Sundbusserne

At få 150 tusinde brutto tons til at flyde gennem Øresund

er vel ingenting i forhold til at få fire små Sundbusser til også at vende om, når de når havn....

Det kan de store ikke – de kan kun sejle baglæns....

Men hva betyder også det ?

Vi vil há Sundbusser – og vi vil ha dem i rigtig mange år !!

Jan Stampe Madsen var i en periode tjener på Magdelone. Han er manden bag ovenstående vers og artiklen, som den ser ud 18/8-2008. Andre er velkomne til at supplere.

1. marts år 1958 startede en nordmand ved navn Ragnar Moltzau en lille indtægtsgivende passagerrute mellem Helsingør og Helsingborg. Bådene skulle gå i fast rutefart mellem de to byer, og som transporten mellem byer på land blev klaret af store biler kaldet busser, således skulle transporten over vand også klares af busser. Deraf må navnet Sundbusserne være kommet!!

Moltzau Line havde i mange år været et ret stort tankskibsrederi, og ville nu forsøge at fragte passagerer.... og to skibe blev bygget på et norsk værft, men måtte dog senere sendes til Burmeister og Wain i København for at blive færdigapterede. De fik navnene Henrik og Pernille, efter Holbergs figurer.

Allerede fra starten var en billedhugger, Erik Spjæt Christensen, ind over skibene, og fik udført ret store galionsfigurer af de to personer fra Holbergs komedie. Disse figurer blev påskruet ved landgangsbroen, men blev dog hurtigt flyttet, da de ikke sad helt hensigtsmæssigt ved evt. påkørsler osv. De blev flyttet op under broen.

Allerede i 1959 kom Jeppe til, og med en kapacitet på hele 160 passagerer pr. overfart, var en succes startet. Sundbusserne satsede fra starten på passageren uden bil – og der kunne således ikke komme andet end mennesker og måske en enkelt cykel med ud og sejle. På begge sider af Sundet, altså både i Helsingborg og Helsingør, betragtede man næsten Sundbusserne som værende sin helt egen. Ikke mange huskede på at rederiet faktisk var norsk ejet. Og med et norskejet rederi var skipperne der førte skibet også fra hjemlandet. Dvs. der gennem de mange år der er gået, faktisk har været importeret ganske mange styrmænd fra Norge. Så allerede for år tilbage, dengang da udenlandsk arbejdskraft var et særsyn, ja da havde vi i Danmark haft meget glæde af arbejdsmarkedets fri bevægelighed.

Sundbusserne var bygget til passagerer og personale. Passagererne fordi de elskede disse små sejlende indkøbsmuligheder og restauranter, og personalet fordi de plejede deres små sejlende arbejdspladser.

Som medarbejder på Magdelone kan jeg kun billige det gode sammenhold, der var mellem personale og passagerer, samt at ca. 80% af vore gæster var gengangere. Vi kendte gæsterne – og vore gæster kendte os medarbejdere. Vor arbejdsånd i forhold til vore gæster var også præget af en fantastisk socialrealisme.

Og her tænker jeg på bl.a. på en ældre herre fra ”hänsides”. Han var en yderst rar gammel svensker – Han var alkoholiker – og når han kom om morgenen måtte vi ifølge egne direktiver ikke servere spiritus for ham. Men social det er man altså, når man står bag baren og serverer alkoholiske drikke til dem der måtte nyde det. Men der måtte som sagt ikke serveres spiritus før klokken 12.00. Så ned bag baren og hælde en dobbelt OP Anderson op samt 3 guldbajere. Så rystede den stakkels svenskers hænder ikke mere, og han kunne tale som alle vi andre. Den gode svensker fik samme gode behandling hos alle tjenerne og på alle bådene !! At se en mand der er ramt af alkoholisme hver morgen gennem længere tid, hvor kun en kold tyrker eller en kold snaps hjælper, ja da kunne vi som tjenere kun yde den ikke lægelige hjælp.... Sprutten !!

I 1980 fik Sundbusserne mulighed for at opføre en ny – bedre og større terminalindgang. Den gamle var simpelthen slidt op, så en ny flot arkitekttegnet terminal så dagens lys. Terminalen passede ind i arkitekturen og der var virkelig taget hånd om de store finesser. Halvbuet bygning med kæmpe glaspartier mod vandet, og kobberbelægning på det store halvrunde tag. Faktisk så lignede terminalen en del af et skib. Den var utrolig smuk, samtidig med at den arbejdsmæssigt var en dejlig fornyelse.

Desværre blev færgeterminalen i 1994 revet ned efter en torpedering af Skoleskibet Danmark. Denne nedrivning kom dog allerede på tale i 1991, da man efter mange års tovtrækkeri med Staten samt Helsingør Kommune blev enige om en anden placering af en afgangsmole. En mole der ville være den direkte forlængelse af selve byen. En mole til de små "færger" der var placeret direkte der hvor torvet ved Sveasøjlen stopper - nemlig før de store Sverigesfærger. Som den direkte adgang til Sundbusserne blev molen bygget på en pælebåren halvø, og terminalen blev udformet som store asymetriske vinger, i hvidlakeret aluminium og glas. En landgangsbro fra selve terminalen til land blev også etableret... maritimt som bare ....... Alt i alt et spændende skue som gjorde arkitekterne ære.

10 arkitekttegnede og nybyggede færger blev slidt op på 50 år (1958-2008), og 3 nye terminaler måtte bygges før alle var tilfredse. 3 generationer af familien Moltzau har ført Sundbusserne sikkert gennem et af verdens mest befærdede farvande, gennem 5 årtier - nemlig Ragnar Moltzau senior – hans søn Ragnar Moltzau og barnebarnet Nicolai Moltzau.

I dag er Sundbusserne ikke eksisterende, da Den Norske shippingkoncern Eitzen Holding har overtaget ruten, som i dag bliver kaldt for ACE link, efter skibsrederens forbogstaver - Axel Camillo Eitzen.

Der er iøvrigt den sjove detalje ved Eitzen Holding, at selskabet oprindeligt var et af de største rederier i efterkrigstiden Rederiaktieselskabet Ove Skou. Ove Skou fik bygget hovedparten af sine smukke skibe - også kaldet de hvide svaner - på Helsingør Værft og har derfor altid været tæt forbundet med Helsingør. Selskabet blev i 90´rne købt af Nordmændene for at fungere som Dansk datterselskab.