Helsingør Brandvæsen

Indholdsfortegnelse

Brandvæsenet spæde begyndelse

Fra midten af det 16. århundrede kan der spores foranstaltninger mod ildsvåde. I 1565 blev det påbudt "at hver mand her i Helsingør skal have udsat en tønde vand ved sin gadedør", og i 1608 indskærpes det borgerne at holde deres ildsteder "i god agt" og holde vand i tønder og baljer for deres døre. Mange brande opstod på den tid på grund af manglende fejning og vedligeholdelse af skorstene. Brandene opstod ofte som skorstensbrande.

Husejere havde endvidere pligt til at have en brandlygte, der skulle tændes og hænges udenfor ved brand efter solnedgang og desuden at råde over brandhager og brandstiger.

Udover vandkarrene med vand, der skulle stå ved hvert hus, var adgangen til vand ved brand baseret på byens mange brønde - såvel offentlige som private - der ikke altid var synderlig bevendte. Hertil var kapacitet, tilstand og adgangsforhold ofte temmelig tvivlsomme.

Vandposterne

Mere tilforladelige var nok vandposterne. Så tidligt som i 1576 rådede man over de såkaldte springposte, der forsynedes med vand fra dammene syd for byen. Pumper omtales allerede på Christian IV's tid og en sådan findes i 1636 i byskriverens residens. En sprøjte er i hvert fald i brug i byen i 1640'erne, og i 1693 købes en ny i København for 170-80 rdl. I den anledning pålignes borgernes skat "et lille kvantum til sprøyten". I 1738 udsendes en særlig forordning om en "lygte- og sprøjteskat" i Helsingør. Skatten pålignes efter brandtaksationen i 1736.

Brandfarlige huse

Langt frem i tiden påhvilede det byens borgere at medvirke ved brandslukning. En del af brandbekæmpelsen bestod i at begrænse ildens spredning. Til at hjælpe sig med dette havde man derfor et særligt nedbrydningskorps, hovedsagelig bestående af bygningshåndværkere, der bistod ved nedrivning af stråtage og nedbrydning af angrebne ejendomme og ofte også naboejendomme(?)

Byen var tæt bebygget. Husene var hovedsagelig lerklinede bindingsværkshuse med stråtag, og selvom disse blev forbudt ret tidligt, forsvandt de sidste først i begyndelsen af 1700-tallet.

Fra Brandcorps til Brandvæsen

Sct. Anna Gade 45

I 1700-tallet blev brandmandskabet hovedsagelig rekrutteret fra borgerkompagnierne. De synes tidligt at have dannet et særligt brandkorps, som en særlig deling eller kompagni indenfor borgerbevæbningen. Hovedparten af de indrullerede bestod af håndværkssvende og arbejdsfolk, medens officererne kom fra de højere samfundslag.

I 1873 godkendte Helsingør Byråd Vedtægt for Ordningen af Kjøbstaden Helsingørs Brandvæsen. Der var nu ikke andre synlige ændringer end at ledelsen overgik fra en brandmajor til en ansat brandinspektør. Skiftende brandinspektører forsøgte i de følgende år at ændre forholdene for korpset, men først i 1897 lykkedes det at få en ny brandvedtægt og bedre materiel. Årsagen til den positive sagsbehandling i byrådet skal nok findes i en stor brand i halmvarefabrikken i forbindelse med reberbanen i 1897, hvor fabrikken nedbrændte totalt.

I den forbindelse ændredes navnet på brandberedskabet fra "Helsingør Brandcorps" til "Helsingør Brandvæsen". Ved samme lejlighed fik det et betragteligt løft med bedre og mere udstyr, ligesom en større del af mandskabet blev fastansat og uniformeret. Der blev således bevilget 5.191kr. til nyanskaffelser, herunder uniformer og udrustning. Befalingsmændene skulle selv anskaffe uniformer og fik hertil en godtgørelse på 25 kr. pr. år.

Opbevaring af materiel

Det vides ikke nøjagtigt hvor korpsets brandmateriel blev opbevaret inden 1727, hvor "byens publique sprøjtehus" nævnes som værende i ejendommen i Sct. Anna Gade mellem de nuværende nr. 4 og 6. Der er i dag gennemgang til kirkepladsen ved Skt. Olai Kirke. Dengang lå der en lille bygning på 4 fag bindingsværk i et stokværk, hvoraf halvdelen bestod af en port "kirkerist", som fungerede som gennemgang til kirkegården. På bagsiden var en 2 fags lude tilbygget. Sprøjtehuset blev nedrevet mellem 1837 og 1847.

I 1838, blev ejendommen Sct. Anna Gade 45 erhvervet og indrettet til brandstation. Herfra foregik brandudrykningerne ved, at mandskabet trak sprøjterne til brandstedet. Der var indgået aftaler med en vognmand, der skulle levere heste ved udrykning, men da der kun var aftaler om et begrænset antal udrykninger, var det ikke altid, at vognmanden havde sine heste i beredskab, så de skulle hentes ind fra græsning, hvilket naturligvis kunne forsinke udrykningen.

