Strandgade 27

Version fra 22. jan 2020, 12:11 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag)

Strandgade 27

Det ældst daterede bindingsværkshus i Helsingør ligger i Strandgade 27, på hjørnet af Skyttenstræde og Strandgade.

Indholdsfortegnelse

Særlige dekorationer

Den helt unikke og fredede ejendom med matrikelnummer 437 har en grundstørrelse på 76 kvadratmeter og et beboelsesareal på 114 kvadratmeter, fordelt på to etager. Bindingsværket er overmalet i væggenes lyse farve. Det bjælkelag, som adskiller første etage og stuen, kaldet stokværket, rager ud over stueetagen. Tilsvarende findes ikke mellem taget og øverste etage. Her er loftsbjælkerne stukket igennem de lodrette stolper et godt stykke under tagremmen. Stokværket er understøttet af de smukt udskårne knægte med en spiralformet afslutning, udformede som antikke volutkonsoller og dekoreret med udskårne akantusblade. Netop den type dekoration var sædvanligt for byggestilen i Helsingør fra den tid. Mellem knægtene er tømmeret skåret ud som kølbuer, det vil sige udformet som tværsnit af en omvendt båd. Tilsvarende kan ses i den meget fine og velbevarede ejendom i Stengade 20.

Tæt på nedrivning

I 1930’erne var ejendommen i en så elendig forfatning, at den var meget tæt på nedrivning. Til alt held stemte et flertal af Byrådets medlemmer for at bevare bygningen og rejste de dengang nødvendige 6.000 kroner til købet. Resultatet blev, at kommunen overtog den i 1936 og lod de to arkitekter, Aage Roussell og Volmar Drosted, stå for en gennemgribende restaurering. Den blev udført nænsomt og med respekt for historien, herunder med bevaring af alt det ”vinde og skæve”.

Hvem har boet her?

Ejendommen har gennem tiden haft mange forskellige ejere og beboere. I året 1682 nævnes værtshuset med navnet ”Peter i Ankerets Datter” (eller ”Peder i Ankerets Datter” eller slet og ret ”Ankeret”), et værtshus, som givet har eksisteret i en årrække. Gennem 1700-tallet og 1800-tallet er registret bl.a. en købmand og flere færgemænd og andre som ejere, hvis erhverv ikke er opgivet samt nogle enker, som har overtaget ejendommen efter deres afdøde mænd. Dertil kommer en husmand, en fæstemænd og i 1900-tallet inden kommunen overtog ejendommen, endnu en fæstemand, en musiker og en arkitekt. Inden kommunens overtagelse af ejendommen i 1936 har ejendommen formodentlig også været beboet af familier fra jævne og endog fattige kår, som har lejet sig ind. Efter restaureringen i 1941 har kommunen lejet ejendommen ud, og som det fremgår af vejvisere til relativt få beboere, som til gengæld har boet der længe. Fra 1943-1994 figurerer en kvindelig lektor vejviseren og fra 1996 et ægtepar, hvor enken fortsat boede i huset indtil et tidspunkt inden 2013. Flere navne er dog registeret i 1940 og 1960.

Museum eller forfatterrefugium

I 1994 diskuterede Byrådets medlemmer, hvad der skulle ske med ejendommen, da den efter mange år blev ledig. Den blev anset for at være et klenodie for Helsingør. Skulle den fortsat lejes ud eller sælges? Tilbage i 1994 lå nogle tanker om de kulturelle muligheder, den historiske og fredede ejendom kunne byde på. Tanker om et museum var fremme, men det viste sig at blive for dyrt, og man valgte at fortsætte med udlejning. De samme overvejelser om kulturel udnyttelse foregik i begyndelsen af 2013, da boligen atter blev ledig. Tanker om et manuskript- og forfatterrefugium eller lignende dukkede op, hvor forfattere kunne bo på fordelagtige vilkår og hellige sig skriveriet. Udlejning af ejendommen blev atter vedtaget, men dog kun over en femårig periode. Man ville ikke forhaste en beslutning om et definitivt farvel til den unikke ejendom, før man igen havde set på dens muligheder. I begyndelsen af 2019 lod kommunen ejendommen sætte til salg.

Litteratur

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik. Helsingør 2010.

Charlotte Fenger: Strandgade 27 (Forening & Museum. 2020. nr. 1.)