Stengade 59-61

Helsingør Rådhus

Det nuværende rådhus blev opført fra 1853-1855 af arkitekt Bernhard Seidelin og var noget af et prestigebyggeri. Det afløste et rådhus, som havde fungeret i omkring 300 år. Bygningen blev opført i historicismens tidlige periode i nygotik med en ny og dristig anvendelse af formsten, som derfor vakte opsigt i samtiden og ydermere blev banebrydende i dansk arkitekturhistorie. Munkesten fra det tidligere rådhus er blevet genanvendt, og rosetterne af sandsten stammer også fra det foregående rådhus. Vindfløjen fra tårnspiret på det gamle rådhus blev også genopsat. Den ambitiøse bygning kan godt virke lidt pompøs, måske endda minde lidt om en middelalderlig røverborg med tårne, kamtakker og skydeskår. Sidebygningen med den kamtakkede gavl mod Stengade er opført samtidigt og indeholder en festsal. Samtidigt hermed blev endnu en sidebygning opført i tre etager med facade mod det tidligere ”Slagtertorv”. Den rummede byens arrest, på det tidspunkt landets mest moderne af slagsen og erstattede en bindingsværksbygning. Helsingør Tinghus med tilhørende retslokaler blev opført i 1907 ved arkitekt J. E. Gnudtzmann med facade ud mod ”Slagtertorvet” i forlængelse af arresten.

Arresten

Rådhuset og arresten hørte tidligere sammen. Politi- og arrest var en kommunal opgave fra de ældste tider og blev først ændret i 1938 med rigspolitiet indførelse. Forholdene for de indsatte rundt omkring i hele landet var ubeskriveligt kummerlige og rædselsfulde. Kolde, fugtige kældre, overfyldte rum med flere arrestanter og uden noget så simpelt som eksempelvis en madras til overnatning. Desuden var der ofte en grufuld stank af på grund af de ringe sanitære forhold. En kommission nedsat ved en kongelig resolution i 1840 og mundede ud i krav om bedre forhold for arrester på landsplan, bl.a. om opdeling i celler. Faktisk var det hovedårsagen til tanker om et nyt rådhus i Helsingør og de deraf følgende krav til udvidelse. Byens borgere var vældig optaget af Der opstod en gevaldig og til tider ophidset debat om det nye rådhus. Borgerrepræsentationen var indstillet på et mere beskedent budget hvor evt. salg af det gamle rådhus skulle indgå. Det nye rådhus skulle ligge i den nordlige del af det på det tidspunkt mere beskedne Axeltorv. I danske købstæder var der tradition for, at rådhuse lå i forbindelse med byens torv. Brygger og skibsklarerer Carl Wiibroe blandede sig som fortaler for ombygning og udvidelse af det eksisterende rådhus. Han påpegede, at salg af det gamle rådhus var fuldstændigt urealistisk, da det var i en sølle forfatning. Han var også opmærksom på, at der kunne ske en forandring med Øresundstolden. Embedsmænd og forretningsfolk knyttet hertil var de største bidragsydere til skattegrundlaget. Da Jørgen Baden Olrik overtog borgmesterposten i 1849 og afløstes samme år som byfoged og politimester af Vilhelm C. Crone, kom der gang i sagen for alvor efter endeløse debatter og forhandlinger frem og tilbage. Det viste sig, at Carl Wibroe havde haft ret i sine synspunkter. Resultatet er det rådhus med tilhørende bygninger, vi ser i dag.

Arrest og Tinghus i Helsingør blev erstattet af helt nyt byggeri, det mest moderne af slagsen på det tidspunkt på Prøvestensvej nr. 1 nogle kilometer syd for selve bykernen. I løbet af 1992 kunne Arrest og Politistation (Tinghus) tage de nye lokaliteter i brug, atter det mest moderne i landet, da det stod færdigt.

