Gammel Strandvej 231 B

Gammel Strandvej 231 B i Tibberup er en af områdets ældste huse. Huset var oprindelig udstykket fra Tibberupgaard og var i midten af 1800 tallet ejet af Kristian Sivertsen, hvis enke antagelig har givet ejendommen navnet ”Kristiansminde” i den periode hvor hun ejede huset efter mandens død.

Ejendommen set fra øst i 1989, længe efter at forretningen var nedlagt og slagtehuset t.h. var omdannet til lejligheder

I 1877 overtog slagtermester Niels Christensen og hustru Maren Kirstine Pedersen ejendommen og indrettede den til slagterforretning med eget slagtehus. De levende dyr blev fragtet til Kvistgaard Station, hvorfra de blev kørt til Tibberup, hvor de gik på græs eller stod i stald til de skulle slagtes. I de første mange år var der ikke kølehus eller ishus – kun et stort flueskab, hvor de parterede kroppe hang indsvøbt i klæde for at undgå fluer. I starten var der heller ikke indlagt vand, så dette måtte hentes ved en pumpe i gården. Elektricitet fandtes naturligvis heller ikke, så her måtte en af børnene holde en lampe, hvis det var om aftenen, der blev slagtet.

Forretningen blev drevet frem til en betydende forretning og i 1918 overtog sønnen Lars Peter Christensen forretningen. Omkring 1930 flyttede Christensen forretningen til Espergærde og ejendommens bygninger blev indrettet til boliger.

Litteratur

Anna Kristine Christensen: Erindringer om livet i Ny Tibberup i 1880'erne (i Egebækken nr 39, december 2005)