, og det var usædvanligt på den tid. Kvinder havde absolut ingen adgang til universiteter hverken dengang eller i flere hundrede år frem. Efter et langt liv slog hun sig ned i sit byhus, hvor hun boede fra 1615-1643. Hun døde her, men er begravet i slægtens krypt i Skåne.
[[Billede:Sophie-Brahes-Gade-11.jpg|250px|right|thumb|Sophie Brahes Gade 11 2009]]

===Byens udstræde===
”Byens Udstræde, som løber mod Sanden”, betegnede man så sent som i 1575-tallet Sophie Brahes Gade. Udstræde kaldte man et stræde, som går langs bygrænsen og som regel kun er bebygget på den ene side. I slutningen af 1500-tallet begyndte der for alvor at komme vækst til Helsingør. Antallet af skibe, der skulle betale [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstold]], steg støt og roligt, men ikke mindst af opførelsen af [[Kronborg]] satte skub i udviklingen. Mange mennesker, ikke mindst mange udlændinge, kom til byen. Frederik 2. ville opføre et prægtigt renæssanceslot til erstatning for den gamle og utidssvarende borg [[Krogen - borganlæg | Krogen]].

===En ny bydel===
Et hel nyt boligkvarter opstod mellem Kronborg og ”byens udstræde”, og Sophie Brahes Gade var hermed ikke udstræde længere. Den nye renæssancebebyggelse lå imellem Kronborg og Sophie Brahes Gade, i det område man kaldte [[Sanden]]. Boliger i den bydel, der lå i nærheden af Kronborg var meget attraktive. Her slog velstillede fok sig ned, og at området blev betegnet som ”Lille Amsterdam” skyldes formentlig en dominans af folk af nederlandsk herkomst. Strædet mellem [[Stengade]] og stranden kom til at hedde Færgestræde og blev tilsyneladende så benyttet, at den blev kaldt Store Færgestræde. Strandgaden, siden med det officielle navn [[Strandgade]] (tidligere Strand Stræde), blev først til stræde under Christian 4. i 1600-tallet. Bebyggelse på den østlige side mod stranden blev påbegynd. Også [[Bymuren i Helsingør | bymuren]] kom til, rejst på kongens ordre.

Byen blomstrede i disse år lige indtil [[Karl Gustavkrigene | Karl Gustav-krigene]]. Det blev begyndelsen til nedgangstider, som kom til at præge de næste små hundrede år.

===En bydel forsvandt===
Svenskerne slog lejr på Grønnehave under belejringen af belejring af Kronborg. Begivenhederne kom således ubehagelig tæt på ”Lille Amsterdam” i 1658, og de varede fra 17. august indtil Kronborg overgav sig d. 06. september. Bebyggelsen blev ødelagt og blev aldrig genopbygget, som man kan læse om i artiklen om ”Sanden”, nævnt for afsnittet oven. Fra den tid blev Sophie Brahes Gade atter kaldt for Udstræde og blev beboet af småkårsfolk.

===”Mellem kirkerne”===
Området mellem Stengade og [[Hestemøllestræde]] mod [[Sct. Anna Gade]] bestod af kirkegården ”Sankt Olai Urtegaard”. I udkanten af dette område opførtes småhuse, som blev benyttet som tjenesteboliger. Huset i nr. 11 var fra starten bolig for klokkeren i [[Skt. Olai Kirke]]. Dele af ejendommen går antagelig tilbage til den bolig, som kirken byggede til Klokker Peder Nielsen i 1588. Det var også her at latinskolen lå i katolsk tid. Kirken solgte ejendommen til skolevæsenet i 1820. Den nordligste del af huset i nr. 9 blev anvendt som bolig for graveren ved Skt. Olai Kirke.

===Et virvar af personnavne===
Gennem tiderne har der været mange varianter i navngivningen af strædet, som senere blev til en gade Generelt har der i forbindelse med navne på gader og stræder igennem 1500- og 1600-tallet været en udtalt tendens til at navngive dem med flere forskellige personnavne på samme strækning, når de blev afbrudt af sidegader. Her blev ejerne af hjørnegårdene bestemmende for navnet. Det fører for vidt at gennemgå alle navne her, men kan uddybes i Kenno Pedersens gennemgang af Sophie Brahes Gade, nævnt under Litteratur.

===Sophie Brahe vandt ”navnekonkurrencen”===
Det blev således Sophie Brahe, som lagde navn til og som efterhånden blev det dominerende. Det blev anvendt op til 1720’erne fastholdtes siden som det navn, man simpelthen brugte. Navnet ændrede sig også til gade fremfor stræde. Stræder betegnede som hovedregel byens mindre gader i modsætning til hovedstrøgene som eksempelvis Stengade og Sct. Anna Gade. Det var dog sådan, at Sofiegade, eller Sophie Brahes Gade, og Hestemøllestræde i 1700-tallet anvendtes i flæng, således at den nuværende betegnelse blev entydig og omfattede hele længden til Stengade fra 1800-tallet.

Det nuværende navn med baggrund i Sophie Brahe kan og har rummet mange varianter: Sofiegade, Sofiegaden, Sofiesgade, Sofiesgaden og samtlige varianter med navnet Sofie stavet med ph i stedet for med et f, som man gør det nu. Det er derfor praktisk at have en vedtaget og officiel form for gadenavnet.

===Sophie Brahes Gaard===
[[Billede:SophieBrahetavle.jpg|right|260px|thumb|[[Mindeplade for Sophie Brahe]]]]
På hjørnet af Sophie Brahes Gade (tidligere nr. 8-10) og Hestemøllestræde (tidligere nr. 12) mod sydøst, lå Sophie Brahes store renæssancegård. I dette leksikon findes en mindre artikel om en [[mindeplade for Sophie Brahe | mindeplade]], som ses på Wiibroes tidligere bryg- og malthus ud mod Sophie Brahes Gade (se foto til højre). Med udgangspunkt i denne gård opførte Øresundsforeningen, kaldet ”klubben”, sit store bygningskompleks omkring 1790. Øresundsforeningen var et samlingssted for fok fra det bedre borgerskab til kulturelt- og socialt samvær. En voldsom brand ødelagde d. 04. december 1860 den store bygning, og Øresundforeningen flyttede efter 1860 til førstesalen i [[Strandgade 93]]. Brandtomten blev overtaget af og [[Wiibroes Bryggeri]]. En gradvis udflytning af Wiibroe til [[Klostermosevej]] foregik fra 1967 med afslutning i 1985.

Året efter blev de gamle bygninger revet ned med undtagelse af det bevaringsværdige bryg- og malthus ud mod Hestemøllestræde. Den bygning står i dag tilbage med ydermurene og den kamtakkede gavl bevaret. Ejendommen, som har adressen Sophie Brahes Gade 50, rummer nogle virksomheder.

===Bryggergården===
I 1986 blev ejendommen overtaget af Pensionskassen for Sygeplejerske, og de gamle bygninger blev revet ned. Et byggeri på 50 boliger blev opført langs Sophie Brahes Gade (nr. 8-48), Hestemøllestræde og Havnegade. En karrébebyggelse, ”Bryggergården”, fremstår som en form for byhuse. Boligerne stod klar til indflytning d. 01. marts 1991. Ud for [[Sct. Olai Gade]] er der en passage mellem to boligblokke til Havnegade, og det er medvirkende til at binde byen og havneområdet sammen. Hele bebyggelsen anses for at være et vellykket indslag i nyere tids byggeri i byen, og det er på nænsomt vis tilpasset omgivelserne.

===Blandet byggeri og brændselsforhandler===
Bebyggelsen i dag er en blanding af gammelt og nyt uden det helt store særpræg. De fleste bygninger er opført i 1800-tallet. Sophie Brahes Gade nr. 8-48 er omtalt oven for. Ligeledes to tjenesteboliger, nemlig nr. 9 og 11. Den ældste bygning i nr. 6 stammer i sin oprindelige del fra omkring 1732, men er ændret i flere omgange siden da. På denne adresse holdt brændselsforhandlere til i første del af 1900-tallet, først Alf. Christensen og siden Kaas og Sørensen. Denne virksomhed havde en omfattende handel med kul og koks sideløbende med brændselsfirmaet [[Wright og Svendsen]] med adressen [[Stengade 83]]. De to virksomheders handel med kul og koks foregik på den store kulplads ud mod Havnegade. Wright og Svendsen lukkede omkring 1970 som den sidste af de to virksomheder. Den store lossekran, siloer og hvad der nu ellers hørte til, blev i løbet af 1970’erne fjernet. Pladsen blev udlagt til parkeringspladser og navngivet [[Kulpladsen]].

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A44093960 Kenno Pedersen. Gader og stræder i mands minde. Bjergegade/Torvegade/Kirkestræde/ Hestemøllestræde/Sophie Brahes Gade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2006.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01864556 Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (om Sophie Brahes Gade, bd. 1, side 398-400).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=820010-katalog%3A2204145 Torben Bill-Jessen: Helsingørs Skt. Olai Kirke i 450 år. (FAHS. 2009. Nr. 2)]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Boligområder]]

Helsingør

2026-02-16T09:18:19Z

Charlotte Fenger: Mindre justeringer

Helsingør

2026-02-15T17:10:09Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør

2026-02-11T16:50:17Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Det ældste Helsingør

2026-02-09T15:56:20Z

Charlotte Fenger:

==Tidlig bydannelse i Danmark==

Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.

==Bydannelse ved det nordlige Øresund==

[[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]
[[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]

Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.

==Det store sildeeventyr==

Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.
Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.
Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.
Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.

==Øresundstold==

I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her.
Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.

==Byplan i middelalderbyen==
Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.
Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.
Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden.

Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.
Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv.

[[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]

==Status af købstad==

Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.
Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.

I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.
Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning.
Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.

==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==

I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.
Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.

Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.
Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.
Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning.

I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.
Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.
Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.

I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen.
Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).
Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.
Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.

==Helsingørs senere historie==

Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.
Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.

[[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]

===Eksterne links===
[https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016]

[https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505 Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007]

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,311&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas]

[https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet Danmarkshistorien.dk/Århus Universitet]

Heri:

1.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer Gadenavne i Middelalderen]

2.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer Helsingør]

[https://byhistorie.dk/ Dansk center for byhistorie]

Herunder: Danske købstæder: Helsingør

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://helsingorhandel.dk/ Helsingørs historie - Helsingørs Handel]

[https://danmarkshistorien.lex.dk/Helsing%C3%B8r Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r Helsingør Leksikon: Øresundstolden og Helsingør]

Gader og veje:

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,31&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Kort. Det Kgl. Bibliotek]

===Litteratur===

Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. Institut for navneforskning, 1970

Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1926

Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. Odense Universitetsforlag, 1992

Rundt i det gamle Helsingør, Nordisk Forlag:
Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996
Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996
Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997

Billeder:

Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde.

Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016.

Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.

[[Kategori: Helsingør]]
[[Kategori: Danmarkshistorie]]

Det ældste Helsingør

2026-02-09T15:38:34Z

Charlotte Fenger: Links fortsat

==Tidlig bydannelse i Danmark==

Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.

==Bydannelse ved det nordlige Øresund==

[[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]
[[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]

Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.

==Det store sildeeventyr==

Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.
Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.
Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.
Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.

==Øresundstold==

I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her.
Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.

==Byplan i middelalderbyen==
Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.
Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.
Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden.

Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.
Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv.

[[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]

==Status af købstad==

Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.
Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.

I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.
Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning.
Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.

==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==

I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.
Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.

Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.
Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.
Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning.

I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.
Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.
Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.

I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen.
Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).
Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.
Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.

==Helsingørs senere historie==

Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.
Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.

[[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]

===Eksterne links===
[https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016]

[https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505 Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007]

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,311&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas]

[https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet Danmarkshistorien.dk/Århus Universitet]

Heri:

1.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer Gadenavne i Middelalderen]

2.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer Helsingør]

[https://byhistorie.dk/ Dansk center for byhistorie]

Herunder: Danske købstæder: Helsingør

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://helsingorhandel.dk/ Helsingørs historie Helsingørs historie - Helsingør Handel]

[https://danmarkshistorien.lex.dk/Helsing%C3%B8r Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r Helsingør Leksikon: Øresundstolden og Helsingør]

Gader og veje:

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,31&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Kort. Det Kgl. Bibliotek]

===Litteratur===

Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. Institut for navneforskning, 1970

Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1926

Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. Odense Universitetsforlag, 1992

Rundt i det gamle Helsingør, Nordisk Forlag:
Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996
Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996
Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997

Billeder:

Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde.

Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016.

Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.

[[Kategori: Helsingør]]
[[Kategori: Danmarkshistorie]]

Det ældste Helsingør

2026-02-09T15:35:20Z

Charlotte Fenger: Links-justeringer

==Tidlig bydannelse i Danmark==

Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.

==Bydannelse ved det nordlige Øresund==

[[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]
[[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]

Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.

==Det store sildeeventyr==

Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.
Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.
Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.
Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.

==Øresundstold==

I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her.
Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.

==Byplan i middelalderbyen==
Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.
Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.
Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden.

Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.
Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv.

[[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]

==Status af købstad==

Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.
Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.

I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.
Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning.
Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.

==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==

I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.
Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.

Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.
Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.
Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning.

I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.
Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.
Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.

I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen.
Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).
Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.
Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.

==Helsingørs senere historie==

Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.
Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.

[[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]

===Eksterne links===
[https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016]

[https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505 Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007]

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,311&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas]

[https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet Danmarkshistorien.dk/Århus Universitet]

Heri:

1.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer Gadenavne i Middelalderen]

2.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer Helsingør]

[https://byhistorie.dk/ Dansk center for byhistorie]

Herunder: Danske købstæder: Helsingør

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://helsingorhandel.dk/ Helsingørs historie Helsingørs historie - Helsingør Handel]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r Helsingør Leksikon: Øresundstolden og Helsingør]

Gader og veje:

[https://soeg.kb.dk/discovery/search?query=any,contains,1111,251,335,31&tab=Everything&search_scope=MyInst_and_CI&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang= Helsingør: Kort. Det Kgl. Bibliotek]

===Litteratur===

Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. Institut for navneforskning, 1970

Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1926

Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. Odense Universitetsforlag, 1992

Rundt i det gamle Helsingør, Nordisk Forlag:
Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996
Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996
Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997

Billeder:

Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde.

Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016.

Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.

[[Kategori: Helsingør]]
[[Kategori: Danmarkshistorie]]

Det ældste Helsingør

2026-01-30T17:26:49Z

Charlotte Fenger: Eksterne links samt litt.henv. korrigeret

==Tidlig bydannelse i Danmark==

Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.

==Bydannelse ved det nordlige Øresund==

[[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]
[[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]

Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.

==Det store sildeeventyr==

Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.
Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.
Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.
Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.

==Øresundstold==

I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her.
Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.

==Byplan i middelalderbyen==
Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.
Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.
Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden.

Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.
Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv.

[[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]

==Status af købstad==

Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.
Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.

I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.
Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning.
Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.

==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==

I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.
Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.

Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.
Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.
Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning.

I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.
Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.
Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.

I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen.
Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).
Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.
Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.

==Helsingørs senere historie==

Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.
Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.

[[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]

===Eksterne links===
[https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016]

[https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505 Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007]

[http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&search_field=all_fields&sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas]

[https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet Danmarkshistorien.dk/Århus Universitet]

Heri:

1.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer Gadenavne i Middelalderen]

2.
[https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer Helsingør]

[https://byhistorie.dk/ Dansk center for byhistorie]

[http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11 Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://helsingorhandel.dk/ Helsingørs historie Helsingørs historie - Helsingør Handel]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r Helsingør Leksikon: Øresundstolden og Helsingør]

Gader og veje:

[http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&q=Helsing%C3%B8r&search_field=all_fields Kort over Helsingør. Det kgl. bibliotek]

===Litteratur===

Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. Institut for navneforskning, 1970

Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1926

Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. Odense Universitetsforlag, 1992

Rundt i det gamle Helsingør, Nordisk Forlag:
Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996
Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996
Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997

Billeder:

Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde.

Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016.

Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.

[[Kategori: Helsingør]]
[[Kategori: Danmarkshistorie]]

Helsingør

2026-01-30T16:48:52Z

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje. Man ved ikke præcis, hvor det lå, men det har ligget et sted ved den bugt, som lå omtrent mellem den sydligste del af det nuværende byområde og den ældste borg, [[Flynderborg]]. Bugten var mere tydelig end nu, fordi man gennem tiderne har udvidet landområdet mod øst ved kraftige opfyldninger i vandet. Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af [[Øresundstolden og Helsingør | Øesundstolden]]. Helsingør har derfor en helt speciel historie.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder således ’Helsingernes grusede strandbred.

===Byens specielle beliggenhed===
Karakteristisk for Helsingør var en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den udsatte og ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender hverken alder eller bebyggelse for den ældste Helsingør by. Men den går formodentlig tilbage til tidlig middelalder i 1100-tallet før bebyggelsen er af en sådan karakter, at man kan kalde det for en by (se også artikel i dette leksikon: [[Det ældste Helsingør]]. Helsingør (’Helsingher’) nævnes for første gang i [https://lex.dk/Kong_Valdemars_Jordebog Kong Valdemars Jordebog] 1241 i købstadslisten i forbindelse med købstadsprivilegier, ligesom Slangerup og Søborg nævnes. Jordebogen er et håndskrift, som indeholder oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter fra ca. 1231-1240.

Den ældste by var domineret af fiskeri og færgeoverfart. Det store sildeeventyr i middelalderen har haft stor betydning for byens vækst. Det indbringende sildefiskeri mistede dog sin betydning i periodens sidste del. Færgefarten skulle kunne transportere større mængder gods, heste og mange passagerer mellem Helsingør og Helsingborg.

===Angreb på byen===
Byen hævdes at være blevet ødelagt under et angreb 1289 af [https://lex.dk/Erik_2._Magnusson_Pr%C3%A6stehader Eik Præstehader], som beskyttede de fredløse efter mordet på kong Erik Klippinge i 1286 og igen 1312 og 1369 af Lybækkerne, som var med i [https://lex.dk/Hanseforbundet handelsforbundet Hansestæderne]. Ved det angreb blev Flynderborg ødelagt.

'''OBS: Denne artikel er under udarbejdelse!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Stjernegade

2026-01-30T13:10:43Z

Charlotte Fenger: Tilføjelse

* 3000 Helsingør
* Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

* I gaden lå et værtshus med navnet 'Stjernen', og gadens navn er formentlig opkaldt efter dette. Stjernegades ældste navn var Tingstræde, idet byens daværende by- og retsting lå her. Helt præcist på en del af grunden til Stjernegade 14. I 1565 flyttede tinget til [[Sudergade]], og Stjernegade skiftede af den grund navn til Gammel Tingstræde.

Senere kaldtes strækningen nord for Sudergade Phiolens Stræde, Violgade eller Fiolgade, afvekslende med Skidenstræde. Den nærliggende årsag var den losseplads, der blev oprettet udenfor byporten ved Ny Kirkegård. Den del af Stjernegade, der var beliggende nærmest [[Stengade]] hed i en periode Borgmester Jørgen Andersensstræde, opkaldt efter ejeren af hjørneejendommen Stengade 43.

I begyndelsen af 1800-årene blev strækningen mellem Stengade og Sct. Olai Gade kaldt Stjernegade. Siden er navnet Stjernegade yderligere hæftet på strækningen op mod Kongensgade.

Stjernegade blev omlagt til gågade mellem Stengade og Sudergade i efteråret 1970.

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedegalleri'''
|- valign="top"

|[[Billede:B31551Stjerneg751102.jpg|150px|thumb|Stjernegade 2/11 1975. Foto: Anne-Sofie Rubæk]]

|[[Billede:B21309Stjernegade_8-10_19680717-skal_rives_ned.jpg|150px|thumb|[[Stjernegade 8]]. Foto: Jørgen Rubæk Hansen]]

[[Billede:Stjernegade 1.jpg|150px|thumb| [[Stjernegade 25]]]]

|}

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field4=forfatter&term4=&field2=titel&term2=Historiske+huse+i+Helsing%F8r+1973&field3=emne&term3=&field1=fritekst&term1=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Historiske huse i Helsingør 1973. Udgivet af Nationalmuseet. Kbh., 1973]

[[Kategori:Gader og veje]]

Helsingør

2026-01-30T12:37:21Z

Charlotte Fenger: Revidering af artikel

Helsingør var oprindeligt et lille fiskerleje ved en bugt i den sydvestlige del af det nuværende byområde. Beliggenheden på det smalleste sted i Øresund har gennem tiderne givet Helsingør en strategisk vigtig position. Det gælder både i forbindelse med herredømmet i Østersøen, som et naturligt overfartssted mellem Helsingør og Helsingborg samt opkrævning af Øresundstolden. Helsingør har derfor en helt speciel historie.

===Navnet Helsingør===
Forstavelsen ’helsing’ er afledt af hals. Ordet hals skal formentlig forstås som den smalle, halsformede indsnævring af Øresund, langs hvilket beboerne ved halsen, ’helsingerne’, havde slået sig ned. Endelsen ’ør(e)’ betyder sandet og stenet strandbred. Sammenfattet betyder således ’Helsingernes grusede strandbred.

===Byens specielle beliggenhed===
Karakteristisk for Helsingør var en speciel geologi og beliggenhed uden et naturligt opland og uden en naturhavn. Den grusede strandbred med den ubeskyttede by direkte ud mod vandet og et højt, vildt og uvejsomt bakketerræn mod vest og syd har defineret selve byens begrænsede størrelse og sene bymæssige udvikling langt oppe i tiden.

===Hvor gammel er byen?===
Man kender ikke alderen på den ældste Helsingør by.

'''OBS: Denne artikel er under revidering!'''

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
|[[Billede:Helsingorfraluftenca1958.jpg|300px|thumb|Helsingør set fra oven 1934. På fotografiet er det relativt enkelt at genkende de store veje Gurrevej og Rosenkildevej]]

|[[Billede:Helsingoer havn kronborg.jpg|300px|thumb|Udsigt over byen mod havnen, værftet og Kronborg]]

|[[Billede:b20142 nye bydel okt. 1961.jpg|thumb|300px|Helsingør Boligselskabs ejendomme Blicherparken, [[Grønningen]], Søvænget og Damvænget samt Skolen ved Gurrevej. Foto: Jørgen Rubæk Hansen okt. 1961. Ved negativet skrev han "Helsingørs nye bydel"]]

|- valign="top"

|[[Billede:B20657Helsingor640117.jpg|300px|right|thumb|Udsigt over Helsingør fra højhuset Slotsgården. Foto: Jørgen Rubæk Hansen 17/1 1964]]

|[[Billede:Kronborg-strand.jpg|300px|thumb|Stranden mellem Kronborg og Nordhavnen 1983]]

|[[Billede:Helsingorhavn08.jpg|300px|thumb|Havnefronten fotograferet fra den nordre mole 2008]]

|}

===Eksterne links===
[http://www.oresundstid.dk/kap/baggrund.aspx?id=27&forsideid=1065,1065 Byvandring i Helsingør -hjemmesiden Øresundstid]

[https://trap.lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Trap Danmark]

[https://lex.dk/Helsing%C3%B8rs_historie Helsingørs historie - Lex Danmarks Nationalleksikon]

[[Kategori:Helsingør]]

Flynderborgvej

2026-01-29T11:11:34Z

Charlotte Fenger: Link rettet

* 3000 Helsingør

* Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

* Vejen blev til navngivning af Helsingør Byråd den 4. juli 1901, og på et byrådsmøde den 19. september 1901 blev navnet vedtaget. Efter at kommunen i 1917-28 havde købt lystejendommen "Belvedere" for ialt kr. 170.000, blev den udstykket til villagrunde. Flynderborgvej var hermed blevet til en vej med bebyggelse.

[[Flynderborg]] var navnet på et borganlæg fra den tidligere middelalder, beliggende øverst på en kunstigt forhøjet borgbanke. Den blev også kaldt for '''"Valdemarsbakken"'''. Borganlægget blev ødelagt af hansestæderne omkring 1368-1369 og afløst af borganlægget [[Krogen – borganlæg | Krogen]] fra begyndelsen af 1400-tallet.