Fra Sct. Anna Gade til Svingelport

Svingelport 1940. Kranbilen yderst til højre er en Bedford model, som kom på markedet i 1939

Gennem årene blev pladsen for trang, og besværet med at komme ud i den snævre Sct. Anna Gade var stigende. Brandkøretøjerne blev jo større efterhånden som brandsprøjterne blev motoriseret, og i forbindelse med Jernbanehotellets brand i 1938 voksede kritikken over den lange udrykningstid.

1. april 1940, samtidig med at der blev indgået aftale med Falcks Redningskorps, flyttede brandstationen til det gamle slagtehus i Svingelport. Det var imidlertid langt fra færdigombygget (der var bevilget 60.000kr. til ombygningen) og først den 1. oktober 1940 kunne den officielle indvielse finde sted. Lokalerne var en betydelig forbedring, hvorimod til-/frakørselsmulighederne ikke var optimale - selv om det var en væsentlig forbedring i forhold til beliggenheden i Sct. Anna Gade.

I de følgende år ændredes kravene til Helsingør Brandvæsen i takt med byens udvikling og udbredelse. Der blev afholdt mange brandøvelser i byen for at "lære adgangsvejene til ejendommene at kende" og for at finde ud af, om køretøjerne, herunder stigevognene, kunne komme omkring i byen og om jordbunden ved ejendommene kunne bære dem.

Der skete også en løbende udskiftning af materiellet og foretaget nyanskaffelser. Bl.a. i 1955 en ny selvoppustelig springpude. Den kunne klargøres på få minutter og kunne betjenes af ganske få mand, hvorimod det gamle springlagen krævede 10 mand for at holde det udspændt ved nedspring.

Fra Svingelport til Klostermosevej

Brandbil fotograferet på Stubbedamsvej i 1947

Siden 1975 har Helsingør Brandvæsen været godkendt af Statens Brandinspektion til at uddanne brandmænd. Dette har senere udviklet sig til en egentlig "brandskole" på Gørlundevej, hvor det tidligere Civilforsvar gennem mange år havde et øvelsesanlæg med brandhus, røgdykkerbane, ruinby og et undervisningslokale.

Trang plads, utidssvarende indretning og uhensigtsmæssig placering var nogle af de argumenter, som blev lagt til grund for en beslutning om udflytning af brand- og ambulancetjenesten fra Svingelport til Klostermosevej, hvor Helsingør Kommune i 1974 havde overtaget en grund med garageanlæg, som forholdsvis let og billigt kunne omdannes til ny hovedstation for kommunens brandvæsen og Falcks ambulancetjeneste.

Den 1. april 1976 kunne den nye station for brand-og ambulancetjenesten i Helsingør Kommune indvies på Klostermosevej 106. Stationen var rummelig og i relation til Helsingør storkommune var beliggenheden central.

Andre opgaver

I begyndelsen af 80'erne blev brandvæsenerne tillagt indsatser ved sammenstyrtningsulykker, togulykker, flyulykker over land og skibsulykker ved kaj. Endvidere blev man pålagt at skulle foretage følgeskadebekæmpelse efter brand. Opgaverne kræver selvsagt uddannelse af såvel heltids- som deltidsansat personel, og hertil kommer nyt og avanceret materiel.

Den gamle brandstation i Svingelport blev ved udflytningen til Klostermosevej overtaget af Helsingør Civilforsvar. Selvom Indenrigsministeriet og Kommunernes Landsforening havde påpeget det hensigtsmæssige i at sammenlægge det kommunale brandvæsen og det kommunale civilforsvar, blev dette tilsyneladende ikke inddraget i overvejelserne i forbindelse med udflytningen.

Brandvæsen og civilforsvar under samme tag

Først i 1988 kom det på tale at skabe et fælles beredskabsværn i Helsingør. En gedigen rapport om en sammenlægning af Helsingør Brandvæsen og Helsingør Civilforsvar blev udarbejdet, men den skabte også usikkerhed blandt de deltidsansatte brandfolk i de tre brandkredse: Helsingør, Tikøb og Hornbæk. Forslaget nød ikke fremme politisk, så det blev stillet i bero.

Efter et omfattende udvalgsarbejde baseret på Beredskabsloven, der var blevet vedtaget i 1992, blev Helsingør Brandvæsen og Helsingør Civilforsvar sammenlagt pr. 1. januar 1994 i Helsingør Brand- og Redningsberedskab, som samtidig flyttede ind i udvidede lokaler på Klostermosevej 106C.

Afslutning

Her har jeg valgt at standse artiklen om Helsingør Brandvæsen, men den er åben for fortsættelse.

Der har ikke været omtale af Tikøb Brandvæsen, som udgør en ikke uvæsentlig del af beredskabet, og som er omtalt i en selvstændig artikel.

Det er kun en summarisk omtale af udviklingen indenfor Helsingør Brandvæsen. Interesserede henvises til at læse nærmere i "Når den røde hane galede" af Kenno Pedersen, hvor hovedparten af de anførte oplysninger er hentet.