Helsingør Gasværk
Fra Helsingør Leksikon
Helsingør Gasværk lå ved Sct. Annagade/Gernersvej. I 1852 fik det Westenholtz'ske Gaskompagni i London - det havde en dansk repræsentant - koncession på gasbelysningen i Helsingør i 25 år, dog med den klausul at kommunen kunne købe gasværket med seks måneders varsel. Premierdatoen var den 7. november samme år, og man lagde ud med 125 lygtestandere.
Den 1. juli 1921 overtog Helsingør Kommune gasværket. De oprindelige omkring 4½ km. ledningsnet var da øget til ca. 57 km. og værket betjente 5525 kunder foruden 355 gaslygter. Næsten alle husstande gjorde brug af gas og Helsingør Gasværk betjente da også, udover borgerne i Helsingør købstad, husstande i Snekkersten, Espergærde, Humlebæk og Sletten.