Voldanlægget fra Flynderborg eksisterede indtil 1891, hvor jernbanesporet fra [[Snekkersten Station]] blev ført igennem til den nyopførte [[Helsingør Station]] ved havnen. Da jernbanesporet blev ført lige igennem voldanlægget, blev det ødelagt. [[Nordbanen]] via Hillerød havde haft endestation ved nuværende [[Trækbanen]], og omlægningen førte til nedlæggelse af [[Helsingør Banegaard - den ældste| Helsingørs gamle banegård]]. Nordbanen blev først i 1897 afløst af [[Kystbanen]].

[[Kategori:Gader og veje]]

Peder Christensen

2026-01-28T16:15:26Z

Charlotte Fenger: Et par småting

[[Billede:Borgmestre-1.jpg|right|250px|thumb|Borgmester Peder Christensen (til højre) sammen med sin efterfølger på posten Sigurd Schytz]]

Peder Christensen (1874-1954) blev medlem af Helsingør Byråd fra 1906 og blev i 1919 den første folkevalgte borgmester i Helsingør. Peder Christensen bestred denne post i 27 år og fik sat et virkelig markant og fremsynet præg på Helsingør i de år og efterlod en næsten en helt ny by, indtil han fratrådte i 1946.

===Fra Århus til Helsingør===
Peder Christensen blev født 08. juni 1874 i Århus, var søn af en gårdejer og den yngste i søskendeflokken. Meningen var, at han skulle overtage den fædrene gård, som faderen måtte lade gå på tvangsauktion i 1890. Da den plan var blevet umulig, kom Peder Christensen i mekanikerlære. Han havde større drømme og rejste allerede 01. august 1892 som 18-årig til Helsingør for at fortsætte som forbundter. En forbundtner er en lærling, hvis læretid har været afbrudt og som genoptager sin læretid et andet sted - i dette tilfælde som mekaniker på [[Helsingør Værft]] i en for ham hel ny verden. Peder Christensen valgte Helsingør, fordi han mente, at det var den by, hvor porten ud til den store verden stod åben.

===Udlært som maskinbygger===
[[Billede:Arbejdssjaka.jpg|right|250px|thumb|I midten af arbejdssjakket ses tillidsmand Peder Christensen i vest og hvid jakke. Foto fra omkring 1900.]]Efter seks års læretid i alt blev han udlært som maskinbygger 01. august 1896. Han meldte sig ind i smedeforbundet den samme dag, han blev svend og aftjente sin værnepligt i marinen efter svendeprøven. Få måneder efter at Peder Christensen begyndte døde skibsværftets grundlægger, [[Mads Holm]]. De havde det til fælles, at de begge kom fra fattige, jyske vilkår, men de nåede kun lige akkurat at mødes. Begge var to af de betydeligste skikkelser i Helsingør i årene 1850-1950.

===Ægteskaber===
Han blev gift med Nielsine Lovise Nielsen i 1896, da han fik løn som svend og flyttede ind i en lejlighed i Stengade 82 på anden sal. Hun døde i 1909, og fem år senere giftede Peder Christensen sig med den 24-årige Kirstine Olsen, datter af en arbejdsmand og husejer i [[Søstræde]]. Hun var 16 år yngre, men viste sig at være rigtig god til både at repræsentere og arrangere sammenkomster. Ægteskabet var efter sigende lykkeligt og varede til Peder Christensen døde 31. oktober 1954. Han var en trofast ægtemand og glad for sine børn, men det travle arbejdsliv har givet haft sine omkostninger i forhold til familielivet.

===En personlighed===
Han var en høj, stout mand og udstrålede jysk soliditet, udrunden af bondeslægt, som han var. Han var tilmed en meget karismatisk, foretagsom, effektiv, visionær og flittig person med en enorm arbejdsevne og et udpræget handelstalent og med sans for at skabe reklame for byen. Ydermere evnede han at tale med alle slags mennesker. En udvikling af Helsingør var stærkt påkrævet, idet han overtog et fallitbo og en kommunal virksomhed, som var administrativt temmelig rodet med en masse udvalg, som ikke havde meget med hinanden at gøre. Væk med alt det ”kontoriusseri”, som han selv udtrykte det og gik i gang med at rydde op, modernisere og forenkle. Peder Christensen synes at være den rette mand til den store opgave med at skabe udvikling for Helsingør.

Han kom i kraft af sin personlighed, energi og sit udsyn til at dominere udviklingen i de år, og det var ikke uden grund, at han fik tilnavnet ”Kong Peder”. Nok var han et jævnt, beskedent og ydmygt menneske på mange måder, i livsførelse og med boliger, men han vidste, hvad han ville og havde stor styrke til at opnå disse mål - trods talrige, politiske storme. Beskedenheden hindrede ham dog ikke i at nyde jubilæer og andre festlige begivenheder. Han sagde selv, at han ikke var nogen asket.

===Vanskelige tider===
Arbejdsløsheden var i de første årtier i 1900-tallet op til 40% og endda i de værste perioder lidt over. Krisen med arbejdsløshed, bolignød og fattigdom blev endnu værre under 1. Verdenskrig, som var præget af dyrtid, varemangel og bolignød. De hårde tider havde svært ved at slippe. Også fra 1920’erne var der krise, og 1930’erne bar præg af den verdensomspændende finanskrise. Det sociale aspekt lå Peder Christensen meget på sinde. Han sørgede for skolebespisning i 1916 og ekstraordinært tilskud til arbejdsløse og fattige under krisen i det nye industrielle samfund.

===At være folkevalgt forpligter===
Han gjorde sig tanker om sin gerning og kan citeres for: ”Målet har været, at den folkevalgte borgmester både med hensyn til arbejdet, og hvad angår repræsentationen, skulle klare sig mindst ligeså godt som den kongelige borgmester”. Han lagde vægt på at være respektabel klædt, bar enten diplomatfrakke eller dobbeltradet vest med en tung urkæde og var altid iført stivet skjorte, knækflip og stiv hat. Han lå ikke under for modeluner og ændrede ikke sin tøjstil på noget tidspunkt.

===Fagforeningsarbejde===
Peder Christensen fik, ud over sit imponerende omfattende virke, en masse tillidsposter gennem sit liv. Han havde, parallelt med sine politiske gøremål, store poster i både parti, fagbevægelse og kooperation - både i Helsingør og på landsplan. I 1897 blev han valgt som den første autoriserede faglige tillidsrepræsentant i maskinværkstedet på Skibsværftet i en i øvrigt voldsom brydningstid for [[Fagforeninger | fagforeninger]]. Den rolle udfyldte han med en målrettet forhandlingsevne og stor viljestyrke. Han blev i 1903 kasserer i den lokale afdeling af Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening og blev valgt som formand 15. oktober 1906. Han var blevet tilbudt en stilling som mester, men forlod Skibsværftet samme år for at blive forretningsfører i Arbejdernes Fællesorganisation. Fra 1909-1915 var han i repræsentantskabet for De samvirkende Fagforbund (senere LO).

===Det kooperative===
Arbejdernes Fællesorganisation havde opbygget en stor kooperativ virksomhed Fællesorganisationen havde til huse i et meget lille, spartansk kontor på Stengade 71, som blev 31. august 1908 flyttet til forsamlingsbygningen i Søstræde 4, senere [[Folkets Hus]]. I 1915 flyttede kontoret til stueetagen i Stengade 37, hvor [[Billedteatret]] og senere [[Biografen]] blev etableret. Denne formandspost bestred han, til han gik af i 1913. Herefter kunne han hellige sig det, der kom til at beskæftige ham resten af livet, nemlig kommunalpolitikken og kooperationen og på en eller anden måde koble disse elementer sammen.

Af de lokale tiltag kan nævnes [[Helsingør Fællesbageri]] på [[Gl. Banegårdsvej]]. Et fællesbageri havde været planlagt siden 1887, men var aldrig blevet til noget. Peder Christensen gik i gang med et enormt og besværligt arbejde med at få projektet til at blive til noget, og det lykkedes omsider i 1907 at få de første bagere med i en brødproduktion. Andre kooperative tiltag var [[Helsingørs Brændsels- og Trælasthandel]], som han var medstifter af og formand for, [[Helsingør Brugsforening]] og [[Helsingør Fællesslagteri]].

Peder Christensen var med til at stifte [[Det kooperative Fællesråd]] i 1923. Det er en samlebetegnelse for de virksomheder, som inden for arbejderbevægelsen er opbygget på principper om demokratisk, økonomisk selvstyre med det formål at frigøre arbejderne fra den kapitalistiske virksomhedsform. Han blev formand og forretningsfører fra 1922-1925 og igen fra 1933-1936. Hans opgave var først og fremmest at bringe orden i de efterhånden talrige kooperativer initiativer, som enten var i gang eller som stod foran at blive etableret.

Peder Christensen fik igennem sit arbejdsliv en stor betydning ikke blot for den lokale, men også for den landsomfattende kooperation. Det vil føre vidt at nævne den utrolige mængde kooperative tiltag, som Peder Christensen dels var medstifter af, formand for eller på andre måder involveret i. Det være sig såvel på landsplan som på lokalt plan. Man kan undre sig over, hvordan han kunne overkomme alt det. De mange gøremål kunne til tider påvirke over overblikket og føre til økonomiske problemer i forbindelse med de mange forskellige projekter.

===Det politiske arbejde===
[[Billede:Pckontora.jpg|right|250px|thumb|Borgmester Peder Christensen på sit kontor. 1930.]]Som nævnt oven for var Peder Christensen blevet medlem af Helsingør Byråd fra 1906. I 1908 blev han medlem af Socialdemokratiet og medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1918-1920. Han blev desuden medlem af partiets forretningsudvalg fra 1922-25 og igen 1933-1940. I 1916 blev han valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Helsingør og var fra 22. marts 1918 til et tidspunkt i 1920 tilmed medlem af Folketinget. Da han 01. april 1919 blev folkevalgt borgmester i Helsingør, indså han efter otte måneders dobbeltvirke, at han rent arbejdsmæssigt ikke kunne forsvare at varetage begge politiske poster. Fra 1930-1937 var han partiets repræsentant for 2. valgkreds i det daværende Landsting. Han havde desuden været medarbejder ved Social-Demokraten i 14 år. Fra 1908-1940 var han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og fra 1922-1925 medlem af partiets forretningsudvalget og igen fra 1933-1936.

===Boligbyggerier===
Hammarshøj, et tidligere forlystelsessted, blev bygget om til plejehjemmet Hammershøj. Det var stærkt tiltrængt og afløste de kummerlige boliger for gamle mennesker i [[Karmeliterhuset]]. Et meget fremsynet boligbyggeri med aldersrenteboliger, som vakte opsigt, var [[Helsingør Kommunes Alderdomsstiftelse | Alderdomsstiftelsen på Gurrevej]] med små lejligheder til ældre borgere.

Det første kooperative boligbyggeri på [[Esrumvej]] og [[Hamlets Vænge]] var boliger til værftsarbejder. Byggeriet havde undervejs haft stor modstand fra borgere og led ydermere under vanskeligheder med finansieringen.

I begyndelsen af 1920’erne gav Peder Christensen som borgmester en byggegrund til en andelsbyggeforening. En række "gode og billige boliger blev opført til folk i faste stillinger" i kvarteret omkring nuværende [[Rosenkildevej]], [[Rosenstandsvej]], Gurrevej, [[Stenfeldtsvej]] og [[Olriksvej]]. Bebyggelsen lå et stykke under for byen på den tid og blev af en eller anden grund kaldt for [[Andelsbyggeforeningen Helsingør | ”Negerlandsbyen”]], og det navn anvendes stadig.

Flere boligbyggerier blev påbegyndt i Helsingør i 1940’erne, men det tog rigtig fart efter 2. Verdenskrig. Peder Christensen var initiativtager til stiftelsen af Det Sociale Boligselskab i Helsingør i 1938. Med det begyndte der virkelig at ske noget på det boligmæssige område. De første boligbyggerier blev etableret i området omkring [[Pontoppidansvej]], Mads Holms Vej, bl.a. [[Rolighed, Helsingør | Rolighed]], omkring [[Bjarkesvej]], [[Chr. Rasmussens Vej]] og Peder Skrams Vej. Efter 2. Verdenskrig blev der bygget på Rosenkildevej, [[Belvederevej]] og Gefionsparken med indkørsel fra Gylfesvej. Det sidste boligbyggeri, som Peder Christensen medvirkede til var Blicherparken, som blev opført fra 1952-1955.