Det gamle rådhus i Stengade 59

De fleste danske købstæder havde allerede fra 1400-tallet et rådhus, som regel i forbindelse med byens torv. Helsingør fik først ret sent et egentligt torv. Helsingør havde meget lidt opland, og skibsfart var derfor et afgørende omdrejningspunkt. Rådhuset lå derfor centralt for både havnebroen og byens ”brændpunkt, hvor Sct. Anna Gade og Stengade, de to hovedfærdselsårer, mødtes. Rådhuset har ligget på omtrent samme sted lige siden Erik af Pommern gav byen købstadsrettigheder i 1426, som det fremgår af de tidligste kilder. Helsingør udmærker sig ved at have et enestående byarkiv med de ældste kilder helt tilbage til 1308. Arkivet blev opbevaret på rådhuset. Byen blev administreret af borgmestre og råd fra rådhuset, som også dannede ramme omkring officielle begivenheder. Det kunne være modtagelse af prominente personer, eksempelvis konger, rigsråd og gesandter. Det var også var et hus for hele byen. Borgerne samledes hvert år i gildesalen ved en tønde øl for at høre kæmneren forelægge byens regnskab. Bytinget med de åbne retsmøder for borgere var hidtil blevet afholdt under åben himmel, men fik i 1708 stillet en stue til rådighed på rådhuset. Det var dengang, at kommunale system var ”Et uskyldigt apparat” som det engang er blevet betegnet (citeret af Kenno Pedersen i sin bog, nævnt under litteraturhenvisninger).

Det ældste rådhus brændte omkring 1561, eller i hvert fald en del af det. Branden har næppe været særlig omfattende, da 56 dokumenter fra 1308-1561 stadigt er bevarede. Naboejendommen, som lå på kirkens jord mod øst, blev i et eller andet omfang inddraget til opførelsen af et nyt og større rådhus samme sted. Der er uoverensstemmelser i kilderne omring dette punkt. Muligvis inddrog man i den anledning bysvendenes huse, måske har man inddraget nogle gravpladser og sørget for genbegravelser. Det fremgår heller ikke helt klart, hvornår eller hvor meget af det det gamle rådhus, der brændte. Kilderne kan også tolkes således, at man var i gang med at bygge et nyt rådhus, da der opstod brand, og i så fald brændte det først i 1562. Det står fast, at byggeriet af et nyt og større rådhus fandt sted i 1561. En beskrivelse fra 1736 er delvist gengivet i ”Helsingør i Sundtoldstiden” af Laurits Pedersen.

Rosetterne med Frederik den Anden og hans dronnings våben over porten på det nuværende rådhus lod borgmester Jacob Hansen (1566-1578) hugge i sten i 1574. Frederik den Anden havde en meget stor betydning for byen især på grund af slottet Kronborg, ombygget og udvidet fra Erik af Pommerns gamle slot Krogen. Han skænkede byen flere privilegier og større jorder, bl. a. grundstykket til det nye byting i på hjørnet af Sudergade (nummer 26) og Sct. Olai Gade (tidligere Brøndstræde). Han lod også vandkraften i Hellebæk udnytte til mølledrift og lod Kongens Mølle opføre som den første og største af flere kornmøller.

Rådhuset kunne ud mod Stengade fremstå lidt af et gedemarked. Den udvendige opgang til rådstuen var overdækket, ligesom der var bislag. Der var bolig for såvel byskriveren som nogle familier af forskellig herkomst. Kælderen rummede også udlejningsboliger samt arresten, og kælderhalsene var overdækket med skure. Når torvekonerne nu og da var i bekneb for plads, anvendte de kælderen til deres afgrøder fra haverne. I løbet af 1700-tallet (senest i slutningen) fik Rådhuset en mere præsentabel fremtoning i gadebilledet.

Stengade 61

OBS: Denne artikel er stadig under udarbejdelse!

Litteraturhenvisninger i bogform

Ring, Henning: Helsingørs rådhus. Særtryk af årbog fra Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Hillerød, 1976.

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde, Stengade 1901-2001. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.