Vejnettet blev etableret eller udbygget i forhold til disse byggerier og erstattede flere steder markveje eller stier.

===Borgmesterens egne boliger===
Peder Christensen boede indtil 1930 i lejeboliger, som først nævnt på Stengade 82, senere andre steder på Stengade, på Gl. Banegårdsvej og de seks år på Allégården i [[Allégade]]. Han havde takket nej til et tilbud om at bo på Marienlyst Slot efter at han var blevet borgmester. Han havde takket nej til at overtage redaktør Galschiødts ejendom, Reberbanen i Lundegade, som var blevet testamenteret til kommunen. Som hans forgænger Jørgen Lyngbye (kongelig borgmester fra 1907-1919) havde Peder Christensen svaret, at de boliger ikke svarede til hans indtjening. Først i 1930 købte han et hus på daværende Lindevej 2 (Slotsvej i dag). Da huset blev for stort at holde, blev det solgt i 1951. Det bevirkede, at ægteparret blev næsten husvilde og måtte finde sig til rette i et primitivt hus ved Belvederehjørnet. Her boede de mere end et år, inden de kunne leje en lejlighed på første sal i boligselskabets nyerhvervede lystejendom Ørehøj ved Trykkerdammen. Forud for dette var sket følgende: Peder Christensen havde regnet med at skulle bo i bebyggelsen Rolighed. Boligselskabet tilbød en fri bolig som æresbolig i kraft af sine bestræbelser mod at gøre Rolighed til en ”mønsterbebyggelse” og Helsingør til en ”mønsterkommune”. Det rejste en storm af protester fra både højre og venstre. På sådanne vilkår ville Peder Christensen ikke modtage denne gave. Lejligheden på Ørehøj vakte ingen modstand.

===Hoteldrøm===
Peder Christensen havde en drøm om et stort, moderne hotel ved havnefronten. Det blev dog ikke til noget, bl.a. fordi en voldsom brand i 1938 på [[Jernbanehotellet]] (som dengang hed ”Hotel Prins Hamlet”) satte planerne i stå. Til manges fortrydelse blev hele karréen ryddet, og i dag er der parkeringspladser. [[Havnegade]] blev udvidet til en bredde af ti meter på hele strækningen. Branden bevirkede, at [[Helsingør Brandvæsen]] flyttede til [[Svingelport]].

===Industri og arbejdspladser===
'''Elektricitetsværket''' var blevet opført og leverede jævnstrøm til byen 26. maj om kl. 8:30 i 1911 for første gang. Elværket lå mellem [[Trækbanen]] og Rosenkildestien og blev indviet 01. juni 1911, men blev først helt færdigt i november 1912. I 1921 overtog kommunen det hensygnende '''gasværk''' og moderniserede produktionen.

Peder Christensen fik gennemført oprettelsen af '''Vinduesglasværket Kronborg''' på Grønnehave. Det blev etableret på ruinerne af et svineslagteri, som dels blev etableret for at udkonkurrere et i Hillerød, dels for at skaffe arbejdspladser. Det mislykkede forsøg varede fra 1894-1899. Glasværksprojektet skabte en vældig ballade undervejs. Bl.a. på grund af et nyt, problematisk og fortiet lån for at få sagen igennem. Det gjaldt arbejdspladser, som var en mærkesag for borgmesteren. Glasværket fik en vanskelig start, en kort levetid og kom aldrig til at fungere ordentligt. Et vigtigt anliggende var at forskønne området ved Grønnehave, hvor ruinerne af glasværket samt [[Hotel Marienlyst]] lå. Borgmesteren var mest stemt for, at man gjorde området til '''badeby''', en dansk udgave af Miami Beach i Florida, men vaklede mellem dette og hensyntagen til den store arbejdsløshed. Et tilbud fra gummifabrikken Tretorn i Helsingborg om at oprette en virksomhed i Helsingør og overtage glasværksruinen var stærkt fristende. [[Tretorn]] blev en realitet og den næststørste arbejdsplads i Helsingør efter Helsingør Værft.

===Havneplaner===
Der havde været mange havneplaner gennem tiderne. En helt ny havn nord for Kronborg var et stærkt ønske. Det endte med den mere beskedne Helsingør Nordhavn, som blev anlagt som fiskeri-og lystbådehavn fra 1932-1934. Som nævnt oven for havde Peder Christensen en storstilet plan med hele området nord for Kronborg, der med tiden ville kunne udvikle sig til en badeby, en dansk udgave af Miami Beach i Florida. Det mundede ud i "Restaurant Kronborg Havbad", som blev opført i tidens Art deco-stil efter tegninger af den københavnske arkitekt Einar Rosenstand. Forventningerne måtte skrues en del ned undervejs på grund af stor modstand og et krav om enighed i byrådet. [[Nordhavnen]] endte med at være, som han selv udtrykte det, en ganske almindelig, beskeden bådehavn. Sommerrestauranten ”Kronborg Havbad” blev det endelige resultat af den store drøm, som nok var ret urealistisk. I 1935 lod Helsingør Svømmeklub et svømmestadion opføre yderst på nordre mole.

===Interesse for kulturen===
Medstifter og hovedbestyrelsesmedlem i Arbejdernes Oplysningsforbund fra 1923-1933. Peder Christensen havde stor interesse for nordisk samarbejde og fik et varmt og tæt samarbejde med Helsingborg. Peder Christensen var formand for den nationale Friluftsscene og medlem af Turistrådet (se neden for).

Omkring 1910 blev [[Billedteatret]] og [[Helsingør Folketeater]] (senere kendt som Sommerteatret i Helsingør) etableret i Søstræde. Opførelsen af Hamlet på Kronborg i 1937 var med berømte skuespillere som Laurence Olivier og Vivien Leigh og blev herefter en tilbagevendende begivenhed.

Peder Christensen var meget fascineret af Rudolph Tegners skulpturerer, havde personligt et godt forhold til kunstneren og anskaffede nogle af hans værker. Han foranledigede opstillingen af [[Danserindebrønden]], [[Herakles og Hydraen]], samt [[Hamlet og Ophelia]] i Helsingør. Ikke alle var tilfredse med den beslutning, ej heller placeringen af især Herakles og Hydraen. Tegners kunst var for dramatisk og svulstig for mange mennesker, og hans kunst var noget udskældt i tiden.

===Andre engagementer===
Peder Christensen blev medlem af turistrådet i 1925. Han var ret god til reklamefremstød for Helsingør, til at trække folk til byen, og enhver mulighed blev udnyttet. Eksempelvis blev alle sejl sat til i forbindelse med Helsingørs 500-års købstadsjubilæum. Det blev fejret med pomp og pragt og trak maser af folk til byen.

Peder Christensen afløste [[Chr. Rasmussen]] som formand for [[Hornbækbanen | Hornbæk-Gillelejebanen]] efter dennes død i november 1916 og gjorde en stor indsats for at skaffe midler til den trængte bane. Sporten fik også opmærksomhed. Købet af ”De Adlerske Grunde” i 1918 ansås for at være et velegnet sted til [[Helsingør Stadion]] og nogle fodboldbaner. Købet af [[Sommariva]] skete i 1919 og blev et meget populært forlystelsessted.

===Natur er vigtig===
Peder Christensen erklærede, at Helsingør skulle være en grøn, sund og smuk by at bo i. Dette udsagn udmøntede sig bl.a. i anlæggelse af [[Haveforeningen Solbakken]] fra 1934 og i den grønne kile af parkanlæg, som strækker sig fra [[Rosenkildevej]], Mads Holms Vej til [[Stubbedamsvej]]. Den kom hurtigt til at gå under navnet "[[Kong Peders Park]]". Området i den nordlige del af Helsingør fra [[Marienlyst Slot]] og videre til Sommariva var vigtig for Peder Christensen at bevare som et grønt område.

===Vejanlæg===
Bilismen havde holdt sit indtog, og det måtte vejnettet tilpasses efter. Fra at være en stille bivej blev Stubbedamsvej udvidet og ført igennem til Strandvejen, og en viadukt blev opført. [[Nordre Strandvej]] blev også forbedret mod nord til Julebæk og mod syd til [[Snekkersten Kro]], inden for den daværende kommunegrænse. Færgevejsanlægget blev etableret, også benævnt Vandvejen. Det blev omtalt som for Danmarks smukkeste strækning både set fra land og fra vandsiden. Samtidig blev promenadestien Strandstien, også kaldet ”Kærlighedsstien” anlagt. Færgevejen er for længst blevet fuldstændig ændret og fortjener næppe den beskrivelse mere. I tilslutning til Færgevej byggedes en rampe med et af landets første autoværn ned fra [[Flynderborgvej]], så at trafikken kunne ledes ned til færgerne.

===Der måtte kæmpes===
De færreste af de tiltag, som Peder Christensen var med til, gik glat igennem. Der måtte kæmpes, og det gjorde han. Nogle kunne mene, at han af og til kunne optræde nærmest diktatorisk, men balancen mellem at være viljestærk, stædig og diktatorisk kan vel være flydende. Videre mente nogle, at han blandede sig i alt, også at han udviste en hårdhændet ensidighed, som både var hans styrke og hans svaghed. En tidligere medarbejder beskrev ham som meget krævende, en egenskab der formentlig hang sammen med hans fabelagtige arbejdsevne. Også med en evne til at skabe interesse for de problemer, han gik og tumlede med og et usædvanligt talent for at lade det daglige slid afløse det med fornøjeligt samvær.

===Afslutningen===
[[Billede:Gravstenpc.jpg|right|150px|thumb|Peder Christensens gravsten på Helsingør Kirkegård. Foto 2019.]]Peder Christensen havde stort set ikke været syg, men et menneske, der havde arbejdet så intenst og så meget, må nødvendigvis blive mærket af det. Sygdomsperioder i 1953 og i foråret 1954 tydede det på, at hjertet var ved at være slidt op. Til sin 80-års fødselsdag 08. juni var kræfterne ved at slippe op. Indlæggelser fulgte og siden lå han en del til sengs. Døden indtrådte en søndag morgen, 31. oktober 1954.

I 1996 blev der opstillet en [[Peder Christensens buste |buste af Peder Christensen]] på hjørnet af [[Rosenkildevej]] og [[Rosenstandsvej]].

I november 2012 blev [https://www.gravsted.dk/person.php?navn=pederchristensen Peder Christensens gravsted] på [[Helsingør Kirkegård]] fredet. Derved er et minde om en af Helsingørs mest betydningsfulde politikere bevaret for eftertiden. Hans gravsted nr. 49-50 befinder sig i kirkegårdens afdeling 13, populært kaldet "Borgmestergangen". På samme sti ligger nemlig to andre tidligere socialdemokratiske borgmestre, [[Sigurd Schytz]] og [[Ove Thelin]].

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A07306350 Birger Mikkelsen: Kong Peder: en biografi af Peder Christensen, borgmester i Helsingør 1919-1946. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1991.]

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A22021729 Lars Bjørn Madsen: Kong Peders Helsingør. Nordisk Forlag, 1997.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06459978 Povl: Matthiessen: Helsingør Social-Demokrat : Jubilæumsskrift om Socialdemokratiet i Helsingør 1885-1985.]

[[Kategori:Personer|Christensen, Peder]]

[[Kategori:Politikere|Christensen, Peder]]

[[Kategori:Kooperationen i Helsingør‏‎|Christensen, Peder]]

[[Kategori: Arbejderbevægelsens Profiler]]

Flynderborg

2026-01-28T13:37:44Z

Charlotte Fenger: Link tilføjet

[[Billede:Flynderborg1880web.jpg|right|250px|thumb|Resterne af Borrevold/Flynderborg i 1880]] '''Flynderborg''' er den ældste kendte befæstning i Helsingør, et tidligt middelalderligt borganlæg formentlig af dobbeltmotte-typen beliggende umiddelbart syd for middelalderbyen, på toppen af det højdedrag, der i dag gennemskæres henholdsvis af [[Flynderborgvej]] og [[Kystbanen]].

Selve navnet Flynderborg har vi kun oplyst fra en langt senere tid, og det er derfor uvist, om navnet er oprindeligt, men der er utvivlsomt tale om det samme fæstningsanlæg, som i flere ældre hanseatiske kilder benævnes "Helsingør Hus" (jvf. Koldinghus m.fl.). På adskillige ældre kort og i tingbøger m.v. er det da forlængst nedbrudte fæstningsværk oftest benævnt '''Borrevold''' (Borgvold) - et navn, der også er brugt andre steder i landet som betegnelse for et gammelt borganlæg, som nok forlængst var sløjfet, men endnu ikke helt forsvundet ud af folks bevidsthed.
[[Billede:Borrevold.jpg|right|thumb|250px|Udsigten over Helsingør er set fra resterne af Flynderborgs anlæg - et bakkedrag som man kaldte Borrevold. Maleri fra 1873 af Chr. Berthelsen]]
Senere har den markante, kunstigt forhøjede borgbanke også haft betegnelsen "Valdemarsbakken". Fra 1800-tallets slutning eksisterer enkelte fotografier, der viser den kullede borgbanke stort set intakt, ligesom denne gengives tydeligt på flere ældre kort. Heraf fremgår også, at et par oprindelige smådamme - Borrevolds-dammene - har indgået som støtteelementer i det samlede befæstningsanlæg, som har været af en ikke helt ubetydelig størrelse.

Flynderborgs historie afsluttes senest i starten af 1400-tallet, da [http://da.wikipedia.org/wiki/Erik_af_Pommern Erik af Pommern] besluttede at opføre sin nye fæstning "[[Krogen - borganlæg | Krogen]]" på den yderste spids af den krumodde, som længere nordpå strakte sig ud i Øresund fra den gamle kystskrænt. Flynderborgs betydning var dog allerede forinden aftaget kraftigt - simpelthen fordi borganlægget var blevet forældet efter skydevåbnenes fremkomst. Vi har oplysninger om, at borgen blev indtaget og efter alt at dømme afbrændt/nedbrudt af lybske tropper 1368/69. Om Flynderborg genopstod herefter, vides ganske enkelt ikke. Eventulle tilbageværende bygningsmaterialer på stedet kan også være genbrugt ved opførelsen af Erik af Pommerns nye fæstning "Krogen".

Ved anlæggelsen af Kystbanen i slutningen af 1800-tallet blev jernbanen ført tværs igennem Flynderborg-banken - og der blev samtidig ved Nationalmuseets mellemkomst gennemført enkelte opmålinger og undersøgelser af den gamle borgbanke. Disse gav dog kun få oplysninger om det gamle borganlæg, og ved gennemføringen af jernbaneanlægget er de fleste tilbageværende spor af det gamle fæstningsværk sandsynligvis gået til. På stedet er der siden foretaget mindre udgravninger, bl.a. af Roar Skovmand 1937. Disse undersøgelser har tilsammen afsløret, at Flynderborg har bestået af to borgbanker - en større halvmåneformet forborg, som delvis omkransede den mindre, centrale borgbanke i syd og vest og var adskilt fra denne ved en dyb grav, der er stort set identisk med dele af den nuværende Sdr. Strandvej og Flynderborgvej. På centralbanken har der formentlig stået et forsvarstårn med direkte udsyn over Øresund og forstranden nedenfor borgen. Centraltårnet skal måske opfattes som et sidestykke til det oprindelige middelalderlige "Kärnan" i Helsingborg.

"Flynderborg" kan som befæstning kun dateres med en stor grad af usikkerhed, men anlægget skal formentlig ses som en del af de mange forsvarsanlæg, der blev opført til beskyttelse af de vigtigste overfartssteder rundt omkring i landet i Valdemarstiden (1200-tallet). Oprindelig har borgbanken formentlig båret et forsvarstårn opført i træ og med omgivende palisade-anlæg, senere formodentlig udvidet og udbygget med regulære stenbygninger og -mure, hvoraf der ved de gennemførte udgravninger er fundet en del rester af brolægninger og fundamentsrester, bl.a. i haven til "Villa Flynderborg" samt omkring statsbanernes gamle vandtårn umiddelbart nord for Flynderborgvej, som skjuler de sidste tilbageværende rester af den oprindelige centrale borgbanke.

===Litteratur===
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870978-tsart%3A63072702 Vilh. la Cour: Flynderborg (Fra Frederiksborg Amt. 1952. S. 3-24)]

[[Kategori:Slotte og borge]]

Peder Christensen

2026-01-28T13:02:50Z

Charlotte Fenger: Link tilføjet

[[Billede:Borgmestre-1.jpg|right|250px|thumb|Borgmester Peder Christensen (til højre) sammen med sin efterfølger på posten Sigurd Schytz]]

Peder Christensen (1874-1954) blev medlem af Helsingør Byråd fra 1906 og blev i 1919 den første folkevalgte borgmester i Helsingør. Peder Christensen bestred denne post i 27 år og fik sat et virkelig markant og fremsynet præg på Helsingør i de år og efterlod en næsten en helt ny by, indtil han fratrådte i 1946.

===Fra Århus til Helsingør===
Peder Christensen blev født 08. juni 1874 i Århus, var søn af en gårdejer og den yngste i søskendeflokken. Meningen var, at han skulle overtage den fædrene gård, som faderen måtte lade gå på tvangsauktion i 1890. Da den plan var blevet umulig, kom Peder Christensen i mekanikerlære. Han havde større drømme og rejste allerede 01. august 1892 som 18-årig til Helsingør for at fortsætte som forbundter. En forbundtner er en lærling, hvis læretid har været afbrudt og som genoptager sin læretid et andet sted - i dette tilfælde som mekaniker på [[Helsingør Værft]] i en for ham hel ny verden. Peder Christensen valgte Helsingør, fordi han mente, at det var den by, hvor porten ud til den store verden stod åben.

===Udlært som maskinbygger===
[[Billede:Arbejdssjaka.jpg|right|250px|thumb|I midten af arbejdssjakket ses tillidsmand Peder Christensen i vest og hvid jakke. Foto fra omkring 1900.]]Efter seks års læretid i alt blev han udlært som maskinbygger 01. august 1896. Han meldte sig ind i smedeforbundet den samme dag, han blev svend og aftjente sin værnepligt i marinen efter svendeprøven. Få måneder efter at Peder Christensen begyndte døde skibsværftets grundlægger, [[Mads Holm]]. De havde det til fælles, at de begge kom fra fattige, jyske vilkår, men de nåede kun lige akkurat at mødes. Begge var to af de betydeligste skikkelser i Helsingør i årene 1850-1950.

===Ægteskaber===
Han blev gift med Nielsine Lovise Nielsen i 1896, da han fik løn som svend og flyttede ind i en lejlighed i Stengade 82 på anden sal. Hun døde i 1909, og fem år senere giftede Peder Christensen sig med den 24-årige Kirstine Olsen, datter af en arbejdsmand og husejer i [[Søstræde]]. Hun var 16 år yngre, men viste sig at være rigtig god til både at repræsentere og arrangere sammenkomster. Ægteskabet var efter sigende lykkeligt og varede til Peder Christensen døde 31. oktober 1954. Han var en trofast ægtemand og glad for sine børn, men det travle arbejdsliv har givet haft sine omkostninger i forhold til familielivet.

===En personlighed===
Han var en høj, stout mand og udstrålede jysk soliditet, udrunden af bondeslægt, som han var. Han var tilmed en meget karismatisk, foretagsom, effektiv, visionær og flittig person med en enorm arbejdsevne og et udpræget handelstalent og med sans for at skabe reklame for byen. Ydermere evnede han at tale med alle slags mennesker. En udvikling af Helsingør var stærkt påkrævet, idet han overtog et fallitbo og en kommunal virksomhed, som var administrativt temmelig rodet med en masse udvalg, som ikke havde meget med hinanden at gøre. Væk med alt det ”kontoriusseri”, som han selv udtrykte det og gik i gang med at rydde op, modernisere og forenkle. Peder Christensen synes at være den rette mand til den store opgave med at skabe udvikling for Helsingør.

Han kom i kraft af sin personlighed, energi og sit udsyn til at dominere udviklingen i de år, og det var ikke uden grund, at han fik tilnavnet ”Kong Peder”. Nok var han et jævnt, beskedent og ydmygt menneske på mange måder, i livsførelse og med boliger, men han vidste, hvad han ville og havde stor styrke til at opnå disse mål - trods talrige, politiske storme. Beskedenheden hindrede ham dog ikke i at nyde jubilæer og andre festlige begivenheder. Han sagde selv, at han ikke var nogen asket.

===Vanskelige tider===
Arbejdsløsheden var i de første årtier i 1900-tallet op til 40% og endda i de værste perioder lidt over. Krisen med arbejdsløshed, bolignød og fattigdom blev endnu værre under 1. Verdenskrig, som var præget af dyrtid, varemangel og bolignød. De hårde tider havde svært ved at slippe. Også fra 1920’erne var der krise, og 1930’erne bar præg af den verdensomspændende finanskrise. Det sociale aspekt lå Peder Christensen meget på sinde. Han sørgede for skolebespisning i 1916 og ekstraordinært tilskud til arbejdsløse og fattige under krisen i det nye industrielle samfund.

===At være folkevalgt forpligter===
Han gjorde sig tanker om sin gerning og kan citeres for: ”Målet har været, at den folkevalgte borgmester både med hensyn til arbejdet, og hvad angår repræsentationen, skulle klare sig mindst ligeså godt som den kongelige borgmester”. Han lagde vægt på at være respektabel klædt, bar enten diplomatfrakke eller dobbeltradet vest med en tung urkæde og var altid iført stivet skjorte, knækflip og stiv hat. Han lå ikke under for modeluner og ændrede ikke sin tøjstil på noget tidspunkt.

===Fagforeningsarbejde===
Peder Christensen fik, ud over sit imponerende omfattende virke, en masse tillidsposter gennem sit liv. Han havde, parallelt med sine politiske gøremål, store poster i både parti, fagbevægelse og kooperation - både i Helsingør og på landsplan. I 1897 blev han valgt som den første autoriserede faglige tillidsrepræsentant i maskinværkstedet på Skibsværftet i en i øvrigt voldsom brydningstid for [[Fagforeninger | fagforeninger]]. Den rolle udfyldte han med en målrettet forhandlingsevne og stor viljestyrke. Han blev i 1903 kasserer i den lokale afdeling af Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening og blev valgt som formand 15. oktober 1906. Han var blevet tilbudt en stilling som mester, men forlod Skibsværftet samme år for at blive forretningsfører i Arbejdernes Fællesorganisation. Fra 1909-1915 var han i repræsentantskabet for De samvirkende Fagforbund (senere LO).

===Det kooperative===
Arbejdernes Fællesorganisation havde opbygget en stor kooperativ virksomhed Fællesorganisationen havde til huse i et meget lille, spartansk kontor på Stengade 71, som blev 31. august 1908 flyttet til forsamlingsbygningen i Søstræde 4, senere [[Folkets Hus]]. I 1915 flyttede kontoret til stueetagen i Stengade 37, hvor [[Billedteatret]] og senere [[Biografen]] blev etableret. Denne formandspost bestred han, til han gik af i 1913. Herefter kunne han hellige sig det, der kom til at beskæftige ham resten af livet, nemlig kommunalpolitikken og kooperationen og på en eller anden måde koble disse elementer sammen.

Af de lokale tiltag kan nævnes [[Helsingør Fællesbageri]] på [[Gl. Banegårdsvej]]. Et fællesbageri havde været planlagt siden 1887, men var aldrig blevet til noget. Peder Christensen gik i gang med et enormt og besværligt arbejde med at få projektet til at blive til noget, og det lykkedes omsider i 1907 at få de første bagere med i en brødproduktion. Andre kooperative tiltag var [[Helsingørs Brændsels- og Trælasthandel]], som han var medstifter af og formand for, [[Helsingør Brugsforening]] og [[Helsingør Fællesslagteri]].

Peder Christensen var med til at stifte [[Det kooperative Fællesråd]] i 1923. Det er en samlebetegnelse for de virksomheder, som inden for arbejderbevægelsen er opbygget på principper om demokratisk, økonomisk selvstyre med det formål at frigøre arbejderne fra den kapitalistiske virksomhedsform. Han blev formand og forretningsfører fra 1922-1925 og igen fra 1933-1936. Hans opgave var først og fremmest at bringe orden i de efterhånden talrige kooperativer initiativer, som enten var i gang eller som stod foran at blive etableret.

Peder Christensen fik igennem sit arbejdsliv en stor betydning ikke blot for den lokale, men også for den landsomfattende kooperation. Det vil føre vidt at nævne den utrolige mængde kooperative tiltag, som Peder Christensen dels var medstifter af, formand for eller på andre måder involveret i. Det være sig såvel på landsplan som på lokalt plan. Man kan undre sig over, hvordan han kunne overkomme alt det. De mange gøremål kunne til tider påvirke over overblikket og føre til økonomiske problemer i forbindelse med de mange forskellige projekter.

===Det politiske arbejde===
[[Billede:Pckontora.jpg|right|250px|thumb|Borgmester Peder Christensen på sit kontor. 1930.]]Som nævnt oven for var Peder Christensen blevet medlem af Helsingør Byråd fra 1906. I 1908 blev han medlem af Socialdemokratiet og medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1918-1920. Han blev desuden medlem af partiets forretningsudvalg fra 1922-25 og igen 1933-1940. I 1916 blev han valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Helsingør og var fra 22. marts 1918 til et tidspunkt i 1920 tilmed medlem af Folketinget. Da han 01. april 1919 blev folkevalgt borgmester i Helsingør, indså han efter otte måneders dobbeltvirke, at han rent arbejdsmæssigt ikke kunne forsvare at varetage begge politiske poster. Fra 1930-1937 var han partiets repræsentant for 2. valgkreds i det daværende Landsting. Han havde desuden været medarbejder ved Social-Demokraten i 14 år. Fra 1908-1940 var han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og fra 1922-1925 medlem af partiets forretningsudvalget og igen fra 1933-1936.

===Boligbyggerier===
Hammarshøj, et tidligere forlystelsessted, blev bygget om til plejehjemmet Hammershøj. Det var stærkt tiltrængt og afløste de kummerlige boliger for gamle mennesker i [[Karmeliterhuset]]. Et meget fremsynet boligbyggeri med aldersrenteboliger, som vakte opsigt, var [[Helsingør Kommunes Alderdomsstiftelse | Alderdomsstiftelsen på Gurrevej]] med små lejligheder til ældre borgere.

Det første kooperative boligbyggeri på [[Esrumvej]] og [[Hamlets Vænge]] var boliger til værftsarbejder. Byggeriet havde undervejs haft stor modstand fra borgere og led ydermere under vanskeligheder med finansieringen.

I begyndelsen af 1920’erne gav Peder Christensen som borgmester en byggegrund til en andelsbyggeforening. En række "gode og billige boliger blev opført til folk i faste stillinger" i kvarteret omkring nuværende [[Rosenkildevej]], [[Rosenstandsvej]], Gurrevej, [[Stenfeldtsvej]] og [[Olriksvej]]. Bebyggelsen lå et stykke under for byen på den tid og blev af en eller anden grund kaldt for [[Andelsbyggeforeningen Helsingør | ”Negerlandsbyen”]], og det navn anvendes stadig.

Flere boligbyggerier blev påbegyndt i Helsingør i 1940’erne, men det tog rigtig fart efter 2. Verdenskrig. Peder Christensen var initiativtager til stiftelsen af Det Sociale Boligselskab i Helsingør i 1938. Med det begyndte der virkelig at ske noget på det boligmæssige område. De første boligbyggerier blev etableret i området omkring [[Pontoppidansvej]], Mads Holms Vej, bl.a. [[Rolighed, Helsingør | Rolighed]], omkring [[Bjarkesvej]], [[Chr. Rasmussens Vej]] og Peder Skrams Vej. Efter 2. Verdenskrig blev der bygget på Rosenkildevej, [[Belvederevej]] og Gefionsparken med indkørsel fra Gylfesvej. Det sidste boligbyggeri, som Peder Christensen medvirkede til var Blicherparken, som blev opført fra 1952-1955.

Vejnettet blev etableret eller udbygget i forhold til disse byggerier og erstattede flere steder markveje eller stier.

===Borgmesterens egne boliger===
Peder Christensen boede indtil 1930 i lejeboliger, som først nævnt på Stengade 82, senere andre steder på Stengade, på Gl. Banegårdsvej og de seks år på Allégården i [[Allégade]]. Han havde takket nej til et tilbud om at bo på Marienlyst Slot efter at han var blevet borgmester. Han havde takket nej til at overtage redaktør Galschiødts ejendom, Reberbanen i Lundegade, som var blevet testamenteret til kommunen. Som hans forgænger Jørgen Lyngbye (kongelig borgmester fra 1907-1919) havde Peder Christensen svaret, at de boliger ikke svarede til hans indtjening. Først i 1930 købte han et hus på daværende Lindevej 2 (Slotsvej i dag). Da huset blev for stort at holde, blev det solgt i 1951. Det bevirkede, at ægteparret blev næsten husvilde og måtte finde sig til rette i et primitivt hus ved Belvederehjørnet. Her boede de mere end et år, inden de kunne leje en lejlighed på første sal i boligselskabets nyerhvervede lystejendom Ørehøj ved Trykkerdammen. Forud for dette var sket følgende: Peder Christensen havde regnet med at skulle bo i bebyggelsen Rolighed. Boligselskabet tilbød en fri bolig som æresbolig i kraft af sine bestræbelser mod at gøre Rolighed til en ”mønsterbebyggelse” og Helsingør til en ”mønsterkommune”. Det rejste en storm af protester fra både højre og venstre. På sådanne vilkår ville Peder Christensen ikke modtage denne gave. Lejligheden på Ørehøj vakte ingen modstand.

===Hoteldrøm===
Peder Christensen havde en drøm om et stort, moderne hotel ved havnefronten. Det blev dog ikke til noget, bl.a. fordi en voldsom brand i 1938 på [[Jernbanehotellet]] (som dengang hed ”Hotel Prins Hamlet”) satte planerne i stå. Til manges fortrydelse blev hele karréen ryddet, og i dag er der parkeringspladser. [[Havnegade]] blev udvidet til en bredde af ti meter på hele strækningen. Branden bevirkede, at [[Helsingør Brandvæsen]] flyttede til [[Svingelport]].

===Industri og arbejdspladser===
'''Elektricitetsværket''' var blevet opført og leverede jævnstrøm til byen 26. maj om kl. 8:30 i 1911 for første gang. Elværket lå mellem [[Trækbanen]] og Rosenkildestien og blev indviet 01. juni 1911, men blev først helt færdigt i november 1912. I 1921 overtog kommunen det hensygnende '''gasværk''' og moderniserede produktionen.

Peder Christensen fik gennemført oprettelsen af '''Vinduesglasværket Kronborg''' på Grønnehave. Det blev etableret på ruinerne af et svineslagteri, som dels blev etableret for at udkonkurrere et i Hillerød, dels for at skaffe arbejdspladser. Det mislykkede forsøg varede fra 1894-1899. Glasværksprojektet skabte en vældig ballade undervejs. Bl.a. på grund af et nyt, problematisk og fortiet lån for at få sagen igennem. Det gjaldt arbejdspladser, som var en mærkesag for borgmesteren. Glasværket fik en vanskelig start, en kort levetid og kom aldrig til at fungere ordentligt. Et vigtigt anliggende var at forskønne området ved Grønnehave, hvor ruinerne af glasværket samt [[Hotel Marienlyst]] lå. Borgmesteren var mest stemt for, at man gjorde området til '''badeby''', en dansk udgave af Miami Beach i Florida, men vaklede mellem dette og hensyntagen til den store arbejdsløshed. Et tilbud fra gummifabrikken Tretorn i Helsingborg om at oprette en virksomhed i Helsingør og overtage glasværksruinen var stærkt fristende. [[Tretorn]] blev en realitet og den næststørste arbejdsplads i Helsingør efter Helsingør Værft.

===Havneplaner===
Der havde været mange havneplaner gennem tiderne. En helt ny havn nord for Kronborg var et stærkt ønske. Det endte med den mere beskedne Helsingør Nordhavn, som blev anlagt som fiskeri-og lystbådehavn fra 1932-1934. Som nævnt oven for havde Peder Christensen en storstilet plan med hele området nord for Kronborg, der med tiden ville kunne udvikle sig til en badeby, et dansk udgave af Miami Beach i Florida. Det mundede ud i "Restaurant Kronborg Havbad", som blev opført i tidens Art deco-stil efter tegninger af den københavnske arkitekt Einar Rosenstand. Forventningerne måtte skrues en del ned undervejs på grund af stor modstand og et krav om enighed i byrådet. [[Nordhavnen]] endte med at være, som han selv udtrykte det, en ganske almindelig, beskeden bådehavn. Sommerrestauranten ”Kronborg Havbad” blev det endelige resultat af den store drøm, som nok var ret urealistisk. I 1935 lod Helsingør Svømmeklub et svømmestadion opføre yderst på nordre mole.

===Interesse for kulturen===
Medstifter og hovedbestyrelsesmedlem i Arbejdernes Oplysningsforbund fra 1923-1933. Peder Christensen havde stor interesse for nordisk samarbejde og fik et varmt og tæt samarbejde med Helsingborg. Peder Christensen var formand for den nationale Friluftsscene og medlem af Turistrådet (se neden for).

Omkring 1910 blev [[Billedteatret]] og [[Helsingør Folketeater]] (senere kendt som Sommerteatret i Helsingør) etableret i Søstræde. Opførelsen af Hamlet på Kronborg i 1937 var med berømte skuespillere som Laurence Olivier og Vivien Leigh og blev herefter en tilbagevendende begivenhed.

Peder Christensen var meget fascineret af Rudolph Tegners skulpturerer, havde personligt et godt forhold til kunstneren og anskaffede nogle af hans værker. Han foranledigede opstillingen af [[Danserindebrønden]], [[Herakles og Hydraen]], samt [[Hamlet og Ophelia]] i Helsingør. Ikke alle var tilfredse med den beslutning, ej heller placeringen af især Herakles og Hydraen. Tegners kunst var for dramatisk og svulstig for mange mennesker, og hans kunst var noget udskældt i tiden.

===Andre engagementer===
Peder Christensen blev medlem af turistrådet i 1925. Han var ret god til reklamefremstød for Helsingør, til at trække folk til byen, og enhver mulighed blev udnyttet. Eksempelvis blev alle sejl sat til i forbindelse med Helsingørs 500 års købstadsjubilæum. Det blev fejret med pomp og pragt og trak maser af folk til byen.

Peder Christensen afløste [[Chr. Rasmussen]] som formand for [[Hornbækbanen | Hornbæk-Gillelejebanen]] efter dennes død i november 1916 og gjorde en stor indsats for at skaffe midler til den trængte bane. Sporten fik også opmærksomhed. Købet af ”De Adlerske Grunde” i 1918 ansås for at være et velegnet sted til [[Helsingør Stadion]] og nogle fodboldbaner. Købet af [[Sommariva]] skete i 1919 og blev et meget populært forlystelsessted.

===Natur er vigtig===
Peder Christensen erklærede, at Helsingør skulle være en grøn, sund og smuk by at bo i. Dette udsagn udmøntede sig bl.a. i anlæggelse af [[Haveforeningen Solbakken]] fra 1934 og i den grønne kile af parkanlæg, som strækker sig fra [[Rosenkildevej]], Mads Holms Vej til [[Stubbedamsvej]]. Den kom hurtigt til at gå under navnet "[[Kong Peders Park]]". Området i den nordlige del af Helsingør fra [[Marienlyst Slot]] og videre til Sommariva var vigtig for Peder Christensen at bevare som et grønt område.

===Vejanlæg===
Bilismen havde holdt sit indtog, og det måtte vejnettet tilpasses efter. Fra at være en stille bivej blev Stubbedamsvej udvidet og ført igennem til Strandvejen, og en viadukt blev opført. [[Nordre Strandvej]] blev også forbedret mod nord til Julebæk og mod syd til [[Snekkersten Kro]], inden for den daværende kommunegrænse. Færgevejsanlægget blev etableret, også benævnt Vandvejen. Det blev omtalt som for Danmarks smukkeste strækning både set fra land og fra vandsiden. Samtidig blev promenadestien Strandstien, også kaldet ”Kærlighedsstien” anlagt. Færgevejen er for længst blevet fuldstændig ændret og fortjener næppe den beskrivelse mere. I tilslutning til Færgevej byggedes en rampe med et af landets første autoværn ned fra [[Flynderborgvej]], så at trafikken kunne ledes ned til færgerne.

===Der måtte kæmpes===
De færreste af de tiltag, som Peder Christensen var med til, gik glat igennem. Der måtte kæmpes, og det gjorde han. Nogle kunne mene, at han af og til kunne optræde nærmest diktatorisk, men balancen mellem at være viljestærk, stædig og diktatorisk kan vel være flydende. Videre mente nogle, at han blandede sig i alt, også at han udviste en hårdhændet ensidighed, som både var hans styrke og hans svaghed. En tidligere medarbejder beskrev ham som meget krævende, en egenskab der formentlig hang sammen med hans fabelagtige arbejdsevne. Også med en evne til at skabe interesse for de problemer, han gik og tumlede med og et usædvanligt talent for at lade det daglige slid afløse det med fornøjeligt samvær.

===Afslutningen===
[[Billede:Gravstenpc.jpg|right|150px|thumb|Peder Christensens gravsten på Helsingør Kirkegård. Foto 2019.]]Peder Christensen havde stort set ikke været syg, men et menneske, der havde arbejdet så intenst og så meget, må nødvendigvis blive mærket af det. Sygdomsperioder i 1953 og i foråret 1954 tydede det på, at hjertet var ved at være slidt op. Til sin 80-års fødselsdag 08. juni var kræfterne ved at slippe op. Indlæggelser fulgte og siden lå han en del til sengs. Døden indtrådte en søndag morgen, 31. oktober 1954.

I 1996 blev der opstillet en [[Peder Christensens buste |buste af Peder Christensen]] på hjørnet af [[Rosenkildevej]] og [[Rosenstandsvej]].

I november 2012 blev [https://www.gravsted.dk/person.php?navn=pederchristensen Peder Christensens gravsted] på [[Helsingør Kirkegård]] fredet. Derved er et minde om en af Helsingørs mest betydningsfulde politikere bevaret for eftertiden. Hans gravsted nr. 49-50 befinder sig i kirkegårdens afdeling 13, populært kaldet "Borgmestergangen". På samme sti ligger nemlig to andre tidligere socialdemokratiske borgmestre, [[Sigurd Schytz]] og [[Ove Thelin]].

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A07306350 Birger Mikkelsen: Kong Peder: en biografi af Peder Christensen, borgmester i Helsingør 1919-1946. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1991.]

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A22021729 Lars Bjørn Madsen: Kong Peders Helsingør. Nordisk Forlag, 1997.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06459978 Povl: Matthiessen: Helsingør Social-Demokrat : Jubilæumsskrift om Socialdemokratiet i Helsingør 1885-1985.]

[[Kategori:Personer|Christensen, Peder]]

[[Kategori:Politikere|Christensen, Peder]]

[[Kategori:Kooperationen i Helsingør‏‎|Christensen, Peder]]

[[Kategori: Arbejderbevægelsens Profiler]]

Syklubben

2025-12-07T14:32:44Z

Charlotte Fenger: /* Syklubben erstattes */

I takt med Anden Verdenskrigs udvikling, voksede modstanden i Danmark. I Helsingør havde den første danske togafsporing fundet sted knap en kilometer nord for Espergærde 06. november 1942 efter et mislykket forsøg 31. august. Den danske modstand bredte sig året efter i løbet af sommeren. Den såkaldte ”Syklub” i Helsingør fik en afgørende rolle i forbindelse med at sejle de danske, jødiske flygtninge over Øresund til Sverige. Afstanden til Sverige er kort, der er togdrift med hyppige stationer, og mange af de flygtende kendte området godt som turister. Alt dette gjorde Helsingør og nærmeste omegn langs kysten velegnet til formålet. Om denne del af modstandsbevægelsen i Helsingør handler denne artikel.

===Modstanden vokser===
Krigslykken var ved at vende for tyskerne, ikke mindst efter nederlaget i Nordafrika i slutningen 1942 og i Rusland i begyndelsen af 1943. Den ugunstige situation for tyskerne skabte en forestilling om, at krigen snart ville være ovre og opildnede danskerne til modstand. Forholdet mellem den tyske værnemagt og danskerne forværredes i løbet af sommeren 1943, hvor hadet og modstanden øgedes. Sabotagerne tiltog og blev et mere og mere markant indslag i modstandsarbejdet. Tyskerne blev mere og mere trængt, og over for den voksende danske modstand skærpede de kursen og reagerede voldsommere over for provokationerne. Det voksende oprør brød ud i fuldt flor ved undtagelsestilstanden, omtalt i næste afsnit.

===Augustoprøret===
Tyskerne så sig nødsaget til at stramme grebet om Danmark. Rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, var vendt tilbage fra det tyske hovedkvarter med det ultimatum, at den danske regering skulle erklære undtagelsestilstand. Det vil sige en tilstand, hvor alle normale love og rettigheder skulle sættes ud af spil for at få standset urolighederne. Majoriteten af partierne nægtede, og samlingsregeringen bøjede sig og trådte tilbage d. 29. august 1943. Den danske regering, Rigsdagen og kongemagten ophørte således med at fungere. Den tyske besættelsesmagt svarede igen ved at indføre militær undtagelsestilstand, som varede til 05.oktober. Situationen skabte en stor uro, og danskerne blev endnu mere opsætsige imod besættelsesmagten med ligefrem et folkeligt oprør til følge. Omfattende strejker, spontane demonstrationer og provokationer brød ud, og det kom ofte til håndgribeligheder. Også i Helsingør var der ophidsede demonstrationer mod tyskerne. Modstandsgrupper var allerede godt i gang rundt om i landet, men tilslutningen voksede efter augustoprøret, som det blev kaldt.

===De danske jøder===
Under besættelsen i Danmark 1940-1945 havde en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt været gældende. Den havde bl.a. medført, at der i Danmark ikke var særlige love, som diskriminerede og isolerede jøderne fra resten af befolkningen. Da samarbejdspolitikken brød sammen, bortfaldt denne beskyttelse og førte til en undtagelsestilstand og en skærpelse af besættelsesmagtens kurs over for Danmark. Et af resultaterne var, at en razzia mod de danske jøder fandt sted natten mellem 01. og 02. oktober, den såkaldte ”jødeaktion”. De fleste var blevet advaret inden, og man anslår, at omkring 95 % nåede i sikkerhed og at besættelsesmagten ”kun” fik fat i omkring 470 jøder, som blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Her afgik 53 af disse ved døden, men størstedelen vendte hjem efter befrielsen. Efter krigens slutning befandt ca. 8.000 dansk-jødiske flygtninge sig i Sverige. Andre steder gik det lang, langt værre.

===En tragisk historie===
Nord for Helsingør ved den sydlige del af Julebæk strand fandt en tragisk hændelse sted for en jødisk familie, som blev grebet af panik efter en mislykket flugt. En ung kvinde og hendes to døtre lå døde i sandet foran en omklædningskabiner med halsene skåret over. '''Børge Rønne''' blev som journalist vidne til det grufulde syn, og det fik for ham en afgørende betydning for fremskyndelsen af indsatsen med at bringe flygtninge over Sundet.

Mandens mod havde svigtet, da han skulle aflive sig selv, og man fandt ham gående forvirret rundt på [[Nordre Strandvej]]. Han blev ført til [[Øresundshospitalet]], hvor han forsøgte at begå selvmord ved at indtage gift. Han blev reddet og blev via politifuldmægtig '''Jørgen Sandholt''' overført til hospitalet i Nykøbing Sjælland, hvorfra det senere lykkedes at få ham overført til Sverige med '''Erling Kiærs''' båd (disse tre personer omtales/nævnes senere i artiklen).

===Mislykket aktion i Gilleleje===
Mange jøder søgte op langs kysten for at komme til Sverige og gik i skjul hos venner og bekendte, i sommerhuse eller hos hundredvis af hjælpsomme familier. Situationen kaldte på handling. Efter de lidt første tilfældigt organiserede indsatser blev medlemmerne af den kommende Syklubs første samlede aktion en transport til Gilleleje med ca. 100 flygtninge 06. oktober. Ved den lejlighed blev 107 jødiske flygtninge afsløret og taget til fange natten mellem 6. og 7. oktober 1943. Nogle af disse forsøgte at flygte og døde undervejs, mens resten blev sendt til Horserød først, senere til koncentrationslejren i Theresienstadt. På loftet i Gilleleje Kirke havde 84 flygtninge gemt sig, men de blev angivet og taget af Gestapo. Den eneste, der undslap var en enkelt dreng, der var klatret op i tårnbjælkerne. Filmen [https://da.wikipedia.org/wiki/Fuglene_over_sundet ”Fuglene over Sundet”] handler om dette tragiske forløb.

===En båd kæntrer===
Forfulgt af Gestapo måtte flygtningene vende tilbage til [[Snekkersten]] og overnatte de samme steder som natten før og kom først over Sundet med forskellige både næste dag, 07. oktober. Ved den lejlighed kæntrede en overfyldt båd med tolv personer, hvor de ni nåede at svømme i land. Men de tre omkom, bl.a. drengen fra kirkeloftet i Gilleleje. Disse dages katastrofale forløb bevirkede, at man gik over til mindre transporter med hurtiggående både fremfor de større transporter.

===De fire pionerer===
Transporter over Øresund var allerede i gang. Men undtagelsestilstanden og ikke mindst den tyske aktion mod de danske jøder åbnede øjnene for nødvendigheden af, at der kom fart i transporterne og at de blev sat i system. Også kommunister og andre, der åbent erklærede sig som modstandere af tyskerne, blev forfulgt af nazisterne. De tre af de fire personer, som var med i begyndelsen, havde hidtil været havde været involveret i modstandskampen på et beskedent plan, f.eks. i forbindelse med illegale blade. Men i løbet af sommeren og efteråret 1943 blev de gradvist mere engageret i det illegale arbejde. Det drejede sig om følgende personer: '''Erling Kiær''', bogbinder (1906-1980), som ikke menes at have været aktiv i modstanden før september 1943; '''Thormod Larsen''', politibetjent (1909-1998); '''Børge Rønne''', redaktør af Frederiksborg Amts Avis (1911-2001); '''Ove Bruhn''', kontorassistent ved politiet (1914-1986).

Erling Kiær og Børge Rønne blev engageret i flugtarbejdet i den sidste uge i september 1943. Kiær og Rønne kendte hinanden i forvejen, fordi Kiærs bogbinderi lå i Stengade 68. Her fik Rønne sine bøger bundet ind, og hans kontor lå i Sct. Anna Gade 4, hvor han også havde sin lejlighed. Børge Rønne kendte Ove Bruhn både fra illegal bladvirksomhed og fordi han dagligt opsøgte nyheder hos politiet. Kontakten til Thormod Larsen kom via arbejdet inden for politiet, hans viden om og accept af de tre andres arbejde med flygtninge.

===”Helsingør Syklub” stiftes===
[[Billede:Syklubben1980.jpg| right|thumb|450px|Syklubbens hovedpersoner på Klostercafeen i Helsingør i 1980. Fra venstre Thormod Larsen, Børge Rønne, Calle Palm (en af de svenske hjælpere), Ove Bruhn og Erling Kiær. Kilde: 'Syklubben' af Karina Søby Madsen og Søren Gulmann. Foto fra Helsingør Dagblad 03.10.2018.]]
”Helsingør Syklub” opstår 07. oktober 1943, hvor Thormod Larsen kom med i gruppen efter at være blevet kontaktet af Børge Rønne. Den fik hurtigt dæknavnet '''”Syklubben”''' og blev den største og bedst organiserede af de illegale flugtruter i Helsingør. Hensigten med navnet var, at syklubber er på den tid var meget almindelige og at ingen vil fatte mistanke til det navn. Erling Kiær indså, at kun ved at erhverve sin egen båd kunne organiseringen af flugterne forbedres og effektiviseres. Det skete 10. oktober og fik den ønskede virkning. Ingen havde de store forudsætninger for at sejle båden, men Erling Kiær blev valgt til opgaven. Han havde opholdt sig på en ranch i Sydamerika, havde udviklet en dumdristighed og havde et fandenivoldsk sørøverinstinkt, som Rønne udtrykte det. Han fik tilnavnet ”Pim”, afledt af titlen på bogen ”Den Røde Pimpernel”.

Andre blev hurtigt involveret i transporterne af flygtninge, bl.a. læge '''Jørgen Gersfelt''' og politifuldmægtig '''Jørgen Sandholt'''. Det er skønnet, at omkring 150 hundrede personer i alt har været involveret i Syklubbens arbejde. Mange leverede en storslået indsats og kunne fortjene en omtale, men for at begrænse artiklens omfang er kun få er nævnt her. Samarbejdet med det danske politi og kystbevogtningen var helt afgørende, når f.eks. Gestapos opmærksomhed skulle afledes i forbindelse med transporter af flygtninge.

===En kro som centrum===
Et helt centralt mødested for modstandsbevægelsen i Helsingørområdet var [[Snekkersten Kro]], hvor mange forskellige mennesker havde deres gang: fiskere, lokale handelsfolk, sognerådsmedlemmer fra Tikøb Kommune, og efterhånden så mange mennesker fra illegale organisationer, at de efterhånden næsten udgjorde det største klientel. Bl.a. kom ”Flammen” og ”Citronen” her, som senere omkom. Filmen [https://da.wikipedia.org/wiki/Flammen_%26_Citronen ”Flammen & Citronen”] handler om disse to.

[[Henry Christian Thomsen]] ejede og drev kroen fra marts 1943 og blev en særdeles vigtig person for modstandsbevægelsen og blev på et tidspunkt medlem af gruppen Holger Danske. Han havde deltaget i adskillige transporter med fiskerbåde over Sundet fra begyndelsen af september måned før jødeforfølgelserne begyndte. På kroen blev mange aktioner planlagt med transporter til Sverige lige for næsen af Gestapo, som også holdt til i kroen. Gestapo opholdt sig i den ene ende af kroen og Syklubbens medlemmer i den anden. [[Hotel Øresund]] i Stengade 53 i Helsingør blev også anvendt af modstandsbevægelsen, selvom Gestapo også holdt til her. Her indkvarteredes tillige flygtninge under aftalte forholdsregler - som et ud af mange andre steder. [[Billede:Helsingør Syklub-Mindeplade.jpg|right|thumb|450px|Mindeplade for Helsingør Syklub]]

===Samtale med fatale følger===
En stikker på Snekkersten Kro overhørte en telefonsamtale, som skulle få fatale konsekvenser. Det resulterede i, at Gestapo likviderede to unge modstandsfolk d. 10. august 1944 ud for [[Grønnegangen]] 34. De var stået af på [[Snekkersten Station]] og var på vej til Snekkersten Kro med kone og kæreste gående et stykke bag dem. Gestapo tog direkte til kroen efter likvideringen, hvor de arresterede flere fiskere og håndværkere fra Snekkersten samt kroejer Henry Christian Thomsen. Han blev overført til en koncentrationslejr i Neuengamme d. 09.september og døde her d. 04. december. En [[Mindesten for H.C. Thomsen | mindesten]] blev rejst for H.C. Thomsen 04. september 1946 på treårsdagen for hans første transport af flygtninge. Den står over for Strandvejen 130, hvor Snekkersten Kro lå og [[Hotel Kystens Perle]] blev opført efter at kroen brændte i 1950. På [[Grønnegangen]] blev en [[Mindesten for mordene på Grønnegangen | mindesten]] for de to unge modstandsfolk rejst.

===Egen båd===
En gammel, lille lodsbåd med en råoliemotor, som kunne gå tre knob i timen. Den første sejlads foregik med nogen risiko trods forklædning som lods og de falske papirer lige for næsen af tyskerne. Af sikkerhedsmæssige grunde besluttede Erling Kiær at benytte Helsingborg som base for flygtningetransporterne. Her fik han et glimrende samarbejde med de svenske politimyndigheder og i stor grad toldvæsenet, som hjalp ham med at skjule sin identitet.

Bådens motor svigtede nu og da, og årerne måtte anvendes. Den svenske kystbevogtning var hjælpsomme med at bugsere båden til havnen i Helsingørborg. I oktober var det ikke farligt at deltage i disse transporter. Tyskerne havde endnu ikke mistanke om de illegale transporter. De havde derfor stort set ingen patruljebåde ude og der var indtil midten af november ikke ret mange Gestapofolk i Helsingør. Dog er Nordhavnen stærkt bevogtet.

Det blev indledningen til regelmæssige transporter af personer og flygtninge, eftersøgte modstandsfolk, militærfolk, andre forfulgte grupper og enkeltpersoner, våben og kurérpost med kodet korrespondance, som tyskerne absolut ikke skulle have fat i. Mest kendt er Syklubben for transporter af de danske jøder. Efter at behovet for transport af de danske jøder til Sverige aftog, blev vægten lagt på andre transporter.

===Båd kaput - ny anskaffes===
I slutningen af oktober måtte en aktion i [[Skotterup]] opgives på grund af hårdt vejr , da båden fik et stort hul i bunden ved at blive løftet op på en sten og kunne ikke umiddelbart repareres. Det lykkedes efter tre dage at finde en ny med plads til mange flere personer og med en større, benzindreven motor, som kunne oparbejde en fart på seks knob. Forbuddet mod benzindrevne både i Øresund vanskeliggjorde sejladser om dagen. Båden blev gjort lydløs ved hjælp af en lærredssæk, placeret omkring udstødningen.

===Risikoen vokser===
Gestapo var begyndt at indse, at der foregik temmelig meget over Sundet om natten og skærpede overvågning og kontrol fra midten af november. Gennemførsel af aktioner blev herefter betydeligt farligere, også for dem på land og for pårørende til Syklubbens medlemmer. På dette tidspunkt havde organisationen udviklet sig til at blive et stort og vidt forgrenet foretagende med et netværk af mange specialiserede underafdelinger og en lang række samarbejdspartnere. Både etablering og drift blev udført med stor dygtighed, som må imponere og efterlade respekt.

===”Racerbåd” anskaffes===
Det var af afgørende betydning at kunne sejle fra den tyske kontrol. Som en midlertidig løsning installeredes i båden en stærkere og mere stabil motor, som kunne sejle 10 knob. Den skiftedes ud med en lang og smal båd, som stak så lavt, at den kunne anløbe alle broer på kysten. Den havde et lavt fribord, som gjorde den sværere at få øje på og var udstyret med redningsbælter, en redningskrans og et par årer. Den kunne gå 15 knob og kan sejle fra de tyske kontrolbåde. Det blev der ofte brug for.

===Snedighed og økonomi===
Hvor man tidligere kunne anvende de samme kontaktsteder flere gange, måtte man være mere og mere snedig i arbejdet med at finde nye på både og nordkysten, gerne et nyt sted hver gang. Ikke alle behøvede at være med hver gang, efterhånden som antallet af medlemmer af Syklubben steg, helst så få som muligt. Ingen af Syklubbens medlemmer tjente ved at deltage, men det siger sig selv, at det var ikke gratis at drive Syklubben. Indtægter fra sejladser til Sverige og eventuelle kommissioner rakte ikke helt til at holde økonomien i gang, og Erling Kiærs ophold i Sverige kostede. Alle, der ønskede at komme over Sundet, kom over og betalte efter evne. Man helt afhængig af økonomisk hjælp, og det var specielt '''Frits Johan Blichfeldt Møller''' ferm til at kanalisere.

===Med livet som indsats===
Risikoen for farlige situationer var hele tiden til stede, men den blev som nævnt tidligere større og større fra midten af november. At deltage i modstandsarbejdet krævede først og fremmest mod, dristighed og snarrådighed, men der var også behov for stor forsigtighed og omhu. Fysiske mén efter tortur, skudepisoder eller ophold i koncentrationslejr var én ting. Men det var meget udbredt og ikke mærkeligt, at mange fik psykiske mén resten af livet.

Faren for at blive angivet af stikkere var konstant og indebar risiko for at blive taget til fange, herunder at blive udsat for tortur, blive såret eller slet og ret at miste livet. En frygt var også, at tilfangetagne kom til at røbe andre under tortur. De pårørende var som nævnt også udsat for fare. Nogle overlevede ikke, mens andre var så heldige at slippe igennem. Men for de fleste involverede må det have været temmelig belastende for nervesystemet.

===Syklubben optrevles og omorganiseres===
Som for en række andre modstandsfolk, skete der også noget for de fire, som etablerede Syklubben. Thormod Larsen blev hårdt såret under en dramatisk aktion i [[Hellebæk]] om aftenen 20. januar 1944, hvor en tysk patrulje dukkede op. Han overlevede lige akkurat, gennemgik flere operationer og måtte tilbringe meget lang tid på sygehus. De andre slap væk. Jagten på medlemmerne fortsatte, og næste dag fik Børge Rønne besøg af Gestapo og fik held til at skjule sig flere timer på taget af Sct. Anna Gade 4. Han slap væk, mens hans bror Tage blev taget af Gestapo. Ham finder de dog intet på, selvom han er medlem af modstandsgruppen Tretorn. Gestapo vidste på dette tidspunkt for meget om gruppen, som blev optrevlet og måtte gå under jorden. Det blev umuligt og alt for farligt at fortsætte som før. Man er nødt til at omorganisere og at få nye partnere og medlemmer.

===Syklubben erstattes===
Efter Erling Kiærs tilfangetagelse måtte Syklubben atter omorganiseres og flugtruterne ændres. Den skiftede navn til '''”Øresundstjenesten”''' (også benævnt '''”Sundtjenesten”''') og fik en ny organisator, Ejnar Andersen. Det lykkedes for Thormod Larsen og Ove Bruhn at flygte til Sverige i slutningen af juli 1944. Thormod Larsen blev indlagt i lazarettet i Lund. Syklubben blev ændret, omorganiseret flere gange og reelt opløst gradvis hen over sommeren 1944. Denne artikel er koncentreret om Syklubben og kommer ikke nærmere ind på omstruktureringerne. Trafikken over Øresund fortsatte og på anden vis indtil behovet ikke var der længere. Ved befrielsen 05. maj 1945 var størstedelen af Syklubbens medlemmer i Sverige.

===Afslutning===
Antal af overførte flygtninge til Sverige slutningen af 1943, som Syklubben stod bag, menes at være omkring 700. De implicerede fortjener stor anerkendelse og respekt. Mange folk hjalp med indsatser i forskellig grad inder besættelsen. Man skal bestemt ikke undervurdere de mindre indsatser, som kunne have afgørende betydning for menneskeliv og skæbner.

===Litteratur===
'''Generelt:'''

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A51496337 Syklubben: Helsingør-modstandsgruppen der snørede tyskerne. Af Karina Søby Madsen og Søren Gulmann. Udgivet af Fantastiske Fortællinger, i samarbejde med Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening, 2014.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A20575360 Birger Mikkelsen: -for anstændighedens skyld. Helsingør, 1994]

'''Artikler om flugten til Sverige i Helsingør-området:'''

*Helsingør Dagblad, d. 02. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: 75 år for en enestående indsats (side 10-11).

*Helsingør Dagblad, d. 03. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: De danske jøders flugt kostede dyrt - mange betalte med deres liv (side 10-11).

*Helsingør Dagblad, d. 04. oktober 2018: Jørgen Lind Krebs: Heltegerninger havde en høj pris (side 10-11).

'''Personlige beretninger:'''

Helsingør Bymuseum. Årbog, 1980. Heri: Børge Rønne: ”Helsingør Syklub”, side 49-84.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=810010-katalog%3A000738501 Erling Kiær: Med Gestapo i kølvandet. Frimodts Forlag, 1945.]

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A04681371 Jørgen Gersfelt: Sådan narrede vi Gestapo. Gyldendal, 1945.]

[[Kategori: Besættelsestiden 1940-45]]